Pressenævnets kendelse i sag nr. 2009-6-0841
Statutory Text (3 Articles)
Pressenævnets kendelse i sag nr. 2009-6-0841
Resumé
Ikke grundlag for genoptagelse af sag mod CRN og CRN.dk.
Ikke nye oplysninger af betydning for sagens afgørelse.
Klager anmodede om genoptagelse af en sag, idet han efter samråd med en advokat havde yderligere kommentarer.
Pressenævnets begrundelse og afgørelse
Pressenævnet bemærker indledningsvis, at det ligger uden for nævnets kompetence at pålægge et medie at slette artikler.
Efter § 14, stk. 1, i bekendtgørelse nr. 86 af 9. februar 1998 om forretningsordenen for Pressenævnet træffer de medlemmer, der har afgjort en sag også afgørelse vedrørende spørgsmål om eventuel genoptagelse af sagen.
Pressenævnet kan genoptage behandlingen af en sag, hvis der fremkommer nye oplysninger af betydning for sagens afgørelse.
Da [K] ikke er fremkommet med sådanne oplysninger, finder Pressenævnet ikke grundlag for at for at genoptage behandlingen af sagen.
[K] har anmodet om genoptagelse af Pressenævnets sag nr. 2009-6-0826, som nævnet traf afgørelse i den 26. maj 2009.
Afgørelsen vedrørte en klage fra [K] over en artikel i CRN og på CRN.dk den 15. april 2009.
I kendelsen hed det
”Det følger af de vejledende regler for god presseskik, at der skal iagttages varsomhed med meddelelser om, at politianmeldelse er indgivet mod en navngiven person.
Meddelelser herom bør som regel ikke bringes, før anmeldelse har medført indgriben fra politiets eller anklagemyndighedens side.
Dette gælder dog ikke, hvis det anmeldte forhold i forvejen er kendt i videre kredse eller har væsentlig almen interesse, eller det efter de foreliggende omstændigheder må antages, at anmeldelsen er solidt underbygget, jf. punkt C.7.
Efter det oplyste lægges til grund, at der i oktober 2007 blev indgivet politianmeldelse mod indehaveren af Digi-shop, [K].
Politianmeldelsen mod klager indgår i et sagskompleks hos politiet.
Det fremgår ikke af artiklen, at disse sager skulle vedrøre klager.
Pressenævnet finder, at der som udgangspunkt kan være grundlag for at omtale virksomheder, der ikke opfylder sine betalingsforpligtigelser eller unddrager sig disse.
Efter det foreliggende finder nævnet imidlertid, at der på dette tidlige stadium, og hvor anmeldelsen ikke har ført til nogen reaktion fra anklagemyndighedens side, ikke var fornødent grundlag for at nævne [K] ved navn.
CRN burde derfor have sløret klager.
Dette gælder uanset, at nævnelse af virksomhedens navn kan medføre identifikation af klager.
Nævnet har herved også lagt vægt på beløbenes størrelse.
Pressenævnet udtaler sin kritik af CRN for at omtale klager ved navn.
Det forhold, at klager tidligere har været omtalt ved navn i forbindelse med artiklerne i 2007, kan i dette tilfælde ikke føre til et andet resultat.
Da CRN har forelagt de krænkende oplysninger for klager og medtaget hans kommentar, finder Pressenævnet, at CRN ikke i øvrigt har tilsidesat god presseskik.
I medfør af medieansvarsloven § 49 pålægger Pressenævnet herefter den ansvarshavende redaktør af CRN og CRN.dk at offentliggøre følgende
”Kritik fra Pressenævnet
CRN omtalte i april under overskriften ”Tiden rinder ud for svindel-anklaget” en politianmeldelse indgivet mod indehaveren af Digi-shop.
Af artiklen fremgik det, at Digi-shop ikke havde betalt fotoforhandlere deres tilgodehavender.
Anmeldelsen, der er indgivet til politiet i 2007, har endnu ikke ført til indgriben fra politiet eller anklagemyndighedens side.
Forhandleren har klaget til Pressenævnet over omtalen.
Pressenævnet finder, at CRN har tilsidesat god presseskik ved at nævne forhandlerens navn, da anmeldelsen endnu ikke har ført til indgriben.
Nævnet udtaler derfor sin kritik af CRN.
Pressenævnet har pålagt os at bringe ovennævnte meddelelse.
Hele kendelsen fra Pressenævnet kan læses på nævnets hjemmeside: pressenaevnet.dk.”
[K] har til støtte for anmodningen om genoptagelse anført følgende
”Efter jeg i samarbejde med en advokat har gennemlæst kendelsen, har jeg følgende kommentar, som jeg mener, er forkert i sagen –
”[Uddrag fra den påklagede artikel ”Tiden rinder ud for svindel-anklaget” af 15. april 2009]
Ifølge indehaveren af Digi-shop, [K], er der ikke
noget at komme efter for Triogate elle de andre forhandlere i sagen.
”Jeg vedkender, at jeg skylder de penge, men virksomheden er
gået konkurs, og så er den sag ellers ikke længere,” siger han til
CRN.
Målet med Digi-shop var at indkøbe fotoudstyr og videresælge
det til amatørfotografer og fotoentusiaster.
[K]
fortæller, at problemerne opstod da nogle af hans kunder ikke
betalte for udstyret.
”Jeg har en momsgæld på 500.000 kroner, den slags påfører
man ikke sig selv, hvis man vil lave fusk,” forklarer han.”
Disse udtagelser bad jeg om ikke kom med i artiklen, da jeg fastholdte, at jeg ikke ville udtale mig officielt.
Dette blev sagt til journalisten fra CRN via telefon, samt har jeg ikke godkendt dette, og jeg sagde den holdning havde jeg også i de andre artikler, hvor jeg heller ikke ønskede mig at udtale mig.
Jeg skal i øvrigt takke pressenævnet for deres behandling af sagen, men ville det ikke have mest korrekt, at man havde pålagt CRN at fjerne artiklerne med mit navn!”
Pressenævnets begrundelse og afgørelse
I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget
Axel Kierkegaard, Hans Peter Blicher, Kaare R.
Skou og Marianne Druedahl.
Pressenævnet bemærker indledningsvis, at det ligger uden for nævnets kompetence at pålægge et medie at slette artikler.
Efter § 14, stk. 1, i bekendtgørelse nr. 86 af 9. februar 1998 om forretningsordenen for Pressenævnet træffer de medlemmer, der har afgjort en sag også afgørelse vedrørende spørgsmål om eventuel genoptagelse af sagen.
Pressenævnet kan genoptage behandlingen af en sag, hvis der fremkommer nye oplysninger af betydning for sagens afgørelse.
Da [K] ikke er fremkommet med sådanne oplysninger, finder Pressenævnet ikke grundlag for at for at genoptage behandlingen af sagen.
Afgjort den 9. juni 2009