Pressenævnets kendelse i sag nr. 2009-6-0827
Statutory Text (3 Articles)
Pressenævnets kendelse i sag nr. 2009-6-0827
Resumé
Klager – en virksomhed – klagede over artiklen ”Chauffører nægter at følge køreplan” i Fyns Amts Avis.
Pressenævnets begrundelse og afgørelse
Efter det oplyste lægges til grund, at køreplaner angiver ruter og afgangs- og ankomsttider og udarbejdes af FynBus, og at arbejdskøreplanerne beskriver chaufførernes vagtplaner mv. og udarbejdes af [K].
Pressenævnet finder, at udsagnet ”det er [K] og ikke FynBus, der udarbejder chaufførernes arbejdskøreplaner” kan efterlade tvivl om, hvorvidt [K] bærer ansvaret herfor.
Kommunikationslederen i FynBus påtager sig imidlertid ansvaret for arbejdskøreplanerne
”Men derfor er der ingen tvivl om, at det er FynBus’ ansvar”.
Nævnet udtaler derfor ikke kritik af Fyns Amts Avis for ikke også at have forelagt kritikken for [K].
[K] har ved pressechef [A] klaget til Pressenævnet over en artikel i Fyns Amts Avis den 28. marts 2009, idet han mener, at god presseskik er tilsidesat.
1 Sagsfremstilling
Fyns Amts Avis bragte den 28. marts 2009 en artikel under overskriften ” Chauffører nægter at følge køreplan ” og underoverskriften ” Passagerer må kæmpe en brav kamp for at få buschaufførerne til at stoppe ved Svendborg Gymnasium ”.
Af artiklen fremgik følgende
”SVENDBORG
Selvom der i køreplanen for busrute 163 står, at den klokken 7.55 kører forbi Svendborg Gymnasium, så er det ikke altid tilfældet.
Mandag til torsdag i denne uge har passagererne måttet diskutere med buschaufførerne om, hvorvidt bussen skal forbi gymnasiet, inden den kører ned til rutebilstationen.
Det lykkedes de første tre dage, men torsdag blev gymnasieeleverne sat af på rutebilstationen, hvor de måtte vente på den næste bus mod gymnasiet.
Den bus gik først en halv time senere, og da eleverne møder i skole klokken 8, kom de selvfølgelig alt for sent.
- Det er ubehageligt
[B], Lakkendrup, er mor til en af de gymnasieelever, og hun er dybt frustreret over, at hendes datter skal udsættes for den ubehagelige situation at diskutere med buschaufførerne for at få dem til at følge køreplanen.
Men hun er godt klar over, hvorfor problemet opstår
- 1. marts fik chaufførerne en ny arbejdskøreplan, og der står ikke noget om, at de skal køre til Svendborg Gymnasium, fortæller [B].
Det var det svar, hun fik, da hun kontaktede en medarbejder fra [K] i starten af marts, hvor situationen var den samme.
Dengang sendte hun også en mail til FynBus, hvori hun gjorde opmærksom på problemet.
Det samme har [B] gjort i denne uge, hvor det torsdag blev for meget for hende.
FynBus
Vores ansvar
I FynBus kender man ikke årsagen til den penible situation, men vil forsøge at løse den hurtigst muligt.
Martin Krogh, kommunikationsleder i FynBus, fortæller, at det er [K] og ikke FynBus, der udarbejder chaufførernes arbejdskøreplaner.
- Men derfor er der ingen tvivl om, at det er FynBus’ ansvar, tilføjer han.
Derfor vil han nu gå videre med sagen, så busserne kommer til at køre efter, hvad der står i køreplanen.
- Vi vil med det samme undersøge sagen og finde ud af, hvorfor der er et problem, lover Martin Krogh.”
2 Parternes synspunkter
2.1 [K]’ synspunkter
Pressechef [A] har anført, at [B] udtaler kritik af buslinje 163, som [K] kører for FynBus, fordi denne ikke altid stopper ved Svendborg Gymnasium.
Årsagen er ifølge artiklen, at stoppestedet ikke fremgår af chaufførernes arbejdskøreplaner.
Kommunikationsleder Martin Krogh fra FynBus fortæller, at det er [K] der udarbejder arbejdskøreplanerne.
FynBus har fået forelagt kritikken, men [K] har ikke haft mulighed for at imødegå kritikpunkterne.
[K] har herudover henvist til Pressenævnets kendelse af 18. april 2007 i sag nr. 2006-6-0487
[K] mod Fyns Amts Avis.
2.2 Fyns Amts Avis’ synspunkter
Fyns Amts Avis har anført, at ansvaret for udarbejdelsen af
buskøreplanerne udelukkende henhører under FynBus.
[K] er entreprenør og har til opgave at udføre kørslen efter de af FynBus udarbejdede køreplaner.
I artiklen fastslår kommunikationsleder i FynBus også, at det er FynBus’ ansvar.
Det forhold, at [K] opererer med såkaldte arbejdskøreplaner er offentligheden uvedkommende.
Avisen har herudover anført, at den af klager fremlagte afgørelse fra Pressenævnet er sagen uvedkommende, da den dengang påklagede artikel ikke omhandler kritik af FynBus’ arbejdskøreplaner.
3 Pressenævnets begrundelse og afgørelse
I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget
Axel Kierkegaard, hans Peter Blicher, Kaare R.
Skou og Marianne Druedahl.
Efter det oplyste lægges til grund, at køreplaner angiver ruter og afgangs- og ankomsttider og udarbejdes af FynBus, og at arbejdskøreplanerne beskriver chaufførernes vagtplaner mv. og udarbejdes af [K].
Pressenævnet finder, at udsagnet ”det er [K] og ikke FynBus, der udarbejder chaufførernes arbejdskøreplaner” kan efterlade tvivl om, hvorvidt [K] bærer ansvaret herfor.
Kommunikationslederen i FynBus påtager sig imidlertid ansvaret for arbejdskøreplanerne
”Men derfor er der ingen tvivl om, at det er FynBus’ ansvar”.
Nævnet udtaler derfor ikke kritik af Fyns Amts Avis for ikke også at have forelagt kritikken for [K].
Afgjort den 26. maj 2009