Pressenævnets kendelse i sag nr. 2009-6-0815
Statutory Text (3 Articles)
Pressenævnets kendelse i sag nr. 2009-6-0815
Resumé
Klager – en patient – klagede over indslaget ”Falckreddernes barske hverdag” i programserien ”1-1-2” på TV SYD og tvsyd.dk.
Det følger af de vejledende regler for god presseskik, at ofre for ulykker skal vises det størst mulige hensyn.
Ved indsamling af og gengivelse af billedmateriale skal der vises hensynsfuldhed og takt, jf. punkt B.3.
Det følger videre, at meddelelser, der kan krænke privatlivets fred, skal undgås, medmindre klar almen interesse kræver offentlig omtale, jf. punkt B.1.
Pressenævnet finder, at der er en klar almen interesse knyttet til Falckredderes arbejde, men at dette ikke kan begrunde, at der uden samtykke fra de berørte vises billeder af indlæggelsessituationer og bringes oplysninger om deres helbredsforhold.
Nævnet finder, at TV SYD har tilsidesat god presseskik ved – som erkendt – ikke at have overholdt den indgåede aftale med Falck om ikke at offentliggøre optagelser med klager uden hans samtykke.
Dette gælder uanset, at det må lægges til grund, at klager ikke kan identificeres på baggrund af billederne og oplysningerne.
Nævnet udtaler efter det anførte sin kritik af TV SYD og tvsyd.dk .
I medfør af medieansvarslovens § 49 pålægger Pressenævnet herefter den ansvarshavende redaktør af TV SYD og tvsyd.dk at offentliggøre et kendelsesresume.
[K] har klaget til Pressenævnet over en udsendelse den 10. marts 2009 i TV SYD og en identisk udsendelse på tvsyd.dk, idet han mener, at god presseskik er tilsidesat.
1 Sagsfremstilling
TV SYD sendte den 10. marts 2009 indslaget ”Falck-reddernes barske hverdag” i programserien ”1-1-2”.
Programmet fulgte en ambulanceassistent og -behandler fra Falck under en vagt i Sønderjylland.
Af udsendelsen fremgår optagelser fra et lægehus i Vestre Sottrup, hvor man havde ringet 1-1-2, da en patient var blevet utilpas.
I udsendelsen ses ambulancefolkene at ankomme til lægehuset og hente patienten (klager), der bæres ud på en båre.
Der er lagt et tæppe over kroppen, og ansigtet kan ikke ses.
Patienten løftes ind i ambulancen, der er parkeret på lægehusets parkeringsplads.
På parkeringspladsen holder et par andre biler, herunder en grå.
Bilernes nummerplader kan ikke læses.
Det oplyses, at patienten køres til akutmodtagelsen på Sygehus Sønderjylland i Aabenraa med henblik på at blive scannet for en udposning på hovedpulsåren i hjertet.
Det oplyses videre, at scanningen ikke har vist nogen udposning, men at patienten havde et anfald af galdesten.
Der bringes optagelser fra en operationsstue og hospitalsgangen.
Et identisk indslag blev samme dag lagt på tvsyd.dk.
Sygehus Sønderjylland oplyste ved brev af 26. marts 2009 bl.a. følgende til [K]
”Afdelingsledelsen har oplyst, at der ikke af det involverede personale er givet tilladelse til, at fotografen opholdt sig på traumestuen.
Personalet havde meget travlt med at klargøre stuen og modtage dig som patient, idet det var meldt, at du blev indlagt akut på grund af mistanke om en udposning på hovedpulsåren, hvilket er en meget alvorlig lidelse.
Sekundært blev fotografen opfattet, som ledsagende Falck, idet personalet forudsatte, at fornøden tilladelse herved var givet og dine interesser varetaget.
Der er ej heller fra personalets side givet oplysninger om din lidelse til fotografen.
På akutstuen er der en tavle, hvor de relevante informationer bliver skrevet både før og under modtagelsen.
Det kan ikke udelukkes at fotografen har fået oplysningen af den vej.
Det er et grundlæggende princip, at patienter ikke må fotograferes eller filmes uden foregående samtykke.
Sygehus Sønderjylland har udarbejdet instruks herom, der afspejler dette princip.”
2 Parternes synspunkter
2.1 [K]s synspunkter
[K] har anført, at fotografen optog, selvom såvel han selv, hans kone og den praktiserende læge udtrykkeligt frabad sig det i lægehuset.
Selvom klagers ansigt ikke kan ses af indslaget, kan folk i lokalsamfundet identificere ham pga. optagelserne af klager på båren ved lægehuset, ligesom klagers bil fremgik af billedsiden til indslaget.
Det var endvidere unødvendigt og krænkende, at diagnosen blev oplyst.
[K] har herudover anført, at udsendelsen stadig er tilgængelig på tvsyd.dk.
2.2 TV SYD og tvsyd.dk’s synspunkter
TV SYD har over for klager beklaget, at man har offentliggjort optagelserne uden at sikre sig klagers samtykke.
Derved levede TV SYD heller ikke op til en aftale, mediet havde indgået med Falck.
Det er imidlertid ikke muligt at identificere [K], da han og hans familie er anonymiseret.
Hverken navn, bopæl eller stilling omtales.
Optagelserne af bilen uden for lægehuset (på offentlig vej) tjener ikke til identifikation af klager.
Det er ikke i strid med de presseetiske regler at nævne diagnosen på en anonymiseret patient.
TV SYD har herudover oplyst, at såfremt Pressenævnet finder indslaget i strid med god presseskik, vil det blive fjernet fra hjemmesiden.
3 Pressenævnets begrundelse og afgørelse
I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget
Thomas Rørdam, Jan Kristensen, Lene Sarup og John Meinert Jacobsen.
Det følger af de vejledende regler for god presseskik, at ofre for ulykker skal vises det størst mulige hensyn.
Ved indsamling af og gengivelse af billedmateriale skal der vises hensynsfuldhed og takt, jf. punkt B.3.
Det følger videre, at meddelelser, der kan krænke privatlivets fred, skal undgås, medmindre klar almen interesse kræver offentlig omtale, jf. punkt B.1.
Pressenævnet finder, at der er en klar almen interesse knyttet til Falckredderes arbejde, men at dette ikke kan begrunde, at der uden samtykke fra de berørte vises billeder af indlæggelsessituationer og bringes oplysninger om deres helbredsforhold.
Nævnet finder, at TV SYD har tilsidesat god presseskik ved – som erkendt – ikke at have overholdt den indgåede aftale med Falck om ikke at offentliggøre optagelser med klager uden hans samtykke.
Dette gælder uanset, at det må lægges til grund, at klager ikke kan identificeres på baggrund af billederne og oplysningerne.
Nævnet udtaler efter det anførte sin kritik af TV SYD og tvsyd.dk .
I medfør af medieansvarslovens § 49 pålægger Pressenævnet herefter den ansvarshavende redaktør af TV SYD og tvsyd.dk at offentliggøre følgende
”Speak
Pressenævnet har udtalt kritik af TV SYD og pålagt os at bringe følgende
Den 10. marts sendte TV SYD et afsnit i programserien 1-1-2.
I udsendelsen blev bragt optagelser fra et lægehus i Sønderjylland, hvor man havde ringet efter en ambulance, da en patient var blevet utilpas.
I udsendelsen ses ambulancefolkene ankomme til lægehuset og hente patienten, der bæres ud på en båre.
Patientens diagnose oplyses i indslaget.
Patienten har klaget til Pressenævnet, da han frabad sig optagelserne, ligesom han har fundet det krænkende, at diagnosen blev oplyst.
TV SYD erkendte, at man ikke havde levet op til en aftale med Falck om ikke at offentliggøre optagelser uden samtykke fra de berørte.
Pressenævnet finder, at der er en klar almen interesse knyttet til Falckredderes arbejde, men at dette ikke kan begrunde, at der uden samtykke fra de berørte vises billeder af indlæggelsessituationer og bringes oplysninger om deres helbredsforhold.
Nævnet finder, at TV SYD har tilsidesat god presseskik ved – som erkendt – ikke at have overholdt den indgåede aftale med Falck om ikke at offentliggøre optagelser med klager uden hans samtykke.
Dette gælder uanset at det må lægges til grund, at klager ikke kan identificeres på baggrund af billederne og oplysningerne.
Nævnet har derfor udtalt kritik af TV SYD.
Hele Pressenævnets kendelse kan læses på nævnets hjemmeside: pressenaevnet.dk.”
Afgjort den 21. april 2009