Pressenævnets kendelse i sag nr. 2009-6-0786
Statutory Text (3 Articles)
Pressenævnets kendelse i sag nr. 2009-6-0786
Resumé
Klager – en person – klagede over en artikel i Hillerød Posten.
Pressenævnets begrundelse og afgørelse
Det fremgår af de vejledende regler for god presseskik, at så længe en straffesag ikke er endeligt afgjort eller bortfaldet, må der ikke offentliggøres meddelelser, der kan lægge hindringer i vejen for sagens opklaring, eller tilkendegivelser om, at en sigtet eller tiltalt er skyldig.
Ved omtale af en straffesag skal det klart fremgå, om sigtede/tiltalte har erklæret sig skyldig eller ikke-skyldig, jf. punkt C.5.
Pressenævnet finder, at klagers holdning til sigtelsen og politianmeldelsen fremgår af udsagnene ”Den kører som domsmandssag, fordi den 62-årige har nægtet sig skyldig” og ”om den 62-årige har klaget til statsadvokaten igen vides ikke”, og nævnet udtaler på denne baggrund ikke sin kritik.
Parterne har over for Pressenævnet afgivet modstridende forklaringer om, hvorvidt politiet på ny har afvist at forfølge sagen om den civile anholdelse.
På grund af de begrænsede muligheder for at føre bevis for nævnet, kan nævnet ikke tage stilling til, hvilken forklaring, der er den rigtige, og nævnet udtaler på denne baggrund ikke kritik af Hillerød Posten for at oplyse, at politiet på ny afviste sagen.
Pressenævnet finder, at Hillerød Posten heller ikke i øvrigt har tilsidesat god presseskik.
[K] har klaget over en artikel i Hillerød Posten den 8. januar 2009, idet han mener, at god presseskik er tilsidesat.
1 Sagsfremstilling
Den 8. januar 2009 bragte Hillerød Posten en artikel under overskriften ” 62-årig tiltalt for brandtrusler mod ungdomsteater ” og underoverskriften ” En teaterforestilling fik et ekstra dramatisk indslag i Østbyen i juni sidste år ”, hvoraf følgende fremgik
”Et stort opsat ungdomsprojekt med teaterforestillinger og fest i Østervang og Kongens Vænge-bebyggelsen fik et ekstra dramatisk indslag, da det løb af stabelen 6. juni 2008.
Her opstod der klammeri mellem en 62-årig beboer i området og en gruppe unge.
Præcis hvad klammeriet gik ud på er der forskellige udlægninger af - men faktum er, at den 62-årige nu er tiltalt for trusler og for brud på våbenloven.Ifølge anklageskriftet i sagen, der kommer for retten på mandag, indfandt den 62-årige sig på et græsareal ved sit hjem og truede de tilstedeværende unge med at brænde stedet af samt at skyde dem allesammen.
Foldekniv på syv centimeter
Politiet blev tilkaldt, og da betjentene kom, kunne de konstatere, at han havde en låsbar foldekniv med en klinge på mere end syv centimeter på sig.
Ifølge de første forklaringer til politiet fra både de tilstedeværende og manden havde han også brandbare væsker med - men det fremgår ikke af anklageskriftet.Den 62-årige har haft anmeldt folkene fra ungdomsarrangementet for vold, fordi de foretog en civil anholdelse, hvorunder han fik skader.
Den sag afviste Hillerød Politi i første omgang, men den 62-årige fik medhold hos statsadvokaten i, at sagen skulle genoptages.
Politiet genoptog efterforskningen og afviste endnu engang sagen - om den 62-årige har klaget til statsadvokaten igen vides ikke.Sagen forventes at blive afsluttet mandag.
Den kører som domsmandssag, fordi den 62-årige har nægtet sig skyldig.”
Hillerød Posten havde den 17. juni 2008 bragt en artikel om politiets efterforskning af voldssagen og den civile anholdelse, der blev omtalt i ovenstående artikel af 8. januar 2009.
2 Parternes synspunkter
2.1 [K]s synspunkter
[K] har anført, at følgende udsagn ”Politiet genoptog efterforskningen og afviste endnu engang sagen” er faktuelt forkert.
Statsadvokaten har underkendt politiets efterforskning med krav om fornyet efterforskning, som ikke har fundet sted.
Advokat Anders Boelskifte har anmodet retten om, at det planlagte retsmøde udsættes til april, således at politiet kan nå at efterforske sagen på ny.
Endvidere har klager anført, at artiklens indhold vil påvirke domsmænd og folk i lokalområdet.
Oplysningerne har ikke almenhedens interesse, hvorfor artiklen ikke burde have været offentliggjort.
2.2 Hillerød Postens synspunkter
Hillerød Posten har anført, at udsagnet ”Politiet genoptog efterforskningen og afviste endnu engang sagen” er baseret på udsagn fra anklageren i sagen.
Avisen har oplyst, at den vil bringe en rettelse, hvis der er tale om en faktuel forkert oplysning.
Avisen har videre anført, at den påklagede artikel er en opfølgende artikel på voldsagen omtalt i sommeren 2008.
Klager henvendte sig i juni 2008 til avisen, idet klager dengang ønskede at få sin version af forløbet offentliggjort.
Avisen har respekteret klagers ønske om anonymitet i artiklen.
3 Pressenævnets begrundelse og afgørelse
I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget
Jytte Scharling, Hans Peter Blicher, Kaare R.
Skou og Marianne Druedahl.
Det fremgår af de vejledende regler for god presseskik, at så længe en straffesag ikke er endeligt afgjort eller bortfaldet, må der ikke offentliggøres meddelelser, der kan lægge hindringer i vejen for sagens opklaring, eller tilkendegivelser om, at en sigtet eller tiltalt er skyldig.
Ved omtale af en straffesag skal det klart fremgå, om sigtede/tiltalte har erklæret sig skyldig eller ikke-skyldig, jf. punkt C.5.
Pressenævnet finder, at klagers holdning til sigtelsen og politianmeldelsen fremgår af udsagnene ”Den kører som domsmandssag, fordi den 62-årige har nægtet sig skyldig” og ”om den 62-årige har klaget til statsadvokaten igen vides ikke”, og nævnet udtaler på denne baggrund ikke sin kritik.
Parterne har over for Pressenævnet afgivet modstridende forklaringer om, hvorvidt politiet på ny har afvist at forfølge sagen om den civile anholdelse.
På grund af de begrænsede muligheder for at føre bevis for nævnet, kan nævnet ikke tage stilling til, hvilken forklaring, der er den rigtige, og nævnet udtaler på denne baggrund ikke kritik af Hillerød Posten for at oplyse, at politiet på ny afviste sagen.
Pressenævnet finder, at Hillerød Posten heller ikke i øvrigt har tilsidesat god presseskik.
Afgjort den 17. februar 2009