Pressenævnets kendelse i sag nr. 2008-6-0778
Statutory Text (3 Articles)
Pressenævnets kendelse i sag nr. 2008-6-0778
Resumé
Klager – en person – klagede over et brevkasseindlæg i Beboerbladet.
Pressenævnets begrundelse og afgørelse
[K] sendte i september 2008 en mail til socialrådgiver Susanne Lyngsø på Beboerbladet med spørgsmål om bl.a. muligheden for familiesammenføring med sin mor, der bor i Ukraine.
Mailen var fra klagers side ikke tænkt offentliggjort.
Beboerbladet svarede klager, at der ikke var nogen oplagte løsninger for hende.
Klagers mail blev offentliggjort i bladet i december 2008.
Efter indholdet af klagers mail finder nævnet, at Beboerbladet har været berettiget til at opfatte mailen som en henvendelse til Susanne Lyngsø i hendes egenskab af redaktør af den sociale brevkasse.
Det fremgår af tekstboksen til brevkassen, at den omhandler emner, som brevskriveren kunne tænke sig at få bladet til at behandle.
Brevskrivere må derfor kunne påregne, at henvendelserne offentliggøres i brevkassen.
På denne baggrund finder nævnet, at Beboerbladet ikke har været forpligtet til at indhente klagers accept inden offentliggørelsen i afsnittet ”Social Brevkasse” eller til at anonymisere henvendelsen, og nævnet udtaler ikke kritik.
[K] har klaget til Pressenævnet over, at Beboerbladet den 19. november 2008 har offentliggjort en henvendelse fra hende til bladets socialrådgiver, idet hun mener, at god presseskik er tilsidesat.
1 Sagsfremstilling
Beboerbladet bragte den 19. november 2008 under afsnittet ”Social Brevkasse” følgende brev
”Hej Susanne.
Vil du være sød at hjælpe mig, for jeg står i en meget svær situation, og jeg har virkelig brug for din hjælp.
Jeg er en 34-årig kvinde, der har boet i Danmark i 14 år.
Jeg har fået en dansk sygeplejeuddannelse og arbejder som sygeplejerske på Rigshospitalet.
Jeg er alenemor til to piger på 12 og 13 år, de er danske statsborgere og ser jævnligt deres far her i Danmark.
Vi har ikke andre familiemedlemmer i Danmark.
I april måned fik min mor, som bor i Ukraine, konstateret hjernekræft af en aggressiv form.
Ifølge statistikkerne lever man et år efter stillet diagnose, kun 2 % lever op til fem år.
Min mor har ikke andre familiemedlemmer i Ukraine og er helt alene.
Jeg har søgt om familiesammenføring af ganske særlige grunde og har fået afslag.
Det betyder, at det er mig og mine børn, der skal flytte til Ukraine på ubestemt tid, hvor der er total arbejdsløshed, og jeg kan ikke forsørge hverken mine børn eller mig selv dernede.
Desuden kan mine børn slet ikke sproget, hverken russisk eller ukrainsk, og de er ikke berettiget til at gå i ukrainsk folkeskole.
Selv om jeg har beskrevet hele situationen og har forsikret Udlændingestyrelsen om, at jeg vil forpligte mig til at betale alle udgifter forbundet med min mor, bare jeg får lov til at være sammen med hende i hendes sidste tid, fik jeg afslag.
Susanne, jeg har tidligere søgt kommunen om at finde en plejefamilie til mine piger, så de kan fortsætte med at gå i skole i Danmark, mens jeg er hos min mor i Ukraine.
Jeg har også beskrevet hele min situation for dem.
Jeg har fået afslag fra kommunen med den begrundelse, at der ikke er noget anbringelsesgrundlag, og at jeg bare skulle tage børnene og deres skolebøger med til Ukraine!
Jeg har klaget og har foreslået at kommunen skulle finde et børnehjem til dem.
Børneteamet har sendt mig et svar, hvor der står, at jeg skal henvende mig til voksenteamet med min sag.
Kan du fortælle mig, om det virkelig kan passe, at kommunen er ligeglad med, at børnene ikke får deres skolegang, og at jeg ikke kan forsørge dem i Ukraine?
Jeg kan ikke sove eller spise og græder hele tiden.
Hvilke muligheder er der for mig og mine børn?
Med venlig hilsen [K]”
Ingen oplagte løsninger
Svar
Kære [K]
Det er en meget ulykkelig situation, som du og din familie er havnet i.
Jeg har læst din medsendte korrespondance og ser desværre ikke umiddelbart nogen oplagte løsninger.
Som kommunen skriver til dig, så er din mors sygdom ikke et anbringelsesgrundlag for dine børn.
Hverken på børnehjem eller i familiepleje.
Det er meget uheldigt, at I ikke har anden familie eller venner her i landet, der kan hjælpe med børnene i en periode – og ikke mindst at deres far ikke kan eller vil træde til.
Reglerne om familiesammenføring er efterhånden meget snævre, så det er svært.
Den største chance er nok at søge almindeligt turistvisum til din mor, det kan vist gå i op til tre måneder.
Men selv det kan der vist sættes en stopper for i Udlændingestyrelsen.
Jeg vil anbefale dig at kontakte www.asylret.dk.
De har meget mere forstand på det her område, som er ret indviklet.
Jeg håber det bedste for dig og din familie.
Kærlig hilsen Susanne”
Som præsentation af brevkassen under overskriften ” Skriv til ” og underoverskriften ” Susanne Lyngsø ” var indsat en tekstboks, hvoraf følgende bl.a. fremgik
”Har du emner, spørgsmål eller problemer af social karakter, som du kunne tænke dig at få Beboerbladet til at behandle, så er du velkommen til at sende en mail til
susannelyngsoe@bl.dk.
…
Da mange skriver til Susanne Lyngsø, kan beboerbladet ikke love, at alle får svar.”
På modsatte side under afsnittet ” Social information ” var indsat en tekstboks med overskriften ” Susanne Lyngsø giver social information ” og teksten
”Socialrådgiver Susanne Lyngsø samler og forklarer nogle af de vigtigste informationer på det sociale område.
Har du ideer eller spørgsmål af social karakter, er du velkommen til at sende en mail til
susannelyngsoe@bl.dk”
2 Parternes synspunkter
2.1 [K]s synspunkter
[K] har anført, at Beboerbladet uden hendes accept har offentliggjort hendes brev, som indeholder personlige oplysninger om klagers psykiske tilstand, hendes børn og hendes mors diagnose.
Klager henvendte sig ved mail til Beboerbladets socialrådgiver Susanne Lyngsø, medens hun var sygemeldt fra sit arbejde på Rigshospitalet som sygeplejerske, idet hun havde behov for Susanne Lyngsøs råd.
Som svar fik hun en mail fra Susanne Lyngsø, hvori hun bl.a. skrev, at hun ”desværre ikke umiddelbart så nogen oplagte løsninger”.
Herefter troede klager, at sagen var lukket.
I begyndelsen af december 2008, da klager havde genoptaget sit arbejde, så hun til sin overraskelse, at hendes brev fra september 2008 var blevet offentliggjort i Beboerbladet.
Klager har anført, at hun vil blive genkendt af patienter og personer i lokalområdet, idet klager er den eneste med navnet [K], der arbejder på hospitalet.
Patienterne vil føle sig utrygge på grund af oplysningerne om hendes psykiske tilstand og folk i lokalområdet vil konfrontere hende med personlige spørgsmål.
Denne personlige krænkelse kunne have været undgået ved, at Beboerbladet havde anonymiseret hendes mail.
Klager har endelig anført, at hun stiller sig uforstående over for offentliggørelsen af brevet, idet bladet ikke kommer med nogen løsningsforslag.
2.2 Beboerbladets synspunkter
Beboerbladet har indledningsvis beklaget, at offentliggørelsen har ført til, at klager har følt sig forulempet.
Beboerbladet har anført, at Susanne Lyngsø udvælger de breve, der skal offentliggøres, efter en redaktionel vurdering.
Hensigten med at publicere klagers henvendelse var at oplyse om, hvor urimelige, usmidige og i visse tilfælde umenneskelige Danmarks regler om familiesammenføring kan være.
Bladet har forstået klagers henvendelse til brevkassen som et ønske om at gøre opmærksom på disse forhold omkring udlændingelovgivningen.
Det er brevkassens praksis, at brevskrivere anonymiseres, hvis de har anmodet om det.
Klager har ikke anmodet om at få sit brev anonymiseret, hvorfor dette ikke er sket.
Bladet har endelig anført, at man fremover i præsentationen af brevkassen vil tydeliggøre, at man som brevskriver kan bede om at blive anonymiseret.
3 Pressenævnets begrundelse og afgørelse
I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget
Jytte Scharling, Hans Peter Blicher, Kaare R.
Skou og Marianne Druedahl.
[K] sendte i september 2008 en mail til socialrådgiver Susanne Lyngsø på Beboerbladet med spørgsmål om bl.a. muligheden for familiesammenføring med sin mor, der bor i Ukraine.
Mailen var fra klagers side ikke tænkt offentliggjort.
Beboerbladet svarede klager, at der ikke var nogen oplagte løsninger for hende.
Klagers mail blev offentliggjort i bladet i december 2008.
Efter indholdet af klagers mail finder nævnet, at Beboerbladet har været berettiget til at opfatte mailen som en henvendelse til Susanne Lyngsø i hendes egenskab af redaktør af den sociale brevkasse.
Det fremgår af tekstboksen til brevkassen, at den omhandler emner, som brevskriveren kunne tænke sig at få bladet til at behandle.
Brevskrivere må derfor kunne påregne, at henvendelserne offentliggøres i brevkassen.
På denne baggrund finder nævnet, at Beboerbladet ikke har været forpligtet til at indhente klagers accept inden offentliggørelsen i afsnittet ”Social Brevkasse” eller til at anonymisere henvendelsen, og nævnet udtaler ikke kritik.
Afgjort den 17. februar 2009