Pressenævnets kendelse i sag 2008-6-0767
Statutory Text (3 Articles)
Pressenævnets kendelse i sag 2008-6-0767
Resumé
Klager – en person – klagede over en radioudsendelse på Skala FM.
Pressenævnets begrundelse og afgørelse
Pressenævnet finder det som udgangspunkt betænkeligt at bringe optagelser indhentet med skjult mikrofon, uden at efterfølgende samtykke er tilvejebragt.
En sådan fremgangsmåde kan kun være berettiget efter en nøje afvejning af den samfundsmæssige interesse i forhold til den enkeltes krav på beskyttelse i hvert enkelt tilfælde.
Tre medlemmer, herunder formanden, udtaler
Vi finder, at telefonspøgen, der er optaget uden klagers vidende, ikke har nogen samfundsmæssig interesse, der kan begrunde offentliggørelse uden klagers samtykke.
Da [K]s samtykke til offentliggørelsen ikke er indhentet inden offentliggørelsen, udtaler vi kritik af Skala FM for at offentliggøre de skjulte optagelser.
Ét medlem udtaler
Under hensyn til, at telefonsamtalen – som blev bragt i et satirisk indslag - varede ca. 1 minut, at klager er vanskelig at identificere, og at den sekvens, der er offentliggjort, ikke i sig selv er krænkende for klager, finder jeg ikke tilstrækkelig grundlag for at udtale kritik af Skala FM for offentliggørelsen af den båndede telefonsamtale, uden at der var indhentet samtykke fra klager.
Jeg bemærker dog, at det havde været i overensstemmelse med de presseetiske regler, om Skala FM havde sløret klagers identitet i radioklippet.
Der afsiges kendelse efter stemmeflertallet, og nævnet udtaler kritik af Skala FM.
I medfør af medieansvarsloven § 49 pålægger Pressenævnet herefter den ansvarshavende redaktør af Skala FM at offentliggøre et kendelsesresume.
[K] har klaget til Pressenævnet over en radioudsendelse den 6. november 2008 på Skala FM, idet hun mener, at god presseskik er tilsidesat.
1 Sagsfremstilling
Skala FM sendte den 6. november 2008 et radioprogram.
I programmet lavede man en quiz, hvor der blev ringet til tre hoteller og spurgt efter tilfældige navne.
Inden opkaldet blev der gættet på, om det lykkedes at få fat i en person med det pågældende navn, eller ej.
I dette tilfælde navnet Peter.
Af indslaget fremgik følgende sekvens (varighed på et minut og to sekunder)
” [K]
[Klager besvarer opkaldet og oplyser angiveligt navnet på sin arbejdsplads, men udtaler det så hurtigt, at det er uforståeligt].
Det er [K] .
Radiovært
Ja [Radioværten siger noget utydeligt for at efterligne [K] goddag.
[K]
Goddag.
Radiovært
Træffer jeg Peter?
[K]
Peter?
Radiovært
Peter, ja.
Han er vist nede i kælderen, tror jeg nok, i gang med noget teknisk udredelse.
[K]
Jamen, altså en elektriker vi har til at gå rundt nu?
Radiovært
Ja, lige præcis.
[K]
Jamen, egentlig har vi ikke en telefon nede i kælderen, så skal jeg næsten lige gå ned og hente ham og få ham til at ringe til dig.
Radiovært
Nej, det er næsten synd for dig, synes jeg.
Hvor langt er der ned i den kælder der?
[K]
Der er ikke så langt.
Radiovært
Nej.
Men jeg skulle egentlig bare tjekke op på om han har fået skiftet de pærer, han nu har lovet og ellers fået lavet det.
Altså efter reglementet.
[K]
Ja.
Radiovært
Og det har han?
[K]
Altså, jeg har i hvert fald set en elektriker gå rundt, så det tror jeg da bestemt.
Radiovært
Okay.
Det var sådan set bare det, jeg ville.
[K]
Okay.
Radiovært
Men du må gerne give ham en røffel, hvis du ser ham.
[K]
Okay, det skal jeg gøre.
Radiovært
Det er i orden.
Hej.
[K]
Hej.”
[K] klagede efter offentliggørelsen til radiostationen, og på denne baggrund beklagede radioværten ved e-mail af 7. november 2008 til [K] det skete og tilbød hende en undskyldning i programmet.
2 Parternes synspunkter
2.1 [K]s synspunkter
[K] har oplyst, at hun arbejder som receptionist og blev den 6. november 2008 ringet op på sin arbejdsplads ca. kl. 14.30.
Radioindslaget blev sendt ca. kl. 17.00.
Det er krænkende, at Skala FM har offentliggjort en telefonsamtale med klager, uden at hun blev gjort opmærksom på, at telefonsamtalen var en spøg, og at samtalen ville blive offentliggjort i radioen.
I indslaget nævner klager både sin arbejdsplads navn og sit eget.
Havde lytterne interesse i det, kunne de derved opsøge klager på arbejde.
2.2 Skala FMs synspunkter
Skala FM har anført, at indslaget ikke kan opfattes som krænkende over for klager.
Telefonsamtalen var ment som en harmløs spøg i en underholdningsudsendelse med en satirisk tone.
Skala FM har videre anført, at radioværten har undskyldt over for [K].
3 Pressenævnets begrundelse og afgørelse
I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget
Axel Kierkegaard, Finn Rowold, Lars Lindskov og John Meinert Jacobsen.
Pressenævnet finder det som udgangspunkt betænkeligt at bringe optagelser indhentet med skjult mikrofon, uden at efterfølgende samtykke er tilvejebragt.
En sådan fremgangsmåde kan kun være berettiget efter en nøje afvejning af den samfundsmæssige interesse i forhold til den enkeltes krav på beskyttelse i hvert enkelt tilfælde.
Tre medlemmer, herunder formanden, udtaler
Vi finder, at telefonspøgen, der er optaget uden klagers vidende, ikke har nogen samfundsmæssig interesse, der kan begrunde offentliggørelse uden klagers samtykke.
Da [K]s samtykke til offentliggørelsen ikke er indhentet inden offentliggørelsen, udtaler vi kritik af Skala FM for at offentliggøre de skjulte optagelser.
Ét medlem udtaler
Under hensyn til, at telefonsamtalen – som blev bragt i et satirisk indslag - varede ca. 1 minut, at klager er vanskelig at identificere, og at den sekvens, der er offentliggjort, ikke i sig selv er krænkende for klager, finder jeg ikke tilstrækkelig grundlag for at udtale kritik af Skala FM for offentliggørelsen af den båndede telefonsamtale, uden at der var indhentet samtykke fra klager.
Jeg bemærker dog, at det havde været i overensstemmelse med de presseetiske regler, om Skala FM havde sløret klagers identitet i radioklippet.
Der afsiges kendelse efter stemmeflertallet, og nævnet udtaler kritik af Skala FM.
I medfør af medieansvarsloven § 49 pålægger Pressenævnet herefter den ansvarshavende redaktør af Skala FM at offentliggøre følgende
”Speak
Pressenævnet har udtalt kritik af Skala FM for brug af skjult mikrofon i et indslag 6. november 2008, hvor radioværten optog en samtale med skjult mikrofon.
Nævnet har pålagt radiostationen at bringe følgende meddelelse
Radioværten ringede til et hotel og talte med receptionisten som led i et indslag om telefonspøg.
Receptionisten blev spurgt, om radioværten kunne tale med en person med et tilfældigt valgt navn.
I dette tilfælde en ved navn ’Peter’.
Samtalen blev optaget med skjult mikrofon og efterfølgende offentliggjort uden receptionistens tilladelse.
Pressenævnet har udtalt kritik af denne måde at bruge skjulte optagelser på.
Offentliggørelse af skjulte optagelser skal i hvert fald tjene en samfundsmæssig interesse, hvis den optagne person ikke giver sin tilladelse til offentliggørelsen.
Da receptionisten ikke var blevet kontaktet med henblik på at give sin tilladelse til offentliggørelsen, og indslaget ikke tjente nogen samfundsmæssig interesse, har nævnet udtalt kritik af Skala FM.
Hele kendelsen fra Pressenævnet kan læses på nævnets hjemmeside pressenaevnet.dk.”
Afgjort den 20. januar 2009