Ligestillingsnævnets afgørelse
Statutory Text (3 Articles)
Ligestillingsnævnets afgørelse
J.nr. 2008-1610
Nævnet fandt ikke, at en kvinde der var blevet afskediget knap tre måneder efter, at hun var vendt tilbage fra barselsorlov, havde løftet bevisbyrden for, at hendes afskedigelse skyldtes hendes barselsorlov.
En kvinde blev ansat som butiksassistent hos en privat virksomhed den 1. marts 2003.
Hun blev senere forfremmet til butikschef.
Kvinden vendte tilbage fra barselsorlov den 7. juni 2007.
Kvinden blev opsagt den 28. august 2007 til fratræden den 31. december 2007.
Opsigelsen var begrundet med, at den butik, hvori hun var ansat, skulle lukke på grund af faldende kundetilgang.
Virksomheden ejede på dette tidspunkt endnu en butik i København, hvor der samtidig med kvindens opsigelse blev søgt efter en ny butiksassistent.
Denne stilling blev besat den 1. september 2007 af en anden end kvinden.
Virksomheden planlagde åbningen af en butik i Herning, hvortil der omkring tiden for kvindens opsigelse søgtes efter nyt personale.
Kvinden blev dog ikke tilbudt en af disse stillinger.
Kvinden gjorde gældende, at hendes opsigelse skyldtes hendes udnyttelse af retten til barselsorlov, og at virksomheden havde en forpligtelse til at omplacere hende til en stilling i en af virksomhedens andre butikker.
Virksomheden gjorde gældende, at kvinden blev afskediget, fordi den butik, hun arbejdede i, skulle lukke, og fordi det ikke var muligt at omplacere kvinden til en stilling i en af de andre butikker.
Da afskedigelsen var sket efter barselsorloven, skulle kvinden godtgøre, at hendes opsigelse var begrundet i hendes barselorlov.
Ligestillingsnævnet fandt ikke, at kvinden, i tilstrækkelig grad, havde sandsynliggjort dette.
Sagen drejer sig om afskedigelse af en kvinde på grund af graviditet og barsel.
¬¬ Ligestillingsnævnets afgørelse ¬Klagen tages ikke til følge.
¬¬ Sagsfremstilling ¬En kvinde blev ansat som butiksassistent hos en privat virksomhed den 1. marts 2003.
Hun blev senere forfremmet til butikschef med kontrakt af 1. marts 2004.
Kvinde var ifølge sin kontrakt aflønnet med en fast løn på 19.000,00 kr. månedligt.
¬¬Kvinden vendte tilbage fra barselsorlov den 7. juni 2007.
¬¬Kvinden blev opsagt den 28. august 2007 til fratræden den 31. december 2007.
Opsigelsen var begrundet med, at den butik, hvori hun var ansat, skulle lukke på grund af faldende kundetilgang, hvorfor butikken ikke længere gav overskud.
¬¬Virksomheden ejede, på tidspunktet for opsigelsen, 2 butikker i København, hvoraf den ene, den hvori kvinden arbejdede, skulle lukke.
I de to butikker i København var der tilsammen ansat 8 medarbejdere.
Virksomheden ejede endvidere en butik som snart ville blive åbnet i Herning, hvorfor der i tiden omkring opsigelsen blev afholdt ansættelsessamtaler.
Der var en stilling som butiksassistent ledig i den butik i København der ikke skulle lukke.
Denne stilling blev besat den 1. september 2007 af en anden end klageren.
¬¬Ved brev af 25. februar indbragte kvindens faglige organisation sagen for Ligestillingsnævnet.
¬¬ Parternes påstande ¬ Klageren har påstået at opsigelsen af hende er i strid med ligebehandlingslovens § 9, samt påstået sig tilkendt en godtgørelse.
¬¬ Indklagede har påstået frifindelse.
¬¬ Parternes argumentation ¬ Klageren gør til støtte for sin påstand gældende, at opsigelsen af hende var i strid med ligebehandlingslovens § 9, idet hun kort tid forinden var vendt tilbage fra graviditetsrelateret orlov.
¬¬Virksomheden havde en særlig forpligtelse til at omplacere hende, hvilket de ikke foretog reelle forsøg på.
Virksomheden skulle have opretholdt eller fundet nye arbejdsområder, hvor hun kunne være blevet beskæftiget.
¬¬Virksomheden ejede på tidspunktet for hendes opsigelse en anden butik i København, hvor der var en ledig stilling som butiksassistent, samt en butik i Herning, der endnu ikke var åbnet, hvorfor der efter hendes opfattelse må have været stillinger, der endnu ikke var besat.
F.eks. en stilling som butikschef i den endnu uåbnede butik i Herning.
¬¬Kvinden arbejdede primært i den lukningsramte butik, men de 8 ansatte havde ikke et fast arbejdssted, men cirkulerede mellem de to butikker i København.
Kvinden arbejdede derfor reelt i begge afdelinger.
¬¬Hun var kvalificeret til at bestride de ledige stillinger, som blev besat eller skulle besættes, og hun mener derfor, at i forbindelse med den nødvendige lukning af en butik, burde virksomheden have undersøgt muligheden for, om allerede ansatte kunne bestride de ledige stillinger i andre af virksomhedens butikker, inden der blev annonceret efter nyt personale.
¬¬Kvinden har aldrig tidligere modtaget kritik for sit arbejde, men har derimod altid været en engageret og vellidt medarbejder.
¬¬ Indklagede gør til støtte for sin påstand gældende, at afskedigelsen blev meddelt kvinden mere end 2 måneder efter at hun var vendt tilbage fra barselsorlov, hvorfor det er kvinden der skal påvise faktiske omstændigheder, der giver anledning til at formode at hun er blevet forskelsbehandlet på grund af køn.
Virksomheden mener ikke, at kvinden har været i stand til at løfte denne bevisbyrde.
¬¬Virksomheden var nødt til at lukke den butik, hvori kvinden arbejdede, idet den på grund af faldende kundetilgang var blevet tabsgivende.
Virksomheden tilbød ved en personlig samtale kvinden den eneste ledige stilling i København som butiksassistent, men kvinden afslog, da der var tale om en væsentlig forringelse af løn, timetal og ansvarsområder.
¬¬Virksomheden bestrider, at de ansatte cirkulerede mellem de to butikker.
Det var alene i nødstilfælde at medarbejderne kunne dække hinanden ind på tværs af forretningerne.
Kvinden havde i løbet af sin ansættelsestid 5-6 vagter i den anden butik, og kan derfor ikke siges at have været medarbejder i begge butikker.
¬¬Virksomheden har altid været glad for at have kvinden som medarbejder, idet hun var både engageret og dygtig til sit arbejde, og virksomheden var derfor ikke interesseret i at afskedige kvinden.
Der var dog ikke reel mulighed for at holde butikken åben, og da kvinden afslog stillingen som butiksassistent, var der alene butikker i Jylland tilbage.
Virksomheden anså det for usandsynligt at kvinden, der er bosat i Sverige med sin mand, ville ønske at flytte til Jylland for at bestride en stilling som butikschef, endsige at pendle frem og tilbage mellem Jylland og Sverige hver dag.
¬¬Virksomheden mener at have opfyldt en eventuel pligt til at omplacere kvinden, ved at tilbyde hende stillingen som butiksassistent i butikken i København.
¬¬ Ligestillingsnævnets bemærkninger og konklusion ¬Efter § 19 i Ligestillingsloven (jf. lovbekendtgørelse nr. 1095 af 19. september 2007) kan Ligestillingsnævnet behandle sager efter lov om ligebehandling af mænd og kvinder med hensyn til beskæftigelse og barselsorlov (ligebehandlingsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 734 af 28. juni 2006).
¬¬Det fremgår af ligebehandlingslovens § 16, stk. 4, at såfremt en afskedigelse finder sted under graviditet, barsel eller adoption, påhviler det arbejdsgiveren at godtgøre, at afskedigelsen ikke er begrundet i disse forhold.
¬¬Idet kvinden blev afskediget mere end to måneder efter, at hun var vendt tilbage fra barselsorlov, finder ligebehandlingslovens § 16, stk. 4, ikke anvendelse, og det er derfor kvinden, der skal bevise, at der er sket faktiske omstændigheder, der tyder på, at der har været tale om forskelsbehandling på grund af køn.
¬¬Nævnet finder ikke, at kvinden har løftet denne bevisbyrde.
Nævnet har herved lagt vægt på, at virksomheden var nødt til at lukke den butik, hvori kvinden var ansat, hvilket ikke er bestridt af kvinden, samt at der var tale om et begrænset antal ansatte og dermed et begrænset antal ledige stillinger.
¬¬Efter det anførte lægger nævnet til grund, at virksomheden ikke har handlet i strid med ligebehandlingslovens § 9, og indklagedes frifindelsespåstand tages derfor til følge.
¬
<2008-1610>