Ligestillingsnævnets afgørelse
Statutory Text (3 Articles)
Ligestillingsnævnets afgørelse
J.nr. 2008-1332
Nævnet fandt ikke, at en virksomhed havde løftet bevisbyrden for, at afskedigelsen af en kvinde ikke var begrundet i hendes graviditet.
Kvinden blev tilkendt en godtgørelse på 126.000 kr.
En kvinde blev ansat som intern salgsassistent hos et privat firma med virkning fra den 17. juni 2007.
De første tre måneder af ansættelsen ansås for prøvetid, prøvetiden udløb den 18. september 2007.
14 dage efter sin start i virksomheden oplyste kvinden sin arbejdsgiver om, at hun var gravid.
Kvinden blev efterfølgende opsagt den 25. oktober 2008 til fratræden den 30. november 2008.
Virksomheden begrundede kvindens afskedigelse med, at kvinden ikke levede op til stillingens krav.
Der blev i den skriftlige opsigelse henvist til en mundtlig samtale, der ifølge kvinden, aldrig havde fundet sted.
Kvinden gjorde gældende, at hendes opsigelse var begrundet i hendes graviditet, idet hun til fulde levede op til stillingens krav.
Hun gjorde i den forbindelse opmærksom på, at såfremt hun ikke levede op til stillingens krav, ville det have været bedre for virksomheden at afskedige hende inden for prøveperioden, hvilket de ikke gjorde.
Virksomheden fastholdt at opsigelsen skyldtes, at hun ikke levede op til stillingens krav, samt at hun brugte uforholdsmæssigt meget tid på internettet på at søge på ikke-arbejdsrelaterede hjemmesider.
Nævnet fandt ikke, at virksomheden var i stand til at løfte bevisbyrden for, at afskedigelsen af kvinden ikke var begrundet i hendes graviditet.
Kvinden blev tilkendt en godtgørelse på 126.000 kr.
Sagen drejer sig om afskedigelse af en gravid kvinde.
¬¬ Ligestillingsnævnets afgørelse: ¬Indklagede tilpligtes inden 14 dage at betale en godtgørelse til klageren på 126.000 kr. med procesrente fra den 18. februar 2008, hvor sagen blev modtaget i nævnet.
¬¬ Sagsfremstilling: ¬Klageren, en kvinde, blev ansat som intern salgsassistent hos indklagede, et privat firma, med virkning fra den 18. juni 2007.
Ifølge kvindens ansættelseskontrakt ansås de første 3 måneder af ansættelsen for prøvetid.
Prøvetiden udløb den 18. september 2007.
Kvinden var ifølge sin kontrakt aflønnet med en fast løn på 21.000 kr. om måneden.
¬¬14 dage efter sin start i virksomheden opdagede kvinden, at hun var blevet gravid, hvilket hun straks oplyste sin arbejdsgiver om.
¬¬Kvinden blev opsagt den 25. oktober 2007, til fratræden den 30. november 2007.
Begrundelsen var, ifølge den skriftlige opsigelse, at kvinden ikke levede op til stillingens krav.
Der blev i den skriftlige opsigelse henvist til en mundtlig samtale.
Kvinden bestrider at denne samtale har fundet sted.
¬¬Sagen er indbragt for Ligestillingsnævnet ved brev af 15. februar 2008.
¬¬ Parternes påstande: ¬ Klageren har påstået, at opsigelsen af hende er i strid med ligebehandlingsloven, samt påstået sig tilkendt en godtgørelse ¬¬ Indklagede har påstået frifindelse.
¬¬ Parternes argumentation: ¬ Klageren gør til støtte for sin påstand gældende, at hendes opsigelse blev meddelt hende efter at hun havde meddelt virksomheden, at hun var gravid, hvorfor indklagede, jf. ligebehandlingslovens § 16, stk. 4, skal løfte bevisbyrden for, at afskedigelsen ikke var begrundet i hendes graviditet og kommende barselsorlov.
¬¬Hun bestrider på noget tidspunkt at være blevet kritiseret for sit arbejde, eller på anden vis være blevet gjort opmærksom på, at virksomheden var utilfreds med hende og ikke mente, at hun levede op til stillingens krav.
¬¬Hun anser det for bemærkelsesværdigt, at hun først modtog sin opsigelse efter prøvetidens udløb, idet hun mener, at det ville have været mere nærliggende at afskedige hende inden for prøvetiden, såfremt hun ikke levede op til stillingens krav.
Kvinden finder det endvidere bemærkelsesværdigt, at hun ikke blev fritstillet efter sin afskedigelse.
Hvis det er korrekt, at virksomheden ikke var tilfreds med hendes arbejde, og at det var behæftet med så mange fejl, som det er blevet påstået af virksomheden, synes det ikke at være i virksomhedens interesse at beholde hende på arbejdspladsen.
¬¬I forbindelse med virksomhedens påstand om, at hun uberettiget har brugt Internettet til at søge på ikke-arbejdsrelaterede hjemmesider, gør hun gældende, at 1) dette er en anden begrundelse for at afskedige hende end den, der fremgik af opsigelsen, idet hendes internetforbrug ikke har noget at gøre med hvorvidt hun lever op til stillingens krav, 2) at det er udokumenteret, hun skulle have besøgt de hjemmesider, som virksomheden påstår, idet udskrifterne kan stamme fra en andens computer.
I den forbindelse lægger hun vægt på, at det fremgår af udskrifterne, at hun skulle have benyttet sin arbejdscomputer den 21. november 2007, hvor hun var sygemeldt, 3) at det fremgår af udskrifterne, at hun i perioden 2. til 26. oktober 2007 har brugt i gennemsnit 13,5 minutter pr. dag på Internettet til ikke-arbejdsrelaterede søgninger, hvilket ikke kan betegnes som et overforbrug, og 4) at hendes kollegaer fortalte hende, at det var i orden at se nyheder på nettet, såfremt der var tid til det.
¬¬Kvinden har endvidere anført, at de fremlagte bilag vedrørende besøg på hjemmesiderne ikke er troværdige.
Hun har herved henvist til, at hun ifølge de fremlagte bilag skulle have besøgt 342 hjemmesider den 15. oktober 2007 på under 5 minutter og 450 hjemmesider den 23. oktober 2007 på under 25 minutter.
¬¬Virksomheden har ikke tidligere haft medarbejdere med små børn, og hendes overordnede lod, da hun fortalte om sin graviditet, forstå, at det var meget uheldigt, at hun ville komme til at være på barselsorlov i virksomhedens højsæson.
¬¬ Indklagede gør til støtte for sin påstand gældende, at afskedigelsen var begrundet i de i opsigelsen nævnte forhold og ikke i kvindens graviditet og kommende barsel.
Kvinden levede ikke op til stillingens krav, idet hendes arbejde var behæftet med mange fejl, hun hverken var effektiv eller engageret og hun handlede i strid med sin kontrakt ved at besøge ikke-arbejdsrelaterede hjemmesider i arbejdstiden.
¬¬Kvinden udførte generelt ikke arbejdsopgaver i det forventede omfang.
Hun ignorerede rykkere fra kunder i forbindelse med afsendelse af aftaler, og hun besvarede ikke afdelingens telefon, når hendes kollegaer var optaget.
¬¬Virksomheden gjorde ved flere lejligheder mundtligt kvinden opmærksom på, at de ikke var tilfredse med hendes arbejdsindsats.
Grunden til, at virksomheden valgte ikke at afskedige kvinden inden prøvetidens udløb, var, at virksomheden ønskede at give kvinden en mulighed for at forbedre sig.
Da denne forbedring ikke skete, valgte virksomheden at afskedige hende.
¬¬Kvinden benyttede i stort omfang Internettet til at besøge ikke-arbejdsrelaterede hjemmesider, til trods for et kontraktstillæg der forbyder ikke-arbejdsrelateret brug af Internettet.
Virksomheden gør således gældende, at kvinden den 15. oktober 2007 besøgte 712 ikke-arbejdsrelaterede hjemmesider og den 24. oktober besøgte 450 ikke-arbejdsrelaterede hjemmesider.
Derudover brugte hun dagligt uforholdsmæssig lang tid på Internettet.
¬¬Virksomheden har, både på nuværende tidspunkt og tidligere haft medarbejdere ansat, som i deres ansættelsesperiode har været gravide og afholdt barsel, uden at dette har givet anledning til afskedigelse.
¬¬ Ligestillingsnævnets bemærkninger og konklusion: ¬Efter § 19 i ligestillingsloven (jf. lovbekendtgørelse nr. 1095 af 19. september 2007) kan Ligestillingsnævnet behandle sager efter lov om ligebehandling af mænd og kvinder med hensyn til beskæftigelse og barselsorlov (ligebehandlingsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 734 af 28. juni 2006).
¬¬Efter ligebehandlingslovens § 9 må en arbejdsgiver ikke afskedige en lønmodtager på grund af graviditet, barsel eller adoption.
¬¬Det fremgår af ligebehandlingslovens § 16, stk. 4, at såfremt en afskedigelse finder sted under graviditet eller fravær efter barsellovens §§ 6-11, 13 og 14, påhviler det arbejdsgiveren at godtgøre, at afskedigelsen ikke er begrundet i disse forhold.
¬¬Nævnet finder ikke, at virksomheden har løftet den bevisbyrde, der følger af ligebehandlingslovens § 16, stk. 4.
Nævnet har herved lagt vægt på, at virksomheden ikke kan dokumentere at have givet kvinden forudgående advarsler eller på anden måde gjort hende opmærksom på, at de ikke var tilfredse med hendes arbejdsindsats.
Nævnet finder ikke, at virksomheden har tilstrækkelig godtgjort, at kvindens arbejdsindsats var utilfredsstillende, og at hendes besøg på internetsider skulle have et tidsmæssigt omfang som anført af virksomheden.
¬¬Efter det anførte lægger nævnet til grund, at indklagede har handlet i strid med lige-behandlingslovens § 9.
Herefter tilkommer der klageren en godtgørelse, jf. ligebehandlingslovens § 16, stk. 2, der fastsættes til et beløb svarende til 6 måneders løn.
Godtgørelsen fastsættes herefter til 126.000 kr. med procesrente fra 18. februar 2008, hvor sagen blev modtaget i nævnet.
¬
<2008-1332>