Legislator Case Law & Legislation
W20081093125 DK

Ankestyrelsens principafgørelse C-34-08 om merudgifter - hjælper - transportudgifter - højskoleophold

3 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (3 Articles)

KEN#LOKDOK23 2008 10931 Valid

Ankestyrelsens principafgørelse C-34-08 om merudgifter - hjælper - transportudgifter - højskoleophold

KEN#LOKDOK23 2008 10931 Valid

Resume

En ansøger med muskelsvind var ikke berettiget til dækning af hjælperes transportudgifter i forbindelse med ophold på højskole i anden kommune end bopælskommunen.

Ankestyrelsen lagde vægt på, at udgifterne ikke var en følge af ansøgers nedsatte funktionsevne, men en følge af, at han tog ophold på en højskole, som lå langt fra hans bopæl.

Ankestyrelsen lagde desuden vægt på, at hjælperne var ansat på grundlag af en aftale mellem ansøger og hjæl­perne, som derfor ikke var anderledes stillet end andre arbejdstagere, der havde lang transport.

Der gjaldt i en sådan situation regler om fradrag i forbindelse med beregning af skat.

KEN#LOKDOK23 2008 10931 Valid

Love

Lov om social service - lovbekendtgørelse nr. 979 af 1. oktober 2008 - § 100

Sagsfremstilling

Ansøger, der led af muskelsvind, ­søgte om et 24 ugers ophold på en højskole beliggende i en anden kommune end hans bopælskommune.

Kommunen gav afslag på et sådant ophold, da det ikke kunne anses for at være en merudgift som følge af hans funktionsnedsættelse.

Ansøger accepterede afslaget, men søgte samtidig om dækning af sine hjælperes transportudgifter.

Kommunen begrundede sit afslag med, at ansøger som arbejdsgiver havde valgt at flytte sin adresse og derved givet sine hjælpere en ny arbejdsplads, hvilket måtte antages at være fra­dragsberettiget.

Det sociale nævn stadfæstede kommunens afgørelse og begrundede afgørelsen med, at der ikke var tale om en udgift, der kunne henregnes til ansøger, da udgiften påhvilede dennes hjælpere i form af udgifter til transport til og fra ar­bejde.

Der blev lagt vægt på, at hjælperne havde mulighed for at opnå en skattemæssig kompensation i form af kørselsfradrag.

Der var således ikke tale om en nødvendig merudgift, som var en konsekvens af den nedsatte funktionsevne.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på at belyse Ankestyrelsens praksis vedrørende tilskud til en hjælpers transportudgifter i situationer, hvor en borger var flyttet midlertidigt.

Afgørelse

Ansøger var ikke berettiget til at få dækning af sine hjælperes transportudgifter som en nødvendig merudgift i for­bindelse med ophold på højskole.

Ansøger opfyldte ikke betingelsen herfor, fordi udgifterne ikke var en følge af hans nedsatte funktionsevne, men en følge af, at han tog ophold på en højskole, som lå langt fra hans bopæl.

Hjælperne fik derfor en lang og dyr transport.

Ankestyrelsen lagde vægt på, at ansøger havde en hjælpeordning efter servicelovens § 96, hvilket indebar, at han var i stand til at administrere ordningen og fungere som arbejdsgi­ver for hjælperne.

Ankestyrelsen lagde desuden vægt på, at hjælperne var ansat på grundlag af en aftale mellem ansøger og hjæl­perne, som derfor ikke var anderledes stillet end andre arbejdstagere, der havde lang transport.

Der gjaldt i en sådan situation regler om fradrag i forbindelse med beregning af skat.

Ankestyrelsen lagde endvidere vægt på, at der ved udmåling af hjælp efter servicelovens § 96 kun kunne ydes hjælp til enkeltudgifter i forbindelse med fælles aktiviteter med hjæl­perne.

Ankestyrelsen lagde endelig vægt på, at der var taget stilling til, om udgiften var en nødvendig merudgift for ansøger og ikke for hjælperne.

Ankestyrelsen tiltrådte således det sociale nævns afgørelse.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →