Offererstatningslovens § 1, nævnets stillingstagen til, om skaden skyldes en straffelovsovertrædelse, nævnets j.nr. 06-520-00002

Offererstatningslovens § 1, nævnets stillingstagen til, om skaden skyldes en straffelovsovertrædelse, nævnets j.nr. 06-520-00002

N.j.nr. 06-520-00002 Ansøger blev fundet af en forbipasserende (A), som hjalp ham på hospitalet, hvor man konstaterede, at han havde kraniebrud.

A forklarede ifølge politiets anmeldelsesrapport, at han havde set ansøger gå forvirret på en vej.

Ansøgers cykel lå i nærheden.

Der var nogle skrammer på højre side af sadlen på cyklen, men cyklen sås i øvrigt ikke at være blevet påkørt af et køretøj.

Politiet beskrev hændelsen som formentlig et eneuheld på cykel.

Ansøger kunne ikke huske noget fra selve hændelsen, men forklarede, at han havde været ude og køre mountainbike i en skov.

Da det begyndte at blive mørkt, kørte han ud på cykelstien.

Pludselig lå han på jorden og ledte efter sine briller.

Han kunne huske, at der havde kørt to mountainbikere foran ham, men han vidste ikke, hvem de var.

Han oplyste i forbindelse med denne afhøring, at han havde en svag mistanke om, at han kunne være blevet overfaldet, men at han ikke havde mistet nogen ejendele.

Politiet besluttede at lægge sagen i bero, idet det ikke havde været muligt at klarlægge omstændighederne ved uheldet.

Herefter kontaktede ansøger politiet og beskrev sin opfattelse af hændelsesforløbet.

Det var nu hans konklusion, at han var blevet slået ned bagfra.

Politiet besluttede efterfølgende at lægge sagen vedrørende anmeldelsen af vold i bero.

Ansøger søgte herefter erstatning hos nævnet, som gav afslag på ansøgningen, idet nævnet ikke fandt det tilstrækkeligt godtgjort, at skaderne var sket i forbindelse med en straffelovsovertrædelse.

Ansøger anmodede nævnet om at genoptage sagen, bl.a. under henvisning til, at han havde set 2 cyklister lige inden tilskadekomsten, og at han nu huskede, at den ene cyklist havde sagt til den anden ”vi må se at komme væk” eller lignende.

Nævnet fastholdt den tidligere afgørelse, og ansøger rettede herefter henvendelse til Folketingets Ombudsmand, som anmodede nævnet om en udtalelse i sagen.

Ombudsmanden anmodede herunder om en udtalelse bl.a. om, hvorvidt ansøgers skader måtte antages at være uforenelige med ansøgers forklaring om, at han måtte være blevet overfaldet, eller omvendt uforenelige med en antagelse om, at han havde været udsat for et færdselsuheld (fald fra cyklen).

Nævnet besluttede at genoptage sagen og anmodede herunder politiet om at genafhøre A samt om at besigtige det sted, hvor ansøger sagde, at han var kommet til skade.

Efter genafhøring af A samt en fornyet besigtigelse oplyste politiet herefter, at politiet ikke fandt, at der var yderligere undersøgelsesmuligheder, hvorfor politiet ikke foretog sig yderligere i sagen.

Herefter anmodede nævnet Retslægerådet om en udtalelse i sagen, bl.a. hvorvidt de skader, der blev tilføjet ansøger ved hændelsen var forenelige med hans forklaring om, at tilskadekomsten var sket ved et voldeligt over-fald.

Retslægerådet udtalte, at ansøgers skader meget vel kunne skyldes aktiv stump vold, men at de lægelige oplysninger var så sparsomme, at en helt sikker tolkning af, hvorledes skaderne var sket, ikke var mulig.

Retslægerådet oplyste i den forbindelse, at stump vold kan opdeles i aktiv stump vold, hvor et legeme, f.eks. hovedet, rammes af en stump genstand (kølle, stok hammer eller lignende), og passiv stump vold, hvor legemet, f.eks. hovedet, er i bevægelse og rammer mod et hårdt underlag.

Nævnet besluttede at anmode Arbejdsskadestyrelsen om en vejledende udtalelse om de samme spørgsmål, og Arbejdsskadestyrelsen udtalte bl.a., at det var styrelsens opfattelse, at skaderne opstod som følge af passiv stump vold, dvs. at hovedet havde været i bevægelse og havde ramt mod et hårdt underlag.

Nævnet fandt det efter en samlet afvejning fortsat ikke tilstrækkeligt sandsynliggjort, at ansøgers tilskadekomst var en følge af en straffelovsovertrædelse.

Nævnet lagde ved afgørelsen vægt på, at ansøgers mistanke om, at han havde været udsat for et overfald, ikke blev underbygget på afgørende måde af sagens faktiske omstændigheder, herunder de foreliggende vidneforklaringer, tekniske undersøgelser samt lægelige akter.

Nævnet lagde videre vægt på udtalelserne fra Retslægerådet og fra Arbejdsskadestyrelsen og fandt det ikke tilstrækkeligt sandsynliggjort, at ansøger havde været udsat for en straffelovsovertrædelse.

Folketingets Ombudsmand har efterfølgende gennemgået sagen og har ikke fundet anledning til at kritisere resultatet af nævnets afgørelse.