Afgørelse af klage - Slagterier kan ikke pålægges at påse rengøring af køretøjer efter aflæsning af dyr
Statutory Text (5 Articles)
Afgørelse af klage – Slagterier kan ikke pålægges at påse rengøring af køretøjer efter aflæsning af dyr
Resumé
Fødevareregion Syd påbød et slagteri at indføre egenkontrolprocedurer til sikring af, at køretøjer anvendt til transport af klovbærende dyr blev rengjort eller desinficeret af ejeren eller chaufføren umiddelbart efter hver transport.
Sekretariatet for Fødevare- og Veterinærklager fandt, at pligten til at påse rengøring og desinfektion af køretøjer ikke påhviler den virksomhed, hvor køretøjet har aflæsset dyrene, og ophævede påbuddet.
NN Slagteri AmbA
Den 1. december 2008
Sagsnr.: 114/13591
Ref.: mora
Tlf.: 33 95 14 30
Ophævelse af påbud om egenkontrolprocedurer
De har ved brev af 19. marts 2008 klaget over påbud af 22. februar 2008 fra Fødevareregion Syd om indførelse af egenkontrolprocedurer til sikring af forskriftsmæssig desinfektion og rengøring af transportmidler.
Sekretariatet for Fødevare- og Veterinærklager har behandlet klagen og ophæver afgørelsen.
De kan læse mere om afgørelsen og begrundelsen for afgørelsen nedenfor.
Sagens omstændigheder
Under et opfølgende tilsyn hos virksomheden den 6. februar 2008 foretog Fødevareregion Syd kontrol af tre køretøjer, som umiddelbart forinden havde aflæsset søer på slagteriet.
Fødevareregionen konstaterede, at føreren af et af køretøjerne ikke desinficerede køretøjet efter aflæsningen, men kun vaskede det.
Af en efterfølgende gennemgang af virksomhedens dokumentation for egenkontrol fremgik, at virksomheden adskillige gange i perioden uge 36-51/2007 havde konstateret, at hovedparten af kontrollerede vognmænd ikke desinficerede køretøjet umiddelbart efter aflæsning.
Virksomheden oplyste hertil, at man ved konstatering af mangelfuld rengøring og desinfektion af køretøjerne gav telefonisk besked herom til virksomhedens afdeling for indtransport i BB-by.
Virksomheden havde ikke iværksat foranstaltninger med det formål at sikre, at køretøjer ikke forlod slagteriet efter aflæsning af svin uden at være blevet desinficeret umiddelbart efter aflæsningen.
Den 22. februar 2008 udstedte Fødevareregion Syd påbud over for virksomheden om inden den 5. marts 2008 at indføre egenkontrolprocedurer til sikring af, at køretøjer anvendt til transport af klovbærende dyr rengøres og desinficeres af chaufføren eller ejeren umiddelbart efter hver transport, jf. reglerne herom i bekendtgørelse nr. 773 af 29. august 2001 om rengøring og desinfektion af transportmidler m.v. til klovbærende dyr samt om afhentning af klovbærende dyr.
Af påbuddet fremgik, at en eventuel klage over afgørelsen kunne forventes at blive tillagt opsættende virkning på grund af sagens konkrete omstændigheder.
Den 19. marts 2008 klagede De over det fremsatte påbud.
De begrundede Deres klage med, at ansvaret for at føre kontrol med, at rengøring og desinfektion af køretøjerne sker i overensstemmelse med reglerne, ikke påhviler Dem.
De henviste til, at virksomheden stiller de nødvendige faciliteter til rengøring og desinfektion af køretøjerne til rådighed for føreren.
Den 8. april 2008 oversendte Fødevareregion Syd Deres klage til Sekretariatet for Fødevare- og Veterinærklager for behandling.
I oversendelsesbrevet gjorde fødevareregionen gældende, at det påhviler virksomheden at sørge for, at virksomhedens underleverandører overholder gældende lovgivning, og at vognmænd, som aflæsser svin på slagteriet, bør betragtes som underleverandører.
Derfor skal virksomheden sikre sig, at vognmændenes køretøjer rengøres og desinficeres i overensstemmelse med reglerne, og virksomheden har pligt til at gribe ind, når det konstateres, at reglerne ikke overholdes.
Fødevareregionen henviste til, at korrekt rengøring og desinfektion af transportmidler er et meget væsentligt element i forebyggelse af smittespredning af husdyrsygdomme, og at udbredelse fra AA AmbA i CC-by af en smitsom husdyrsygdom ville kunne få meget vidtrækkende konsekvenser, da slagteriet modtager søer fra næsten hele landet.
Fødevareregion Syd fastholdt derfor det udstedte påbud.
Sekretariatet for Fødevare- og Veterinærklagers bemærkninger
Indledningsvis skal sekretariatet bemærke, at NN Slagteri AmbA i virksomhedens klage af 19. marts 2008 ikke har anmodet om opsættende virkning af klagen, hvilket som udgangspunkt vil føre til, at klagen ikke tillægges opsættende virkning.
Imidlertid har Fødevareregion Syd i afgørelsen af 22. februar 2008 meddelt, at en eventuel klage over afgørelsen måtte forventes at blive tillagt opsættende virkning, henset til de konkrete omstændigheder i sagen.
Sekretariatet for Fødevare- og Veterinærklager finder, at denne meddelelse er egnet til at skabe en berettiget forventning hos virksomheden om, at en klage ville blive tillagt opsættende virkning uden nogen særskilt anmodning herom fra virksomhedens side, og sekretariatet har derfor besluttet at tillægge klagen opsættende virkning.
Fødevareregionens påbud blev udstedt med henvisning til hygiejneforordningens
art. 5 samt § 1 i bekendtgørelse nr. 773 af 28. august 2001 om rengøring og desinfektion af transportmidler m.v. til klovbærende dyr samt om afhentning af klovbærende dyr.
Af § 1 i bekendtgørelse nr. 773 fremgår, at ejeren eller føreren af transportmidler til klovbærende dyr skal påse, at transportmidlet rengøres og desinficeres umiddelbart efter hver transport.
Sekretariatet for Fødevare- og Veterinærklager finder, at denne bestemmelse efter sin ordlyd ikke kan fortolkes således, at pligten til at påse forskriftsmæssig rengøring og desinfektion af de pågældende transportmidler tillige påhviler den virksomhed, hvor transportmidlet har aflæsset klovbærende dyr.
Af hygiejneforordningens art. 5, stk. 1, fremgår, at ledere af fødevarevirksomheder skal indføre, iværksætte og følge en fast procedure baseret på HACCP-principperne, som defineres i artiklens stk. 2.
Uden at tage stilling til om hygiejneforordningens art. 5 isoleret set ville indeholde hjemmel til det af Fødevareregion Syd udstedte påbud, skal sekretariatet påpege, at området er specifikt og detaljeret reguleret af bekendtgørelse nr. 773, som derfor har karakter af lex specialis i forhold til hygiejneforordningens art. 5.
Efter sekretariatets opfattelse fører dette til, at hygiejneforordningens art. 5 ikke kan fortolkes således, at denne bestemmelse statuerer en forpligtelse, som ikke fremgår af det regelsæt, der gælder specifikt for det pågældende område, hvilket vil sige bekendtgørelse nr. 773.
Af den grund finder Sekretariatet for Fødevare- og Veterinærklager, at heller ikke hygiejneforordningens art. 5 indeholder hjemmel til et påbud om, at virksomheder, hvor klovbærende dyr aflæsses af et transportmiddel omfattet af bekendtgørelse nr. 773, har pligt til at påse, at ejeren eller føreren af det pågældende transportmiddel umiddelbart efter aflæsningen rengør og desinficerer transportmidlet efter bekendtgørelsens regler herom.
Samlet er det således sekretariatets opfattelse, at det af Fødevareregion Syd udstedte påbud savner hjemmel og dermed ikke kan opretholdes.
Sekretariatet for Fødevare- og Veterinærklagers afgørelse
På baggrund af ovenstående ophæver Sekretariatet for Fødevare- og Veterinærklager det af Fødevareregion Syd udstedte påbud af 22. februar 2008.
Dette betyder, at NN Slagteri AmbA ikke er forpligtet til at indføre egenkontrolprocedurer til sikring af, at transportmidler, som aflæsser klovbærende dyr hos virksomheden, umiddelbart efter aflæsningen rengøres og desinficeres efter reglerne herom i bekendtgørelse nr. 773 af 29. august 2001 om rengøring og desinfektion af transportmidler m.v. til klovbærende dyr samt om afhentning af klovbærende dyr.
Denne afgørelse kan ikke påklages til anden administrativ myndighed.
Venlig hilsen
Morten Rathsack
Fuldmægtig, cand.jur.
1)
Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) Nr. 852/2004 om fødevarehygiejne (med senere ændringer)