Afgørelse af klage - Indplacering i positivlistens fødevaregrupper af en aromatiseret drikkevare på basis af mælk og brug af tilsætningsstoffer i et konfektureprodukt
Table of Provisions (13)
Statutory Text (13 Articles)
Afgørelse af klage – Indplacering i positivlistens fødevaregrupper af en aromatiseret drikkevare på basis af mælk og brug af tilsætningsstoffer i et konfektureprodukt
Resumé
Fødevareregionen havde givet virksomheden påbud om tilbagetrækning af to typer produkter.
Sekretariatet for Fødevare- og Veterinærklager fastholdt fødevareregionens afgørelse for så vidt angår
1) Et sugerør med et tørstof, der opløses, mens man drikker det, skulle indplaceres i den gruppe, som det færdige produkt tilhører - her aromatiseret drikkevare på basis af mælk.
For at bruge sødestoffet E 955 - Sucralose - var der krav om energireduktion.
Der var ikke energireduceret de krævede 30%.
Tørstoffet skulle sammenlignes med andre »instant« produkter.
Sekretariatet for Fødevare- og Veterinærklager ændrede fødevareregionens afgørelse for så vidt angår
2) Et konfektureprodukt, der indeholdt et ulovligt farvestof, kunne ommærkes og markedsføres under forudsætning af tilstrækkelige dokumentation.
E 415 Xanthangummi, der skulle opblandes i spiritus, var ikke bestemt til rehydrering ved indtagelse, men før indtagelse.
En volumen udvidelse af E 415 ville derfor ske før indtagelse, og E 415 udgjorde ikke en sundhedsmæssig risiko.
Den del afgørelse blev således ændret.
NN
Den 14. oktober 2008
Sagsnr.: 70/11865
Ref.: SFV /LAPE
Tlf.: 33951412
Delvis stadfæstelse af Fødevareregion Nords afgørelse af 17. januar 2008
De har ved brev af 12. februar 2008 klaget over afgørelse af 17. januar 2008 fra Fødevareregion Nord med påbud om at indsende dokumentation for, at produkterne NN er trukket tilbage fra senere omsætningsled.
Sekretariatet for Fødevare- og Veterinærklager har behandlet klagen og stadfæster Fødevareregion Nords afgørelse af 17. januar 2008 med påbud om at indsende dokumentation for, at produktet NN er trukket tilbage fra senere afsætningsled.
Sekretariatet for Fødevare- og Veterinærklager ophæver fødevareregionens påbud om at indsende dokumentation for, at produkterne NN er trukket tilbage fra senere afsætningsled.
Sekretariatet for Fødevare- og Veterinærklager ændrer fødevareregionens påbud om at indsende dokumentation for, at produktet NN er trukket tilbage fra senere afsætningsled, således at ommærkning af produktet med korrekt ingrediensliste tillades, i det omfang dato-, holdbarheds-, autorisations- og sporbarhedsmærkning ikke berøres, og forudsat det kan dokumenteres, at produktet ikke indeholder E 128.
De kan læse mere om afgørelsen og begrundelsen for afgørelsen nedenfor.
Sagens omstændigheder
Den 22. juni 2007 påbyder fødevareregionen virksomheden at udarbejde egenkontrolprocedurer, der sikrer, at virksomhedens markedsføring er i overensstemmelse med gældende regler, jf. § 13 i tilsætningsstofbekendtgørelsen
.
Begrundelsen for påbudet er, at fødevareregionen den 4. juni 2007 kan konstatere, at virksomhedens markedsføring på internettet er i strid med den vejledning, som regionen har givet den 21. maj 2007 om, at berigelse af fødevarer skal godkendes inden markedsføring.
Der bliver yderligere udstedt et administrativt bødeforlæg, der dog bliver trukket tilbage, da virksomheden har forsøgt at rette op på forholdet.
Ved ordinært tilsyn hos virksomheden den 4. september 2007 bliver der givet påbud om tilbagetrækning af produkterne NN (to varianter).
Produktet NN (der er tre smagsvarianter i pakken), er et sugerør med indhold - beregnet til at give smag, når det indtages sammen med mælk.
Ingredienserne i sugerøret omfatter sødestoffet E 955 - Sucralose.
Regionen indplacerer produktet i gruppe 1.1.2. i Positivlisten
.
I gruppe 1.1.2. må E 955 alene anvendes i energireducerede produkter eller produkter uden tilsat sukker.
Sukker er en ingrediens i produktet, og regionen mener, at der ikke er tale om et energireduceret produkt.
NN er et spisefærdigt candyfloss konfektureprodukt.
Ifølge produktets ingrediensliste indeholder NN farvestoffet E 128 Red 2 G, der ikke må anvendes i fødevarer.
NN findes i to smagsvarianter, NN.
NN er en plastbeholder med en pulverblanding, hvor det er hensigten, at forbrugeren skal tilsætte spiritus, ryste beholderen og evt. køle produktet, hvorefter forbrugeren har en færdig drink.
En af ingredienserne er E 415 Xanthangummi.
Fødevareregionen har indplaceret produkterne i gruppe 14.2.6.1. i Positivlisten.
Det fremgår af Positivlisten, at E 415 Xanthangummi ikke må anvendes ved fremstilling af tørrede produkter, der rehydreres ved indtagelse.
Den 7. september 2007 svarer virksomheden, at man er ved at forhøre sig hos virksomhedens leverandører om de spørgsmål, som regionen stiller i forbindelse med kontrolrapporten.
Den 17. september 2007 fremsender virksomheden en række mails.
Flertallet af de spørgsmål, der behandles omfattes ikke af denne klagesag, men af relevans er blandt andet
Den 17. januar 2008 påbyder fødevareregionen virksomheden, at fremsende dokumentation for, at produkterne NN (to varianter) er trukket tilbage fra senere afsætningsled
.
Som begrundelse for påbudet fremfører regionen
For produktet NN, at det fremgår af ingredienslisten, at der i produktet er anvendt E 955 (Sucralose).
Regionen uddyber med hensyn til produktet NN, at det, jf. emballagen, er meningen, at man skal benytte sugerøret med sukkerblandingen, når man indtager mælk.
Regionen henviser til, at det fremgår af side 8 i Positivlisten, at pulvere og koncentrater som hovedregel indplaceres i den gruppe, som den færdige fødevare tilhører.
Aromatiserede drikkevarer på basis af mælk indplaceres i gruppe 1.1.2. i Positivlisten.
I gruppe 1.1.2. er det kun tilladt at anvende E 955 (Sucralose) i energireducerede produkter og produkter uden tilsat sukker.
Da hovedingrediensen i produktet NN er sukker, og da der ikke er tale om en energireduceret fødevarer, finder regionen, at fødevaren er ulovlig.
For produktet NN, fremgår det af ingredienslisten, at der i produktet er anvendt E 128 (Red 2G).
Regionen uddyber med hensyn til produktet NN, at produktet skal vurderes i forhold til gruppe 5.2. i Positivlisten – konfekture.
Regionen finder vedrørende E 128 (Red 2G), at farvestoffet ikke er tilladt i fødevarer.
Regionen har forholdt sig til, at mærkningen af produktet er forkert, at den eftersendte produktinformation ikke afhjælper fejlmærkningen, samt at der ikke foreligger dokumentation nok til at tillade ommærkning.
Regionen finder, at der er tale om en ulovlig fødevare.
Vedrørende produkterne NN, fremgår det af ingredienslisten, at der er anvendt E 415 (Xanthangummi).
Regionen uddyber med hensyn til produkterne NN, at produkterne skal vurderes i forhold til gruppe 14.2.6.1. i Positivlisten.
Der er tale om en aromatiseret pulverblanding, der ifølge oplysningerne på emballagen bruges som smagsgiver til spiritus.
Regionen henviser til, at det fremgår af side 8 i Positivlisten, at pulvere og koncentrater som hovedregel indplaceres i den gruppe, som den færdige fødevare tilhører.
Regionen henviser videre til, at det ifølge de i Positivlisten angivne vilkår for E 415 (Xanthangummi) er anført (s.155), at stoffet ikke må anvendes ved fremstilling af tørrede fødevarer, der er bestemt til at rehydreres ved indtagelse.
De to smagsvarianter af NN, der er tilsat E 415, vurderer regionen derfor som ulovlige.
Regionen forholder sig i påbuddet endvidere til de oplysninger, som virksomheden er kommet med, om produkterne.
Vedrørende produktet NN anfører fødevareregionen
»Virksomheden skal for produktet NN fremvise dokumentation (produktinformation inklusiv akkrediterede analyseresultater) for, at det drejer sig om en fejlmærkning med E 128 i stedet for E 129.
Ved tilsynet 04. september 2007 kunne virksomheden da heller ikke fremvise dokumentation for, at der er gennemført egenkontrol i forhold til ovenstående og andre produkter i virksomhedens sortiment.
Det er derfor kontrolafdelingens vurdering, at virksomheden har markedsført ovenstående produkter uden hensynstagen til forbrugernes sikkerhed.«
Den 23. januar 2008 fremsender virksomheden yderligere materiale om NN sugerør i form af en udtalelse fra leverandøren
»Hi NN, I hope you are well.
I have attached for your reference the EU directive on the use of artificial sweeteners as well as the amendment to the directive.
Further I have attached a letter from the British Trading Standards confirming NN meet the 30 % energy reduction required by the directive for the use of sucralose.
I hope this is of assistance, best regards NN.«
Brevet fra British Trading Standards, refererer fra »Food Standards Agency« vejledning om, at det færdige produkt må overholde kravene til energireduceret, men at det ikke kræves, at »energireduceret« fremgår af mærkningen.
Herudover gengives dele af et afsnit fra vejledningen om sammenligningsgrundlaget for, hvornår der er en energireduktion på 30 %.
Herudover er der for produktet fremsendt sammenlignings-tal.
Herefter følger tilbagetrækningssagen for de berørte produkter, med pressemeddelelser m.v.
Regionen konstaterer den 24. januar 2008 vedrørende produktet NN, at påbuddet ikke er efterkommet, mens regionen fra virksomheden har modtaget tilbagemelding om, at de resterende produkter er trukket tilbage fra efterfølgende omsætningsled.
Senere samme dag udsender virksomheden en pressemeddelelse om tilbagetræning af produktet NN.
I brev af 12. februar 2008 klager virksomheden over påbudet om tilbagetrækning af produkterne NN.
Virksomheden vedlægger to breve fra rådgivningsfirmaet NN, jf. nedenfor.
Argumentationen er i hovedtræk følgende
Vedrørende produktet NN, henviser virksomheden til et brev fra deres rådgiver NN.
Virksomheden finder, brevet viser, at der er tale om et energireduceret produkt.
Da E 955 Sucralose gerne må benyttes til energireducerede mælkedrikke, finder virksomheden, påbuddet må falde bort.
Rådgivningsfirmaet NN sammenligner Kakaoskummetmælk med skummetmælk tilsat NN og chokolademælk produceret på letmælk sammenlignet med letmælk tilsat NN.
Vedrørende produktet NN, finder virksomheden, at der på pdf filen for produktets mærkning tydeligt fremgår, at der står E 129 og ikke E 128.
Virksomheden medgiver dog, at det på den færdigtrykte etiket fremstår som om, der står 128.
For at rette op på den svært læselige ingrediensliste har virksomheden fået fremstillet stickers med oplysning om ingredienser, der tænkes placeret oven på den svært læselige originale ingrediensliste.
Virksomheden henviser videre til Fødevarestyrelsens notat af 4. december 2007 om tilbagetrækning af fødevarer og foder, hvoraf det fremgår, at der skal foretages en proportionalitetsbetragtning, herunder om en risiko for fødevaresikkerheden kan fjernes ved en mindre indgribende foranstaltning end tilbagetrækning.
Vedrørende NN argumenterer virksomheden og rådgivningsfirmaet NN for, at forbudet mod brug af E 415, er et forbud mod brug i fødevarer, der er bestemt til at rehydreres ved indtagelsen, medens NN rehydreres før indtagelsen.
Sekretariatet for Fødevare- og Veterinærklager kvitterer for modtagelse af klagesagen den 31. marts 2008 og fremsender en ny status skrivelse til virksomheden den 12. juni 2008.
I forbindelse med modtagelsen af statusskrivelsen henvender virksomheden sig til Sekretariatet for Fødevare- og Veterinærklager og til Fødevareministeriets departement og klager over sagsbehandlingstiden.
Sekretariatet for Fødevare- og Veterinærklager hører Fødevareinstituttet i sagen den 31. marts 2008.
Instituttet sender et svar den 2. april 2008.
I september måned henvender virksomheden sig til Fødevarestyrelsen og Sekretariatet for Fødevare- og Veterinærklager og klager over sagsbehandlingstiden.
Virksomheden oplyser i den forbindelse, at produkternes holdbarhed er helt eller delvis udløbet.
Sekretariatet for Fødevare- og Veterinærklagers bemærkninger
Produktet NN
For produktet NN er det indledende problem, om produktet er korrekt indplaceret i gruppe 1.1.2.
Den korrekte indplacering har især betydning for, om det er korrekt, når regionen stiller krav om en energireduktion som betingelse for brug af E 955.
Regionen har, som gengivet ovenfor, argumenteret for, at produktet skal indplaceres i gruppe 1.1.2. i Positivlisten.
Indplaceringen er ikke senere blevet bestridt af virksomheden.
Sekretariatet for Fødevare- og Veterinærklager finder som udgangspunkt ikke grundlag for at tilsidesætte indplaceringen.
For at sikre virksomhedens interesser har sekretariatet imidlertid set på andre grupper af mulige tørstofprodukter til opblanding i mælk, som f.eks. kakao, (5.1.) og cappuccinopulver (14.1.5.).
Her er der et tilsvarende krav om energireduktion som betingelse for brug.
Tilsvarende gælder, hvis man tager udgangspunkt i banan og jordbærsmagen og ser på frugt og grøntsags tilberedninger (4.3.6.) eller desserter på grundlag af frugt eller grønsager (4.3.6.).
Der er et krav om energireduktion før brug.
Der er ikke krav om energireduktion ved brug af E 955, i alle fødevarer, f.eks. ikke til marinader til sur – sød produkter.
For ethvert produkt, der med nogen rimelighed kan sammenlignes med produktet NN, er der imidlertid et krav om energireduktion, før det er tilladt at benytte sødestoffet E 955 - Sucralose.
Virksomheden har i mail af 17. september 2008 anført, at virksomheden ikke finder, at produktet NN kan indplaceres i Positivlistens gruppe 1.1.2.
, da der er tale om et tørstof og ikke et flydende produkt.
Virksomheden finder, at det er svært at finde en gruppe, der passer - men foreslår sukker eller diverse.
Sekretariatet er enig med virksomheden i, at når det fremgår af side 8 i Positivlisten, at pulvere og koncentrater som hovedregel indplaceres i den gruppe, som den færdige fødevare tilhører, bør muligheden for indplacering i en gruppe af faste stoffer overvejes, hvis der en passende gruppe.
Der bør samtidig ses på, hvilken betydning indplaceringen har for afgørelsens resultat.
Som det fremgår af Positivlisten er det ikke muligt at benytte E 955 ved gruppe 11, sukker og sukkerprodukter.
Virksomheden foreslår endvidere indplacering i gruppe 16 (Fødevare, der ikke kan indplaceres i de øvrige grupper).
Her er Sucralose tilladt for aromatiserede desserter på basis af vand, men denne gruppe findes mindre svarende til produktet end gruppe 1.1.2.
Fødevareregionens indplacering i positivlistens gruppe 1.1.2. fastholdes derfor.
I positivlistens gruppe 1.1.2. henvises der under E 955 til fodnote 2, side 48, i Positivlisten, hvorefter brugen forudsætter, at produktet er energireduceret eller uden tilsat sukker.
Da produktet er tilsat sukker, er det imidlertid kun afgørende, hvorvidt der er tale om et energireduceret produkt.
Ifølge tilsætningsstofbekendtgørelsen § 8, stk.1, nr.1, er et produkt energireduceret, når der foreligger en energireduktion med mindst 30% i forhold til den oprindelige fødevarer eller et lignende produkt.
Der er ikke enighed mellem regionen og virksomheden om, hvilke produkter NN skal sammenlignes med, for at konstatere, om der er sket en tilstrækkelig energireduktion.
Fødevareinstituttet under Danmarks Tekniske Universitet, udgiver »Fødevaredatabanken«, der anses for en officiel liste/database, når der skal foretages sammenligninger af ernæringsindhold for fødevarer.
Nedenstående tal er hentet fra Fødevaredatabanken og fra oplysningerne på produktets indpakning.
Ses produktet i forhold til Skummet-cacaomælk går der, jf. virksomheden, et sugerør til 250 ml. mælk, hvilket betyder, at der går 40 % af et sugerør til 100 ml mælk, hvilket vil sige 1,6 gram til 100 ml mælk.1,6 gram NN har et energiindhold på 24 kj, hvor forskellen på kakaoskummet mælk (252 kj/100g) og skummetmælk (151 kj/ 110g) er 101 kj/100g.
Uanset mælkens vægtfylde er energireduktionen således mere end 30 %.
Der er imidlertid forskel på, at finde et sammenligningsgrundlag i Fødevaredatabanken for at fastslå, om der er tale om en 30 % energireduktion og på at indplacere NN i forhold til den færdige fødevare i positivlisten (hvis der ikke findes en tilsvarende tørstof kategori).
Ved de hensyn, Positivlisten skal varetage, som f.eks. befolkningens samlede indtag af et tilsætningsstof, er der ikke altid behov for at skelne mellem, om tilsætningsstoffet findes som et tørstofprodukt eller som en delmængde i et færdigt flydende produkt.
Sekretariatet for Fødevare- og Veterinærklager finder derimod, at når energireduktionen for et tørstof produkt som NN sugerør skal bedømmes, bør det så vidt muligt ske i dets rene form, hvor NN sammenlignes med andre tørstofprodukter.
Hvis sammenligningen sker med opblandede produkter, hvor NN også er blandet op med andre produkter, vil det blive et spørgsmål om, hvor meget smagsstof, der foreslås tilsat til de enkelte produkter, med deraf følgende forskel i smag/energi forholdet.
Herudover vil det ikke tilgodese lighedsprincippet i forhold til andre producenter af »instant« tilsætninger til mælkedrikke.
Når størrelsen af energireduktionen skal fastlægges, finder Sekretariatet for Fødevare- og Veterinærklager, at det nærmest sammenlignelige produkt er instant kakao.
For instant kakao er energiindholdet pr. 100 gram 1663 kj, mens det for NN sugerør er 1485 kj, d.v.s. en energireduction på 11 %.
Sekretariatet har efterprøvet andre mulige segmenter af tørstof til iblanding i mælk, men har ikke fundet nogen produkter, der er til støtte for at NN er energireduceret.
Intant kaffe har et energiindhold på 1271 kj/100g og jordbærsaft sød koncentreret 724 kj/100g.
Sekretariatet finder, at der ikke er grundlag for at sammenligne med de rene råvarer som kakao 1686 kj/100g og vekao på 2341 kj/100g, der jo netop ikke er klar til iblanding i mælk, men først forarbejdes til f.eks. instant kakao.
Sekretariatet finder herefter, at det ikke er tilladt at benytte sødestoffet E 955 - Sucralose i produktet NN.
Sekretariatet finder, at tilbagetrækning er en proportional retsfølge og stadfæster derfor regionens afgørelse.
Sekretariatet gør herudover virksomheden opmærksom på, at såfremt det var fundet lovligt at tilsætte E 955, ville sekretariatet have hjemvist afgørelsen til første instans, således at der kunne tages stilling til lovligheden af markedsføringen, herunder lovligheden af de påførte anprisninger.
Produkterne NN
For produkterne NN, har et af diskussionspunkterne været, hvorvidt produktet skulle indplaceres under gruppe 14.2.6.1.
Regionen har som gengivet ovenfor argumenteret for, at produktet skal indplaceres i gruppe14.2.6.1. i Positivlisten.
Indplaceringen er ikke senere blevet bestridt af virksomheden.
Sekretariatet for Fødevare- og Veterinærklager finder, som udgangspunkt ikke grundlag for at tilsidesætte indplaceringen.
For at sikre virksomhedens interesser har sekretariatet set på andre grupper af mulige indplaceringer, der imidlertid alle henviser til side 152 - 155 i Positivlisten.
Her fremgår E 415 sammen med betingelsen om, at E 415 ikke må benyttes til fremstilling af tørrede fødevarer, der er bestemt til at rehydreres ved indtagelse.
I det omfang det er lovligt at anvende E 415, skal det således ske under hensyn til fodnoten på side 155 i Positivlisten.
Fodnoten side 155
» Må ikke anvendes til fremstilling af tørrede fødevarer, der er bestemt til at rehydreres ved indtagelse.«
NN er en plastbeholder, hvor det er hensigten, at forbrugeren skal tilsætte spiritus, ryste beholderen og evt. køle produktet, hvorefter forbrugeren har en færdig drink.
Sekretariatet finder, at NN har ret, når de sidestiller dette med f.eks. supper, der opblandes med vand før indtagelse.
Sekretariatet finder derfor, at NN ikke er en fødevare, der er bestemt til at rehydreres ved indtagelse, idet rehydreringen sker før indtagelse.
Sekretariatet har ved mail af 2. april 2008, stillet Fødevareinstituttet følgende spørgsmål
»1.
Finder instituttet at E 415 omfattes af positivlistens fodnote side 155 om at E 415 ikke må benyttes ved fremstilling af tørrede fødevarer, der er bestemt til at rehydreres ved indtagelse.
2.
Finder instituttet at E 415 er forsvarligt at benytte som beskrevet af virksomheden og dens eksterne rådgiver.«
Instituttet har svaret som følger
»Ang.
Spørgsmål 1 har Fødevareinstituttet returneret dette spørgsmål til SFV med anbefaling om at indhente svaret hos FVST, idet der er tale om et risikohåndteringsspørgsmål, som Fødevareinstituttet ikke har ekspertise i.
Ang.
Spørgsmål 2 mener Fødevareinstituttet ikke, at opblanding af de to smagsgivere i alkohol inden indtagelse udgør nogen sundhedsmæssig risiko, idet en volumenudvidelse vil finde sted før indtagelsen og den person, der drikker denne alkohol, kan se på væsken, hvilken konsistens den har.«
Sekretariatet finder herefter, at produktet ikke kan forbydes under henvisning til Positivlistens betingelse side 155, og at regionens påbud derfor må ophæves på dette punkt.
Der er ikke i ovenstående foretaget en sikkerhedsvurdering af produktet, og det er virksomhedens pligt, jf. art 14 i fødevareforordningen, at foretage en sikkerhedsvurdering af produktet, under hensyn til mulige målgrupper og følgerne af en eventuel fejlagtig brug af produktet.
Virksomheden har oplyst, at produktet ikke forhandles i Danmark.
Sekretariatet for Fødevare- og Veterinærklager gør opmærksom på, at produktets mærkning ikke opfylder kravene for at kunne markedsføres i Danmark.
Produktet er bl.a. ikke mærket i overensstemmelse med de danske krav.
Virksomheden skal herudover sikre, at emballage og andre materialer og genstande kan anvendes i overensstemmelse med gældende regler.
For produktet NN
Fødevareregionen har forbudt produktet, idet det fremgår af ingredienslisten, at produktet indeholder E 128 (Red 2G), der ikke er tilladt som farvestof i fødevarer i Danmark.
Virksomheden har svaret, at produktet ikke indeholder E 128, men E 129 (Allura Red AC).
Virksomheden har ikke fremsendt dokumentation for, at der ikke er tale om E 128 men E 129.
Virksomheden har fremsendt en e-mail med en vedhæftet produktspecifikation, der imidlertid indeholder en klar ansvarsfraskrivelse.
Regionen har krævet, at der bliver forelagt dokumentation i form af laboratorieanalyser.
Sekretariatet for Fødevare- og Veterinærklager finder, at der må skelnes mellem situationer, hvor det er importøren/forhandleren selv, der har forestået udarbejdelsen af den danske mærkning på grundlag af producentens oplysninger, eller om det er et tidligere led.
Importøren/forhandleren vil forholdsvis enkelt kunne dokumentere, hvis der er tale om en simpel skrivefejl fra hans side.
Hvis der derimod er tale om, at det er et tidligere led, der har haft ansvaret for udarbejdelsen af produktets mærkning, må der stilles langt større krav til dokumentation.
En fremvisning af en produktbeskrivelse sikrer ikke imod, at der i den foreliggende udgave af produktet er benyttet andre ingredienser.
I det foreliggende tilfælde har producenten endog en ansvarsfraskrivelse på produktbeskrivelsen.
Sekretariatet for Fødevare- og Veterinærklager finder som udgangspunkt kravet om en laboratorieanalyse berettiget, men finder i det konkrete tilfælde, at det er sandsynliggjort, at der er tale om en skrivefejl.
Sekretariatet finder derfor, at en entydig underskrevet erklæring fra producenten, uden forbehold må være tilstrækkelig dokumentation.
Den fremsendte e-mail og produktbeskrivelse finder sekretariatet ikke er tilstrækkelig dokumentation.
Det bemærkes, at det af sagen fremgår, at virksomheden ikke har opfyldt sin forpligtigelse til at være i besiddelse af produktinformationerne før markedsføring.
Der må ikke markedsføres produkter, der indeholder E 128, og der må ikke markedsføres produkter, hvoraf det fremgår, at produktet indeholder E 128.
Sekretariatet for Fødevare- og Veterinærklager finder, at virksomheden kan ommærke produkterne, i det omfang dato-, holdbarheds, autorisations- og sporbarhedsmærkning ikke berøres, og forudsat der er indhentet den fornødne dokumentation for, at produktet ikke indeholder E 128, jf. ovenstående.
Der er ikke taget stilling til markedsføring af produktet eller produktets lovlighed udover spørgsmålet om E 128.
Sekretariatet for Fødevare- og Veterinærklagers afgørelse
Sekretariatet for Fødevare- og Veterinærklager har behandlet klagen og stadfæster Fødevareregion Nords påbud af 17. januar 2008 om at indsende dokumentation for, at produktet NN er trukket tilbage fra senere afsætningsled.
Sekretariatet for Fødevare- og Veterinærklager ophæver fødevareregions påbud om at indsende dokumentation for, at produkterne NN er trukket tilbage fra senere afsætningsled.
Sekretariatet for Fødevare- og Veterinærklager ændrer fødevareregionens påbud om at indsende dokumentation for, at produktet NN er trukket tilbage fra senere afsætningsled, idet ommærkning af produktet med korrekt ingrediensliste tillades, i det omfang dato-, holdbarheds-, autorisations- og sporbarhedsmærkning ikke berøres, og forudsat det kan dokumenteres, at produktet ikke indeholder E 128, og dokumentation er fremsendt til regionen før markedsføring.
Dette betyder, at produktet NN ikke lovligt kan markedsføres i Danmark, i det omfang sødestoffet E 955 - Sucralose er benyttet i produktet.
Det betyder endvidere, at produkterne NN kan markedsføres med indhold af E 415 benyttet i overensstemmelse med Positivlisten.
Der henvises herudover til sekretariatets bemærkninger om produkterne ovenfor.
For produktet NN betyder det, at produktet kan ommærkes med korrekt ingrediensliste, forudsat der er indhentet den fornødne dokumentation for, at produktet ikke indeholder E 128, jf. de retningslinier, der fremgår ovenfor.
Denne afgørelse kan ikke påklages til anden administrativ myndighed.
Fødevareregion Nord modtager kopi af denne afgørelse.
Venlig hilsen
Lars Aslo - Petersen
Fuldmægtig
1)
Bekendtgørelse nr. 22 af 11. januar 2005 om tilsætningsstoffer.
Bekendtgørelsen er stadig gældende sidst ændret ved bekendtgørelse nr. 73 af 11. februar 2008.
2)
Fødevarestyrelsens fortegnelse over tilsætningsstoffer til fødevarer, udarbejdet i henhold til § 15 i fødevareloven og § 10 i tilsætningstofbekendtgørelsen.
–
At det er En 129 og ikke E 128 red, der er benyttet i NN produktet, at de øvrige ingredienser nu er checket i henhold til positivlisten, samt at egenkontrolprogrammet er rettet til på dette punkt.
–
At virksomheden finder, at produktet NN ikke kan indplaceres i Positivlistens gruppe 1.1.2.
, da der er tale om et tørstof og ikke et flydende produkt.
Virksomheden finder, at det er svært at finde en gruppe, der passer - men foreslår sukker eller diverse.
–
Virksomheden finder, at det er forkert, at produkterne NN er placeret i positivlistens kategori 14.2.6.1.
, da der ikke er spiritus i.
Vedrørende ingrediensen Xanthangummi, oplyser virksomheden, at man har forespurgt leverandøren om NN kan produceres uden dette stof.
Endelig oplyser virksomheden, at produktet indtil videre kun sælges i Norge og Sverige.
3)
Drikkevarer på basis af mælkeprodukter o.lign. produkter, aromatiserede og/eller syrnede.
4)
Spiritus, omfattet af forordning 1576/89/EØF.
5)
Jf. § 52, stk. 1, i Lov nr. 526 af 24. juni 2005 om fødevare med senere ændringer
6)
Drikkevarer på basis af mælkeprodukter o.lign. produkter, aromatiserede og/eller syrnede.
7)
se:http://www.foedevarestyrelsen.dk/Foedevaresikkerhed/Materialer_genstande/Regler_for_materialer_og_g.htm.
8)
Positivlisten side 252.