Klage over tidspunktet for information til psykiatrisk patient

Klage over tidspunktet for information til psykiatrisk patient

Patientklagenævnet finder ikke grundlag for at kritisere overlæge <****> for hans behandling af <****> den 24. januar 2005 på psykiatrisk afdeling, <****>, jf. lægelovens § 6.

Hændelsesforløb

Den 6. januar 2005 blev <****> indlagt på grund af skizofreni på psykiatrisk afdeling, <****>.

Hun havde tidligere været indlagt talrige gange på psykiatrisk afdeling.

Hun havde tre børn og var skilt fra børnenes far.

Ved indlæggelsen var de tre børn hos en aflastningsfamilie.

Hun var hallucineret på syn, hørelse og følesans, og følte sig forfulgt (paranoid).

Hun foretog flere selvmordsforsøg under indlæggelsen og blev tvangstilbageholdt den 12. januar 2005, da hun ønskede sig udskrevet.

Behandlingsplanen var fortsat psykiatrisk observation med medikamentel behandling i form af Cibralex og Cyprex og Alopam.

Den 18. januar 2005 havde <****> forsøgt strangulation med blodudtrædninger på halsen til følge.

Den 24. januar 2005 havde <****> psykotiske symptomer i form af hallucinationer.

Hun ønskede at blive udskrevet og få sine børn hjem, alternativt indlægges på åben afdeling.

Overlæge <****> nægtede udskrivelse, og orienterede hende om, at han fandt, at hun ikke var i stand til at varetage omsorgen for 3 mindreårige børn.

Efterfølgende var <****> fortsat psykotisk og svært forpint, og man forsøgte efterfølgende at ændre medicineringen, men forløbet blev langvarigt.

Klagen

Der er klaget over følgende

At overlæge <****> ikke foretog en korrekt vurdering af <****>.

Det er herved anført, at det af journalen den 24. januar 2005 fremgår, at det ville være særdeles skadeligt for børnene, såfremt de kom hjem til <****> på nuværende tidspunkt, så længe hun havde den selvdestruktive adfærd og var så fuldstændig ustruktureret, som hun var, og at det ud fra et psykiatrisk synspunkt ville være usandsynligt, at hun ville kunne varetage omsorgen for 3 mindreårige børn også på længere sigt.

Det er videre anført, at overlæge <****> ikke var i stand til at foretage et sådant skøn.

Endelig er det anført, at <****> efter overførsel til distriktspsykiatrien er velbehandlet og fuldt ud i stand til at tage vare på sig selv og sine børn.

Nævnets afgørelse af klagen

Overlæge <****> har ikke overtrådt lægelovens § 6 ved sin behandling af <****> den 24. januar 2005 på psykiatrisk afdeling, <****>.

Nævnet finder dog, at det havde været hensigtsmæssigt, om overlæge <****> havde udsat at vurdere og orientere <****> om sin vurdering af hendes mulighed for på længere sigt at kunne varetage omsorgen for sine 3 mindreårige børn til et senere tidspunkt i behandlingsforløbet, hvor hendes psykiske tilstand var mere stabil, og hvor hun derfor ville have haft bedre muligheder for at forholde sig dertil.

Begrundelse

Det fremgår af journalen den 24. januar 2005, at <****> fortsat havde perioder, hvor hun havde en udtalt selvdestruktiv adfærd.

Hun havde senest forsøgt at strangulere sig selv.

Hun beskrev produktive psykotiske symptomer i form af hallucinationer, og følte, at der var noget som krøb op ad hende.

Hun beskrev også sorte pletter på væggen, som bevægede sig og muligvis var insekter, samt sorte pletter på gulvet, som bevægede sig i cirkler, hvilket måske også var insekter.

Hun beskrev endvidere hørehallucinationer i form af en nedladende mandsstemme, som beskrev, at han efterstræbte hende.

Hun ønskede at blive udskrevet og få sine børn hjem, alternativt indlæggelse på en åben afdeling.

Det fremgår videre af journalen, at overlæge <****> informerede <****> om, at det blev vurderet, at hun var mere samlet og havde mere overskud, men at hun langtfra var velbehandlet, og at hendes adfærd på daværende tidspunkt ikke kunne rummes på en åben afdeling.

Han informerede hende videre om, at ud fra et psykiatrisk synspunkt ville det være særdeles skadeligt for børnene at komme hjem til hende, så længe hun havde en udtalt selvdestruktiv adfærd og var meget ustruktureret.

Hun blev endvidere orienteret om, at det ud fra et psykiatrisk synspunkt var usandsynligt, at hun kunne varetage omsorgen for 3 mindreårige børn også på længere sigt.

Hun blev meget vred over, at hun blev nægtet udskrivelse.

Hun blev ligeledes gjort opmærksom på, at det var socialforvaltningen, som bestemte, hvornår hendes børn skulle hjemgives.

Patientklagenævnet kan oplyse, at skizofreni er en af de alvorligste psykiske sygdomme med et langvarigt, ofte kronisk forløb.

Særlig markant ved skizofreni er en mangfoldighed af symptomer med varierende fremtrædelsesform og forløb.

Det er en psykotisk tilstand præget af forstyrret kontakt og kommunikation med omverdenen.

De psykotiske symptomer er hos mange patienter episodisk forekommende og kan for eksempel være hørelseshallucinationer ("at høre stemmer") og vrangforestillinger (for eksempel om overvågning eller forfølgelse).

Den forstyrrede kontakt og kommunikation med omverdenen er derimod som regel permanent til stede og samtidig dén del af sygdommen, som det er sværest at behandle tilfredsstillende.

En forvrænget virkelighedsopfattelse og mangelfuld sygdomsindsigt kan vanskeliggøre samarbejdet med patienten, som måske føler sig helt rask, og derfor ikke af egen drift vil opsøge hjælp og støtte, hverken til sig selv eller eventuelle børn.

Nævnet kan videre oplyse, at børn, der vokser op hos en forælder med skizofreni, oftest bør sikres særlig støtte.

En voksenpsykiater med behandlingsansvar for skizofrene patienter med børn, vil som hovedregel anse det for sin pligt at påse, at den lokale socialforvaltning er vidende om den pågældende families særlige forhold og formodede støttebehov.

Det er nævnets vurdering, at overlæge <****> på relevant vis ved sin undersøgelse af <****> den 24. januar 2005 vurderede, at hun ikke kunne udskrives den pågældende dag, fordi hun var i en svært psykotisk tilstand, præget af hallucinationer på flere sanser, var angst og havde selvmordstilskyndelser.

Det er videre nævnets vurdering, at overlæge <****> foretog en relevant vurdering af, at <****>, som følge af den akutte psykotiske tilstand, ikke på det pågældende tidspunkt var i stand til at varetage omsorgen for 3 mindreårige børn.

Nævnet finder herefter, at overlæge <****> handlede i overensstemmelse med normen for almindelig anerkendt faglig standard ved sin behandling af <****> den 24. januar 2005 på psykiatrisk afdeling, <****>.

Nævnet finder dog, det havde været hensigtsmæssigt, om overlæge <****> havde udsat at vurdere og orientere <****> om sin vurdering af hendes mulighed for på længere sigt at kunne varetage omsorgen for sine 3 mindreårige børn til et senere tidspunkt i behandlingsforløbet, hvor hendes psykiske tilstand var mere stabil, og hvor hun derfor ville have haft bedre muligheder for at forholde sig dertil.