Klage over en fysioterapeuts anvendelse af vægte i et genoptræningsforløb
Statutory Text (3 Articles)
Klage over en fysioterapeuts anvendelse af vægte i et genoptræningsforløb
Resumé
En 64-årig mand modtog fysioterapeutisk behandling som genoptræning efter behandling på grund af svært påvirket lever- og nyrefunktion.
Træningen bestod blandt andet af træning med vægte
I forbindelse med en behandling i forløbet fik patienten to dage senere en udposning på højre albue.
Patienten søgte herefter hjælp på skadestuen, hvor der blev konstateret irritation af slimhindesækken i albuen.
Efterfølgende fik patienten flere tilfælde af slimhindeirritation i albuen, og slimhindesækken blev tømt flere gange.
Der blev klaget over, at fysioterapeuten havde anvendt for tunge vægte ved genoptræningen.
Nævnet fandt ikke grundlag for at kritisere fysioterapeuten for hendes behandling af patienten, idet nævnet lagde fysioterapeutens udtalelse til grund, hvoraf det blandt andet fremgik, at fysioterapeuten tilrettelagde træningen af med håndvægte sådan, og den blev udført i bøjeretningen over albuen, og at hun sædvanligvis tager udgangspunkt i, hvor mange gentagelser en patient kan klare i forhold til den ønskede træningseffekt.
Det fremgik af sagen, at der ikke forelå nogen journalnotater vedrørende fysioterapeutens behandling
Nævnet oplyste, at det fremgår af Sundhedsstyrelsens vejledning nr. 9176 af 16. marts 2004, at pligten til at vise omhu og samvittighedsfuldhed efter § 7 i lov om terapiassistenter forudsætter ordnede optegnelser.
Det fremgår videre af vejledningen, at der ved en journal forstås ordnede optegnelser, som oplyser om patientens tilstand, planlagte og udførte undersøgelser og behandlinger m.v., og at fysioterapeuten efterfølgende på baggrund af journalen bør kunne redegøre for, hvad der er foretaget.
Nævnet oplyste videre, at det fremgår af vejledningen, at journalen skal indeholde alle relevante oplysninger af betydning for behandlingen af patienten, herunder foretagne undersøgelser samt resultatet heraf, iværksat behandling og indtrådte komplikationer og bivirkninger m.v.
Nævnet fandt herefter grundlag for at kritisere fysioterapeuten for hendes journalføring af behandlingen, idet hun burde have journalført, hvilken behandling hun iværksatte af patienten og hvilke bivirkninger patienten i den forbindelse havde af behandlingen, herunder hvilken vægtdosering der angiveligt var anledningen til betændelsestilstanden i albuen.