Klage over manipulationsbehandlinger hos en fysioterapeut
Statutory Text (3 Articles)
Klage over manipulationsbehandlinger hos en fysioterapeut
Resumé
En 23-årig kvinde blev den 30. januar 2006 henvist til behandling hos en fysioterapeut med diagnosen "lænde-/rygsmerter", og frem til den 25. april 2006 modtog hun 12 behandlinger.
Fysioterapeutens behandlingsdiagnose var: forløftningstraume midt på brystkassedelen (rotation og sidebøjning) kombineret med hypermobilitet og dårlig kropsholdning.
Desuden smerter efter skaden medførende en instabilitetsproblematik i berørte områder.
Fysioterapeuten gennemførte sin behandling bestående af fire punkter, nemlig information til patienten, holdningskorrektion, manuel vævsbehandling herunder også manipulationsbehandling samt genoptræning af ryggen med stabiliserende øvelser.
Der blev klaget over, at fysioterapeuten i marts og april 2006 ikke foretog korrekt behandling af patienten.
Nævnet fandt ikke grundlag for at kritisere fysioterapeuten, men nævnet fandt dog, at det havde været hensigtsmæssigt, om fysioterapeuten havde undladt at gennemføre yderligere manipulation den 28. marts, den 10. april, den 19. april og den 25. april 2006.
Nævnet oplyste, at det i forbindelse med akut opståede rygsmerter er almindelig praksis at gennemføre en fysioterapeutisk undersøgelse og behandling efter MDT konceptet (mekanisk diagnostik og terapi).
Ved test for reflekser og strakt benløft undersøges for, om der er mulighed for en diskusprolaps, som trykker på eller irriterer nerver til benet.
Hvis dette ikke er tilfældet, er det almindelig praksis at benytte sig af specifik undersøgelse og manuel behandling af ledforbindelserne i rygsøjlen, som kan være sæde for ændringer i de mekaniske forhold efter en akut opstået skade, hvor nogle ledforbindelser kan være fastlåste med indskrænket bevægelighed og smerteprovokation ved specifikke bevægelser i rygsøjlen.
Nævnet oplyste videre, at manuel behandling almindeligvis vil indbefatte løsnende håndgreb (mobilisering) mellem de enkelte ryghvirvler og også egentlig manipulation, hvis fysioterapeuten vurderer, at det er nødvendigt med en større kraft i behandlingens udførelse.
Almindeligvis bør de manuelle behandlingsgreb (mobilisering og manipulation) have en umiddelbar effekt i løbet af de første gange.
Der er sædvanligvis ikke bivirkninger med de manuelle håndgreb, hvis de udføres omhyggeligt og specifikt på de ledforbindelser, der er fastlåste, selvom behandlingen dog kan være forbundet med forbigående ømhed.
Det var nævnets opfattelse, at idet fysioterapeuten udelukkende foretog manipulationsbehandling specifikt omkring to enkelte ledforbindelser, har behandlingen ikke medført skade og resulteret i vedvarende smerter.
Det var videre nævnets opfattelse, at patientens rygsmerter aftog i den første periode, hvor fysioterapeuten, tre på hinanden følgende behandlingsseancer den 2. februar, den 7. februar, og den 13. februar 2006, gennemførte egentlige manipulationsbehandlinger.
Det var desuden nævnets opfattelse, at da fysioterapeuten senere i behandlingsforløbet den 28. marts, den 10. april, den 19. april og den 25. april 2006 genoptog manipulationsbehandling af patienten, uden at det havde umiddelbar effekt, fandt nævnet, at det havde været hensigtsmæssigt, at behandlingen have været indstillet, idet der ikke var noget formål at fortsætte med de manuelle behandlingsgreb, hvis de ikke længere havde en umiddelbar virkning.