Forseelser, sletning, manglende betaling af gæld
Statutory Text (4 Articles)
Forseelser, sletning, manglende betaling af gæld
Resumé
Efter en længere sagsbehandling i a-kassen blev medlemmet pålagt, at tilbagebetale med urette modtagne ydelser.
Medlemmet havde i løbet af sagen flere gange bedt om en ordning vedrørende tilbagebetaling.
A-kassen havde ikke reageret herpå.
Da a-kassen opkrævede beløbet, nægtede medlemmet at betale under henvisning til, at sagen ikke var afsluttet, da spørgsmålet om svig og tilbagebetaling var indbragt for ankenævnet.
A-kassen fulgte sletteproceduren, og medlemmet blev slettet.
Medlemmet fik herefter afslag på overflytning til en anden a-kasse, da der kun kan ske overflytning for en person, som er medlem af en a-kasse.
Ankenævnet fandt, at a-kassen burde have vejledt medlemmet nærmere om, at hendes klage ikke havde opsættende virkning med hensyn til betaling af gælden og konsekvenserne af manglende betaling.
Medlemskabet af a-kassen skulle derfor ikke slettes, og medlemmet kunne overflyttes til en anden a-kasse, hvis betingelserne herfor var opfyldt.
Ankenævnet har behandlet Deres klage på møde den 4. december 2008.
Nævnet traf denne
A F G Ø R E L S E
De skal ikke slettes som medlem af a-kassen den 9. juni 2008.
Hvis De på overflytningstidspunktet opfylder betingelserne for overflytning til en anden a-kasse, kan De overflyttes til XX A-kasse.
Ankenævnet ændrer således Arbejdsdirektoratets afgørelser af den 15. og 17. oktober 2008.
B E G R U N D E L S E
Ankenævnet har lagt til grund, at
De pr. 28. februar 2008 havde en gæld til a-kassen på 40.980 kr. (før skat og renter),
De ikke inden 9. juni 2008 havde betalt gælden, en del heraf eller havde indgået frivilligt forlig med a-kassen, og
a-kassen ved brev af 28. marts 2008 gjorde krav om betaling af gælden.
Nævnet har endvidere lagt til grund, at direktoratet ved afgørelse af 15. oktober 2008 traf afgørelse om, at De med rette var slettet som medlem af a-kassen, den 9. juni 2008, og at Arbejdsdirektoratet den 17. oktober 2008 traf afgørelse om, at De efter sletningen ikke var berettiget til overflytning til en anden a-kasse.
A-kassen har pligt til at opkræve det skyldige beløb hurtigst muligt.
En klage fra medlemmet har ikke opsættende virkning.
A-kassen skal træffe afgørelse om sletning af medlemskabet, hvis medlemmet ikke medvirker til afvikling af gælden.
A-kassen skal rykke medlemmet inden der træffes afgørelse om sletning.
Medlemskabet kan genoprettes, hvis medlemmet inden 4 uger fra sletningen har betalt gælden eller indgået frivilligt forlig.
A-kassen har gjort krav om betaling over for Dem den 28. marts 2008, fremsendt en rykker den 29. april 2008, og truffet afgørelse om sletning den 9. juni 2008.
A-kassen har således overholdt rykkerproceduren i forbindelse med sletning af et medlem på grund af manglende betaling af gæld til a-kassen.
Det fremgår imidlertid af a-kassens brev af 10. november 2008, at a-kassen ikke modtog Deres mail af 29. april 2008.
Nævnet finder endvidere, at a-kassen både på baggrund af Deres mail af 28. marts 2008 og Deres mails af 10. og 11. juni 2008, burde have vejledt Dem om, at hvis De ville undgå, at blive slettet som medlem af a-kassen, kunne De ikke afvente resultatet af Deres klager, før betaling af gælden til a-kassen.
Ankenævnet har endvidere lagt vægt på, at skemaet om Deres økonomiske forhold heller ikke var kommet frem til a-kassen.
Ankenævnet har lagt vægt på, at a-kassen på baggrund af Deres mails af 29. marts 2008 og 10. juni 2008 burde have vejledt Dem mere udførligt om, at De ikke kunne afvente resultatet af Deres klager inden betaling af gælden.
Nævnet finder herefter ikke, at De skal slettes som medlem af a-kassen den 9. juni 2008.
Ankenævnet har ikke modtaget nok oplysninger om Deres overflytning til at kunne træffe afgørelse herom.
Da sletningen af Deres medlemskab af a-kassen ophæves, kan De overflyttes til XX A-kasse, hvis De på overflytningstidspunktet opfylder betingelserne herfor.
R E G L E R
Ankenævnet henviser til
B E M Æ R K N I N G E R T I L D E R E S K L A G E
De har i Deres klage anført, at a-kassen har begået flere fejl i sin sagsbehandling.
Hertil skal ankenævnet bemærke, at Arbejdsdirektoratet har oplyst, at direktoratet undersøger Deres klager over a-kassen.
Arbejdsdirektoratet har oplyst, at direktoratet af egen drift undersøger om alle klager over a-kassens sagsbehandling er behandlet, når Deres øvrige klagesager er afsluttet.
Ankenævnet kan derfor ikke tage stilling til Deres klager over a-kassens sagsbehandling.
Skulle Arbejdsdirektoratet komme frem til, at a-kassen har begået fejl, som kan påvirke nævnets afgørelse, kan De anmode nævnet om, at genoptage Deres sag.
Hvis De mener, at De på grund af a-kassens mulige fejl har lidt et tab, skal ankenævnet henvise Dem til at anlægge et civilt søgsmål mod a-kassen ved domstolene.
O P L Y S N I N G E R N E I S A G E N
Sagen er afgjort på grundlag af de akter, som ankenævnet har modtaget fra direktoratet og fra Dem.
På ankenævnets vegne
Sign.
De kan læse om afgørelsens retlige grundlag på de følgende sider.
Kopi til
Arbejdsdirektoratet
A-kassen
Regler
Lov om arbejdsløshedsforsikring mv., jf. lovbekendtgørelse nr. 994 af 8. august 2007. . . . . . . . . . . .
.
§ 65.
Arbejdsløshedskassen skal vejlede medlemmet om de rettigheder og pligter, der følger af lovens kapitel 7-16, samt om medlemmets rettigheder og pligter i øvrigt efter arbejdsmarkedslovgivningen.
. .
.
. . . . . . . . . . .
.
§ 86.
. .
.
Stk. 9.
Direktøren for Arbejdsdirektoratet kan efter forhandling med Beskæftigelsesrådet fastsætte regler om, at et medlem, der ikke har tilbagebetalt beløb efter stk. 1 eller 2 med påløbne renter inden en frist, som kassen har fastsat, skal slettes som medlem af kassen.
Direktøren kan endvidere efter forhandling med Beskæftigelsesrådet fastsætte regler om genoptagelse i kassen som nyt medlem.
. .
.
. . . . . . . . . . . . . . . .
.
Arbejdsdirektoratets bekendtgørelse nr. 177 af 19. februar 2007 om en a-kasses pligt til at vejlede m.v
§ 1.
En a-kasse skal vejlede egne medlemmer om de rettigheder og pligter, som et medlem har efter lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., og om rettigheder og pligter i øvrigt efter arbejdsmarkedslovgivningen.
. . . . . . . . . . .
.
§ 5.
En a-kasse skal altid give det enkelte medlem individuel og personlig vejledning, hvis medlemmet har særligt behov herfor.
Stk. 2.
Vejledningen kan under hensyntagen til et medlems behov gives skriftligt eller ved en personlig samtale.
. . . . . . . . . . . . .
.
Arbejdsdirektoratets bekendtgørelse nr. 996 af 20. oktober 2005 om a-kassernes opkrævning af tilbagebetalingsbeløb med de ændringer, der følger af ændringsbekendtgørelse nr. 690 af 21. juni 2007
. . . . . . . . . .
.
§ 3.
Når a-kassen har truffet afgørelse om tilbagebetaling, skal der straks ske påkrav om betaling.
Stk. 2.
Der skal ske påkrav om betaling, uanset om skyldneren har klaget over afgørelsen.
Stk. 3.
Hvis skyldneren ikke kan betale efter påkrav, skal a-kassen tilbyde, at der indgås et frivilligt forlig om afvikling af kravet.
. . . . . . . . . . .
.
§ 7.
Hvis en skyldner, der er medlem af en a-kasse, ikke medvirker til afvikling af kravet, skal a-kassen træffe afgørelse om, at skyldneren slettes som medlem af a-kassen.
Dette gælder, hvis skyldneren ikke betaler efter påkrav, ikke indgår et frivilligt forlig med a-kassen eller ikke overholder et frivilligt forlig.
Stk. 2.
A-kassen skal skriftligt rykke skyldneren, inden a-kassen træffer afgørelse om slettelse.
Rykkerbrevet skal give en frist på mindst 3 uger for betaling af kravet, indgåelse af et frivilligt forlig eller betaling af de forfaldne afdrag.
Det skal fremgå af rykkerbrevet, at manglende betaling vil medføre slettelse som medlem af a-kassen, og det skal fremgå, hvilken betydning en slettelse vil få for retten til ydelser, herunder efterløn.
Stk. 3.
Betaler skyldneren ikke inden fristens udløb, jf. stk. 2, skal a-kassen træffe afgørelse om, at skyldneren slettes som medlem af a-kassen.
Slettelsen har virkning fra afgørelsens dato.
Stk. 4.
A-kassen skal genoprette medlemskabet, hvis skyldneren inden 4 uger efter slettelsen, jf. stk. 3, betaler hele kravet, indgår et frivilligt forlig eller betaler de forfaldne afdrag efter et frivilligt forlig.
Denne ret skal fremgå af a-kassens afgørelse.
. . . . . . . . . . . . .
.
-
§ 65, stk. 1 i lov om arbejdsløshedsforsikring mv., jf. lovbekendtgørelse nr. 994 af 8. august 2007,
-
§§ 1 og 5 i Arbejdsdirektoratets bekendtgørelse nr. 177 af 19. februar 2007 om en a-kasses pligt til at vejlede m.v., og
-
§§ 3 og 7 i Arbejdsdirektoratets bekendtgørelse nr. 996 af 20. oktober 2005 om a-kassernes opkrævning af tilbagebetalingsbeløb med de ændringer, der følger af ændringsbekendtgørelse nr. 690 af 21. juni 2007.