Legislator Case Law & Legislation
W20081017425 DK

Ophævelse af påbud om substitution af fremkaldervæske indeholdende hydroquinon

4 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (4 Articles)

KEN#LOKDOK23 2008 10174 Valid

Ophævelse af påbud om substitution af fremkaldervæske indeholdende hydroquinon

KEN#LOKDOK23 2008 10174 Valid

Resumé

I denne sag ophæver Arbejdstilsynet deres egen afgørelse om substitution af fremkaldervæsken hydroquinon.

Grunden hertil er, at Arbejdstilsynet er blevet opmærksom på, at brug af anden fremkaldervæske ikke med sikkerhed vil kunne opfylde kravet om, at røntgenbilleder hos en kiropraktor skal kunne opbevares i mindst 10 år.

Der klages over denne afgørelse, da klager ikke ønsker, at hans ansatte udsættes for en kræftrisiko, og da han mener, at kravet til opbevaring af røntgenbilleder er 5 år og ikke 10 år.

Arbejdsmiljøklagenævnet er enig med Arbejdstilsynet i, at påbudet om substitution skal ophæves, idet grundlaget for Arbejdstilsynets afgørelse om substitution er faldet bort som følge af den anførte usikkerhed om, hvorvidt en C-vitamin baseret fremkalder kan honorere de krav, der stilles til opbevaring af billederne i mindst 10 år.

Nævnet lægger i den forbindelse vægt på, at der ikke kan anvises andre alternativer end digitalisering af fremkalderprocessen.

KEN#LOKDOK23 2008 10174 Valid

Arbejdsmiljøklagenævnet har på møde den 25. november 2008 behandlet virksomhedens klage over Arbejdstilsynets afgørelse af den 12. juni 2007 om ophævelse af påbud om substitution af fremkalder indeholdende hydroquinon.

Nævnet traf følgende

A F G Ø R E L S E

Arbejdsmiljøklagenævnet er enig med Arbejdstilsynet i at ophæve påbud om substitution af fremkalder indeholdende hydroquinon.

Arbejdsmiljøklagenævnet fastholder således Arbejdstilsynets afgørelse af den 12. juni 2007.

B E G R U N D E L S E

Arbejdsmiljøklagenævnet har lagt til grund, at Arbejdstilsynet under et besøg den 12. marts 2007 hos [navn udeladt] afgav påbud om, at virksomheden skulle sørge for, at fremkaldervæsken af mærket RTU x-ray Film Developer indeholdende hydroquinon, skulle erstattes af et ufarligt, mindre farligt eller mindre generende stof til brug ved fremkaldelse af røntgenbilleder.

Nævnet har endvidere lagt til grund, at De den 24. maj 2007 skrev til Arbejdstilsynet og oplyste, at De den 25. maj 2007 ville skifte fremkaldervæske i Deres maskine til et vitamin C baseret produkt, da De ikke ønskede at udsætte medarbejderne for nogen kræftrisiko.

Nævnet har endvidere lagt til grund, at Arbejdstilsynet den 12. juni 2007 traf afgørelse om ophævelse af påbud om substitution af fremkalder indeholdende hydroquinon, hvor Arbejdstilsynet begrundede ophævelsen af påbudet med, at der er strenge diagnostiske krav til billederne, der i henhold til reglerne for opbevaring af patientjournaler skal opbevares i 10 år.

Endelig har Nævnet lagt til grund, at det ifølge Nordisk Institut for Kiropraktisk og Klinisk Biomekanik og Statens Institut for Strålebeskyttelse (SIS) er usikkert, om kravet om opbevaring i 10 år kan honoreres ved fremkaldelse af store røntgenbilleder, hvis der anvendes fx en C-vitamin baseret fremkalder, samt at SIS anbefaler, at overflødige røntgenundersøgelser undgås.

Stoffer og materialer med egenskaber, der kan være farlige for eller i øvrigt forringe sikkerhed eller sundhed, må kun fremstilles og anvendes ved arbejdsprocesser og -metoder, der effektivt sikrer de beskæftigede mod ulykker og sygdomme.

Det fremgår af § 48, stk. 1 i lov om arbejdsmiljø.

Et stof eller materiale må ikke anvendes, hvis det efter §§ 11-13 i bekendtgørelse om arbejde med stoffer og materialer (kemiske agenser) kan erstattes med et ufarligt eller mindre farligt stof eller materiale.

Det fremgår af § 5, stk. 1 i bekendtgørelse om foranstaltninger til forebyggelse af kræftrisikoen ved arbejde med stoffer og materialer.

Arbejdsgiveren skal sørge for, at farlige stoffer og materialer på arbejdspladsen fjernes, erstattes eller begrænses til et minimum.

Det fremgår af § 11 i bekendtgørelse om arbejde med stoffer og materialer.

Foranstaltninger efter § 11 skal navnlig foretages ved at erstatte et farligt stof eller materiale med et ufarligt, mindre farligt eller mindre generende stof eller materiale eller arbejdsproces.

Det skal herunder sikres, at stofferne og materialerne anvendes i den form, der medfører mindst risiko for påvirkning ved arbejdet.

Hvis erstatning ikke kan foretages, skal dette på forlangende dokumenteres over for Arbejdstilsynet.

Det fremgår af § 12 i bekendtgørelse om arbejde med stoffer og materialer.

Erstatning skal foretages, uanset at påvirkningerne fra de farlige stoffer og materialer er ubetydelige.

Såfremt brugen af et erstatningsstof eller -materiale vil medføre ikke uvæsentlige forskelle i tekniske egenskaber eller udgifter, skal der foretages en samlet afvejning af de tekniske og økonomiske konsekvenser over for de sikkerheds- og sundhedsmæssige hensyn.

Hvis erstatning ikke kan foretages efter stk. 1 eller undlades, fordi en samlet afvejning efter stk. 2 viser, at brugen af et erstatningsstof eller -materiale vil medføre urimelige merudgifter for arbejdsgiveren, skal dette på forlangende dokumenteres over for Arbejdstilsynet.

Det fremgår af § 13 i bekendtgørelse om arbejde om stoffer og materialer.

Arbejdstilsynet traf afgørelse med påbud om substitution af fremkalder indeholdende hydroquinon på grundlag af ovennævnte regler i bekendtgørelse om arbejde med stoffer og materialer §§ 11 til 14.

Nævnet finder, at Arbejdstilsynet har givet påbudet under forudsætning af, at substitutionen ikke ville medføre væsentlige forskelle i tekniske egenskaber ved de fremkaldte røntgenbilleder.

På baggrund af den anførte usikkerhed om, hvorvidt en C-vitamin baseret fremkalder kan honorere de krav, der stilles til opbevaring af billederne i mindst 10 år og under hensyntagen til, at overflødige røntgenundersøgelser skal undgås, finder nævnet at grundlaget for Arbejdstilsynets afgørelse om substitutionspåbud er faldet bort.

Nævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at der ikke kan anvises andre alternativer end digitalisering af fremkalderprocessen.

Nævnet skal henvise til Arbejdstilsynets bemærkninger i afgørelse af 12. juni 2007 om, at en undersøgelse af, om en C-Vitamin baseret fremkalder kan honorere de krav, der stilles til billederne, vil blive sat i gang gennem Nordisk Institut for Kiropraktik og Klinisk Biomekanik og kan muligvis foreligge om et par år.

Nævnet skal endvidere henvise til Arbejdstilsynets bemærkninger i samme afgørelse om, at såfremt virksomheden ønsker at undgå de kræftfremkaldende stoffer i hydroquinon, er eneste mulighed for nærværende, at digitalisere.

Arbejdstilsynet vil dog ikke stille krav herom.

Arbejdsmiljøklagenævnet er derfor enig i Arbejdstilsynets afgørelse om ophævelse af påbudet om substitution.

Nævnet skal bemærke, at afgørelsen af hvorvidt De er omfattet af andre lovregler, som f.eks. § 12 og § 13 i bekendtgørelse nr. 1373 af 12. december 2006 om lægers, tandlægers, kiropraktorers, m.fl.’s patientjournaler, ligger uden for nævnets kompetence.

R E G L E R

Arbejdsmiljøklagenævnet henviser til

O P L Y S N I N G E R N E I S A G E N

Sagen er afgjort på grundlag af de akter, som klagenævnet har modtaget fra Arbejdstilsynet.

Arbejdsmiljøklagenævnet beklager den lange sagsbehandlingstid.

På klagenævnets vegne

[navn udeladt]

fuldmægtig

Kopi til

Arbejdstilsynet

[navn udeladt]

De kan læse om afgørelsens retlige grundlag på de følgende sider.

Regler

Lov om arbejdsmiljø, jf. lovbekendtgørelse nr. 268 af 18. marts 2005

Kapitel 8

Stoffer og materialer

§ 48.

Stoffer og materialer med egenskaber, der kan være farlige for eller i øvrigt forringe sikkerhed eller sundhed, må kun fremstilles og anvendes ved arbejdsprocesser og -metoder, der effektivt sikrer de beskæftigede mod ulykker og sygdomme.

Stk. 2. .....

Bekendtgørelse nr. 292 af 26. april 2001 om arbejde med stoffer og materialer, som ændret ved bekendtgørelse nr. 496 af 27. maj 2004

.....

Erstatningsstoffer og -materialer (substitutionsprincippet)

§ 11.

Arbejdsgiveren skal sørge for, at farlige stoffer og materialer på arbejdspladsen fjernes, erstattes eller begrænses til et minimum.

§ 12.

Foranstaltninger efter § 11 skal navnlig foretages ved at erstatte et farligt stof eller materiale med et ufarligt, mindre farligt eller mindre generende stof eller materiale eller arbejdsproces.

Stk. 2.

Det skal herunder sikres, at stofferne og materialerne anvendes i den form, der medfører mindst risiko for påvirkning ved arbejdet.

Stk. 3.

Hvis erstatning ikke kan foretages, skal dette på forlangende dokumenteres over for Arbejdstilsynet.

§ 13.

Erstatning skal foretages, uanset at påvirkningerne fra de farlige stoffer og materialer er ubetydelige.

Stk. 2.

Såfremt brugen af et erstatningsstof eller -materiale vil medføre ikke uvæsentlige forskelle i tekniske egenskaber eller udgifter, skal der foretages en samlet afvejning af de tekniske og økonomiske konsekvenser over for de sikkerheds- og sundhedsmæssige hensyn.

Stk. 3.

Hvis erstatning ikke kan foretages efter stk. 1 eller undlades, fordi en samlet afvejning efter stk. 2 viser, at brugen af et erstatningsstof eller -materiale vil medføre urimelige merudgifter for arbejdsgiveren, skal dette på forlangende dokumenteres over for Arbejdstilsynet.

§ 14.

Virksomhedens sikkerhedsorganisation skal inddrages i vurderingen efter § 7, stk. 2, og i vurderingen af om erstatning kan foretages efter § 12 og § 13.

KEN#LOKDOK23 2008 10174 Valid

–

§ 48, stk. 1 i lov om arbejdsmiljø, jf. lovbekendtgørelse nr. 268 af 18. marts 2005

–

§§ 11, 12, 13 og 14 i Arbejdstilsynets bekendtgørelse nr. 292 af 26. april 2001 om arbejde med stoffer og materiale med de ændringer, der følger af bekendtgørelse nr. 496 af 27. maj 2004

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →