Offererstatningslovens § 1

Offererstatningslovens § 1 – direkte og indirekte skadelidte, nævnets j. nr. 08-520-10293 m. fl.

N. j.nr. 08-520-10293 m.fl.

Skadevolder blev dømt for bl.a. uagtsomt manddrab ved at have ført personbil i spirituspåvirket tilstand med en hastighed af ikke under 170 km. i timen, hvorved han stødte sammen med en forankørende bil.

I den forankørende bil blev en kvinde dræbt ved sammenstødet.

Afdødes pårørende – to døtre, hendes svigersøn samt et barnebarn – søgte godtgørelse for bl.a. svie og smerte.

Den ene datter overværede ikke selve trafikulykken, da hun ikke var til stede på ulykkestidspunktet.

Ansøgers anden datter og barnebarn befandt sig i en bil, der kørte umiddelbart foran den forulykkede bil.

Afdødes svigersøn blev – i sin egenskab af falckredder og ubekendt med de faktiske omstændigheder – udsendt til ulykkesstedet i forbindelse med ulykken.

Erstatningsnævnet gav afslag på ansøgningerne under henvisning til, at de pårørende ikke kunne anses for direkte skadelidte.

Vedr. afdødes datter, der ikke var til stede på ulykkestidspunktet bemærkede nævnet, at hun ikke havde overværet selve ulykken.

Vedr. afdødes datter og barnebarn, der havde været passagerer i den forankørende bil, bemærkede nævnet, at det forhold, at man overværer en straffelovsovertrædelse som det klare udgangspunkt ikke er tilstrækkeligt til, at man er berettiget til erstatning.

Vedr. afdødes svigersøn bemærkede nævnet, at denne ansøger ankom til ulykkesstedet efter selve ulykken.

Det bemærkes, at såfremt skadevolder havde været erstatningspligtig overfor en eller flere af de fire ansøgere, skulle krav herom rejses mod det forsikringsselskab, hvor skadevolderens bil var ansvarsforsikret, jf. offererstatningslovens § 7.

Efter denne bestemmelse ydes erstatning ikke, i det omfang skaden dækkes af forsikringsydelser, der har karakter af virkelig skadeserstatning.