Offererstatningslovens § 6a
Statutory Text (2 Articles)
Offererstatningslovens § 6a – egen skyld, nævnets j. nr. 07-520-08917
N.j.nr. 07-520-08917 Ansøger, som søgte om godtgørelse for 5 dages svie og smerte, havde til politiet forklaret, at han i køen til et diskotek var blevet slået til jorden af et knytnæveslag ved venstre øje af en person, han kendte.
Ansøger havde videre forklaret, at mens han lå på jorden, kom en anden person, han kendte og begyndte at rode i ansøgers lommer.
De to gerningsmænd stak af, men ansøger oplyste navnene på dem, hvorefter politiet foretog afhøring.
Det viste sig, at den ene gerningsmand sad i fængsel på skadestidspunktet.
Foreholdt denne oplysning ændrede ansøger sin forklaring, og han var heller ikke længere sikker på den anden gerningsmands identitet.
Ansøger var desuden kommet i tvivl om, hvorvidt han selv havde slået først.
Et vidne til episoden, en af ansøgers venners kæreste, havde først forklaret, at hun ikke så selve overfaldet, men kun så to mænd sparke ansøger, mens denne lå på jorden, hvorefter de løb væk.
Vidnet vendte dog senere tilbage til politiet og forklarede nu, at ansøger havde instrueret hende i, hvad hun skulle forklare til politiet, og på grund af hendes venskab med ansøger havde hun ikke turdet gøre andet.
Vidnet forklarede, at hun så ansøger slå en anden mand (skadevolder) i ansigtet.
Ansøger slog atter ud efter manden, men ramte ikke og faldt herefter forover.
Skadevolder sparkede herefter ansøger ved øjet og løb væk.
Nævnet lagde ved sin afgørelse om bortfald af erstatning vægt på vidnets forklaring under genafhøringen.
Nævnet lagde endvidere vægt på, at ansøger selv ændrede forklaring undervejs, og at ansøgers skader ikke rakte ud over den risiko for skade, ansøger havde accepteret ved sin adfærd forud for tilskadekomsten.