Legislator Case Law & Legislation
W20081012925 DK

Erstatningsansvarslovens § 26a

2 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (2 Articles)

KEN#LOKDOK23 2008 10129 Valid

Erstatningsansvarslovens § 26a – godtgørelse til efterladte, nævnets j. nr. 07-520-08088

KEN#LOKDOK23 2008 10129 Valid

N. j.nr. 07-520-08088 Ansøgers mand blev af 2 skadevoldere slået med adskillige knytnæveslag i ansigtet og på kroppen, hvorved manden faldt direkte bagover og slog hovedet mod et hårdt betongulv, som kun var belagt med et filttæppe.

Retten lagde på baggrund af de lægelige oplysninger i sagen til grund, at mandens død ca. 1½ måned efter overfaldet, skyldtes læsioner opstået i forbindelse med faldet.

Retten bemærkede, at dødsfaldet måtte anses som en uagtsom følge af den af de tiltalte udøvede vold mod afdøde.

Retten tog ikke stilling til graden af den udviste uagtsomhed.

De to skadevoldere blev dømt efter straffelovens § 244, og spørgsmålet var herefter, om enken kunne få godtgørelse i medfør af erstatningsansvarslovens § 26 a.

Nævnet bemærkede, at Østre Landsret i en lignende sag, refereret i UfR2005.1964, ikke fandt grundlag for at tilkende godtgørelse efter erstatningsansvarslovens § 26 a.

I den sag var døden en direkte følge af den af de tiltalte udøvede vold i form af knytnæveslag i ansigtet, og ikke som i nærværende sag, en følge af et fald på betongulv, med dødelige læsioner til følge.

Nævnet bemærkede endvidere, at Højesteret i en dom, refereret i UfR 2007.2861, tilkendte 50.000 kr. i godtgørelse efter erstatningsansvarslovens § 26 a, i en sag, hvor det samtidig blev udtalt, at den udviste uagtsomhed i relation til erstatningsansvarslovens § 19, stk. 2, nr. 1, blot kunne karakteriseres som simpel.

Nævnet fandt på baggrund af Højesterets dom, at skadevolderne havde udvist en sådan grad af hensynsløshed ved at slå på ansøgers mand, selvom denne var i en nærmest bevidstløs tilstand, at enken, som var til stede ved volden, var berettiget til godtgørelse efter erstatningsansvarslovens § 26 a.

Nævnet fastsatte godtgørelsens størrelse til 50.000 kr. under henvisning til bemærkningerne til bestemmelsen, hvoraf det fremgår, at godtgørelsen som udgangspunkt udgør 100.000 kr. ved forsætligt drab, men fastsættes til et mindre beløb, hvis dødsfaldet er forvoldt ved grov uagtsomhed.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →