Legislator Case Law & Legislation
W20081012625 DK

Offererstatningslovens § 1 - nævnets stillingtagen til om skaden skyldes en straffelovsovertrædelse, nævnets j. nr. 07-520-07611

2 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (2 Articles)

KEN#LOKDOK23 2008 10126 Valid

Offererstatningslovens § 1 - nævnets stillingtagen til om skaden skyldes en straffelovsovertrædelse, nævnets j. nr. 07-520-07611

KEN#LOKDOK23 2008 10126 Valid

N. j. nr. 07-520-07611 Ansøger anmeldte til politiet, at han var blevet ”drug-raped” i en pornobiograf.

Ansøger forklarede, at han fik et ”black-out” kort efter at være ankommet til et værtshus, og han mente, at han måtte være blevet ført til en pornobiograf, hvor han meget svagt mindedes, at han blev udsat for et eller flere seksuelle overgreb.

Politiet afsluttede efterforskningen uden at have fundet nogen gerningsmænd.

Af politiets afhøringsrapport af bartenderen fremgik det, at ansøger var stamkunde i biografen og nogle gange kom der for blot at sove.

Bartenderen bemærkede, at han ville have bemærket det, hvis der var sket seksuelle overgreb den pågældende aften.

Det fremgik videre af sagen, at ansøger ved den første anmeldelse ikke ville lade sig undersøge på Center for Voldtægtsofre.

Ansøgers advokat bemærkede hertil, at ansøger ikke var stamkunde i biografen, og at bartenderen ikke kunne have udtalt sig om den samme episode.

Endvidere bemærkede advokaten, at ansøger ikke havde modsat sig en undersøgelse på Center for Voldtægtsofre, og at han selv dagen efter episoden rettede henvendelse til centret.

Endvidere opfordrede advokaten nævnet til at anmode politiet om at genoptage efterforskningen af sagen.

Nævnet fremlagde advokatens bemærkninger for politiet, der fastholdt, at ansøger ikke havde villet lade sig undersøge på Center for Voldtægtsofre og videre bemærkede, at der efter politiets opfattelse ikke var tale om en forveksling mellem ansøger og en anden person, idet der var flere lighedspunkter i bartenderens forklaring og ansøgers forklaring, der støttede, at der var tale om den samme episode.

Nævnet fandt ikke grundlag for at anmode politiet om at genoptage efterforskningen.

Nævnet lagde bl.a. vægt på, at det ikke efter nævnets opfattelse ville bidrage til sagen at få afklaret, om ansøger var stamkunde eller ej i biografen, eftersom det ikke havde betydning for, om ansøger havde været udsat for en personskade i forbindelse med en overtrædelse af straffeloven.

Nævnet fandt heller ikke grundlag for at anmode politiet om at foretage andre undersøgelser i sagen.

Nævnet lagde bl.a. vægt på, at politiet allerede havde foretaget afhøring af de personer, som måtte antages at have kendskab til, hvad der foregik i biografen i den omhandlede tidsperiode og fandt således, at fornyede afhøringer ikke på dette tidspunkt ville kunne bidrag til en bedre oplysning af sagen.

Nævnet besluttede endvidere at afslå ansøgers ansøgning om erstatning.

Nævnets afslag skyldtes, at det ikke med tilstrækkelig sikkerhed kunne antages, at skaden var sket ved en overtrædelse af straffeloven.

Nævnet lagde vægt på, at der ikke var nogen vidner, der kunne bekræfte, at ansøger fik et ”black-out” kort efter at være ankommet til værtshuset, og at ingen således havde bemærket, at ansøger mod sin vilje blev ført bort fra værtshuset.

Nævnet lagde videre vægt på, at det fremgik af oplysningerne i sagen, at ingen havde set noget usædvanligt i biografen, uanset at ansøger ifølge det oplyste befandt sig i mange timer i biografen.

Nævnet lagde endelig lagt vægt på, at det ikke mod politiets oplysninger kunne anses for godtgjort, at ansøger ikke ville lade sig undersøge af en læge i forbindelse med anmeldelsen, og at følgen af, at ansøger ikke lod sig undersøge umiddelbart efter hændelsen, var, at der dermed ikke fandtes lægelige eller tekniske beviser i sagen.

Det forhold, at ansøger efterfølgende selv rettede henvendelse til Center for Voldtægtsofre kunne ikke føre til et andet resultat.

Nævnet bemærkede, at det i sager om sædelighedsforbrydelser er af afgørende betydning for politiets efterforskning, at der sikres lægelige eller tekniske beviser hurtigst muligt efter hændelsen.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →