Legislator Case Law & Legislation
W20081008225 DK

Ikke oplyst om ”sort arbejde” på dagpengekort

6 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Table of Provisions (6)

Statutory Text (6 Articles)

KEN#LOKDOK23 2008 10082 Historic

Ikke oplyst om ”sort arbejde” på dagpengekort – arbejdets omfang – tilbagebetaling – svig

KEN#LOKDOK23 2008 10082 Historic

Resumé

SKAT (dæværende ToldSkat) havde den 19. oktober 2005 gjort direktoratet opmærksom på, at medlemmet i 2001 havde modtaget dagpenge samtidig med at han havde udført ”sort arbejde” for YY A/S.

SKAT havde på baggrund af ugesedler fra YY A/S truffet afgørelse om, at medlemmet i perioden 12. september 2001 til 13. december 2001 havde arbejdet i alt 772, 5 timer.

Landsskatteretten tiltrådte SKAT´s afgørelse.

Medlemmet havde erkendt, at han havde udført sort arbejde, men kun svarende til 256 timer.

Medlemmet havde endvidere erkendt, at han bevidst ikke havde oplyste om sit arbejdsforhold på dagpengekortene, idet han var i pengenød i forbindelse med et huskøb.

Arbejdsmarkedets Ankenævn tiltrådte direktoratets afgørelse.

Ankenævnet fandt ikke grundlag for sætte spørgsmålstegn ved ToldSkat´s og Landskatterettens vurdering, om at medlemmet i perioden 12. september 2001 til 13. december 2001 har udført arbejde for YY A/S svarende til i alt 772,5 timer, og at medlemmet i ugerne 40 til 50 i 2001 havde arbejdet mellem 40 og 69 timer om ugen.

Ankenævnet fandt, at medlemmet skulle tilbagebetale de dagpenge han havde modtaget i ugerne 40 til 50 i 2001 tilbage.

Ankenævnet lagde vægt på, at medlemmet havde erkendt, at han af økonomiske grunde undlod at oplyse om sine arbejdstimer/arbejdsforhold hos YY A/S.

Ankenævnet fandt endvidere, at medlemmet skulle pålægges en effektiv karantæne på 654 timer for svig.

Ankenævnet lagde vægt på, at det fremgik af dagpengekortene, at alt arbejde skal oplyses.

Ankenævnet lagde endvidere vægt på, at medlemmet på tro og love havde skrevet under på, at oplysningerne på dagpengekortene var korrekte, og at han har for perioden uge 40 til uge 50 i 2001 havde oplyst 0 timer på dagpengekortene.

Ankenævnet lagde endelig lagt vægt på, at medlemmet selv havde erkendt, at han på grund af økonomiske årsager ikke havde oplyst om sine arbejdstimer på dagpengekortene.

KEN#LOKDOK23 2008 10082 Historic

XXX

XXX

XXX j.nr.

Ankenævnet har behandlet Deres klage på møde den 23. oktober 2008.

Nævnet traf denne

A F G Ø R E L S E

De skal have en effektiv karantæne på 654 timer for svig.

De skal tilbagebetale de dagpenge De har modtaget med urette.

Beløbet er af a-kassen opgjort til brutto i alt 32.340,00 kr. for perioden uge 40 til 50 i 2001.

Ankenævnet tiltræder således Arbejdsdirektoratets afgørelse af den 16. februar 2007.

B E G R U N D E L S E

Ankenævnet har lagt til grund, at

Ankenævnet har endvidere lagt til grund, at

Af lovens § 86, stk. 1, fremgår, at et medlem, som uberettiget har modtaget dagpenge eller andre ydelser fra kassen, skal betale ydelsesbeløbet tilbage, hvis medlemmet har givet kassen urigtige oplysninger eller fortiet omstændigheder, der er af betydning for retten til ydelserne, eller hvis medlemmet i øvrigt indså eller burde have indset, at modtagelse af beløbet var uberettiget.

Ankenævnet har lagt vægt på, at De har erkendt, at De af økonomiske grunde undlod at oplyse om Deres arbejdstimer/arbejdsforhold hos YY A/S.

Ankenævnet har ikke fundet grundlag for sætte spørgsmålstegn ved ToldSkat´s og Landskatterettens vurdering, om at De i perioden 12. september 2001 til 13. december 2001 har udført arbejde for YY A/S svarende til i alt 772,5 timer, og at De i ugerne 40 til 50 i 2001 har arbejdet mellem 40 og 69 timer om ugen.

Ankenævnet finder herefter ikke, at De har været berettiget til dagpenge i ugerne 40 til 50 i 2001.

Sanktion

Ifølge § 87, stk. 1, i arbejdsløshedsforsikringsloven skal et medlem, der har gjort sig skyldig i svig over for a-kassen gennemgå en effektiv karantæne på højst 962 timer.

Ankenævnet har lagt vægt på, at det fremgår af dagpengekortene, at alt arbejde skal oplyses.

Ankenævnet har endvidere lagt vægt på, at De på tro og love har skrevet under på, at oplysningerne på dagpengekortene var korrekte.

De har for perioden uge 40 til uge 50 i 2001 oplyst 0 timer på dagpengekortene.

Ankenævnet har endelig lagt vægt på, at De selv har erkendt, at De på grund af økonomiske årsager ikke har oplyst om Deres arbejdstimer på dagpengekortene.

Det er ankenævnets opfattelse, at De har udvist et svigagtigt forhold som efter loven udløser en karantæne.

Karantænens størrelse beregnes ved, at det beløb De skal tilbagebetale (32.340,00 kr.) divideres med omregningssatsen på det tidspunkt, hvor fejludbetalingen blev konstateret på 173,24 kr. (2006 niveau) X 3,5.

Det giver 654 timer.

Ankenævnet skal gøre opmærksom på, at et medlem slettes for svig, hvis medlemmet tidligere er blevet pålagt en sanktion for svig og på ny gør sig skyldig i svig.

Det gælder dog kun, hvis der ikke er gået mere end 5 år fra den første afgørelse om svig til forseelsestidspunktet for det senere forhold.

B E M Æ R K N I N G E R T I L K L A G E N

De har i klagen anført, at De ikke var på ferie i uge 42 og 47, men at De var hjemme.

De mener derfor at de stod til rådighed for arbejdsmarkedet i disse to uger.

Ankenævnet skal hertil bemærke, at De ifølge ugesedlerne fra YY A/S arbejdede 61 timer i uge 42 og 50 timer i uge 47.

De har i klagen endvidere oplyst, at De i den omhandlede periode stod til rådighed for arbejdsmarkedet flere fredage, idet arbejdet i flere af ugerne sluttede om torsdagen.

Ankenævnet skal hertil bemærke, at De ifølge ugesedlerne fra YY A/S har arbejdet mellem 40 og 69 timer i perioden fra uge 40 til uge 50 i 2001, hvorfor De alene på grund af mindsteudbetalingsreglerne ikke har været berettiget til dagpenge i ugerne 40 til 50.

Ankenævnet skal beklage den lange sagsbehandlingstid.

R E G L E R

Ankenævnet henviser til

O P L Y S N I N G E R N E I S A G E N

Sagen er afgjort på grundlag af de akter, som ankenævnet har modtaget fra direktoratet, ……… Politis brev af 23. oktober 2007 vedr. påtaleopgivelse, Landskatterettens afgørelse (ikke dateret) samt a-kassens e-mail af 9. oktober 2008.

På ankenævnets vegne

……………..

De kan læse om afgørelsens retlige grundlag på de følgende sider.

Kopi til

………………..

Regler

Lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 603 af 25. juni 2001

§ 86.

Et medlem, som uberettiget har modtaget dagpenge eller andre ydelser fra kassen, skal betale ydelsesbeløbet tilbage, hvis medlemmet har givet kassen urigtige oplysninger eller fortiet omstændigheder, der er af betydning for retten til ydelserne, eller hvis medlemmet i øvrigt indså eller burde have indset, at modtagelse af beløbet var uberettiget.

Godtgørelse efter lov om godtgørelse ved deltagelse i erhvervsrettet voksen- og efteruddannelse er ikke omfattet af bestemmelsen.

Stk. 2…………………..

…….

§ 87.

Har et medlem gjort sig skyldig i svig eller forsøg på svig over for kassen, kan direktøren for Arbejdsdirektoratet bestemme, at medlemmet skal gennemgå en effektiv karantæne på højst 962 timer.

Er medlemmet tidligere pålagt en sanktion for svig, kan direktøren bestemme, at pågældende slettes som medlem af kassen, hvis den seneste forseelse er begået mindre end 5 år efter direktørens tidligere afgørelse.

Et medlem, som slettes af kassen, kan genoptages som nyt medlem.

Stk. 2.

Har et medlem gjort sig skyldig i anden forseelse over for kassen, kan kassen bestemme, at medlemmet skal gennemgå en effektiv karantæne på højst 37 timer.

Stk. 3.

En effektiv karantæne indebærer, at retten til ydelser, jf. dog stk. 6, bortfalder for et antal timer, hvor der ellers ville være ret til ydelser fra kassen.

Er karantænen ikke udstået senest 2 år fra dens ikrafttræden, bortfalder den.

……………

Stk. 8.

Direktøren for Arbejdsdirektoratet fastsætter efter forhandling med Landsarbejdsrådet nærmere regler om anvendelse af stk. 1-7.

Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringens bekendtgørelse nr. 502 af 7. juni 2000 om sanktion til medlemmer af en arbejdsløshedskasse

§ 2.

Sanktionen ved svig og uagtsomhed er en effektiv karantæne bortset fra gentagelsestilfælde, jf. § 5.

Stk. 2.

En effektiv karantæne betyder, at retten til ydelser, bortset fra kursusgodtgørelse og dagpenge under ferie, bortfalder for et antal timer, hvor der ellers ville være ret til ydelser fra a-kassen.

Stk. 3.

En effektiv karantæne regnes fra konstateringstidspunktet.

Stk. 4.

Er karantænen ikke udstået senest 2 år efter dens ikrafttræden, bortfalder den.

Stk. 5.

Er medlemmet pålagt flere karantæner i medfør af §§ 4 og 6, skal den karantæne, der forældes først, afvikles først.

En karantæne efter §§ 4 og 6 kan ikke afvikles i perioder, hvor et medlem afvikler karantæne efter reglerne i lovens § 63, stk. 5, § 68, stk. 5 eller § 78, stk. 6.

§ 4.

Har medlemmet begået svig, skal medlemmet have en effektiv karantæne.

Karantænen kan højst udgøre 962 timer.

Stk. 2.

Karantænen beregnes ved at omregne tilbagebetalingsbeløbet til timer.

Det sker ved at dividere beløbet med den omregningssats, der gælder på konstateringstidspunktet.

Medlemmet skal herefter have en effektiv karantæne på 3,5 gange det beregnede timetal, dog mindst 37 timer.

Karantænen rundes op til nærmeste hele tal.

Stk. 3.

Ved forsøg på svig skal medlemmet have en effektiv karantæne på 37 timer.

Stk. 4.

Foreligger der komplot eller dokumentfalsk, skal medlemmet have en effektiv karantæne på 962 timer.

Stk. 5.

Foreligger der objektivt konstaterbare forhold, der kan betragtes som formildende omstændigheder, skal en sanktion efter stk. 1- 4, nedsættes med 1/3.

Karantænen rundes op til nærmeste hele tal.

Det er en betingelse, at medlemmet har tilbagebetalt gælden eller har indgået et skriftligt frivilligt forlig om tilbagebetaling.

§ 5.

Et medlem, der tidligere er blevet pålagt en sanktion for svig, og som på ny gør sig skyldig i svig, skal slettes for svig.

Det gælder dog kun, hvis der ikke er gået mere end 5 år fra direktoratets tidligere afgørelse om svig til forseelsestidspunktet for det senere forhold.

KEN#LOKDOK23 2008 10082 Historic

–

SKAT (daværende ToldSkat) i brev af 14. oktober 2005 har forhøjet Deres skattepligtige indkomst for året 2001 med indtægt fra ”sort arbejde”,

–

SKAT på baggrund af ugesedler fra firmaet YY A/S ved ZZ har vurderet, at De har udført arbejde svarende til 772,5 timer i perioden 12. september 2001 (uge 37) til 13. december 2001 (uge 50),

–

SKAT ved afgørelsen har lagt vægt på, at ugesedlerne er godkendt af hovedentreprenør ÆÆ.

Der er ved afgørelsen endvidere lagt vægt på, at notater, der viser udregning af løn, er fundet hos ZZ´s tidligere samlever og har haft det formål at beregne kontante kr., der skulle udbetales på lønningsdagene.

Der er endelig lagt vægt på, at der hos hovedentreprenøren er indhentet bilag, hvoraf Deres navn også er nævnt med tillægstimer,

–

a-kassen i afgørelse af 2. juni 2006 har krævet tilbagebetaling svarende til i alt brutto 33.340 kr.,

–

a-kassen overfor ankenævnet har oplyst at tilbagebetalingskravet vedrører udbetalte dagpenge i perioden ugerne 40 til 50 i 2001,

–

De ifølge ovennævnte ugesedler har arbejdet mellem 40 og 69 timer om ugen i ugerne 40 til 50 i 2001,

–

De i perioden uge 40 til uge 50 har oplyst 0 arbejdstimer på dagpengekortene,

–

det fremgår af forsiden på dagpengekortene, at et medlem skal læse vejledningen, inden udfyldelse af dagpengekortet,

–

det fremgår af vejledningen, at et medlem har pligt til at oplyse om ethvert forhold, der har betydning for bedømmelsen af retten til dagpenge, herunder om alt arbejde, også ulønnet arbejde,

–

det fremgår af vejledningen, at der kun skal skrives 0 ud for dage, hvor medlemmet ikke har arbejdet,

–

De overfor a-kassen har erkendt at have arbejdet for YY A/S, men kun i et omfang svarende til 256 timer, og

–

De overfor a-kassen har oplyst, at De bevidst undlod at oplyse om arbejdstimerne, idet De havde økonomiske problemer i forbindelse med et huskøb.

KEN#LOKDOK23 2008 10082 Historic

–

Landsskatteretten har stadfæstet ToldSkat´s afgørelse, og at Deres skattepligtige indkomst skal forhøjes for indkomståret 2001, idet De har udført arbejde for YY A/S i perioden 12. september 2001 til 13. december 2001, og

–

…..Politi i brev af 23. oktober 2007 har meddelt, at man har besluttet at opgive påtale mod Dem for overtrædelse af straffelovens § 289a ved i perioden 12. september – 13. december 2001 uretmæssig at have modtaget dagpenge på i alt 32.240 kr.

Begrundelsen for påtaleopgivelsen er, at videre forfølgning ikke kan ventes at føre til, at De findes skyldig til straf, idet forholdet må betragtes som forældet, jfr. straffelovens § 93, stk. 1, nr. 2.

KEN#LOKDOK23 2008 10082 Historic

–

§ 86, stk. 1, § 87, stk. 1 og stk.8, i lov om arbejdsløshedsforsikring mv., jf. lovbekendtgørelse nr. 603 af 25. juni 2001, og

–

§ 2, § 4 og § 5, i Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringens bekendtgørelse nr. 502 af 7. juni 2000 om sanktion til medlemmer af en arbejdsløshedskasse.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →