Afgørelse af klage
Table of Provisions (6)
Statutory Text (6 Articles)
Afgørelse af klage – offentliggørelse af kontrolrapport
Resumé
Fødevareregion Syd, Kontrolafdeling Odense, havde offentliggjort kontrolrapport vedrørende tilsyn i en engros fødevarevirksomhed.
Tilsynet havde resulteret i, at regionen udstedte et påbud vedrørende et af virksomhedens produkter.
Virksomheden klagede over påbuddet og Sekretariatet for Fødevare- og Veterinærklager tillagde i den forbindelse klagen opsættende virkning.
Dette kunne imidlertid ikke føre til, at kontrolrapporten ikke skulle offentliggøres.
Lett Advokatfirma
Rådhuspladsen 4
1550 Købehavn V
Att.: Susie Stærk Ekstrand
Den 17. november 2008
Sagsnr.: 186/12544
Ref.: KFAL
Tlf.: 33 95 14 11
Stadfæstelse af afgørelse vedrørende NN A/S, Lett ref.
228986-LIJ
De har ved brev af 22. maj 2008 klaget over afgørelse af 29. april 2008 fra Fødevareregion Syd, Kontrolafdeling Odense, om afslag på at undlade at offentliggøre en kontrolrapport.
Sekretariatet for Fødevare- og Veterinærklager har behandlet klagen og stadfæster afgørelsen.
Dette betyder, at kontrolrapport fra tilsyn den 8. november 2007 skal forblive offentliggjort, mens klagesagen bliver behandlet i Sekretariatet for Fødevare- og Veterinærklager.
De kan læse mere om afgørelsen og begrundelsen for afgørelsen nedenfor.
Sagens omstændigheder
Fødevareregion Syd, kontrolafdeling Odense, nedlagde ved afgørelse af 14. december 2007 påbud til NN A/S om at etablere egenkontrolprocedurer for identifikationsmærkning.
NN A/S klagede over afgørelsen ved brev 30. december 2007.
Sekretariatet for Fødevare- og Veterinærklager tillagde ved brev af 11. april 2008 klagen opsættende virkning.
Ved e-mail af 14. april 2008 og brev af 16. april 2008 anmodede De, som følge af at opsættende virkning var givet, fødevareregionen om at nedtage de offentliggjorte kontrolrapporter vedrørende det forudgående kontrolbesøg fra de respektive hjemmesider.
Regionen afslog dette ved afgørelse af 29. april 2008.
Fødevareregionen henviste som begrundelse til § 18 i bekendtgørelse om fødevarekontrol og offentliggørelse af kontrolresultater
, hvoraf fremgår, at fødevareregionen offentliggør kontrolresultater, inden de administrative klagemuligheder er udtømte, bødeforlægget er endeligt vedtaget eller, der er faldet endelig dom.
Fødevareregionen fandt, at der ikke var grundlag for at fravige reglen, herunder kunne det ikke ændre vurderingen, at klagen af 30. december 2007 var tillagt opsættende virkning.
De klagede over dette afslag ved brev af 22. maj 2008 og begrundede bl.a. klagen med, at bekendtgørelsens § 18 er fastsat med hjemmel i fødevarelovens § 56 samt, at det fremgår af lovens bemærkninger, at det i en række situationer, bl.a. ved offentliggørelse af kontrolresultater fra kontrolkampagner, vil være nødvendigt at foretage en konkret vurdering af, i hvilket omfang offentliggørelse er hensigtsmæssig.
De anfører videre, at det uanset ordlyden af bekendtgørelsens § 18 kan være nødvendigt at foretage en konkret vurdering af, om det er hensigtsmæssigt at offentliggøre kontrolrapporten vedrørende NN A/S.
Endelig anførte De, at fødevareregionen alene har taget stilling til et af fire anførte argumenter.
Ved brev af 30. juni 2008 anmodede De om, at klagen blev tillagt opsættende virkning.
Fødevareregionen afslog ved brev af 7. juli 2008 at tillægge klagen opsættende virkning.
Sekretariatet for Fødevare- og Veterinærklager afslog ved brev af 23. juli 2008 at tillægge klagen opsættende virkning.
Sekretariatet for Fødevare- og Veterinærklagers bemærkninger
§ 56 i fødevareloven bemyndiger ministeren til at udstede bekendtgørelse med nærmere regler for offentliggørelse af kontrolresultater.
Følgende fremgår af bemærkningerne til § 56 i fødevareloven (FT 2004-05, 2. samling, Tillæg A, spalte 6528)
»Det er hensigten fortsat at offentliggøre både gode og dårlige kontrolresultater, herunder indskærpelser, påbud, forbud, administrative bødeforelæg, politianmeldelser m.v.
Virksomheden kan anvende kontrolresultaterne og kategoriseringerne i markedsføringen, så længe det ikke er vildledende.
Herved får virksomhederne fortsat et positivt incitament til at sikre overholdelse af fødevarelovgivningen.
Det er fortsat hensigten at offentliggøre andre relevante kontrolresultater for forbrugerne, f.eks. resultater fra kontrolkampagner, pesticidovervågningen, overvågningen af indholdet af genmodificerede organismer i fødevarerne m.v.
Det er endvidere hensigten, at kontrolresultaterne som hidtil vil blive offentliggjort, inden klagemulighederne er udtømte, eller der er faldet endelig dom.
Som led i offentliggørelsesordningen vil det fortsat med bestemmelsen være muligt at offentliggøre bødestørrelser.
I en række situationer, bl.a. ved offentliggørelse af resultater fra kontrolkampagner, overvågning og lignende, vil det være nødvendigt at foretage en konkret vurdering af, i hvilket omfang offentliggørelse er hensigtsmæssig og praktisk mulig.«
Følgende fremgår af § 18 i bekendtgørelse om fødevarekontrol og offentliggørelse af kontrolresultater
»Fødevarestyrelsen og fødevareregionerne offentliggør kontrolresultater, herunder bødestørrelse, inden de administrative klagemuligheder er udtømte, bødeforlægget er endelig vedtaget, eller der er faldet endelig dom.«
Det fremgår således af § 18 i bekendtgørelsen, at kontrolresultater skal offentliggøres inden de administrative klagemuligheder er udtømte.
Fødevarestyrelsen har ved udstedelsen af bekendtgørelsen valgt at udmønte lovbemærkningernes formulerede hensigt med, ”at kontrolresultaterne som hidtil vil blive offentliggjort, inden klagemulighederne er udtømte, eller der er faldet endelig dom”, uden at give mulighed for at fravige eller dispensere fra denne regel.
Der er derfor ikke åbnet mulighed i bekendtgørelsen for at undlade offentliggørelsen, herunder heller ikke i tilfælde, hvor en afgørelse, som er omtalt i kontrolrapporten, er tillagt opsættende virkning.
Der er således ikke hjemmel til at dispensere fra § 18 i bekendtgørelsen.
Der henvises til § 23 i delegationsbekendtgørelse for Fødevarestyrelsen
, hvoraf fremgår, at fødevareregionerne ikke er bemyndiget til at dispensere fra lovgivningen, medmindre dette fremgår eksplicit af reglerne.
Med hensyn til, at fødevareregionen ikke har taget stilling til alle de argumenter, De har anført, bemærkes, at ifølge § 24, stk. 1, i forvaltningsloven skal kun de hovedhensyn, fødevareregionen har ment skulle være udslagsgivende for resultatet, anføres i afgørelsens begrundelse.
Sekretariatet kan derfor ikke kritisere fødevareregionen for ikke i afgørelsen at have anført sin stillingtagen til alle sagens aspekter.
Hertil kommer, at hovedhensynene alene skal anføres i sager, der beror på et administrativt skøn.
I denne sag er der eksplicit taget stilling til retstilstanden i bekendtgørelsen, hvorfor det ville have været tilstrækkelig at henvise til bekendtgørelsen § 18, som begrundelse for afgørelsen resultat.
Sekretariatet for Fødevare- og Veterinærklagers afgørelse
På denne baggrund stadfæster Sekretariatet for Fødevare- og Veterinærklager fødevareregionens afgørelse.
Dette betyder, at kontrolrapport fra tilsyn den 8. november 2007 skal forblive offentliggjort, mens klagesagen bliver behandlet i Sekretariatet for Fødevare- og Veterinærklager.
Denne afgørelse kan ikke påklages til anden administrativ myndighed.
Fødevareregion Syd, Kontrolafdeling Odense, modtager kopi af denne afgørelse.
Venlig hilsen
Kirsten Falkum
Fuldmægtig, cand.jur.
1)
Bekendtgørelse nr. 159 af 5. marts 2008 om fødevarekontrol og offentliggørelse af kontrolresultater
2)
Bekendtgørelse nr. 120 af 26. februar 2008 om Fødevarestyrelsens opgaver og beføjelser