Anvendelse af andre selvstændigt erhvervsdrivende ved drift af selvstændig virksomhed under 962 timers ordningen sideløbende med efterløn
Statutory Text (5 Articles)
Anvendelse af andre selvstændigt erhvervsdrivende ved drift af selvstændig virksomhed under 962 timers ordningen sideløbende med efterløn
Resumé
Medlemmet havde søgt om tilladelse til at drive selvstændig virksomhed efter 962 timers ordningen sideløbende med efterløn.
I den forbindelse var der opstået spørgsmål om, hvorvidt medlemmet måtte benytte flere korrekturlæsere til sine oversættelser, eller kun én bestemt korrekturlæser.
Medlemmet drev virksomhed ved oversættelse af tekster fra dansk til tysk og engelsk til tysk, herunder korrekturlæsning for andre oversættere.
Medlemmet samarbejdede med 5 korrekturlæsere, der hver for sig drev enkeltmandsvirksomhed.
Det var nødvendigt at kunne bruge flere forskellige korrekturlæsere - dog ikke til den enkelte opgave - fordi de hver for sig dækkede forskellige opgaver afhængigt af tekstens emne og udgangssprog.
Dertil kom at den enkelte korrekturlæser kunne være forhindret i at påtage sig opgaven.
Arbejdsdirektoratet havde truffet afgørelse om, at medlemmet ikke kunne benytte 5 korrekturlæsere.
Arbejdsdirektoratet begrundelse bl.a. afgørelsen med, at det forhold, at medlemmet betaler korrekturlæserne for at udføre et stykke arbejde, svarer til en ansættelse i forhold til den gældende bestemmelse.
Arbejdsmarkedets Ankenævn fandt, at der ikke er grundlag for at fortolke indholdet af ordet ”ansat” anderledes, end i ordet almindelige betydning, og at korrekturlæserne ikke kunne opfattes som ansat i medlemmets virksomhed.
Ankenævnet har behandlet Deres klage på møde den 3. juli 2008.
Nævnet traf denne
A F G Ø R E L S E
De kan benytte anden selvstændig virksomhed som korrekturlæser, mens De modtager efterløn efter 962 timers ordningen.
Ankenævnet ændrer således Arbejdsdirektoratets afgørelse af den 15. oktober 2007.
B E G R U N D E L S E
Ankenævnet har lagt til grund, at De har søgt om tilladelse til at drive selvstændig virksomhed efter 962 timers ordningen sideløbende med efterløn.
De driver virksomhed alene.
De oversætter tekster fra dansk til tysk eller fra engelsk til tysk, og læser korrektur for andre.
De oplyser, at De samarbejder med 5 korrekturlæsere, der hver for sig driver enkeltmandsvirksomhed.
Der er tale om en serviceydelse, De køber til det enkelte projekt i lighed med edb-support, advokatbistand m.v.
De oplyser, at det er nødvendigt at kunne bruge flere forskellige korrekturlæsere afhængigt af projektets karakter, fordi korrekturlæserne hver for sig kan dække forskellige emner og udgangssprog.
Dertil kommer at den enkelte korrekturlæser kan være forhindret i at påtage sig opgaven inden for den tidsramme, som De har til at udføre opgaven.
I den forbindelse er der opstået spørgsmål om, hvorvidt De må benytte 5 forskellige korrekturlæsere.
Et medlem kan i efterlønsperioden drive selvstændig virksomhed, der alene er baseret på medlemmets egen arbejdskraft.
Arbejdstiden i virksomheden skal nedsættes til højst 962 timer pr. kalenderår.
Det fremgår af § 74 f, stk. 2 i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v.
I særlige tilfælde kan direktøren for Arbejdsdirektoratet tillade, at et medlem kan drive selvstændig virksomhed med én ansat.
Det fremgår af lovens § 74 f, stk. 3.
Det fremgår ikke af loven, bemærkningerne til loven eller bekendtgørelsen, at ordet ”ansat” skal forstås anderledes end i ordets almindelige betydning.
Arbejdsmarkedets Ankenævn finder, at der ikke er grundlag for Arbejdsdirektoratets fortolkning af ordet ”ansat”.
De nævnte korrekturlæsere er ikke ansat i Deres virksomhed, men er selvstændige erhvervsdrivende.
De har således ikke instruktionsbeføjelser overfor korrekturlæserne, som i et ansættelsesforhold og korrekturlæserne afregner pr. faktura.
Nævnet finder således, at De, selvom De anvender forskellige korrekturlæsere afhængigt af opgavens karakter, driver selvstændig virksomhed baseret på Deres egen arbejdskraft.
R E G L E R
Ankenævnet henviser til
O P L Y S N I N G E R N E I S A G E N
Sagen er afgjort på grundlag af de akter, som ankenævnet har modtaget fra direktoratet samt telefonsamtale med Dem den 23. juni 2008.
På ankenævnets vegne
De kan læse om afgørelsens retlige grundlag på de følgende sider.
Kopi til
Regler
Lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 874 af 11. september 2005 med de ændringer, der følger af lov nr. 1540 af 20. december 2006
Kapitel 11 a
Efterløn
…
Arbejde i efterlønsperioden
…
§ 74 f .
…
Stk. 2.
Et medlem kan i efterlønsperioden drive selvstændig virksomhed, der alene er baseret på medlemmets egen arbejdskraft, jf. dog stk. 3, hvis medlemmet har drevet selvstændig virksomhed i væsentligt omfang i mindst 3 hele regnskabsår umiddelbart inden overgangen til efterløn.
Arbejdstiden i virksomheden skal nedsættes til højst 962 timer pr. kalenderår, og virksomhedens skattepligtige indkomst må ikke overstige halvdelen af et gennemsnit af den skattepligtige indkomst i virksomheden i de seneste 3 år inden overgangen til efterløn.
Der kan ikke tages hensyn til afskrivninger i efterlønsperioden, der pr. år overstiger de gennemsnitlige årlige afskrivninger i 3-års-perioden.
Stk. 3.
En virksomhed efter stk. 2 kan dog drives sammen med ægtefællen, hvis det dokumenteres, at den ene eller begge ægtefæller nedsætter deres arbejdstid.
I særlige tilfælde kan direktøren for Arbejdsdirektoratet tillade, at et medlem kan drive selvstændig virksomhed med én ansat.
Stk. 4.
Medlemmet skal over for arbejdsløshedskassen dokumentere, at betingelserne for drift af selvstændig virksomhed i efterlønsperioden er opfyldt.
Stk. 5.
…
Stk. 6.
…
Stk. 7.
…
Stk. 8.
…
Stk. 9.
Direktøren for Arbejdsdirektoratet fastsætter efter forhandling med Beskæftigelsesrådet nærmere regler om beregning af virksomhedens skattepligtige indkomst, herunder om beregning af virksomhedens gennemsnitlige skattepligtige indkomst i de seneste 3 år umiddelbart inden overgangen til efterløn, og om modregning i efterlønnen for skattepligtig indkomst ud over det tilladte omfang.
Der fastsættes endvidere regler om, at de anførte timetal og indkomstbegrænsninger nedsættes forholdsmæssigt ved overgang til efterløn i løbet af et kalenderår, samt om suspension af efterløn til et medlem, som driver selvstændig virksomhed som hovedbeskæftigelse.
Arbejdsdirektoratets bekendtgørelse nr. 1618 af 13. december 2006 om selvstændig virksomhed samtidig med efterløn
Bekendtgørelsens anvendelsesområde
§ 1.
Bekendtgørelsen finder anvendelse for medlemmer, der driver selvstændig virksomhed i efterlønsperioden.
Stk. 2 .
…
Stk. 3.
Kapitel 2 gælder for medlemmer, der driver selvstændig virksomhed efter lovens § 74 f, stk. 2, (962 timer pr. år).
Stk. 4.
…
Kapitel 2
Selvstændig virksomhed i op til 962 timer om året (tidligere hovedbeskæftigelse)
Betingelser
§ 7.
Et medlem, der går på efterløn og fortsat driver virksomhed efter lovens § 74 f, stk. 2, skal sandsynliggøre, at arbejdet i virksomheden fremover alene er baseret på medlemmets egen arbejdskraft, jf. dog stk. 3.
Medlemmets arbejdstid skal varigt nedsættes til højst 962 timer pr. kalenderår.
Nedsættelsen af arbejdstiden skal ske inden for de seneste 6 måneder før overgangen til efterløn.
Stk. 2 .
…
Stk. 3.
Virksomheden kan drives sammen med ægtefællen, hvis ægtefællerne sandsynliggør, at den ene eller begge har nedsat arbejdstiden, jf. stk. 1.
Ægtefællen skal også have deltaget i virksomheden i væsentligt omfang i de 3 seneste, hele regnskabsår, jf. lovens § 74 f, stk. 3, jf. stk. 2.
Stk. 4.
Direktøren for Arbejdsdirektoratet kan i særlige tilfælde tillade, at der er én ansat i virksomheden.
Den samlede arbejdstid i virksomheden, jf. stk. 1, skal fortsat være højst 962 timer pr. kalenderår, jf. dog stk. 3.
…
-
§ 74 f, stk. 2 og 3 samt stk. 9 i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 874 af 11. september 2005 med de ændringer, der følger af lov nr. 1540 af 20. december 2006
-
§ 1, stk. 1 og stk. 3 samt § 7, stk. 1 og stk. 4 i Arbejdsdirektoratets bekendtgørelse nr. 1618 af 13. december 2006 om selvstændig virksomhed samtidig med efterløn.
-
Arbejdsdirektoratet, Stormgade 10, Postboks 1103, 1009 København K
-
[Adressat udeladt]