Legislator Case Law & Legislation
W20080990525 DK

Ringe grad af uagtsomhed giver ikke karantæne

5 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (5 Articles)

KEN#LOKDOK23 2008 9905 Historic

Ringe grad af uagtsomhed giver ikke karantæne

KEN#LOKDOK23 2008 9905 Historic

Resumé

Medlemmet havde modtaget fleksibel efterløn i ca. 2 måneder, da a-kassen opdagede, at medlemmet fik 128 kr. for meget pr. uge.

Medlemmet havde oplyst om en pensionsudbetaling, som a-kassen ikke havde fået modregnet.

Medlemmet havde ikke reageret på den fejlagtige udbetaling, men troede, at udbetalingen var i orden.

A-kassen og Arbejdsdirektoratet fandt, at medlemmet skulle tilbagebetale 1402 kr. og at han skulle have en karantæne på 20 timer for uagtsomhed.

Medlemmet klagede kun over karantæne på 20 timer.

Arbejdsmarkedets Ankenævn fandt, at medlemmet ikke skulle have en karantæne på grund af medlemmets ringe grad af uagtsomhed.

Nævnet lagde vægt på, at medlemmet havde givet a-kassen de rigtige oplysninger, men at a-kassen ved en fejl ikke brugte disse oplysninger, at medlemmet ikke direkte ud af a-kassens udbetalingsspecifikationer kunne se, hvorvidt der var fortaget fradrag for pensionen, og at det pensionsbeløb, der manglede i a-kassens beregning er et mindre beløb.

Man kunne således ikke ved en sandsynlighedsberegning vurdere om udbetalingen var korrekt, men man skulle foretage en minutiøs sammenligning mellem udbetalingsspecifikationen og den beregning, som var foretaget af a-kassen på et tidligere tidspunkt, hvis man skulle have mulighed for at finde fejlen.

KEN#LOKDOK23 2008 9905 Historic

Ankenævnet har behandlet Deres klage på møde den 26. juni 2008.

Nævnet traf denne

A F G Ø R E L S E

De skal ikke have en effektiv sanktion på 20 timer.

Ankenævnet ændrer således Arbejdsdirektoratets afgørelse af den 14. juni 2005.

B E G R U N D E L S E

Ankenævnet har lagt til grund, at De klager over, at De har fået en effektiv sanktion på 20 timer, men at De har accepteret at skulle tilbagebetale 1.402 kr.

De har modtaget fleksibel efterløn med virkning fra den 1. november 2004.

Den 10. november 2004 meddelte a-kassen, at De ville få efterløn fra 1. november 2004 med en sats på 583 kr. pr. dag.

Det fremgik også af brevet, at der herfra ville blive modregnet for eventuelle pensioner.

I oversigten ”Beregning af efterløn og pension”, der også er dateret den 10. november 2004, havde a-kassen foretaget en beregning, hvor De kunne se, hvilken betydning den oplyste pension ville have for efterlønnen.

Før fradrag af pension vil efterlønnen udgøre 2.915 kr. pr. uge.

Efterlønnen ville udgøre 2.787 kr. pr. uge efter fradrag af pension.

Dvs. en difference på 128 kr. pr. uge.

Det 24. januar 2005 opdagede a-kassen, at udbetalingen fra 1. november 2004 var forkert.

Ankenævn har lagt til grund, at De på det tidspunkt havde fået 2 udbetalinger (én sidst i november og én sidst i december 2004).

De har oplyst til a-kassen, at De ikke reagerede på den fejlagtige udbetaling fra a-kassen, fordi De ikke har det regnskabsmæssige overblik.

De havde i god tro modtaget udbetalingerne med den overbevisning, at diverse modregninger og reguleringer i forbindelse med efterløn og pension var blevet justeret af de involverede instanser.

De havde derfor ikke opdaget ændringen/fejlen.

Har et medlem gjort sig skyldig i anden forseelse end svig eller forsøg på svig over for kassen, kan kassen bestemme, at medlemmet skal gennemgå en effektiv karantæne på højst 37 timer.

Det fremgår af § 87, stk. 2 i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v.

Der er tale om et uagtsomt forhold, når et medlems handlinger eller undladelse ikke er sket bevidst, men forholdet kun kan bebrejdes den pågældende, fordi han burde have indset, at handlingen eller undladelsen kunne føre til, at der blev udbetalt ydelser med urette.

Der vil typisk være tale om, at forseelsen skyldes unøjagtighed, skødesløshed eller lignende fra medlemmets side.

Et medlem bør således have en sanktion for uagtsomhed, hvis medlemmet bør vide, at en ydelse er udbetalt helt eller delvis med urette, men ikke oplyser herom til a-kassen.

Der kan være tale om at fritage et medlem for sanktion, hvis graden af den udviste uagtsomhed skønnes at være af meget ringe omfang.

Arbejdsmarkedets Ankenævn finder, at graden af udvist uagtsomhed fra Deres side er af så ringe omfang, at De ikke skal have en karantæne.

Nævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at De vidste, at pensionsudbetalingen skulle fradrages i efterlønnen, og at De havde givet a-kassen de rigtige oplysninger.

Ved en fejl brugte a-kassen ikke oplysningerne om pensionen.

Nævnet har endvidere lagt vægt på, at De ikke direkte ud af a-kassens udbetalingsspecifikationer kunne se, hvorvidt der var fortaget fradrag for pensionen.

Nævnet har endvidere lagt vægt på, at det pensionsbeløb, der manglede i a-kassens beregning er et mindre beløb.

Man kunne således ikke ved en sandsynlighedsberegning vurdere om udbetalingen var korrekt, men man skulle foretage en minutiøs sammenligning mellem udbetalingsspecifikationen og den beregning, som var foretaget af a-kassen pr. den 10. november 2004, hvis man skulle have mulighed for at finde fejlen.

R E G L E R

Ankenævnet henviser til

O P L Y S N I N G E R N E I S A G E N

Sagen er afgjort på grundlag af de akter, som ankenævnet den 15. maj 2008 har modtaget fra direktoratet.

På ankenævnets vegne

De kan læse om afgørelsens retlige grundlag på de følgende sider.

Kopi til

Regler

Lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 708 af 13. august 2003

…

Kapitel 13

Tilbagebetaling og sanktioner

…

§ 87.

Har et medlem gjort sig skyldig i svig eller forsøg på svig over for kassen, kan direktøren for Arbejdsdirektoratet bestemme, at medlemmet skal gennemgå en effektiv karantæne på højst 962 timer.

Hvis beløbet, der er udbetalt eller søgt udbetalt med urette, højst svarer til 5 gange dagpengenes højeste beløb for en uge, jf. § 47, træffer arbejdsløshedskassen dog afgørelse.

Er medlemmet tidligere pålagt en sanktion for svig, kan direktøren bestemme, at pågældende slettes som medlem af kassen, hvis den seneste forseelse er begået mindre end 5 år efter den første administrative afgørelse i den tidligere sag.

Et medlem, som slettes af kassen, kan genoptages som nyt medlem.

Stk. 2.

Har et medlem gjort sig skyldig i anden forseelse over for kassen, kan kassen bestemme, at medlemmet skal gennemgå en effektiv karantæne på højst 37 timer.

Stk. 3.

…

Arbejdsdirektoratets bekendtgørelse nr. 470 af 4. juni 2003 om sanktion til medlemmer af en arbejdsløshedskasse

Anvendelsesområde, kompetencer og begreber

§ 1.

Denne bekendtgørelse skal bruges, når et medlem eller et tidligere medlem af en a-kasse ved svig med urette har beholdt, har fået eller har forsøgt at få udbetalt en ydelse fra a-kassen.

Den skal også bruges, når et medlem eller et tidligere medlem ved uagtsomhed med urette har beholdt eller har fået udbetalt en ydelse fra a-kassen.

Bekendtgørelsen bruges ikke på VEU-godtgørelse.

Stk. 2.

…

Uagtsomhed

§ 7.

Ved uagtsomhed skal et medlem have en effektiv karantæne.

Karantænen kan højst være på 37 timer.

Stk. 2.

Har et medlem ved uagtsomhed fået et beløb, der højst udgør 25 gange den maksimale dagpengesats for fuldtidsforsikrede på konstateringstidspunktet, skal medlemmet have en effektiv karantæne på 20 timer.

Stk. 3.

Har et medlem ved uagtsomhed fået et beløb, der højst udgør 2 gange den maksimale dagpengesats for fuldtidsforsikrede på konstateringstidspunktet, skal medlemmet ikke have nogen effektiv karantæne.

KEN#LOKDOK23 2008 9905 Historic

-

§ 87, stk. 2 i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 708 af 13. august 2003

-

§ 1, stk. 1 og § 7, stk. 2 i Arbejdsdirektoratets bekendtgørelse nr. 470 af 4. juni 2003 om sanktion til medlemmer af en arbejdsløshedskasse.

KEN#LOKDOK23 2008 9905 Historic

-

Arbejdsdirektoratet, Stormgade 10, Postboks 1103, 1009 København K.

-

[Adressat udeladt]

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →