Pressenævnets kendelse i sag 2008-6-757
Statutory Text (3 Articles)
Pressenævnets kendelse i sag 2008-6-757
Resumé
Klager – en person – klagede over et billede bragt i Ekstra Bladet.
Pressenævnets begrundelse og afgørelse
Pressenævnet bemærker indledningsvis, at det ligger uden for nævnets kompetence at pålægge Ekstra Bladet at destruere billedmaterialet.
Det er Pressenævnets opfattelse, at medier bør være varsomme med at anvende enkeltpersoner som illustration til en generel beskrivelse.
Da læserbrevet fejlagtigt kan give indtryk af, at læge [K] kan identificeres med kritikken i læserbrevet, udtaler nævnet sin kritik af Ekstra Bladet.
Da Ekstra Bladet den 10. oktober 2008 har berigtiget forholdet, finder nævnet ikke grundlag for at pålægge offentliggørelse efter medieansvarsloven § 49.
[K] har klaget til Pressenævnet over et foto i Ekstra Bladet den 3. oktober 2008, idet han mener, at god presseskik er tilsidesat.
1 Sagsfremstilling
Ekstra Bladet bragte den 3. oktober 2008 under overskriften ”Offer for lægesjusk” følgende læserbrev af [A]
”Min tillid til lægerne kan ligge på et meget lille sted.
Jeg er 85 år og har lidt af vandladningsbesvær gennem et halvt år.
Jeg har haft meget ondt.
Men mine henvendelser til først og fremmest vagtlægen har kun resulteret i råd om at tage et par Panodil og en kop te.
Det endte med, at min søn kørte mig til skadestuen på Amager Hospital, hvor de satte et kateter op og tømte mig for 3,1 liter urin.
De var målløse.
Jeg er nu i løbende behandling.
Men så er det, jeg spørger, om det er nødvendigt at læse i mange år for at ordinere Panodil og te?
Jeg er dybt skuffet.”
Til læserbrevet var indsat et billede af [K] (i profil) siddende foran en computer.
Til billedet fremgik teksten
”[A]s [læserbrevsskribentens] tillid – ikke mindst til vagtlægerne – kan ligge på et meget lille sted.
Foto.
[B] ”
Ekstra Bladet bragte den 10. oktober 2008 under overskriften ”Beklagelse” følgende
”Fredag 3. oktober bragte Ekstra Bladet et foto af læge [K] som genreillustration til et læserbrev med overskriften ’Offer for lægesjusk’ – uden at angive, at der var tale om et arkivfoto.
Den pågældende læge er uden forbindelse til klagen over lægesjusk, og Ekstra Bladet skal over for ham beklage den misvisende sammenkædning.”
2 Parternes synspunkter
2.1 [K]s synspunkter
Privatpraktiserende læge [K] har anført, at Ekstra Bladet har anvendt et billede af ham uden at indhente hans tilladelse.
Billedet er taget primo 2007 til en artikel om arbejdsforhold på lægevagten i Region Midt.
Af billedet fremgår det imidlertid ikke, at der er tale om et arkivfoto, hvorfor han uretmæssigt forbindes med en klage over lægesjusk.
Dette er en uheldig sammenkædning for klager, der arbejder som læge.
Klager er efterfølgende blevet genkendt, blandt andre af patienter.
[K] har anført, at avisen skal berigtige fejlen, ligesom han kræver avisen destruerer billedet, så det ikke længere findes i bladets arkiv.
2.2 Ekstra Bladets synspunkter
Ekstra Bladet har anført, at avisen omgående, dagen efter, man blev bekendt med [K]s klage, bragte en tydelig beklagelse af, at billedet af klager var blevet brugt som genreillustration, hvorfor klagers ønske er imødekommet.
3 Pressenævnets begrundelse og afgørelse
I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget
Jesper Rothe, Jan Kristensen, Lene Sarup og Marianne Druedahl.
Pressenævnet bemærker indledningsvis, at det ligger uden for nævnets kompetence at pålægge Ekstra Bladet at destruere billedmaterialet.
Det er Pressenævnets opfattelse, at medier bør være varsomme med at anvende enkeltpersoner som illustration til en generel beskrivelse.
Da læserbrevet fejlagtigt kan give indtryk af, at læge [K] kan identificeres med kritikken i læserbrevet, udtaler nævnet sin kritik af Ekstra Bladet.
Da Ekstra Bladet den 10. oktober 2008 har berigtiget forholdet, finder nævnet ikke grundlag for at pålægge offentliggørelse efter medieansvarsloven § 49.
Afgjort den 18. november 2008