Pressenævnets kendelse i sag 2008-6-712

Pressenævnets kendelse i sag 2008-6-712

Resumé

Klager – en person – klagede over en artikel i Ekstra Bladet.

Pressenævnets begrundelse og afgørelse

Efter det oplyste var Tele Danmarks privatisering tilendebragt i januar 1998 inden [K]s tiltræden i oktober 1998, og forhandlinger i 2005 om salget af TDC til kapitalfonde blev varetaget af bestyrelsen (formanden og næstformanden) og ikke direktionen (herunder [K]).

I artiklen af 5. juli 2008 sammenligner Ekstra Bladet klager med [B], der bl.a. i juni 2008 ved Østre Landsret fik stadfæstet en dom for økonomisk kriminalitet.

Det er Pressenævnets opfattelse, at der må indrømmes medierne vide rammer med hensyn til satiriske gengivelser eller kommentarer i forhold til personer eller begivenheder.

Tre medlemmer udtaler

Vi finder, at artiklen er bygget op omkring faktuelt forkerte oplysninger om TDC og [K].

Vi finder herefter, at Ekstra Bladets artikel ligger uden for rammerne for satiriske kommentarer, idet avisen har bragt krænkende oplysninger på baggrund af faktuelt forkerte oplysninger om den, satiren var møntet på, og vi udtaler vores kritik .

Vi finder videre, at berigtigelsen af de faktisk forkerte oplysninger, som sket i artiklen ”O.k., [K], jeg er idiot” , er foretaget i en sådan form, at læserne ikke fik klar mulighed for at blive opmærksom på berigtigelsen.

Vi har herved bl.a. lagt vægt på, at afsnittet ”Tja…!

Kan man i fuld alvor tro…” stiller spørgsmålstegn ved det forhold, artiklen skulle berigtige.

Et medlem udtaler

Jeg finder, at artiklen ikke er båret af de faktuelt forkerte oplysninger om TDC og [K].

Der er tale om en subjektiv, satirisk vinkel på en allerede kendt historie om en offentlig person, hvorfor artiklen ligger inden for rammerne for satiriske kommentarer.

Det er endvidere min opfattelse, at de faktuelt forkerte oplysninger allerede er blevet berigtiget i artiklen ”O.k., [K], jeg er idiot” , og at berigtigelsen er sket på en ligeså fremtrædende plads, som det oprindelige indlæg.

På denne baggrund finder jeg ikke grundlag for at pålægge Ekstra Bladet at offentliggøre Pressenævnets kendelse i medfør af medieansvarsloven § 49.

Der afsiges kendelse efter stemmeflertallet.

I medfør af medieansvarsloven § 49 pålægger Pressenævnet herefter den ansvarshavende redaktør af Ekstra Bladet at offentliggøre et kendelsesresume.

Advokat Oluf Engell har på vegne af [K] klaget til Pressenævnet over en artikel i Ekstra Bladet den 5. juli 2008, idet han mener, at god presseskik er tilsidesat.

1 Sagsfremstilling

Ekstra Bladet bragte den 5. juli 2008 en artikel i serien ”Vrisne gamle mænd” under overskriften ”Når forbrydere går med slips” og med mindre typer ”Direktører scorer vanvittige formuer”.

Af artiklen fremgik følgende

”[B] fik en fængselsdom.

Det er sikkert i orden.

Det eneste, jeg [skribenten, ansvarshavende chefredaktør [A], Vejle Amts Folkeblad] har svært ved at forstå, er, at [B] ryger i spjældet for at stjæle sine egne penge.

Tidligere finansminister [K] har stjålet dine og mine penge.

Han er stadig på fri fod.

DET ER DA UNDERLIGT.

Jeg mener

[B] solgte en virksomhed, han selv havde udviklet.

Han havde fået idéen, bygget firmaet op og gjort den mange millioner kroner værd.

Men da [B] ikke kunne eje noget efter sin fallit, måtte han forsøge med diverse krumspring for alligevel at få fingre i den formue, salget af it-selskabet indbragte.

Ulovligt.

O.k.

Men han havde trods alt selv skabt værdierne.

DEN TIDLIGERE finansminister har ikke skabt noget som helst.

Han overtog direktørstolen i TDC, Danmarks nationalt ejede selskab for telekommunikation.

En efter danske forhold stor virksomhed med et godt ’brand’, som det hedder på nudansk.

Han rationaliserede.

Det betyder, at han fyrede nogle mennesker, så virksomheden blev billigere i drift og samtidig en bedre salgsvare (vi andre oplevede ventetider og ringere service).

Og så forhandlede han en salgsaftale på plads, der dels gav ham selv et år mere ved roret til en sindssyg høj gage, dels gav ham en formue, måske over 100 mio. kr., via optioner.

Hvordan kan det gå til?

HVORDAN KAN EJERNE – i dette tilfælde den danske stat – lade en administrerende direktør forhandle med potentielle købere, fastsætte prisen, sikre sig selv en fordelagtig direktørkontrakt og så udløse en enorm afskedsgave til sig selv?

Netop i en sådan rolle er direktøren hamrende inhabil.

Når mennesker kan score gevinster i størrelsesordenen 100 mio. kr. eller mere, skal der meget til, før de siger nej til en handel.

HELT OVERORDNET er det idiotisk at sælge ud af et lands infrastruktur.

Alt det der er rygraden i vort samfund, skal være vores.

Men når nu Folketinget har stirret sig blind på ordet privatisering, hvorfor skal eksekutoren så forgyldes?

Og hvorfor skal vi ikke alle have det bedst mulige ud af det?

[K]S ROLLE i TDC-salget er betænkelig og langt på den anden side af kvalmegrænsen.

Men slige præstationer er hverdagskost i erhvervslivet.

Ikke blot ved med salg, men også ift. måden, virksomheder drives på.

Options-aftaler i direktørkontrakter kræver en vågen bestyrelse.

En direktør, der har en god optionsaftale, kan eksempelvis opkøbe virksomheder, måske give lidt mere for dem, end de er værd.

For at vise vækst.

For det vil fremme hans egen gevinst.

Eller han kan skære hårdt ned, i en kortere periode spare på alt.

Det vil forbedre bundlinjen.

Kun for en stund.

Men mere behøver direktøren ikke.

Så har han udnyttet optionen.

Og er væk.

Mange millioner rigere.

SELVFØLGELIG er det i orden, at direktører har optioner.

Selvfølgelig er det fornuftigt, at en direktør er med i forhandlingerne om salg af en virksomhed.

For direktøren sidder med nødvendig viden.

Men der må være en bestyrelse, som følger processen nøje og konstant forholder sig kritisk til det, der præsenteres.

Har bestyrelsen ikke forudsætningerne for det, må den hyre en konsulent.

Man kan ikke lade direktørens moral være eneste garanti.

Historien har for mange beviser på, at forbrydere går med slips.”

Til artiklen var indsat et billede af [K] bærende slips med billedteksten

”Forskellene mellem [K] (billedet) og [B] er mange.

Men begge har de beriget sig via deres respektive virksomheder.

[B] tilranede sig sine egne midler og blev smidt i spjældet.

[K] stak skatteydernes penge i lommen og blev forgyldt.

Sådan er verden så forunderlig.”

Avisen bragte den 9. juli 2008 under overskriften ”Når forbrydere går med slips II” og mindre typer ” Brev til min vrisne ven [A]” en artikel skrevet af [C] .

Til artiklen var indsat et billede af blandt andre [K].

Ekstra Bladet bragte i samme serie (Vrisne gamle mænd) den 15. august 2008 bagsideartiklen ”O.k., [K], jeg er idiot” og med mindre typer ” Når forbrydere går med slips II”.

Af artiklen fremgik følgende

”NÅR JEG [A] står på badeværelset og børster tænder, kan jeg ikke lide det, jeg ser i spejlet.

Sådan har jeg altid haft det.

Men på det seneste har det været værre, end det plejer.

Ikke på grund af det almindelige forfald.

Men fordi jeg står med følelsen af at kigge på en idiot.

Sandsynligvis vil adskillige mennesker, blandt disse Ekstra Bladets chefredaktion, give mig ret i den betragtning.

De vil nikke bifaldende og vemodigt sige: - Ja, det er også rigtigt, Mariager.

Det er ikke så godt dét her.

DE HAR ret.

Jeg har nemlig begået den værste dumhed, man kan begå som journalist

At være brutal i forhold til mennesker og så skrive noget, der er forkert.

Det betyder, at man behandler mennesker uretfærdigt.

Uanset om man er høj eller lav, har man krav på retfærdighed.

Og i et land, hvor ytringsfriheden heldigvis er hellig, har de, der skriver, også et ansvar for netop retfærdighed.

Det, der skrives, skal passe.

Derfor denne nyskabelse

En vrissen, gammel mand, der vrisser indad.

For i begyndelsen af juli skrev jeg her på bagsiden en klumme med overskriften ’Når forbrydere går med slips’.

Den handlede om de enorme beløb, nogle direktører scorer på optioner i forbindelse med salg af virksomheder, de står i spidsen for.

Især var jeg forarget over tidligere finansminister [K], der blev forgyldt i forbindelse med salget af TDC.

DET ER JEG stadig.

Jeg synes fortsat, det er forrykt at sælge ud af et lands infrastruktur.

Men det er en anden sag.

Det korte af det lange er, at jeg var så torskedum at sidde og skrive causerende og småmuntert – og så lave faktuelle fejl.

Jeg skrev, at [K] overtog direktørstolen i det nationalt ejede selskab for telekommunikation.

Det var forkert.

[K] blev først direktør hos TDC et halvt år efter, at staten havde solgt aktierne, og TDC var privatiseret.

Jeg skrev også, at [K] forhandlede en salgsaftale på plads i forbindelse med, at TDC blev solgt til et kapitalselskab.

Men sådan foregår det ikke med børsnoterede selskaber, er jeg blevet belært om.

Når de sælges, er det bestyrelsen og ikke direktionen, der forhandler.

Tja…!

Kan man i fuld alvor tro, at en administrerende direktør er sat udenfor i sådanne forhandlinger og så bagefter får en aftale om et år mere i direktørstolen og desuden en enorm formue med ud ad døren?

JEG SKREV yderligere, at [B] røg i spjældet for at snuppe sine egne penge, mens den tidligere finansminister blev forgyldt for at snuppe mine og andre skatteborgeres penge.

Det var tænkt som en humoristisk måde at udtrykke noget alvorligt på.

For naturligvis har [K] ikke begået noget kriminelt.

Min pointe var blot, at man åbenbart kan tage røven på et helt land alligevel.

Og lige netop derfor er det ikke [K], der er skurken.

Han har varetaget sine egne interesser.

Det kan ingen bebrejde ham.

Men man kan bebrejde systemet, at der kan rejses tvivl om, hvorvidt det danske samfunds interesser også er blevet varetaget.

EN GOD kollega fortalte engang, at han havde været til sin bedstefars begravelse.

Ved mindehøjtideligheden i forsamlingshuset bagefter sagde en nabo: - Det var et fint menneske, vi begravede i dag.

Hvis han ikke kunne sige noget pænt om folk, så holdt han mund.

Min kollega og jeg har nu og da snakket om, at den holdning ville give tynde aviser.

Men også et tyndt demokrati.”

Af en meddelelse af 19. januar 1998 fra Tele Danmark til fondsbørserne i København og New York fremgår det, at den hidtidige administrerende direktør efter gennemførelsen af Tele Danmarks fuldstændige privatisering har besluttet at trække sig fra sin stilling med udgangen af januar 1998.

I en meddelelse af 9. juni 1998 fremgår, at bestyrelsen for Tele Danmark har besluttet at ansætte [K] som administrerende direktør, og at han ville tiltræde ”pr. 1. oktober 1998, muligvis allerede 1. september 1998”.

Af en redegørelse fra bestyrelsen i TDC A/S til fondsbørserne i København og New York af 2. december 2005 fremgår bl.a. følgende

”[side 14]

Den 24. november 2005 meddelte Bestyrelsen sin godkendelse til, at formanden og næstformanden på vegne af Bestyrelsen kunne indlede forhandlinger med Sponsorerne og Tilbudsgiver om vilkårene for en eventuel transaktion.

Formanden og næstformanden forhandlede herefter, sammen med Selskabets finansielle rådgivere, med Tilbudsgiver og dennes finansielle rådgivere om vilkårene for et muligt offentligt købstilbud, og som resultat af disse forhandlinger fremkom Tilbudsgiver med Tilbudsprisen på DKK pr. aktie og DKK 191 pr.

ADS.

Den 29. november 2005, efter samråd med Selskabets finansielle rådgivere og direktion, som blandt andet omfattede en præsentation af status på potentielle købstilbud fra tredjemand, besluttede Bestyrelsen at bemyndige formanden og næstformanden i bestyrelsen til at fortsætte drøftelserne med det formål at indgå en aftale med Tilbudsgiver.

Den 30. november 2005 indgik Tilbudsgiver, Sponsorerne og Selskabet en aftale om offentliggørelse, hvorefter – på visse betingelser – (i) Sponsorerne og Tilbudsgiver forpligtede sig til at fremsætte Købstilbuddet, og (ii) Bestyrelsen forpligtede sig til, når Tilbuddet var afgivet, og på visse betingelser at anbefale Aktionærerne og ADS indehaverne at acceptere Købstilbuddet.

I forbindelse med forhandlingerne har hverken Tilbudsgiver eller nogen person eller enhed, der agerer på vegne af Tilbudsgiver eller i forbindelse med Købstilbuddet, fremsat tilbud om eller indgået aftale vedrørende nogen økonomisk godtgørelse eller lignende vederlag til fordel for noget medlem af Bestyrelsen eller Selskabets direktion før eller efter Købstilbuddets gennemførelse.

…

[side 23]

Medlemmerne af Bestyrelsen og direktionen ejer følgende aktieoptioner, der kan konverteres til Aktier i Selskabet

…

Direktion

[K] [tildelingstidspunkt 1. september 1998-1. september 2005].”

2 Parternes synspunkter

2.1 [K]s synspunkter

Advokat Oluf Engell har anført, at artiklen af 5. juli 2008 tager sit udgangspunkt i den misforståelse, at TDC var statsejet, da [K] tiltrådte som administrerende direktør, og at han skulle have udnyttet dette til at berige sig selv på skatteydernes bekostning (”stjålet dine og mine penge”).

En overfladisk efterprøvelse, f.eks. gennemgang af selskabets offentliggjorte fondsbørsmeddelelser, ville vise, at [K] først tiltrådte pr. 1. oktober 1998, efter at privatiseringen af Tele Danmark blev tilendebragt i januar 1998.

I forbindelse med salget i 2005 af TDC til et konsortium af kapitalfonde offentliggjorde bestyrelsen en redegørelse, hvoraf det fremgår, at de optioner, der kunne udløses i forbindelse med salget, var tildelt klager i årene 1. september 1998 – 1. september 2005.

Han varetog heller ikke forhandlingerne med kapitalfondene.

Han havde således hverken noget med statens tidligere ejerskab eller salget til kapitalfonde at gøre.

Selv en overfladisk undersøgelse ville have vist, at følgende agtelsesforringende udsagn og retoriske spørgsmål er uden hold i virkeligheden

”Og så forhandlede han en salgsaftale på plads, der dels gav ham selv et år mere ved roret til en sindssyg høj gage, dels gav ham en formue, måske over 100 mio. kr., via optioner.

Hvordan kan det gå til?”,

”Hvordan kan ejerne – i dette tilfælde den danske stat – lade en administrerende direktør forhandle med potentielle købere, fastsætte prisen, sikre sig selv en fordelagtig direktørkontrakt og så udløse en enorm afskedsgave til sig selv?”, og

”[K]s rolle i TDC-salget er betænkelig og langt på den anden side af kvalmegrænsen”.

Artiklen er i sit indhold og sigte en ubeføjet og grov krænkelse af [K], og det må betragtes som en skærpende omstændighed, at avisen tillige den 9. juli 2008 under overskriften ”Når forbrydere går med slips II” igen bragte et billede af [K].

Advokaten har herudover anført, at artiklen af 15. august 2008 til en vis grad retter op på artiklen af 5. juli 2008, men alligevel sætter spørgsmålstegn ved, om man i fuld alvor kan tro, at klager som administrerende direktør var sat udenfor i forhandlingerne om kapitalfondenes overtagelse af TDC, og at der i forbindelse med købstilbuddet fra tilbudsgiverens side ikke blev fremsat tilbud om eller indgået aftale vedrørende økonomisk godtgørelse til fordel for TDCs direktion.

Klager har på denne baggrund ønsket nævnets kendelse offentliggjort.

2.2 Ekstra Bladets synspunkter

Ekstra Bladet har anført, at [A] besvarede klagen i form af en ny bagsideartikel den 15. august 2008.

Begge artikler indgår i et særligt univers ”Vrisne gamle mænd”, hvor 15 vidt forskellige mænd er rekrutteret til skiftevis at give ondt af sig over livets tilskikkelser.

Bagsideklummerne er yderst subjektive kommentarer – i reglen holdt i en humoristisk, men bidende tone.

Der er således ikke tale om en reportage med de krav til præcision og research, der på dette felt er en forudsætning for journalistik.

Avisen har imidlertid erkendt, at den påklagede kommentar gik over stregen, idet dens udgangspunkt var en forkert antagelse om, at TDC var statsejet på det tidspunkt, da selskabet blev solgt, og at [K] fik en bonus på ca. 100 millioner kroner.

Den fejl blev desværre ikke fanget under den redaktionelle proces.

Fejlen er rettet i passende ydmyg form i den seneste artikel, hvilket er bedre end et genmæle af mere formalistisk karakter.

3 Pressenævnets begrundelse og afgørelse

I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget

Jytte Scharling, Hans Peter Blicher, Lene Sarup og Marianne Druedahl.

Efter det oplyste var Tele Danmarks privatisering tilendebragt i januar 1998 inden [K]s tiltræden i oktober 1998, og forhandlinger i 2005 om salget af TDC til kapitalfonde blev varetaget af bestyrelsen (formanden og næstformanden) og ikke direktionen (herunder [K]).

I artiklen af 5. juli 2008 sammenligner Ekstra Bladet klager med [B], der bl.a. i juni 2008 ved Østre Landsret fik stadfæstet en dom for økonomisk kriminalitet.

Det er Pressenævnets opfattelse, at der må indrømmes medierne vide rammer med hensyn til satiriske gengivelser eller kommentarer i forhold til personer eller begivenheder.

Tre medlemmer – Jytte Scharling, Lene Sarup og Marianne Druedahl – udtaler

Vi finder, at artiklen er bygget op omkring faktuelt forkerte oplysninger om TDC og [K].

Vi finder herefter, at Ekstra Bladets artikel ligger uden for rammerne for satiriske kommentarer, idet avisen har bragt krænkende oplysninger på baggrund af faktuelt forkerte oplysninger om den, satiren var møntet på, og vi udtaler vores kritik .

Vi finder videre, at berigtigelsen af de faktisk forkerte oplysninger, som sket i artiklen ”O.k., [K], jeg er idiot” , er foretaget i en sådan form, at læserne ikke fik klar mulighed for at blive opmærksom på berigtigelsen.

Vi har herved bl.a. lagt vægt på, at afsnittet ”Tja…!

Kan man i fuld alvor tro…” stiller spørgsmålstegn ved det forhold, artiklen skulle berigtige.

Et medlem – Hans Peter Blicher – udtaler

Jeg finder, at artiklen ikke er båret af de faktuelt forkerte oplysninger om TDC og [K].

Der er tale om en subjektiv, satirisk vinkel på en allerede kendt historie om en offentlig person, hvorfor artiklen ligger inden for rammerne for satiriske kommentarer.

Det er endvidere min opfattelse, at de faktuelt forkerte oplysninger allerede er blevet berigtiget i artiklen ”O.k., [K], jeg er idiot” , og at berigtigelsen er sket på en ligeså fremtrædende plads, som det oprindelige indlæg.

På denne baggrund finder jeg ikke grundlag for at pålægge Ekstra Bladet at offentliggøre Pressenævnets kendelse i medfør af medieansvarsloven § 49.

Der afsiges kendelse efter stemmeflertallet.

I medfør af medieansvarsloven § 49 pålægger Pressenævnet herefter den ansvarshavende redaktør af Ekstra Bladet at offentliggøre følgende

”Kritik fra Pressenævnet

Ekstra Bladet bragte i juli 2008 den satiriske bagsideartikel ”Når forbrydere går med slips” .

Det blev i artiklen anført, at tidligere direktør for TDC, [K], i 2005 havde forhandlet en salgsaftale på plads, så han kunne indfri sine aktieoptioner i forbindelse med salget.

Avisen skrev videre, at [K] derved havde stjålet danske statsborgeres penge, fordi selskabet var statsejet.

[K] har klaget til Pressenævnet over artiklen.

Det fremgår af sagen, at privatiseringen af Tele Danmark (nu TDC) i 1998 var gennemført, inden [K] tiltrådte som direktør for selskabet, og at han ikke deltog i forhandlingerne i 2005.

Forhandlingerne blev ført af bestyrelsen og ikke direktionen.

Pressenævnet (flertallet) finder, at Ekstra Bladet har tilsidesat god presseskik ved på baggrund af faktuelt forkerte oplysninger om TDC og [K] at bringe krænkende oplysninger om klager.

Nævnet udtaler derfor sin kritik af avisen.

Pressenævnet har pålagt os at bringe denne meddelelse.

Hele kendelsen kan læses på www.pressenaevnet.dk.”

Afgjort den 1. oktober 2008