Pressenævnets kendelse i sag 2008-6-710
Statutory Text (3 Articles)
Pressenævnets kendelse i sag 2008-6-710
Resumé
Klager – en person – klagede over et indlæg i Oasen.
Pressenævnets begrundelse og afgørelse
Nævnet skal indledningsvis bemærke, at redaktøren i overensstemmelse med det almindelige princip om redaktørens ret til at redigere mediet er berettiget til at beslutte, hvad man vil bringe i bladet, herunder om man vil bringe et indlæg/læserbrev.
Klagen vedrører et indlæg fra [A].
I lederartikler og debatindlæg tillades en højere grad af frisprog end i nyhedsartikler og reportager.
Det fremstår klart, at der var tale om et debatindlæg, hvori [A] tilkendegav sin holdning til oplysninger, der tidligere var offentliggjort andetsteds.
Pressenævnet finder, at oplysningerne om klager – særligt set i den sammenhæng, hvori de er fremsat, – ikke er af en sådan karakter, at disse burde have været forlagt [K] med henblik på indhentelse af hans kommentar inden offentliggørelsen.
Pressenævnet udtaler derfor ikke kritik af bladet.
[K] har klaget til Pressenævnet over et indlæg i Oasen nr. 7/2008 udgivet den 1. juli 2008 (udsendt til medlemmerne den 27. juni 2008), idet han mener, at god presseskik er tilsidesat.
1 Sagsfremstilling
Dansk Land-Rover Klubs medlemsblad ”Oasen” nr. 7/2008 bragte under overskriften ”Farvel og tak” følgende indlæg
”Selv om det ikke var pænt gjort, valgte jeg at gå.
Normalt er dette ikke en fremgangsmåde jeg benytter mig af, men nok er nok.
Jeg har fået nok af [K] og andre af samme støbning, det sidste indlæg på forummet omkring afholdelse af det ekstra ordinære landsråd, var dråben der fik bæger til at flyde over.
At man skal høre på, at man ikke tager sin post alvorligt og hellere vil tage til Landrover arrangement, det betyder åbenbart ikke noget i deres verden, at man tager fri fra arbejde for at køre til møde i Holstebro med militæret, bruger sin fredag aften på møde i Nordjylland, aflyser hos familien fordi der lige er noget som skal klares i klubben eller alle de mange andre timer som bruges på frivilligt arbejde.
Så når der nu skal findes en ny formand, så husk på at vedkommende ikke skal være interesseret i at køre rundt ude i terrænet, skal have en super hukommelse, aldrig træder ved siden af, være villig til at bruge stort set det meste af sin fritid på klubben, og være fuldstændig fejlfri, gad vide om en sådan person findes?
Selvfølgelig skal regnskaberne være i orden, det var ligesom derfor, at det blev sendt til revisor, men når der så bliver hentydet til, at HB [hovedbestyrelsen] prøver at skjule noget, er det i min verden det samme som at sige, at nogen har taget af kassen, men det er meget svært at tage fra en kasse, man ikke har adgang til, og så var det, at det lige blev for meget.
Der er igennem de år, jeg har siddet på posten været det ene indlæg efter det andet om at jeg skulle tage mit gode tøj og gå, ja det gjorde jeg så.
Nogle vil så sige ja så vandt [K], ja men så lad ham da vinde, men jeg får fred for de evindelige hadske og svinske angreb på min person, fra sure gamle mænd, der bærer nag.
Men selv om det endte på denne kedelige måde, vil jeg alligevel sig TAK til alle jer, som har bakket op om formandsposten, TAK for de positive indlæg, der trods alt har været mange af.
Ligeledes vil jeg sige TAK til mine lidelsesfæller i HB, det har været en fornøjelse at arbejde sammen med jer.
Så næste gang jeg skal til arrangement, kan jeg tage af sted uden at tænke på om jeg er seriøs eller ej.
Mvh
[A], eks-formand”
Af Dansk Land Rover Klubs hjemmeside fremgår det af medlemsforum, at der forud for offentliggørelse af indlægget ”Farvel og tak” havde været debat vedrørende et ekstraordinært landsråd, hvor regnskaberne fra 2005, 2006 og 2007 havde været på dagsordenen.
[K] og [A] tog blandt andre del i debatten.
Af sagens akter fremgår, at [A] efter opbakning fra andre medlemmer har valgt at fortsætte som formand for Dansk Land-Rover Klub.
2 Parternes synspunkter
2.1 [K]s synspunkter
[K] har anført, at indlægget fra [A] aldrig burde have været bragt i den foreliggende form, idet indlægget indeholder injurierende udtalelser og bagvaskelse af klager.
2.2 Oasens synspunkter
Oasen har afvist, at indlægget indeholdt injurierende udtalelser eller var en bagvaskelse af [K].
Indlægget var en reaktion på flere mindre venlige kommentarer på klubbens hjemmeside om formanden og resten af bestyrelsens arbejde fra diverse medlemmer i klubben, heriblandt klager.
3 Pressenævnets begrundelse og afgørelse
I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget
Axel Kierkegaard, Palle Weis, Lene Sarup og Marianne Druedahl.
Nævnet skal indledningsvis bemærke, at redaktøren i overensstemmelse med det almindelige princip om redaktørens ret til at redigere mediet er berettiget til at beslutte, hvad man vil bringe i bladet, herunder om man vil bringe et indlæg/læserbrev.
Klagen vedrører et indlæg fra [A].
I lederartikler og debatindlæg tillades en højere grad af frisprog end i nyhedsartikler og reportager.
Det fremstår klart, at der var tale om et debatindlæg, hvori [A] tilkendegav sin holdning til oplysninger, der tidligere var offentliggjort andetsteds.
Pressenævnet finder, at oplysningerne om klager – særligt set i den sammenhæng, hvori de er fremsat, – ikke er af en sådan karakter, at disse burde have været forlagt [K] med henblik på indhentelse af hans kommentar inden offentliggørelsen.
Pressenævnet udtaler derfor ikke kritik af bladet.
Afgjort den 13. august 2008