Medlemskab, optagelse i a-kasse, udlandet, tilbagevirkende kraft
Statutory Text (4 Articles)
Medlemskab, optagelse i a-kasse, udlandet, tilbagevirkende kraft
Resumé
Klager søgte i 2005 om overflytning fra en a-kasse (xx) til en anden a-kasse (yy) på baggrund af nyt arbejde.
Xx meddelte den 26. juli 2005 klager, at a-kassen havde overflyttet hendes a-kasse medlemskab til yy.
Den 30. juli 2005 meddelte klager yy, at hun pr. 1. august 2005 var overflyttet til yy og tilsvarende fagforening.
Klager oplyste om det nye arbejde for en norsk arbejdsgiver, hvor hun skulle udstationeres i et andet land, samt om sin kontaktadresse i Danmark.
Den 2. august 2005 meddelte yy, at man havde modtaget overflytningsblanketten. yy anførte, at da Norge er et EØS-land skulle klager overflyttes til den norske arbejdsløshedsforsikring, da dobbeltforsikring ikke er tilladt.
I forbindelse med ansættelsen ville der automatisk blive trukket medlemsbidrag til den norske arbejdsløshedsforsikring.
Endelig anmodede yy om yderligere oplysninger om klagers arbejdsforhold.
Den 26. februar 2007 henvendte klager sig til yy, da hun ønskede at genoprette aktiv status i yy.
Klagers norske arbejdsgiver har oplyst, at klager ikke under sit arbejde for dem havde været omfattet af den norske arbejdsløshedsforsikring, idet arbejdsgiveren alene betaler arbejdsgiverafgift for norske statsborgere, som betaler skat i Norge.
Ankenævnet fandt, at klager i forbindelse med overtagelse af arbejde i Norge havde ret til at forblive i det danske arbejdsløshedsforsikringssystem.
Ankenævnet hjemviste derfor sagen til Arbejdsdirektoratet for så vidt angik spørgsmålet om, hvorvidt klager skulle have været forblevet medlem af xx eller om klager skulle have være overflyttet til yy og i givet fald fra hvilket tidspunkt.
Ankenævnet havde lagt vægt på, at klager søgte om overflytning til yy pr. 1. august 2005 på baggrund af en stilling for en norsk arbejdsgiver.
Ankenævnet har endvidere lagt vægt på, at hverken xx eller yy efter det oplyste havde vejledt klager eller truffet en skriftlig afgørelse med klagevejledning om at betingelserne for overflytning efter a-kassernes opfattelse ikke var opfyldt.
Den omstændighed, at klager ikke har svaret på yy´s brev af 2. november 2005 om fremsendelse af yderligere oplysninger om klagers arbejdsforhold fandt ankenævnet ikke kan ændre afgørelsen, idet klager skulle være udtrykkeligt vejledt om konsekvenserne af ikke at ville medvirke, ligesom klager skulle have haft en frist til at bringe forholdet i orden, og a-kassen skulle have truffet en skriftlig afgørelse indeholdende en klagevejledning
Ankenævnet har behandlet xx klage på møde den xx.
Nævnet traf denne
A F G Ø R E L S E
xxx havde i forbindelse med overtagelse af arbejde for [navn udeladt] ret til at forblive i det danske arbejdsløshedsforsikringssystem.
Sagen hjemvises til Arbejdsdirektoratet for så vidt angår spørgsmålet om, hvorvidt xxx skulle have været forblevet medlem af xx eller om xxx skulle have været overflyttet til yy og i givet fald fra hvilket tidspunkt.
Ankenævnet ændrer således Arbejdsdirektoratets afgørelse af xxxx.
B E G R U N D E L S E
Ankenævnet har lagt til grund, at
–
det fremgår af overflytningsblanketten underskrevet den 22. juli 2005, at xxx søgte om overflytning fra xx til yy.
Hun ønskede at flytte a-kasse på grund af nyt lønarbejde som xxxxx for [navn udeladt] fra 1. august 2005,
–
xx ved brev af 26. juli 2005 meddelte, at a-kassen havde overflyttet xxxs a-kassemedlem-skab til yy. 1. august 2005,
–
xxx ved brev af 30. juli 2005 til yy oplyste, at hun pr. 1. august 2005 var overflyttet fra xx til yy og samtidig indmeldt i xxxxx.
Da hun havde fået arbejde hos [navn udeladt] i Sudan, havde hun ændret adresse. xxx oplyste herefter sin kontaktadresse i Danmark,
–
yy ved brev af 2. august 2005 meddelte, at yy havde modtaget overflytningsblanketten fra xx vedrørende overflytning til yy på baggrund af ansættelse i [navn udeladt].
Da Norge er et EØS-land skulle xxx overflyttes til den norske arbejdsløshedsforsikring, da dobbeltforsikring ikke er tilladt i EØS, samt at der automatisk ville blive trukket medlemsbidrag til den norske arbejdsløshedforsikring.
Xxx vedlagde pjecen om at være arbejdsløshedsforsikret i EØS-land.
Yy anmodede endvidere xxx om at fremsende yderligere oplysninger om sit arbejdsforhold, samt ansættelseskontrakt og kopi af lønseddel,
–
yy ikke hører fra xxx igen før den 26. februar 2007, hvor hun søger om dagpenge,
–
det fremgår af mail af 26. februar 2007 fra [navn udeladt], at xxx ikke under sit arbejde for [navn udeladt] var omfattet af de norske arbejdsløshedsforsikring. [navn udeladt] oplyser, at de alene betaler arbejdsgiverafgift for norske statsborgere, som betaler skat i Norge,
–
xxx havde en ven, der åbnede hendes post, og
–
xxx troede, at hun var medlem af yy, ligesom hun troede, at sagen var gået i orden, da hun havde betalt til xxxx. xxx havde under sit medlemskab af xx betalt samlet for a-kasse og fagforening.
Ankenævnet har lagt vægt på, at xxx søgte om overflytning til yy pr. 1. august 2005 på baggrund af en stilling for [navn udeladt].
Ankenævnet har endvidere lagt vægt på, at hverken xx eller yy efter det oplyste har vejledt xxx eller truffet en skriftlig afgørelse med klagevejledning om at betingelserne for overflytning efter a-kassernes opfattelse ikke var opfyldt.
Den omstændighed at xxx ikke har svaret på yy´s brev af 2. november 2005 om fremsendelse af yderligere oplysninger om hendes arbejdsforhold finder ankenævnet ikke kan ændre afgørelsen, idet hun skulle være udtrykkeligt vejledt om konsekvenserne af ikke at ville medvirke, ligesom xxx skulle have haft en frist til at bringe forholdet i orden, og a-kassen skulle have truffet en skriftlig afgørelse indeholdende en klagevejledning.
R E G L E R
Ankenævnet henviser til
–
§§ 42 og 65 i lov om arbejdsløshedsforsikring mv., jf. lovbekendtgørelse nr. 708 af 13. august 2003,
–
§§ 1, 5, 11, stk. 2 og 12, stk. 1. i Arbejdsdirektoratets bekendtgørelse nr. 530 af 27. juni 2002 om overflytning mellem a-kasser,
–
§§ 11 og 12 i Arbejdsdirektoratets vejledning nr. 64 af 27. juni 2002 om overflytning mellem a-kasser, og
–
§§ 1 og 5 i Arbejdsdirektoratets bekendtgørelse nr. 481 af 20. juni 2003 om en a-kasses pligt til at vejlede mv.
O P L Y S N I N G E R N E I S A G E N
Sagen er afgjort på grundlag af de akter, som ankenævnet har modtaget fra direktoratet.
På ankenævnets vegne
De kan læse om afgørelsens retlige grundlag på de følgende sider.
Kopi til
Xx
Xx
Xx
Regler
Lov om arbejdsløshedsforsikring mv., jf. lovbekendtgørelse nr. 708 af 13. august 2003
§ 42 .
Medlemmer, som tager erhvervsarbejde uden for kassens faglige område, skal lade sig overflytte til anden kasse, eller udtræde af kassen.
Stk. 2.
Et medlem, som har erhvervsarbejde, kan efter anmodning overflyttes til en anden kasse, hvis faglige område omfatter medlemmets beskæftigelse.
Stk. 3.
Direktøren for Arbejdsdirektoratet fastsætter efter forhandling med Beskæftigelsesrådet nærmere regler om overflytning fra en kasse til en anden, herunder om overflytning af medlemmer, der har gennemført en erhvervsmæssig uddannelse, der giver ret til optagelse i henhold til § 41.
§ 65.
Arbejdsløshedskassen skal vejlede medlemmet om de rettigheder og pligter, der følger af lovens kapitel 7-16, samt om medlemmets rettigheder og pligter i øvrigt efter arbejdsmarkedslovgivningen.
….
Stk. 4.
Det påhviler medlemmet at medvirke ved tilvejebringelsen af de oplysninger, der er nødvendige for gennemførelsen af bestemmelserne i stk. 1-3.
Stk. 5.
Nærmere regler om anvendelse af bestemmelserne i stk. 1-4 fastsættes af direktøren for Arbejdsdirektoratet efter forhandling med Beskæftigelsesrådet.
…..
Arbejdsdirektoratets bekendtgørelse nr. 530 af 27. juni 2002 om overflytning mellem a-kasser
§ 1.
Hvis et medlem af en a-kasse for lønmodtagere tager lønarbejde uden for a-kassens faglige område, og dette arbejde er af en art, der kan danne basis for optagelse, skal medlemmet lade sig overflytte til en a-kasse, hvis faglige område omfatter medlemmets beskæftigelse.
……
§ 5.
Et medlem kan ved arbejde i udlandet, herunder Grønland og Færøerne, blive overflyttet til en anden dansk a-kasse, hvis arbejdet kan danne basis for optagelse.
Stk. 2.
Der kan kun ske overflytning, hvis arbejdet varer mindst 5 uger med en gennemsnitlig arbejdstid på 10 timer om ugen, eller hvis den selvstændige virksomhed drives mere end midlertidigt og i væsentligt omfang.
§ 11.
Et medlem skal medvirke til overflytningen, herunder give de nødvendige oplysninger om det faglige område for arbejdet.
Stk. 2.
Hvis et medlem, som skal overflyttes efter §§ 1-3, ikke vil medvirke hertil, skal a-kassen træffe afgørelse om, at medlemmet skal udtræde af a-kassen.
§ 12.
A-kasserne skal medvirke ved overflytninger og skal påse, at betingelserne for en overflytning er opfyldt.
Arbejdsdirektoratets vejledning nr. 64 af 27. juni 2002 om overflytning mellem a-kasser
Til § 11, stk. 2
A-kassen kan træffe afgørelse om, at et medlem skal udtræde af a-kassen, hvis medlemmet ikke vil medvirke til en overflytning.
En afgørelse skal være skriftlig og indeholde en klagevejledning, jf. vejledning om almindelige krav til arbejdsløshedskassernes (afdelingernes) sagsbehandling og afgørelser.
Afgørelse om, at et medlem skal udtræde af a-kassen, har alvorlige konsekvenser for medlemmet.
En afgørelse skal derfor ikke træffes, før medlemmet udtrykkeligt er blevet vejledt om konsekvenserne af ikke at ville medvirke og har fået en frist til at bringe forholdet i orden.
Til § 12, stk. 1
……
Mener en af de to a-kasser, at betingelserne for overflytning ikke er opfyldt, skal a-kassen træffe skriftlig afgørelse og give medlemmet en klagevejledning.
Endvidere skal den anden a-kasse underrettes om afgørelsen.
…..
Arbejdsdirektoratets bekendtgørelse nr. 481 af 20. juni 2003 om en a-kasses pligt til at vejlede mv.
§ 1.
En a-kasse skal vejlede egne medlemmer om de rettigheder og pligter, som et medlem har efter lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., og om rettigheder og pligter i øvrigt efter arbejdsmarkedslovgivningen.
§ 5.
En a-kasse skal altid give det enkelte medlem individuel og personlig vejledning, hvis medlemmet har særligt behov herfor.
Stk. 2.
Vejledningen kan under hensyntagen til et medlems behov gives skriftligt eller ved en personlig samtale.