Pressenævnets kendelse i sag nr. 2008-6-672
Statutory Text (3 Articles)
Pressenævnets kendelse i sag nr. 2008-6-672
Resumé
Klagerne – to personer – klagede over en artikel i Fyens Stiftstidende.
Pressenævnets begrundelse og afgørelse
I artiklerne omtales 34 anholdelser i forbindelse med en fodboldkamp mellem OB og FC København.
Billederne af [K1] og [K2] i tilknytning til ” Rekordmange fodboldbøller anholdt” og ”Kampen i kulisserne” hidrører fra en fredelig fremmarch, hvor Fyens Stiftstidende fotograferede.
Billederne af bl.a.
[K1] og [K2] kan forlede læseren til at antage, at de omtalte fodboldbøller er de afbildede personer.
Det fremgår imidlertid af de påklagede artikler, at klagerne alene er afbildet, idet de inden kampen var del af en fremmarch.
Nævnet udtaler ikke sin kritik af det bragte.
Pressenævnet finder, at Fyens Stiftstidende heller ikke i øvrigt har tilsidesat god presseskik.
[K1] har på egne vegne og i henhold til fuldmagt fra [K2] klaget til Pressenævnet over en artikel i Fyens Stiftstidende den 14. april 2008, idet han mener, at god presseskik er tilsidesat.
1.
Sagsfremstilling
Fyens Stiftstidende bragte den 14. april 2008 en forsideartikel under overskriften ”Rekordmange fodboldbøller anholdt” .
Af artiklen fremgik følgende
”Mødet mellem OB og FC København fyldte i aftes både Fionia Park samt detentionen og venterum på politigården i Odense.
Ved 22-tiden i aftes havde politiet anholdt 34 personer i forbindelse med superligakampen – et rekordstort antal til en kamp mellem de to hold.
- Det er væsentligt flere anholdte, end vi plejer, og der har også mange flere af de meget rabiate fan-grupperinger til stede, sagde indsatsleder, politikommissær Per Franck, Fyns Politi.
Mens selve kampen forløb fredeligt og endte i uafgjort 0-0, satte FCK klart flest ind på politigården.
Af de 34 anholdte blev 23 anholdt før kampene, fordi de begyndte at lave ballade, og resten efter kampen.
Trods de mange anholdelser og højspændt atmosfære medførte mødet ingen voldssager.
– Der var tilfælde, hvor de to grupper lige nåede at hilse på hinanden, og havde vi ikke været så massivt til stede var det helt sikkert endt i slagsmål, sagde Per Franck.
Ved 22-tiden var byen stort set tømt for tilrejsende FCK-fans.”
Artiklen var ledsaget af et billede med en større gruppe marcherende OB fans.
[K1] og [K2] var afbildet forrest i gruppen.
Af billedteksten fremgik følgende
”Det startede festligt med OB’s fans, der marcherede fra Flakhaven til Stadion.
Senere blev der optræk til ballade.”
Samme dag bragte Fyens Stiftstidende inde i avisen en reportage vedrørende begivenhederne.
Under overskriften ”Kampen i kulisserne” og underoverskriften ”Med hunde og talstærkt politi blev OB og FC Københavns fans holdt fra hinanden.
Det hindrede den helt store ballade med de tændte fans” fremgik følgende
”ODENSE
Skulle der sidde en forsker et eller andet sted og lede efter The Missing Link, altså det der endegyldige bevis på, at vi nedstammer fra aberne, burde han eller hun overveje at tage til superligafodbold.
For ved sådan en kamp som nu i aftes, hvor OB tog imod FC København på Fionia Park, var der rig lejlighed til feltstudier – i bunden af begge fanlejre.
…
Men da en halvkedelig 0-0 kamp blev fløjtet af, var det ligesom om, at der skulle ske et eller andet.
FCK’erne blev lukket ud fra deres tribuneafsnit fem minutter efter resten af publikum, og det tog den lille gruppe rabiate til sig som en lejlighed til at få lettet blæren, inden territorierne skulle pisses af.
Og pisset det blev der.
Ikke mindst på hjørnet af Christmas Møllers Vej og Middelfartvej, hvor det talstærke politiopbrud hev et større antal hunde ud af bilerne og dannede en uniformeret mur på tværs af vejen for at hindre grupperne i at få fat i hinanden.
…
35 fodboldbøller blev anholdt.
Langt de fleste for at overtræde byens ordensbekendtgørelse – enkelte for at slås indbyrdes.”
Til artiklen var indsat et billede taget fra afstand af de fremmarcherende OB-fans, herunder klagerne.
Af billedteksten fremgik følgende
”For første gang havde OB’s fans arrangeret en samlet march mod stadion fra Flakhaven.
Her er det festlige følge nået til Bolbro Bakke.
Efter kampen var det mere blå blink end bannere, der var fremtrædende, da de mange fans skulle hjem.”
Samme dag bragte avisen under overskriften ”Fodboldmarch blev omdirigeret” og underoverskriften ”34 fodboldtilskuere blev anholdt – ni efter kampen” en artikel, hvoraf følgende fremgik
”ODENSE
Ikke færre end 34 uromagere blev anholdt i forbindelse med OB mod FCK.
23 af dem blev allerede inden kampen anholdt og taget med til stationen.
Ingen af dem var indblandet i vold, og de fik alle lov til at forlade detentionen efter 5-6 timer uden mobiltelefon, radio eller tv og bagefter uden bødeforlæg.
…
Fodboldfest i midtbyen
Syv-otte timer forinden startede fodboldfesten med OB-sange rundt i byen, og der blev skrevet et nyt kapitel i fynsk fodbolds historiebog da den stribede fanklub iscenesatte en fremmarch med over 500 tilhængere, der blev eskorteret af politi ned ad Vestergade.
Marchruten blev opgivet af taktiske årsager, da det viste sig, at der stod hundrede provokerende FCK-sympatisører ud for værtshuset Billarden på Vesterbro.
Da det stod klart, at de kun ventede på at blive konfronteret med OB-marchens deltagere, tog politiet affære og derfor blev mødet afværget.
Derfor viste politiet optoget ad Kongensgade, Vestre Stationsvej og ud til Bolbro.
Altså uden om Vesterbro, hvor FCK-sympatisørerne blev holdt i kort snor – til sidst blev de omringet af en halv snes af politiets mandskabsvogne, alt imens de morede sig med at affyre voldsomme kanonslag og kaste med flasker og øldåser.
Da OB’s marchdeltagere var på stadion, fik de konfliktsøgende københavnere på Vesterbro lov til at vandre mod stadion – med politi foran og bagefter.
Efter politikommissær Per Francks vurdering sent i aftes endte kampen på gader og veje også sådan cirka uafgjort.”
Til artiklen var indsat to billeder.
Ét billede af OB-fans før kampen, og ét billede af politiet, der eskorterer fans.
Til billedet af politieskorten fremgik følgende tekst
”Først da OB’s marchdeltagere var lukket ind på Fionia Park, fik godt hundrede aggressive FCK-sympatisører lov til at gå til stadion fra deres urolige pit-stop på Vesterbro – og politiet fulgte dem tæt.”
2.
Parternes synspunkter
2.1.
[K1] og [K2]s synspunkter
[K1] har anført, at der forud for kampen var arrangeret en fredelig fremmarch fra Flakhaven (Rådhuspladsen) til stadion.
Hele marchen forløb fredeligt uden nogen former for hændelser.
Billedet til forsideartiklen ”Rekordmange fodboldbøller anholdt” og til artiklen ”Kampen i kulisserne” inde i avisen var derfra.
Læseren forledes til at tro, at de afbildede personer, herunder [K1] og [K2], har været involveret i ballade.
Billedteksten ”Det startede fredeligt med OB’s fans, der marcherede fra Flakhaven til stadion.
Senere blev der optræk til ballade” giver indtryk af, at personerne ikke var involveret i ballade under fremmarchen, men derimod senere.
Underoverskriften og indledningen til artiklen ” Kampen i kulisserne” sammenkæder igen billeder fra marchen med ballade.
Billedteksten ”For første gang havde OB’s fans … Efter kampen var det mere blå blink og bannere, der var fremtrædende, da de mange fans skulle hjem” åbner mulighed for, at de afbildede personer var blandt ballademagerne.
Klagerne og de øvrige afbildede personer fremstilles som fodboldbøller og værende aber.
[K1] har oplyst, at han er blevet kontaktet af venner, familie og kollegaer, der alle delte den opfattelse, at han havde været involveret i ballade.
[K1] har herudover anført, at han anmodede Fyens Stiftstidende om en ”undskyldning”, hvilket avisen afviste.
2.2.
Fyens Stiftstidendes synspunkter
Fyens Stiftstidende har anført, at billedet blev taget i Odense bybillede i timerne op til kampen, hvor de to fanskarer prægede bybilledet med en opførsel, der udløste en ny rekord i anholdelse ved fodboldkamp i Odense.
Billedet viste syngende marcherende fans og var valgt som illustration af, hvordan almindelige fans i timerne op til kampen prægede Odense med slagsange.
Det slås entydigt fast i billedteksten, at der er tale om et billede taget på et tidspunkt, hvor politiet endnu ikke havde foretaget anholdelser.
Det fremgik hverken af overskriften, billedet eller artiklen, at de afbildede personer, herunder klagerne, stod bag lovovertrædelser, uro eller anholdelser.
Der var heller ikke noget i artiklerne, der indikerede, at de afbildede personer var blandt de 34 anholdte.
Hverken navne eller henvisninger til personerne.
Fyens Stiftstidende har videre anført, at avisen i overensstemmelse med oplysninger fra Fyns Politi skrev, at marchruten blev ændret ”af taktiske årsager”, og at politiet besluttede at ændre ruten for at undgå FCK-fans og denne gruppes provokationer.
At klager opfattede udsagnet negativt, må være klagers egen fortolkning, idet sætningen entydigt angav FCK-fans som den provokerende part.
Fyens Stiftstidende har herudover anført, at avisen tilbød klagerne at bringe deres synspunkter i sagen som læserbrev, da avisen modtog klagen.
Dette tilbud reagerede klagerne ikke på.
3.
Pressenævnets begrundelse og afgørelse
I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget
Axel Kierkegaard, Hans Peter Blicher, Lars Lindskov og Marianne Druedahl.
I artiklerne omtales 34 anholdelser i forbindelse med en fodboldkamp mellem OB og FC København.
Billederne af [K1] og [K2] i tilknytning til ” Rekordmange fodboldbøller anholdt” og ”Kampen i kulisserne” hidrører fra en fredelig fremmarch, hvor Fyens Stiftstidende fotograferede.
Billederne af bl.a.
[K1] og [K2] kan forlede læseren til at antage, at de omtalte fodboldbøller er de afbildede personer.
Det fremgår imidlertid af de påklagede artikler, at klagerne alene er afbildet, idet de inden kampen var del af en fremmarch.
Nævnet udtaler ikke sin kritik af det bragte.
Pressenævnet finder, at Fyens Stiftstidende heller ikke i øvrigt har tilsidesat god presseskik.
Afgjort den 24. juni 2008