Leverandørpåbud - påbud om fodlister på reposer på trappetårn
Statutory Text (5 Articles)
Leverandørpåbud - påbud om fodlister på reposer på trappetårn
Resumé
Virksomhed X var leverandør af trappetårne.
Arbejdstilsynet gav den 2. april 2004 virksomhed X følgende påbud
»Af opstillingsvejledningen skal det fremgå, at der i opgangsfelter skal monteres hånd-, knæ- og fodlister.
Der skal sammen med trappetårnene af typen YY leveres de nødvendige fodlister til opgangsfelterne, så niveauet i opstillingsvejledningerne kan efterleves forsvarligt.
Påbudet skal efterkommes senest torsdag den 8. juli 2004«
Virksomheden klagede over Arbejdstilsynets afgørelse.
Arbejdsmiljøklagenævnet tiltrådte Arbejdstilsynets afgørelse.
Arbejdsmiljøklagenævnet lagde ved afgørelsen vægt på, at der ved arbejde, ophold og gang på det omhandlede trappetårns reposer var risiko for personnedstyrtning og reposen skulle derfor være forsynet med et rækværk eller anden form for afspærring.
Et rækværk skal bestå af en hånd-, knæ-, og fodliste.
Arbejdsmiljøklagenævnet lagde endvidere vægt på, at der ved arbejde, ophold og gang på det omhandlede trappetårns reposer med rækværk uden fodliste var risiko for at løse genstande eller øvrige materialer kunne blive sparket eller rullet ud over reposkanterne med risiko for at ramme personer, der arbejdede eller færdedes på trappetårnets underliggende niveauer.
Arbejdsmiljøklagenævnet fandt således ikke, at det omhandlede trappetårn af mærket YY levede op til de krav, der var nævnt i bekendtgørelsens bilag I, idet trappetårnet blev leveret uden fodlister til reposerne.
Arbejdsmiljøklagenævnet fandt ligeledes, at der ved levering/udlejning af trappetårnet skulle følge opstillings- og brugsvejledning med oplysninger om, at der på trappetårnets reposer skulle monteres hånd-, knæ- og fodlister.
Arbejdsmiljøklagenævnet har på møde den 29. januar 2008 behandlet Deres klage over Arbejdstilsynets afgørelse af 2. april 2004, om at virksomheden ved levering af stilladstrappetårne af typen YY skal levere fodlister til reposerne i opgangsfelterne, og at det skal fremgå af opstillingsvejledningen til trappetårnet, at reposerne i opgangsfeltet på trappetårnet skal monteres med hånd-, knæ- og fodlister.
Nævnet traf følgende
A F G Ø R E L S E
Arbejdsmiljøklagenævnet er enig med Arbejdstilsynet i, at virksomheden ved levering af stilladstrappetårne af mærket YY skal levere fodlister til reposerne i opgangsfelterne, og at det skal fremgå af opstillingsvejledningen til trappetårnet, at reposerne i opgangsfeltet på trappetårnet skal monteres med hånd-, knæ- og fodlister.
Nævnets afgørelse skal efterkommes senest den 1. august 2008.
Tilbagemelding skal ske til Arbejdstilsynet senest den 8. august 2008.
Arbejdsmiljøklagenævnet fastholder således Arbejdstilsynets afgørelse af 2. april 2004.
B E G R U N D E L S E
Arbejdsmiljøklagenævnet har ved afgørelsen lagt til grund, at
–
Arbejdstilsynet ved et byggepladsbesøg den 16. december 2003 konstaterede, at xx havde leveret et stilladstrappetårn af typen YY uden fodlister og uden at det fremgik af opstillingsvejledningen for trappetårnet, at der skulle anvendes fodlister,
–
Arbejdstilsynet foretog herefter et markedskontrolbesøg på virksomheden den 13. januar 2004.
Ved besøget fik Arbejdstilsynet oplyst, at der ikke fandtes nogen former for fodlister til trappetårn af typen YY og at det ikke fremgik af opstillingsvejledningen for trappetårnet, at det skulle etableres med fodlister, og
–
Arbejdstilsynet ved et nyt tilsynsbesøg den 31. oktober 2006 fik oplyst, at virksomheden siden modtagelsen af påbudet havde leveret et enkelt trappetårn med fodlister, men at der ikke efterfølgende havde været leveret fodlister med de trappetårne, der havde været solgt/udlejet.
Arbejdstilsynet fik endvidere oplyst, at der heller ikke var blevet foretaget ændringer i det brochuremateriale eller i de brugsanvisninger, der fulgte med levering af YY trappetårne.
Det følger af § 45 i arbejdsmiljøloven, at tekniske hjælpemidler skal være indrettet således, at de sikkerheds- og sundhedsmæssigt er fuldt forsvarlige, og at anerkendte normer og standarder, som har sikkerheds- eller sundhedsmæssig betydning, skal følges.
Det følger af § 17, stk. 1, jf. bilag I, pkt. 6.5, at hvor der er risiko for at, at genstande eller materialer kan falde ned fra stilladset, skal der træffes passende foranstaltninger til sikring af omgivelserne, fx ved afspærring eller afskærmning.
Det følger videre af pkt. 6.9 og 6.10, at der skal være fod-, knæ- og håndlister på stilladsdæk, adgangsveje, gangbroer og lignende.
Det følger af § 30, stk. 1 i arbejdsmiljøloven, at den, der overdrager, overlader eller udstiller præfabrikerede konstruktioner og andre tekniske hjælpemidler, skal sørge for, at genstandene, når de udleveres til brug eller udstilles, er forsynet med nødvendigt beskyttelsesudstyr og kan anvendes efter deres hensigt uden at være farlige for sikkerhed eller sundhed, og at nødvendige og let forståelige anvisninger om betjening, vedligeholdelse, transport og opstilling skal følge med ved leveringen.
Ifølge § 30, stk. 2, gælder samme pligter, når brugsfærdige tekniske hjælpemidler overdrages eller overlades til videresalg, udlejning eller udlån.
Det følger af § 34 i bekendtgørelse om indretning af tekniske hjælpemidler, at der med leveringen af et teknisk hjælpemiddel skal følge sådan brugsanvisning, som er nødvendigt for, at hjælpemidlet kan anvendes, transporteres og opstilles sikkerheds- og sundhedsmæssigt fuldt forsvarligt samt holdes i forskriftsmæssig stand.
Arbejdsmiljøklagenævnet har lagt vægt på, at der ved arbejde, ophold og gang på det omhandlede trappetårns reposer er risiko for personnedstyrtning og reposen skal derfor være forsynet med et rækværk eller anden form for afspærring.
Et rækværk skal bestå af en hånd-, knæ-, og fodliste.
Arbejdsmiljøklagenævnet har endvidere lagt vægt på, at der ved arbejde, ophold og gang på det omhandlede trappetårns reposer med rækværk uden fodliste er risiko for at løse genstande eller øvrige materialer kan blive sparket eller rullet ud over reposkanterne med risiko for at ramme personer, der arbejder eller færdes på trappetårnets underliggende niveauer.
Arbejdsmiljøklagenævnet finder således ikke, at det omhandlede trappetårn af mærket YY lever op til de krav, der er nævnt i bekendtgørelsens bilag I, idet trappetårnet leveres uden fodlister til reposerne.
Arbejdsmiljøklagenævnet finder ligeledes, at der ved levering/udlejning af trappetårnet skal følge opstillings- og brugsvejledning med oplysninger om, at der på trappetårnets reposer skal monteres hånd-, knæ- og fodlister.
xx har i klagen anført, at Arbejdstilsynets påbud er konkurrenceforvridende, medmindre alle producenter og importører af trappetårne får påbud om at der skal være fodlister på trappetårnets reposer.
Arbejdsmiljøklagenævnet skal hertil bemærke, at alle leverandører, der sælger og udlejer de i sagen omhandlede trappetårne, skal opfylde arbejdsmiljølovens krav, herunder de krav som er nævnt i bekendtgørelsens bilag I om fodlister, jf. ovenfor.
Arbejdsmiljøklagenævnet skal i øvrigt henvise til Arbejdstilsynets udtalelse af 31. maj 2007, hvoraf det fremgår, at Arbejdstilsynet ikke har aktuelle planer om at opsøge alle leverandører af stilladstrappetårne på det danske marked med henblik på at afgive påbud om fodlister på trappetårnenes reposer, men at tilsyn vil indgå i Arbejdstilsynets almindelige prioritering.
R E G L E R
Arbejdsmiljøklagenævnet henviser til
–
§ 30, stk. 1 og stk. 2, § 45 og § 77, stk. 1 i lov om arbejdsmiljø, jf. lovbekendtgørelse nr. 784 af 11. oktober 1999,
–
§ 23, § 29 og § 34 i Arbejdstilsynets bekendtgørelse nr. 561 af 24. juni 1994 om indretning af tekniske hjælpemidler, og
–
§ 3, § 6 og § 17, stk. 1, jf. bilag I, pkt. 6.5, 6.9 og 6.10 i Arbejdstilsynets bekendtgørelse nr. 1109 af 15. december 1992 om anvendelse af tekniske hjælpemidler med de ændringer der følger af bekendtgørelse nr. 670 af 7. august 1995.
O P L Y S N I N G E R N E I S A G E N
Sagen er afgjort på grundlag af de akter, som klagenævnet har modtaget fra Arbejdstilsynet.
På klagenævnets vegne
Kopi til
De kan læse om afgørelsens retlige grundlag på de følgende sider.
1.
Regler
Lov om arbejdsmiljø, jf. lovbekendtgørelse nr. 784 af 11. oktober 1999
§ 30.
Den, der overdrager, overlader eller udstiller maskiner, maskindele, beholdere, præfabrikerede konstruktioner, apparater, redskaber eller andre tekniske hjælpemidler, skal sørge for, at genstandene, når de udleveres til brug eller udstilles, er forsynet med nødvendigt beskyttelsesudstyr og kan anvendes efter deres hensigt uden at være farlige for sikkerhed eller sundhed, jf. kapitel 7.
Nødvendige og let forståelige anvisninger om betjening, vedligeholdelse, transport og opstilling skal følge med ved leveringen.
Stk. 2.
Overdrages eller overlades brugsfærdige tekniske hjælpemidler til videresalg, udlejning eller udlån, gælder samme pligter.
Stk. 3.
Når Arbejdstilsynet forlanger det, eller når forholdene i øvrigt giver anledning dertil, skal importøren eller fremstilleren lade foretage undersøgelser, prøver eller besigtigelser, eventuelt ved særligt sagkyndige, for at konstatere, om det tekniske hjælpemiddel er sikkerheds- og sundhedsmæssigt forsvarligt.
Stk. 4.
Hvis et teknisk hjælpemiddel fremstilles efter bestillerens skriftlige, udførlige anvisninger, er importøren eller fremstilleren ikke omfattet af pligterne i stk. 1-3.
§ 45.
Maskiner, maskindele, beholdere, præfabrikerede konstruktioner, apparater, redskaber og andre tekniske hjælpemidler skal være indrettet og skal anvendes således, at de sikkerheds- og sundhedsmæssigt er fuldt forsvarlige.
Stk. 2.
Anerkendte normer og standarder, som har sikkerheds- eller sundhedsmæssig betydning, skal følges.
§ 77.
Arbejdstilsynet kan påbyde, at forhold, der strider mod loven eller mod regler eller afgørelser i medfør af loven, bringes i orden straks eller inden en frist.
Stk. 2 ………
Arbejdstilsynets bekendtgørelse nr. 561 af 24. juni 1994 om indretning af tekniske hjælpemidler
§ 23.
Et teknisk hjælpemiddel skal være konstrueret, udført og udstyret således, at betjening af det kan udføres uden fare for sikkerhed eller sundhed, og uden at andre udsættes for fare.
Stk. 2.
For ethvert andet ved hjælpemidlet forekommende arbejde finder stk. 1 tilsvarende anvendelse i det omfang, det er muligt, under hensyn til hjælpemidlets art.
§ 29.
Hvor der ved eller på et teknisk hjælpemiddel skal ske færdsel eller ophold af hensyn til betjening, vedligeholdelse, eftersyn eller anden pasning, skal der indrettes adgangs- og færdselsveje samt arbejdsplatforme i nødvendigt omfang.
Disse skal være således udformet og udført, sikret og belyst, at deres benyttelse er sikkerheds- og sundhedsmæssigt fuldt forsvarligt.
§ 34.
Med leveringen af et teknisk hjælpemiddel skal følge sådan brugsanvisning, som er nødvendigt for, at hjælpemidlet kan anvendes, transporteres og opstilles sikkerheds- og sundhedsmæssigt fuldt forsvarligt samt holdes i forskriftsmæssig stand.
Hertil hører fornødne angivelser, planer, diagrammer o.l. for hjælpemidlets indretning og funktion, oplysning om farer eller andre særlige forhold ved hjælpemidlet, herunder begrænsninger i brugen, som kan have betydning for sikkerhed og sundhed i arbejdsmiljøet, og som ikke er almindeligt kendt.
Den skal desuden indeholde oplysning om evt. særlige sikkerhedsforanstaltninger, som er nødvendige i forbindelse med hjælpemidlets anvendelse, transport, opstilling og vedligeholdelse.
Er personlige værnemidler nødvendige, skal brugsanvisningen give oplysning om disses art og anvendelse, som er i overensstemmelse med de regler, der måtte være givet herom.
Stk. 2.
Brugsanvisningen skal være fyldestgørende og let forståelig for dem, der kan påregnes at skulle benytte den.
Den skal være affattet på dansk, medmindre andet følger af særregler, eller direktøren for Arbejdstilsynet tillader eller stiller krav om et andet sprog.
Stk. 3.
I det omfang, det kan have sikkerheds- eller sundhedsmæssig betydning, skal brugsanvisningen, væsentlige dele heraf eller henvisninger til den, være angivet direkte på hjælpemidlet, eller på skilt, opslag e.l., til opsætning ved dette.
Arbejdstilsynets bekendtgørelse nr. 1109 af 15. december 1992 om anvendelse af tekniske hjælpemidler med de ændringer der følger af bekendtgørelse nr. 670 af 7. august 1995
§ 3.
Forpligtelserne efter denne bekendtgørelse påhviler arbejdsgivere, virksomhedsledere, arbejdsledere og øvrige ansatte, brugere, leverandører, projekterende, reparatører m.fl. efter arbejdsmiljølovens almindelige regler, jf. § 2 og kapitel 4 i loven.
§ 6.
Et teknisk hjælpemiddel må kun anvendes, hvis det opfylder de krav, der gælder for dets konstruktion, udstyr, sikring m.v. ifølge Arbejdstilsynets bekendtgørelse om indretning af tekniske hjælpemidler og andre særlige regler, der måtte være fastsat herom.
…………..
§ 17.
For anvendelsen af de i bilag 1 nævnte tekniske hjælpemidler gælder foruden §§ 4-16 detailreglerne fastsat i bilaget.
Stk. 2………
Bilag I
6.
Stilladser
6.1 Et stillads, der anvendes til arbejde, ophold eller færdsel, skal være indrettet og opstillet således, at anvendelsen kan ske sikkerheds- og sundhedsmæssigt fuldt forsvarligt.
6.2 Stilladset skal være af egnet konstruktion, og skal være opstillet forsvarligt under hensyn til arbejdets art, understøttelsesforhold, fastgørelsesforhold, påregnelige belastninger, herunder vejrforhold, og andre forhold, der måtte have betydning for stilladsets stabilitet og bæreevne.
6.3 Til opstilling af et stillads må kun anvendes dele, der hører til samme stilladssystem, eller som er åbenbart egnede til at kombineres.
De enkelte stilladsdeles samling og fastholdelse skal være forsvarligt udført.
Stilladsskruetvinger skal være egnede, og må kun anvendes, hvis stilladssystemets egne dele, eller dele, som er åbenbart egnede til at kombineres, ikke umiddelbart kan anvendes.
Det skal sikres, at de anvendte dele er i forsvarlig stand.
6.4 Stilladsets underlag skal være stabilt.
Stilladsets støttepunkter skal hvile på hele støttefladen.
En opklodsning må ikke være over 20 cm høj.
Større niveauforskelle skal udlignes med indstillelige understøtninger eller anden forsvarlig konstruktion.
6.5 Ved et stillads, der opstilles på et areal med risiko for påkørsel, skal der træffes foranstaltninger, der effektivt sikrer de beskæftigede, fx passende afskærmning eller markering.
Hvor der er risiko for, at genstande eller materialer kan falde ned fra stilladset, skal der træffes passende foranstaltninger til sikring af omgivelserne, fx ved afspærring eller afskærmning.
6.6 Et stillads skal have en hensigtsmæssig bredde og udformning under hensyn til anvendelsen.
Redskaber og materialer skal kunne anbringes så alle funktioner, der er forbundet med arbejdet, kan udføres sikkert og med forsvarlige arbejdsstillinger og -bevægelser.
6.7 Der skal til de enkelte stilladsdæk være forsvarligt udførte og hensigtsmæssigt beliggende og udformede adgangsveje.
6.8 Stilladser, der er højere end 5 meter eller længere end 10 meter, og som skal benyttes af mere end 10 personer samtidigt, skal have separate opgangsfelter.
6.9 Stilladsdæk, adgangsveje, gangbroer og lignende skal være forsynet med rækværk, jf. pkt. 6.10 og 6.11, eller anden effektiv afspærring overalt, hvor der kan ske fald på mere end 2 meter til det omgivende underlag.
Der skal tillige træffes sikkerhedsforanstaltninger, hvor der er mindre faldhøjde, hvis der på grund af arbejdets art er særlig fare for nedstyrtning, eller hvis nedstyrtning på det omgivende underlag er forbundet med særlig fare.
6.10 Rækværk efter pkt. 6.9 skal have fornøden styrke og være forsvarligt udført.
Rækværket skal mindst bestå af håndliste i 1 meters højde, knæliste i 0,5 meters højde og en fodliste, der er mindst 15 cm høj.
Fodlister af træ skal have en tykkelse på mindst 3,2 cm (5/4K).
6.11 Fodlister af træ, der er anskaffet før den 1. juli 1994, og som ikke opfylder ovennævnte krav om 15 cm's højde (6K), men som har en højde på mindst 12, 7 cm (5K), kan fortsat anvendes, indtil de på grund af beskadigelse, råd og lignende skal udskiftes, dog længst frem til den 1. januar 2000.
6.12 Rækværk efter pkt. 6.9 kan undlades, hvor stilladsdæk o.l. følger en mur eller anden fast bygningsdel af mindst samme højde som rækværk, eller hvor der er anden ligeså effektiv sikring mod nedstyrtning.
Afstand mellem stilladsdæk og mur, bygningsdel eller anden sikring mod nedstyrtning må ingen steder overstige 30 cm.
6.13 Opgangshuller skal være forsynet med overdækning eller afspærring, der har sikring mod utilsigtet åbning.
6.14 Fra den 1. september 1997 må der ved opstilling, ændring af opstilling og nedtagning af stilladser højere end 3 meter kun beskæftiges personer, der har gennemgået en særlig uddannelse, der gør dem kvalificeret til at opstille den pågældende stilladstype.
Uddannelsen udarbejdes af arbejdsmarkedets parter og godkendes af Direktoratet for Arbejdstilsynet.
Ansatte, som i forbindelse med deres faglige uddannelse eller på anden måde har opnået et tilsvarende, anerkendt fagligt niveau, er undtaget fra uddannelseskravet.
6.15 Et fast monteret stillads over 2 meters højde skal af opstilleren, inden det afleveres til ibrugtagning, forsynes med skilte, der oplyser om, hvad stilladset er beregnet til samt dato for dets opstilling.
Tilsvarende skal iagttages, når der foretages ændring i stilladsets opstilling.
Af skiltet skal tillige fremgå datoen for det eftersyn, jf. § 14, som sidst er foretaget jf. pkt. 6.17.
6.16 Under brugen af et stillads skal det sikres, at stilladset ikke anvendes til arbejdsfunktioner, som det ikke er egnet til.
Det skal videre sikres, at materialer anbringes, så de ikke frembyder fare, ligesom der skal holdes god orden på og omkring stilladset.
6.17 Det skal sikres, at eftersyn af stilladser kun foretages af personer, der har kendskab til og erfaring i brug af stilladser.
Efter foretaget eftersyn påtegnes skiltet jf. pkt. 6.15.
6.18 Hvis der på et stillads monteres særligt udstyr, skal der tages forholdsregler, der sikrer stilladsets styrke og stabilitet.
6.19 Afstanden fra et belastet dæk til fodlisten må ikke overstige 30 mm.
6.20 Op- og nedgang samt anden færdsel på stilladset må kun foregå ad de dele af stilladset, der er indrettet hertil, eller ad andre ligeså forsvarlige adgangs- og færdselsveje.
6.21 På stilladsdæk, hvor der arbejdes, skal opgangshuller holdes lukkede eller afspærrede.
6.22 Der må ikke på stilladsdæk arbejdes fra stiger, bukkestilladser eller andre løse genstande.
Hvis det er nødvendigt med ekstra arbejdshøjde på et stilladsdæk, må denne kun etableres med anvendelse af egnet materiel, som skal fastgøres forsvarligt.
Adgangen til den ekstra arbejdshøjde skal være forsvarlig, og der skal være truffet sikkerhedsforanstaltninger mod nedstyrtning fra den ekstra arbejdshøjde i overensstemmelse med pkt. 6.9-6.13.
2.
AT-anvisninger, AT-meddelelser m.v.
At-vejledning B.3.2 om opstilling og brug af stilladser (er vedlagt)