Klage over at brud i bådbenet ikke blev opdaget ved skadestuebesøg
Statutory Text (3 Articles)
Klage over at brud i bådbenet ikke blev opdaget ved skadestuebesøg
Resumé
En 18-årig mand henvendte sig på skadestuen, efter at han under boldspil havde fået en bold mod sit højre håndled.
Reservelægen, der undersøgte ham, fandt ikke mistanke om brud.
Efterfølgende fik patienten foretaget røntgenundersøgelse af håndleddet, der viste et ikke forskubbet brud i bådbenet.
Der blev klaget over, at der blev begået fejl ved behandlingen af patienten på skadestuen, herunder at der ikke blev foretaget en røntgenundersøgelse.
Nævnet fandt grundlag for at kritisere den reservelæge, der undersøgte patienten på skadestuen.
Herved lagde nævnet vægt på, at reservelægen ikke havde undersøgt, om der var ømhed i tabatieren, som er fordybningen på håndryggen ved roden af tommelen.
Nævnet kunne oplyse, at ømhed i tabatieren ofte er det eneste tegn på brud i bådbenet, og at ømhed i tabatieren ved skader på håndled er en basal og velkendt undersøgelse, som udløser indikation for røntgenundersøgelse og endog behandling.
Nævnet kunne videre oplyse, at brud i bådbenet ofte er svære at diagnosticere, dels fordi der kun er diskrete kliniske tegn, og dels fordi bruddet ofte er svært eller umuligt at se på røntgenundersøgelsen.
Undersøgelse af ømhed i tabatieren er derfor meget vigtig i udredningen af skader mod håndleddet.
Ubehandlede brud i bådbenet medfører ofte manglende heling som en alvorlig komplikation.