Klage over opkrævning af gebyr i forbindelse med aktindsigt i lægejournal
Statutory Text (3 Articles)
Klage over opkrævning af gebyr i forbindelse med aktindsigt i lægejournal
Resumé
En kvinde anmodede sin praktiserende læge om aktindsigt i sin datters journal.
Anmodningen blev efterkommet rettidigt, men med opkrævning af et gebyr på kr. 312,50.
Der var klaget over, at lægen opkrævede et gebyr på kr. 312,50 i forbindelse med, at journalen blev fremsendt.
Nævnet fandt, at den praktiserende læge havde overtrådt § 1, stk. 2, i bekendtgørelse om betaling for afskrifter, edb-udskrifter og fotokopier, der udleveres efter lov om patienters retsstilling.
Nævnet lagde vægt på, at der er mulighed for at forlange betaling første gang en praktiserende læge udleverer journalkopier, enten i form af en edb-udskrift eller såfremt lægen ikke havde det nødvendige fotokopieringsudstyr til sin disposition, men at sundhedspersonen i disse tilfælde kun kan kræve kr. 10,00 pr. påbegyndt side, dog maksimalt kr. 200,00.
Det anførte beløb dækker også eventuelle forsendelsesomkostninger, jf. bekendtgørelsens § 1, stk. 3.
Nævnet fandt på den baggrund, at lægen uretmæssigt havde opkrævet et for højt gebyr.