Klage over pleje af beboer i forbindelse med et fald og medicinering ordineret af familie

Klage over pleje af beboer i forbindelse med et fald og medicinering ordineret af familie

Resumé

87-årig plejehjemsbeboer faldt i forbindelse med et halluciationsanfald.

En social- og sundhedsassistent undersøgte hende og lagde hende herefter i seng, samt tilkaldte en fast vagt.

Næste morgen viste det sig, at beboeren havde brækket den ene hofte og hånd.

Beboeren fik i tiden efter faldet angstdæmpende medicin.

Sønnen, der var læge, ændrede patientens medicinordinering.

Forstanderen kontaktede herefter embedslægen, der i et brev angav, at den overordnede ansvarlige for beboerens medicinering var egen læge.

Ved et besøg efterfølgende iagttog beboerens søn, at beboeren fik anfald, som han vurderede fortsatte i egentlige kramper og efterfølgende konfusion, hvorfor han ordinerede medicin.

Plejepersonalet foretog ingen lignende observationer den dag, men en sygeplejerske forsøgte at kontakte egen læge.

Da denne ikke kunne træffes, vurderede sygeplejerske, at egen læge skulle bekræfte ordinationen inden effektuering.

Der blev klaget over, at en læge ikke blev tilkaldt efter faldet, og at plejepersonalet ikke ville effektuere ordinationer foretaget af beboerens søn.

Nævnet fandt grundlag for at kritisere den social- og sundhedsassistent, der varetog plejen af beboerne, da denne faldt, idet nævnet fandt, at hun burde havde foretaget en supplerende undersøgelse af beboeren, samt at det havde været hensigtsmæssigt, at hun havde kontaktet vagtlægen og refereret episoden.

Nævnet udtrykte i den forbindelse, at det kan være vanskeligt at vurdere en person, der er angst, føler sig forfulgt og er hallucineret, idet disse symptomer kan overskygge de smerter, der kan være forbundet med selve faldepisoden Det er derfor vigtigt, at observere personen tæt, samt eventuelt kontakte en læge.

Nævnet fandt ikke grundlag for at kritisere den sygeplejerske, der ikke fulgte sønnens ordination, idet nævnet fandt, at det var i overensstemmelse med normen for almindelig anerkendt faglig standard, at sygeplejersken henholdt sig til embedslægens udmelding, og derfor ikke ville iværksætte ændringer i medicineringen, før egen læge havde accepteret dette.