Klage over smertebehandling

Klage over smertebehandling

Resumé

Smertebehandlingen af en 62-årig patient, som led af lungehindekræft, blev varetaget af et palliativt team.

Smertebehandlingen virkede tilfredsstillende, og patientens hustru administrerede smertebehandlingen i hjemmet.

Den 21. februar 2005 blev patienten indlagt på medicinsk afdeling med vand i lungen og lungebetændelse.

Under indlæggelsen blev der af sygeplejerskerne udleveret forkert medicin flere gange.

Ved stuegang den 23. marts 2005 ordinerede overlæge B halv fast langtidsvirkende morfinpræparat.

Overlæge B opdagede fejlen, som blev rettet og beklaget af overlæge B.

Der blev klaget over, at patienten ikke blev smertemedicineret korrekt i perioden fra den 21. februar til den 7. marts samt den 22. til den 25. marts 2005, idet patienten enten manglende at få smertestillende medicin, at det blev givet på forkerte tidspunkter og at der blev givet forkert smertestillende medicin.

Nævnet fandt grundlag for at kritisere de sygeplejersker, som havde været involveret i behandlingen af patienten i perioden fra den 21. februar til den 7. marts og fra den 22. til den 25. marts 2005.

Det var nævnets opfattelse, at medicinskemaerne var klare og entydige, og det var derfor nævnets opfattelse, at de omtalte fejl skyldtes, at de berørte sygeplejersker udviste manglende omhu og samvittighedsfuldhed i forbindelse med medicinadministrationen.

Nævnet fandt ikke grundlag for at kritisere overlæge B for behandlingen af patienten den 23. marts 2005, men fandt dog, at det ville have været hensigtsmæssigt, om overlæge B havde fulgt den smertebehandling som det palliative team havde ordineret.

Det var nævnets opfattelse, at overlæge B, som læge, havde selvstændig ordinationsret og ordinerede smertestillende medicin, som lå inden for det terapeutiske niveau.

Det var videre nævnets opfattelse, at overlæge B ordinerede en dosis af langtidsvirkende smertemedicin, der var faglig anerkendt korrekt til en cancer patient, hvor der i øvrigt var ordineret hurtigt virkende morfin ved behov og uden maksimal grænse.

Det var derfor nævnets opfattelse, at overlæge B ikke handlede under normen for almindelig anerkendt faglig standard ved sin behandling af patienten den 23. marts 2005.

Det ville dog have været hensigtsmæssigt, om overlæge B havde fulgt den smertebehandling som det palliative team havde ordineret, idet der ikke var nye oplysninger om, at patientens tilstand havde ændret sig.