Klage over tvangsfiksering (klageovertvangsfiksering)

Klage over tvangsfiksering

Resumé

En 45-årig kvinde havde 9 tidligere indlæggelser bag sig.

Hun debuterede i 1987 med en reaktiv psykotisk tilstand, der blev behandlet med Cisordinol med god effekt.

Under tvangsindlæggelse i april 1993 blev diagnosen ændret til paranoid skizofreni, og hun blev sat i tvangsbehandling med Cisordinol, der ved udskrivelsen i maj 1995 blev ændret til depotform med 125 mg hver 14. dag.

Der havde siden været flere tvangsindlæggelser grundet medicinsvigt samt en frivillig indlæggelse i forbindelse med selvmordsforsøg.

Aktuelt blev patienten den 29. juni 2006 tvangsindlagt på fareindikation på psykiatrisk afdeling.

Ved indlæggelsen fremstod hun truende og vredladen, samt åbenlys psykotisk og aggressiv.

Under den aktuelle indlæggelse var hun fortsat psykotisk, mistolkende og vredladen.

Hun var udskældende og smækkede med dørene.

Alt skulle være på hendes præmisser, ellers blev hun meget vred.

Det blev vurderet, at hun havde behov for en øgning i ordinationen af Cisordinol depot fra 125 mg til 200 mg hver 14. dag.

Hun blev rasende over beslutningen og ønskede ikke at drøfte den.

Hun var uforstående overfor at være blevet indlagt og fremstod mistroisk, garderet, vred og helt uden sygdomsindsigt.

Hun blev løbende tilbudt Cisordinol depot i en øget dosis, hvilket hun var afvisende overfor.

Den 3. juli 2006 var hun tiltagende vredladen, udskældende og højtråbende, samt smækkede med dørene.

Hun kunne ikke tales til rette, og medpatienterne var bange for hende, da hun også truede dem.

Det blev forsøgt at skærme hende på stuen, og under stuegang forsøgte man at forklare hende grunden hertil.

Efterfølgende blev hun rasende og smed overlægen korporligt ud af stuen.

Der blev tilkaldt hjælp, hvorefter hun fik injektion Cisordinol Acutard 100 mg som beroligende medicin med tvang.

Efterfølgende blev hun verbalt og fysisk udadreagerende.

Hun kastede sin middagsmad efter personalet og smækkede med døren, samt slukkede en tændt cigaret på et personalemedlem.

Man vurderede, at hun var til fare for sig selv og andre, og der blev truffet beslutning om tvangsfiksering.

Den 4. juli 2007 om natten var hun fortsat bæltefikseret, idet hun var vredladen, udskældende og meget højtråbende, og idet hun havde vækket flere medpatienter.

Hun havde urineret og haft afføring i sengen, og det var ikke muligt for personalet at komme hende til hjælp, idet hun var så voldsom udadreagerende.

Hun blev tilbudt beroligende medicin, hvilket hun afviste.

Der blev herefter truffet beslutning om indgivelse af beroligende medicin med tvang i form af injektion Zeldox 20 mg.

Den 5. juli 2006 blev hun overflyttet til en anden afdeling.

Hun blev her vurderet til at være mere rolig, end hun havde været på den tidligere afdeling.

Hun ønskede at få et møde med en tolk og en patientrådgiver, hvilket blev arrangeret.

Hun var stille og rolig, men virkede latent aggressiv.

Den 6. juli 2006 kunne man indgå aftaler med hende, hvorfor hun blev løsnet fra bæltet.

Hun blev fortsat vurderet som vredladen, mistroisk og uden sygdomsindsigt.

Hun var ude af stand til at opretholde en rimelig grad af hygiejne både med hensyn til sig selv og sin stue.

Hun nægtede at tage bad eller skifte tøj.

Hun ønskede ikke at spise afdelingens mad, da hun fandt den uspiselig, og hun udtalte sig fortsat nedsættende om andre.

Det var ikke muligt at opnå samarbejde med hende vedrørende medicineringen, da hun kun ønskede behandling med en meget lavere dosis af Cisordinol depot, end man måtte formode ville have effekt på hendes svære psykotiske og urolige tilstand.

Der blev blandt andet klaget over tvangsfikseringen.

Patientklagenævnet tiltrådte afgørelsen fra Det lokale Psykiatriske Patientklagenævn vedrørende tvangsfikseringen, men ændrede afgørelsen forså vidt angik udstrækningen af tvangsfikseringen.

Nævnet lagde vægt på, at patienten var verbalt og fysisk udadreagerende, herunder at hun var aggressiv overfor personalet på tidspunktet for fikseringen.

Nævnet lagde videre vægt på, at det fremgik af journalen den 5. juli 2006, at hun var mere rolig end på den tidligere afdeling.

Det fremgår videre af sygeplejejournalen, at hun var stille og rolig, og ifølge overlægens udtalelse på mødet i Det lokale Psykiatriske Patientklagenævn blev hun tilbudt adgang til toilet og bad.

Det fremgår ikke af journalen med videre, at hun var urolig i forbindelse med toiletbesøg.

Nævnet fandt det herefter ikke godtgjort, at der var grundlag for at opretholde tvangsfikseringen efter den 5. juli 2006.