Klage over manglende diagnostik af skæv ryg

Klage over manglende diagnostik af skæv ryg

Resumé

En 15-årig dreng udviklede over en sommerferie et fremtrædende skulderblad.

Ved en konsultation den 24. august 2005 diagnosticerede lægen, at der var tale om en ”englevinge”, og han tilrådede herefter patienten at afvente forløbet 1 - 1 ½ år frem i tiden.

Den 22. september 2005 var patienten til konsultation hos en kiropraktor, som fandt, at han led af en højredrejet skævhed i ryggen, og at der var tale om en fastlåsning i venstre hofte.

Kiropraktoren behandlede patienten for dette to gange, hvorefter behandlingen afsluttedes.

Den 13. januar 2006 blev patienten undersøgt af en anden læge, som fandt, at han havde en højresidig skæv ryg (scoliose).

Der blev klaget over, at lægen den 24. august 2005 ikke diagnosticerede, at patienten led af en skæv ryg.

Der blev videre klaget over, at kiropraktoren ikke informerede patienten, patientens forældre eller patientens læge om, at patienten led af skæv ryg.

Nævnet fandt grundlag for kritik af lægens behandling af patienten.

Det var nævnets opfattelse, at lægen ikke foretog en tilstrækkelig undersøgelse af patienten den 24. august 2005.

Nævnet lagde herved vægt på, at det udstående skulderblad var et tegn på en betydelig skævhed af ryggen, og at lægen ikke havde overvejet eller udelukket mere nærliggende årsager til fundet hos en i øvrigt rask 15-årig patient.

Det var videre nævnets opfattelse, at selvom diagnosen havde været korrekt, var det ikke tilstrækkeligt at tilråde patienten at afvente spontan bedring af tilstanden i en periode på 1 - 1 ½ år.

Nævnet fandt yderligere grundlag for kritik af kiropraktorens behandling af patienten den 22. september 2005 i sin klinik.

Det var nævnets opfattelse, at kiropraktoren ikke foretog en tilstrækkelig undersøgelse af patienten, idet han undlod at undersøge den nærmere type og sværhedsgrad af den skæve ryg.

Nævnet lagde videre vægt på, at såfremt kiropraktoren havde fundet, at patienten led af idiopatisk scoliose, burde han have informeret patientens forældre herom, så de kunne have observeret udviklingen af tilstanden.

Nævnet fandt videre, at kiropraktoren burde havde underrettet lægen om diagnosen med henblik på henvisning til en specialafdeling, uanset om kiropraktoren selv havde forestået den løbende observation af patienten eller ej.