Klage over manglende opfølgning på røntgenundersøgelse
Statutory Text (3 Articles)
Klage over manglende opfølgning på røntgenundersøgelse
Resumé
En 62-årig kvinde blev den 21. juni 2004 indlagt akut på medicinsk afdeling, hvor der blev indledt antibiotisk behandling af urinvejsinfektion.
Ved lytteundersøgelse af lungerne blev der fundet unormale forhold, hvorfor der den 25. juni 2004 blev foretaget en røntgenundersøgelse af brystkassen.
Lørdag den 26. juni 2004 blev røntgenbillederne set af overlæge A, som vurderede, at de fundne forandringer ikke gav anledning til en ændret behandling.
Den 27. juni 2004 blev patienten udskrevet af overlæge B.
Overlæge A udfærdigede en epikrise vedrørende indlæggelsen.
Mandag den 28. juni 2004 blev røntgenbillederne beskrevet af en radiolog, som anbefalede yderligere udredning med CT-scanning af brystkassen og maven.
Røntgenbeskrivelsen blev samme dag fremsendt til den medicinske afdeling.
I september 2004 blev patienten igen indlagt, og de foretagne undersøgelser viste, at hun havde lungecancer med metastaser.
Der blev klaget over, at flere læger på røntgenbillederne overså tydelige tegn på lungekræft i højre lunge i forbindelse med indlæggelsen i juni 2004.
Nævnet fandt grundlag for at kritisere overlæge A i forbindelse med opfølgning på røntgenundersøgelsen den 25. juni 2004, idet overlægen i forbindelse med sin udfærdigelse af epikrisen undlod at sikre sig, at den skriftlige røntgenbeskrivelse blev fremskaffet og beskrevet.
Nævnet fandt ikke grundlag for at kritisere overlæge B, idet den endelige røntgenbeskrivelse først forelå efter hans udskrivelse af patienten, hvorfor han havde grund til at forvente, at den endelige beskrivelse i henhold til afdelingens procedure ville blive forelagt den læge, der skrev epikrisen.
Herudover fandt ikke grundlag for kritik af den ledende overlæge fra medicinsk afdeling for hans udfærdigelse af procedure vedrørende opfølgning på undersøgelsesresultater.
Nævnet fandt imidlertid, at det havde været hensigtsmæssigt, hvis der i proceduren blev stillet krav om, at den læge, der fik forelagt svaret til gennemsyn, signerede og daterede originalsvaret.