Klage over tvangsbehandling, indgivelse af beroligende medicin og fysisk magtanvendelse

Klage over tvangsbehandling, indgivelse af beroligende medicin og fysisk magtanvendelse

Resumé

En 47-årig kvinde, der led af en skizoaffektiv sindslidelse blev den 21. juli 2006 indlagt på farlighedsindikation på en psykiatrisk afdeling.

Den 25. juli 2006 indvilligede hun i at komme i behandling med antipsykotisk medicin i form af Cisordinol.

Under den fortsatte indlæggelse blev hun imidlertid tiltagende manisk, og den 13. august 2006 var hun opkørt, grænseoverskridende og udskældende i sin maniske tilstand.

For at undgå at tilstanden skulle eskalere, blev hun ved tvang indgivet beroligende medicin.

Den 16. august 2006 låste hun sig inde på en medpatients toilet.

Hun nægtede at gå ud derfra, hvorefter hun under højlydte protester og skrig blev ført tilbage til sin egen stue.

I de kommende dage var patienten fortsat manisk og psykotisk, og hun indrømmede, at hun ikke tog sin Cisordinol medicin.

Den 18. august 2006 blev der derfor truffet beslutning om tvangsbehandling med antipsykotisk medicin i form af Risperdal.

Den 21. august 2006 var patienten fortsat tiltagende manisk.

Hun var begyndt at tage den ordinerede medicin, men der havde endnu ikke været effekt heraf.

Hun var i konstant aktivitet, og på grund af hendes urolige tilstand var der risiko for delir.

Hun fik derfor ved tvang indgivet beroligende medicin.

Den 24. august 2006 blev patienten overflyttet til psykiatrisk afdeling på et andet sygehus, idet hun var blevet forelsket i en af lægerne på det sygehus, hvor hun hidtil havde været indlagt.

Hun havde flere gange sendt blomster og breve til den pågældende læge, og hun mente, at de skulle forloves.

Ved indlæggelsen gav hun udtryk for, at hun var tilfreds med Risperdal, og hun accepterede, at dosis blev sat op.

Patienten klagede over beslutningen om tvangsbehandling, indgivelse af beroligende medicin og over den fysiske magtanvendelse til Det lokale Psykiatriske Patientklagenævn.

Den 31. august 2006 godkendte Det lokale Psykiatriske Patientklagenævn indgivelsen af beroligende medicin, anvendelsen af fysisk magt og beslutningen om tvangsmedicinering.

Nævnet vurderede imidlertid, at patienten i forbindelse med overflytningen til et andet sygehus modtog den tilbudte medicin frivilligt.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn tiltrådte afgørelsen fra Det lokale Psykiatriske Patientklagenævn vedrørende indgivelse af beroligende medicin, idet nævnet lagde vægt på, at patienten var opkørt og urolig, og idet indgivelse af beroligende medicin opfyldte kravet om mindst indgribende foranstaltning, idet man forud for indgivelsen havde forsøgt at tale patienten til ro samt skærme hende på stuen.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn ændrede afgørelsen vedrørende anvendelse af fysisk magt, idet nævnet lagde vægt på, at det ikke af sagen fremgik, at magtanvendelsen var nødvendig for at afværge, at patienten udsatte sig selv eller andre for nærliggende fare for at lide skade på legeme eller helbred, forfulgte eller på anden lignende måde groft forulempede en medpatient eller øvede hærværk af ikke ubetydeligt omfang.

Nævnet bemærkede i øvrigt, at det fremgår af kommentarerne til dagældende psykiatrilov, at lovens udtrykkelige opregning af tvangsindgreb ikke antages principielt at udelukke, at der efter omstændighederne kan anvendes andre former for indgreb og restriktioner, der er mindre vidtgående end de i loven udtrykkeligt opregnede.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn ændrede endvidere afgørelsen vedrørende beslutning om tvangsbehandling, idet nævnet lagde vægt på, at patienten ikke blev motiveret for behandling med Risperdal, før der blev truffet beslutning om tvangsbehandling.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn tiltrådte afgørelsen, hvorefter den medicinske behandling ikke foregik ved tvang.

Nævnet lagde herved vægt på, at det fremgik af journalen, at patienten var begyndt at tage den ordinerede medicin, ligesom det fremgik, at hun var tilfreds med medicinen og accepterede, at dosis blev sat op.

Nævnet lagde videre vægt på, at der på baggrund af journalen og sygeplejejournalen i øvrigt ikke var grundlag for at antage, at medicinen blev givet ved tvang.