Klage over afgørelse om tvangsbehandling med Zeldox og Risperdal

Klage over afgørelse om tvangsbehandling med Zeldox og Risperdal

Resumé

En 59-årig skizofren mand blev indlagt på en psykiatrisk afdeling.

Under indlæggelsen blev han forsøgt motiveret for frivilligt at indtage Seroquel, Leponex og Abilify.

Idet han var forpint, truende og havde vrangforestillinger, og da han ikke frivilligt ville indtage antipsykotisk medicin i tilstrækkelig mængde, blev der truffet beslutning om tvangsbehandling med injektion Leponex.

Efterfølgende viste det sig, at Leponex i injektionsform ikke længere var tilgængelig i Danmark.

Der blev herefter truffet beslutning om tvangsbehandling med Zeldox, idet dette præparat var det eneste, der kunne gives som injektioner i mere end 3 dage som følge af, at han led af Parkinsons Syge.

Da han reagerede meget voldsomt på injektionsbehandling, blev der samtidig truffet beslutning om behandling med Risperdal Depot, således at han efter 3 uger alene skulle behandles med depotmedicinen.

Det Psykiatriske Patientklagenævn tiltrådte beslutningen om tvangsmedicinering.

Med hensyn til motivationen, så lagde nævnet blandt andet vægt på, at overlægen på mødet oplyste, at patienten gennem 8 dage var blevet forsøgt motiveret for frivillig behandling med Zeldox og Risperdal.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn ændrede afgørelsen fra Det Psykiatriske Patientklagenævn.

Nævnet lagde herved vægt på, at patienten ifølge journalen var søgt motiveret for behandling med Seropuel og Leponex.

Det fremgik således ikke af hverken journalen, sygeplejejournalen eller af overlægens udtalelse, at patienten på noget tidspunkt havde været søgt motiveret for præparaterne Zeldox og Risperdal.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn fandt det derfor ikke tilstrækkelig godtgjort, at betingelserne for tvangsbehandling var opfyldt.