Klage over uforsvarlige overflytninger til andre sygehuse

Klage over uforsvarlige overflytninger til andre sygehuse

Resumé

En 73-årig mand blev indlagt på sygehus Z den 26. december 2004 med påvirket almentilstand.

Der udvikledes udsættende nyrefunktion.

På grund af manglende udstyr på sygehus Z og manglende kapacitet i amtet blev patienten overflyttet til intensivafdelingen, sygehus X.

Der blev gennemført intensiv behandling på grund af blodforgiftning og foretaget hæmodialyse.

Da patientens tilstand blev stabiliseret, blev han overflyttet til fortsat hæmodialysebehandling på sygehus Y.

Den 18. januar 2005 var hans kliniske tilstand var stabil, og der blev herefter foretaget overflytning til sygehus Z til genoptræning.

Den 22. januar 2005 fik patienten vejrtrækningsproblemer og blev overført til intensivafdelingen.

Der blev behov for respiratorbehandling.

Den 11. februar 2005 fandt man fornyet dialysebehandling påkrævet, og patienten blev overflyttet til sygehus Æ, hvor der var mulighed for såvel dialysebehandling som respiratorbehandling.

Patienten udviklede nedsat blodtryk, vigende urinproduktion samt tiltagende besværet vejrtrækning, og døden indtrådte den 12. april 2005.

Der blev klaget over, at patienten blev overflyttet fra sygehus X til sygehus Y, og fra sygehus Y til sygehus Z samt fra sygehus Z til sygehus Æ, da hans tilstand var kritisk.

Nævnet fandt ikke grundlag for kritik af behandlingen.

For så vidt angår overflytningen fra sygehus X til sygehus Y lagde nævnet vægt på, at patienten først blev indlagt på sygehus Z på grund af høj feber.

Dagen efter blev han overflyttet til intensivafsnittet på grund af septisk chok, udløst af betændelse i galdeblæren.

Der blev iværksat respiratorbehandling, men på grund af nyresvigt var dialysebehandling nødvendig.

Da intensivafdelingen på sygehus Z på daværende tidspunkt ikke rådede over det nødvendige udstyr, blev han overflyttet til intensivafdelingen, sygehus X, da der ikke var plads på sygehus Y.

Nævnet lagde videre vægt på, at da patienten ikke længere krævede intensiv terapi, og de pårørende ønskede, at han blev tilbageflyttet til eget amt, blev han flyttet til sygehus Y, som varetager dialysebehandlingen i dette amt.

Da patientens tilstand var fuldstændig stabil, kunne han umiddelbart samme dag flyttes til nefrologisk stamafdeling.

Det var på denne baggrund nævnets vurdering, at der ikke var noget i den medicinske tilstand, som gjorde det uforsvarligt at overflytte patienten fra sygehus X til sygehus Y.

For så vidt angår overflytningen fra sygehus Y til sygehus Z, lagde nævnet vægt på, at patienten ikke længere var dialysekrævende, leverfunktionen var ved at normaliseres, og det var alene et genoptræningsforløb samt en senere revurdering af galdevejslidelsen, der resterede, og der var ikke tegn på, at patienten havde en akut behandlingskrævende kirurgisk lidelse.

Det var derfor ikke uforsvarligt at overføre ham til anden kirurgisk afdeling.

For så vidt angår overflytningen fra sygehus Z til sygehus Æ, lagde nævnet vægt på, at der indtrådte en forværring af tilstanden, som nødvendiggjorde fornyet respiratorbehandling.

Da der igen tilstødte nyresvigt nødvendiggjorde dette dialysebehandling, som ikke kunne foretages på sygehuset.

Da der ikke var plads på sygehus X, skete der overflytning til intensivafsnittet, sygehus Æ, som kunne tilbyde dialysebehandling.

Det fremgik af indlæggelsesjournalen fra sygehus Æ, at patienten ved ankomsten til intensivafsnittet var vågen og klar, han var tilsluttet en respirator og havde normal iltmætning af arterieblodet.

Kredsløbet var stabilt.