Klage over behandling af mellemørebetændelse med præparatet Kenalog med salicylsyre
Statutory Text (3 Articles)
Klage over behandling af mellemørebetændelse med præparatet Kenalog med salicylsyre
Resumé
En 44-årig kvinde opsøgte speciallæge i øre-, næse- og halssygdomme A, idet hun på den seneste havde fået begyndende svimmelhedsanfald.
Hun havde som barn haft mange tilfælde af mellemørebetændelse og havde været opereret med ny trommehinde på venstre øre en gang.
Den 1. december var patienten til undersøgelse hos speciallæge A.
Speciallægen ordinerede på baggrund af undersøgelsen, der havde vist tegn på mellemørebetændelse i venstre side, behandling med øredråberne Kenalog med salicylsyre til drypning 2 gange dagligt i venstre øre.
Den 10. december var patienten atter til undersøgelse hos speciallæge A og oplyste til denne, at hun endnu ikke havde dryppet øret.
Speciallægen fandt igen en del sekret i venstre øregang, som han sugede væk, og fjernede en lille polyp, som stak ud gennem trommehinden.
Speciallægen lavede hullet i trommehinden større, hvorefter der blev suget væske ud af mellemøret og dryppet med Kenalog ind i mellemøret.
Patienten blev senere på dagen indlagt på sygehuset med udtalte gener efter behandlingen i form af svimmelhed og kvalme med opkastninger.
Hun fik det bedre efter et par timer og blev udskrevet.
Den 13. december 2004 kontaktede patienten speciallæge A, da det stadig flød fra venstre øre.
Speciallægen ordinerede behandling med nogle andre øredråber, og henviste til videre behandling på øre-, næse- og halsafdelingen, Sygehus X, med diagnosen kronisk mellemørebetændelse.
Der blev blandt andet klaget over, at speciallæge A ikke foretog en korrekt behandling af patienten den 10. december.
Nævnet fandt grundlag for kritik af speciallæge A for dennes behandling af patienten den 10. december.
Nævnet kunne hertil oplyse, at Kenalog med salicylsyre ifølge medicinfortegnelsen ikke er registreret som et middel til anvendelse mod mellemørebetændelse, og slet ikke i forbindelse med et hul på trommehinden.
Det fremgår af medicinfortegnelsen under afsnittet om øremidler, at lokalbehandling af lidelser i mellemøreslimhinden er sjældent indiceret, og af hensyn til risikoen for toksisk påvirkning af det indre øre så vidt muligt bør undgås.
Kenalog med salicylsyre bør derfor udelukkende anvendes på intakt hud, det vil sige i en øregang med intakt trommehinde.
Det var således nævnets vurdering, at speciallæge A ikke burde have anvendt øredråberne Kenalog med salicylsyre ved behandlingen den 10. december, men at han i stedet for burde have anvendt et andet lokalt middel, som for eksempel Ciproxin/Ciflox.