Erstatningsansvarslovens § 26, stk. 3 - krænkelsesgodtgørelse, nævnets j. nr. 07-520-06163
Statutory Text (2 Articles)
Erstatningsansvarslovens § 26, stk. 3 - krænkelsesgodtgørelse, nævnets j. nr. 07-520-06163
N. j. nr. 07-520-06163 Ansøger, en 38-årig kvinde, blev af sin samlever udsat for skud med en pistol, der på tæt hold ramte hendes venstre kind, hvorved hun blev påført betydelig legemsskade, idet projektilet gik gennem ansøgers hoved med bl.a. knusning af den bagerste øverste del af højre underkæbe med flere operative indgreb på ansigtsskelettet til følge.
Skadevolder blev i byretten idømt fængsel i 10 måneder for overtrædelse af straffelovens § 252, stk. 1, ved af grov kådhed eller på lignende hensynsløs måde at forvolde nærliggende fare for nogens liv eller førlighed, samt for uagtsom legemsbeskadigelse efter straffelovens § 249.
Nævnet fandt, at forholdet ikke indebar et forsætligt særligt groft ”angreb” mod ansøger som omhandlet i forarbejderne til erstatningsansvarslovens § 26, stk. 3, hvorfor der ikke var grundlag for at tilkende krænkelsesgodtgørelse.
Nævnet bemærkede i øvrigt, at det af forarbejderne til erstatningsansvarslovens § 26, stk. 3, fremgår, at forbrydelsens grovhed skal afspejles i strafudmålingen, således at der som udgangspunkt for tilkendelse af krænkelsesgodtgørelse stilles krav om, at forbrydelsen har medført en fængselsstraf på omkring 1 år eller mere.