Offererstatningslovens § 13 (2-årsfristen), nævnets j. nr. 07-520-06110
Statutory Text (2 Articles)
Offererstatningslovens § 13 (2-årsfristen), nævnets j. nr. 07-520-06110
N. j. nr. 07-520-06110 Ansøger var i februar 2000 udsat for et røveri i den bank, hvor hun var ansat.
Der blev afsagt endelig dom i sagen i oktober 2000.
Ansøger var ikke i forbindelse med sagen repræsenteret af en advokat, og politiet havde ikke haft anledning til at vejlede om offererstatningsloven, bl.a. på baggrund af, at ansøger ikke havde umiddelbare skader på grund af røveriet.
I januar 2007 indgav ansøger ansøgning til nævnet om godtgørelse for svie og smerte for i alt ca. 3½ måned i løbet af 2000 og 2001.
Ansøger henviste i sin ansøgning til, at hun først i 2007 var blevet gjort bekendt med, at hun skulle udfylde og indsende et ansøgningsskema.
Nævnet afslog ansøgningen under henvisning til 2 års-fristen i offererstatningslovens § 13.
Ansøger gjorde heroverfor gældende, at politiet ikke havde levet op til forpligtelsen i offererstatningslovens § 10, stk. 3, hvorefter politiet skal vejlede skadelidte om muligheden for at få erstatning efter offererstatningsloven og anmodede nævnet om at genoptage sagen.
Nævnet fastholdt sit tidligere afslag og henviste i den forbindelse til, at tilskadekomsten var en arbejdsskade, og at både ansøgerens arbejdsplads og ansøgerens faglige organisation måtte antages at være bekendt med offererstatningsloven og derfor kunne vejlede ansøgeren herom.
Nævnet fandt således ikke, at politiets manglende vejledning i denne sag udgjorde en sådan særlig grund, at nævnet kunne behandle en ansøgning, der var indgivet næsten 7 år efter tilskadekomsten og over 6 år efter endelig dom.
Nævnet henviste i den forbindelse til forarbejderne til § 13 i offererstatningsloven, hvoraf det fremgår, at det grundlæggende formål bag bestemmelsen er, at det generelt skal undgås, at nævnet skal behandle alt for gamle krav.