Offererstatningslovens § 10

Offererstatningslovens § 10 – manglende medvirken til politiets opklaring af sagen, nævnets j. nr. 06-520-04839

N. j.nr. 06-520-04839 Skadelidte blev stukket med en kniv i maveregionen, hvorved han pådrog sig livsfarlige operationskrævende læsioner i lunge og lever.

Det fremgik af politiets afhøringsrap-porter, at skadelidte ikke ønskede at give oplysninger til politiet om, hvem gerningsmanden var, uanset skadelidte var klar over dette.

Således fremgik det blandt andet af politiets rapporter, at ”han ikke ønskede at udtale sig om, hvem gerningsmanden var”, at ”han på ingen måde ønskede at oply-se nærmere om denne fyr”, at ”han fortsat ikke ønskede at bidrage med oplysninger”, og at han ”ik-ke ønskede at afgive noget signalement af gerningsmanden, idet han simpelthen ikke turde”.

Skade-lidte havde dog accepteret at vidne mod gerningsmanden i retten, så længe gerningsmanden ikke var til stede, ligesom skadelidte trods alt havde forklaret om episoden og oplyst overfor politiet, at de ved at tjekke aflytning af telefoner på Christiania sagtens kunne finde frem til gerningsmanden.

Under straffesagen blev tiltalte frifundet under henvisning til anklagemyndighedens påstand om frifindelse og den stedfundne bevisførelse.

Nævnet gav afslag på ansøgningen om erstatning i med-før af offererstatningslovens § 10 eller dennes analogi.

Nævnet anførte i afgørelsen, at erstatning fra staten er betinget af, at man som skadelidt efter evne og i fornødent omfang har medvirket til politi-ets opklaring af lovovertrædelsen.

Nævnet lagde ved sin afgørelse afgørende vægt på, at skadelidtes manglende samarbejdsvilje havde haft negativ indflydelse på politiets efterforskning med henblik på at udfinde gerningsmanden og få denne dømt.

Nævnet bemærkede, at frygt for repressalier nor-malt ikke kan anses som en undskyldning for ikke at medvirke til sagens opklaring.