Afslag på VEU-godtgørelse, da ansøgeren ikke var omfattet af personkredsen for VEU-godtgørelse. Afslag på befordringstilskud, da den omhandlede uddannelse ikke var en AMU-uddannelse.
Table of Provisions (33)
Statutory Text (33 Articles)
Afslag på VEU-godtgørelse, da ansøgeren ikke var omfattet af personkredsen for VEU-godtgørelse. Afslag på befordringstilskud, da den omhandlede uddannelse ikke var en AMU-uddannelse.
Resumé
Ansøgeren (K) havde bopæl i Tyskland, hvor hun var ansat af en tysk arbejdsgiver.
I forbindelse med at K af familiære grunde ønskede at flytte til Danmark søgte hun ind på uddannelsen ”opskoling som sygehjælper” på Social – Sundhedsskole i Danmark.
Hun opsagde i denne forbindelse sit arbejde hos den tyske arbejdsgiver.
Efter at være optaget på uddannelsen ansøgte hun om VEU-godtgørelse og befordringstilskud under uddannelsen.
Uddannelsesstedet gav hende afslag på VEU-godtgørelse med henvisning til, at hun ikke var omfattet af personkredsen for VEU-godtgørelse, da hun ikke var i beskæftigelse ved uddannelsens påbegyndelse.
Hun fik endvidere afslag på befordringstilskud i forbindelse med sin kursusdeltagelse.
Afgørelsen blev påklaget til Arbejdsmarkedets Ankenævn som tiltrådte uddannelsesstedets afgørelse.
Ankenævnet henviste til, at personkredsen for VEU-godtgørelse og befordringstilskud er beskæftigede lønmodtagere, selvstændige erhvervsdrivende eller ledige med adgang til dagpenge og at ansøgeren ikke kunne omfattes af nævnte personkreds.
Da hun ikke er selvstændig og ikke var ledig med adgang til dagpenge efter arbejdsløshedsforsikringsloven, skulle hun være at anse for beskæftiget for at kunne få VEU-godtgørelse.
Hun kunne dog ikke umiddelbart anses for at være i beskæftigelse, idet hun havde opsagt sit arbejde inden uddannelsens påbegyndelse.
Efter reglerne kan en person dog anses for beskæftiget, såfremt personen begynder uddannelsen i umiddelbar forlængelse af ansættelsesforholdets ophør, hvis der mellem arbejdsgiver og arbejdstager er indgået en aftale om deltagelse i en uddannelse, før personen blev afskediget.
K kunne dog ikke anses for beskæftiget efter dette kriterie, da hun ikke havde påbegyndt uddannelsen i umiddelbar forlængelse af ansættelsens ophør og efter aftale med arbejdsgiveren.
Nævnet bemærkede endvidere, at en person yderligere anses for beskæftiget i henhold til reglerne, hvis hun deltager i uddannelsen i opsigelsesperioden.
K kunne dog heller ikke opfylde dette kriterie, da hun ikke havde påbegyndt uddannelsen i opsigelsesperioden.
A F G Ø R E L S E
De er ikke berettiget til VEU-godtgørelse og befordringstilskud under deltagelse i uddannelsesforløbet ”opskoling som sygehjælper” i perioden 21. august 2006 til 29. august 2007.
Ankenævnet tiltræder således uddannelsesstedets afslag af den 14. august 2006 med nedennævnte begrundelse.
BEGRUNDELSE
Nævnet har ved afgørelsen lagt vægt på, at De ikke er omfattet af personkredsen (målgruppen) for VEU-godtgørelse og befordringstilskud.
Personkredsen for VEU-godtgørelse og befordringstilskud er beskæftigede lønmodtagere, selvstændig erhvervsdrivende og ledige med adgang til dagpenge.
De anses ikke for at være selvstændig erhvervsdrivende eller ledig med adgang til dagpenge efter arbejdsløshedsforsikringsloven eller som beskæftiget lønmodtager ved uddannelsens start den 21. august 2006.
Det fremgår, at De den 7. juni 2006 søgte om optagelse på uddannelsen, og at uddannelses-stedet den 26. juni 2006 gav Dem meddelelse om, at De var optaget på uddannelsen, som startede den 21. august 2006.
Den 27. juni 2006 opsagde De Deres arbejde til fratræden ved opsigelsesvarslets udløb den 31. juli 2006.
Efter reglerne anses en person også som beskæftiget, hvis personen begynder på en uddannelse i umiddelbar forlængelse af et ansættelsesforholds ophør, hvis der mellem arbejdsgiver og arbejdstager er indgået en aftale om deltagelse i en uddannelse, før personen blev afskediget.
De kan dog ikke anses for beskæftiget efter ovennævnte kriterie, da De ikke er påbegyndt uddannelsen i umiddelbar forlængelse af ansættelsens ophør og efter aftale med Deres arbejdsgiver.
En person anses yderligere som beskæftiget, hvis personen deltager i uddannelse i opsigelsesperioden.
Da De imidlertid ikke er påbegyndt uddannelsen i opsigelsesperioden kan De heller ikke anses for beskæftiget efter sidstnævnte kriterie.
Hvad angår særligt befordringstilskud kan det i øvrigt oplyses, at selvom De måtte have været i beskæftigelse for dansk arbejdsgiver forud for uddannelsen ville De alligevel ikke kunne have fået ydelsen, idet der efter § 21, stk. 1 i lov om arbejdsmarkedsuddannelser kun gives befordringstilskud i forbindelse med arbejdsmarkedsuddannelser eller enkeltfag optaget i en fælles kompetencebeskrivelse.
Uddannelsen ”opskoling som sygehjælper” er et uddannelsesforløb under lov om åben uddannelse og ikke en arbejdsmarkedsuddannelse eller enkeltfag optaget i en fælles kompetencebeskrivelse.
Afgørelsen vedrørende VEU-godtgørelse er truffet med hjemmel i §§ 1, 2, 3, stk. 1, nr. 1 og nr. 6 og § 4, stk. 1, 3 og 6 i lov om godtgørelse ved deltagelse i erhvervsrettet voksen- og efteruddannelse og § 1, stk. 1, stk. 2, nr. 1 og nr. 4, § 2, stk. 1, og stk. 4, nr. 1 og 2, i bekendtgørelse nr. 494 af 14. juni 2005 om godtgørelse ved deltagelse i erhvervsrettet voksen- og efteruddannelse, som ændret ved bekendtgørelse nr. 2 af 2. januar 2006.
Hvad angår befordringstilskud henvises i øvrigt til § 21, stk. 1 i lov nr. 446 af 10. juni 2003 om arbejdsmarkedsuddannelser mv.
BEMÆRKNINGER TIL KLAGEN
De har i forbindelse med Deres klage anført, at De ikke har fået korrekt vejledning af uddannelsesstedet.
Ankenævnet bemærker hertil, at en eventuel forkert vejledning fra uddannelsesstedet ikke kan give Dem en bedre retsstilling, end den som følger af de gældende regler.
Ankenævnet er således enig i SUstyrelsens vurdering heraf.
På ankenævnets vegne
Sign.
De kan læse om afgørelsens faktiske og retlige grundlag på de følgende sider.
Kopi til
Social- og Sundhedsskolen i X Amt
SUstyrelsen
1.
Ansøgning
De søgte den 30. juni 2006 Social- og Sundhedsskolen X Amt om VEU-godtgørelse og befordringstilskud under deltagelse i uddannelsesforløbet ”opskoling som sygehjælper” i perioden 21. august 2006 til 29. august 2007.
2.
Sagsfremstilling
Social- og Sundhedsskolen har til SUstyrelsen givet følgende sagsfremstilling
”I maj 2006 blev Social- og Sundhedsskolen kontaktet telefonisk af K’s mand, som ønskede oplysninger om muligheden for, at K kunne deltage på et ekstraordinært opskolingshold.
K kunne dokumentere at have arbejdet de sidste 6 år som sygehjælper i Tyskland og var derfor berettiget til optagelse på opskolingskurset - dog var det på daværende tidspunkt ikke sikkert at kurset blev oprettet, hvilket skolen orienterede om under samtalen, ligesom K’s mand blev orienteret om muligheden for at søge VEU-godtgørelse.
K’s mand oplyste under samtalen, at familien planlagde, at flytte til Danmark pr. 1. september.
Skolen fremsender herefter ansøgningsskema om optagelse på opskolingskurset til adressen i Tyskland.
Den 7. juni modtog skolen ansøgning om optagelse på opskolingskurset fra K, som efterfølgende kontaktede skolen telefonisk for at få at vide om hun var optaget på kurset.
Den 26. juni kunne skolen meddele, at opskolingskurset blev oprettet, og der blev fremsendt optagelsesbrev og ansøgningsskema til VEU-godtgørelse til K.
På daværende tidspunkt havde K allerede en adresse i Danmark.
Skolen valgte at fremsende ansøgningsskema for forsikrede, da det ikke var muligt at se, hvorvidt ansøgeren var medlem af en a-kasse eller ej.
K kontaktede derefter skolen for at få tilsendt et skema for ikke-forsikrede samt en tilhørende vejledning, og modtog i den forbindelse mundtlig vejledning af en af skolens medarbejdere på området.
I denne mundtlige vejledning bliver det nævnt, at skolen varetager sagsbehandlingen af VEU-ansøgninger for ikke-forsikrede.
Det er procedure i denne vejledning, at skolens medarbejdere fortæller de kommende kursister, at de er berettigede til at søge VEU-godtgørelse, men at afgørelsen om bevilling er afhængig af oplysningerne i ansøgningsskemaet.
Af vejledning til ansøgning om VEU-godtgørelse, som K modtog sammen med ansøgningen fremgår endvidere (som på SU’s hjemmeside) at VEUgodtgørelsen er godtgørelse for tab af indtægt.
Ansøgning om VEU-godtgørelse fra K blev modtaget på skolen mens skolen havde ferielukket.
Ansøgningen blev behandlet den 7. august, og K modtog afslag på ansøgningen få dage før studiestart den 21. august.
Efter K havde forladt kurset kontaktede skolens medarbejder a-kassen.
En ansat i a-kassen mente, at problemet eventuelt kunne løses, hvis K fik overflyttet sit medlemskab fra a-kassen i Tyskland til a-kassen i Danmark.
Skolens medarbejder kontaktede derfor K, men K var ikke interesseret i dette.”
2.
Uddannelsesstedets afgørelse
Social- og Sundhedsskolen i X Amt, traf den 14. august 2006 denne afgørelse
”Godtgørelse til erhvervsrettet voksen- og efteruddannelse og befordringstilskud
Vi har den 01/07-2006 modtaget din ansøgning om godtgørelse til erhvervsrettet voksen- og efteruddannelse (VEU-godtgørelse) og befordringstilskud til følgende fag/uddannelser
Opskoling som sygehjælper
Du har ikke fået tildelt VEU-godtgørelse.
Begrundelsen for dette er
Du er ikke i beskæftigelse, jf. § 2, stk. 1, i bekendtgørelsen om VEU-godtgørelse.
Ansøgning om befordringstilskud
Du har ikke fået tildelt befordringstilskud.
Begrundelsen for dette er
Den søgte uddannelse giver ikke ret til befordringstilskud, jf. § 21 stk. 1, i loven om arbejdsmarkedsuddannelser.
Behandling af din ansøgning om VEU-godtgørelse er sket efter reglerne i lov om godtgørelse ved deltagelse i erhvervsrettet voksen- og efteruddannelse, jf. lovbekendtgørelse nr. 106 af 18. februar 2004, som ændret senest ved lov nr. 523 af 24. juni 2005 og bekendtgørelse nr. 494 af 14. juni 2005 om godtgørelse ved deltagelse i erhvervsrettet voksen- og efteruddannelse.
Behandling af din ansøgning om befordringstilskud er sket efter reglerne i lov nr. 446 af 10. juni 2003 om arbejdsmarkedsuddannelser m.v., som ændret ved lov nr. 1228 af 27. december 2003 og bekendtgørelse nr. 495 af 16. juni 2005 om tilskud til befordring ved deltagelse i arbejdsmarkedsuddannelser og enkeltfag optaget i en fælles kompetencebeskrivelse.
Du kan læse mere om VEU-godtgørelse og befordringstilskud på www.veug.dk.
Vil du have flere oplysninger om beregningen, eller mener du, at der er forkerte oplysninger, skal du henvende dig til os.
Klage
Ønsker du at klage over afgørelsen, skal det ske inden 4 uger fra den dag, du har modtaget afgørelsen.
Du skal sende klagen til
Social- og Sundhedsskolen i X Amt.
og mærke brevet “Klage til Styrelsen for Statens Uddannelsesstøtte”.
3.
Klagen
De skrev i brev af 3. september 2006
”Afgørelse om VEU- og befordringsgodtgørelse - brev af 14.8.06
Undertegnede (og min mand) har ved flere telefonsamtaler med Y ved SOSU-skolen i X Amt i maj måned 2006, på grund af en annonce i dagbladene, om “Opskoling til SOSU-assistent for sygehjælpere” talt om den kendsgerning, at jeg de seneste 15 år har boet i Tyskland, og “engang i fremtiden” ville flytte tilbage til Danmark.
På grund af det lange fravær var det mig klart, at meget har ændret sig i Danmark, og at en sådan skoling måske netop ville være det jeg ville have brug for, for at komme op på “nutidig dansk viden standard”.
Da det i løbet af samtalerne blev klart, at dette var “den uigenkaldeligt sidste chance”, som det blev udtrykt, for at få denne opskoling, blev det nødvendigt at handle hurtigt.
Både tidligere i Danmark, og de seneste 6 år i Tyskland, har jeg arbejdet som uddannet sygehjælper, og været medlem af en (senest tysk) A-kasse.
Det blev gjort skolen helt klart, at jeg under de givne omstændigheder; ville blive nødt til at opsige min stilling i Tyskland, for at kunne begynde på skolen, ikke mindst i adskillige telefonsamtaler midt i juni, hvor jeg pressede hårdt på, for at få en afgørelse om optagelse eller ej, så jeg kunne nå at opsige mit job inden 30.6.06.
Iflg.
Y ville jeg være berettiget til ‘VEU-godtgørelse, svarende til højeste dagpengesats” - og “såfremt du ikke er medlem af en A-kasse, skal du blot udfylde en anden blanket, så søger vi for dig”!
Jeg står derfor fuldstændigt uforstående overfor begrundelsen i afvisningen af VEU og befordring, “at jeg ikke er i beskæftigelse”!
Dette har ALDRIG været nævnt i de mange samtaler, kun - som det også tydeligt fremgår af jeres hjemmeside - at
“Du har ret til at modtage VEU-godtgørelse, svarende til højeste dagpengesats - forudsat at du har tab af indtægt under din deltagelse”!!
Aldrig ét ord om ‘beskæftigelse”.
Og ud over “tab af indtægt”, har jeg haft store udgifter for at flytte mig og min familie til Danmark netop nu, udelukkende for at deltage i denne opskoling, så det er gået hen og blevet en ualmindelig vanskelig økonomisk situation Skolen hermed har bragt mig i.”
4.
Uddannelsesstedets bemærkninger til SUstyrelsen
Social- og Sundhedsskolen i X Amt skrev i brev af 19. september 2006
Vedr
Klage over afgørelse vedr.
VEU-godtgørelse til opskolingsuddannelse
Af vedlagte sagsfremstilling fremgår det, at
Medarbejderen har udtalt, at VEU-ansøgningen ville blive behandlet, men at der ikke kunne garanteres på forhånd, at K ville være berettiget til godtgørelse.
Skolen kan ikke på det foreliggende grundlag give medhold i klagen, men beklager de eventuelle misforståelser, der er opstået undervejs.”
–
Flytning til Danmark ifølge K’s mand, som kontaktede skolen i maj måned, allerede var planlagt til omkring 1. september.
–
Det desværre ikke har været muligt at love optagelse på uddannelsen før sidst i juni, hvor vi kendte ansøgertallet - hvilket der er blevet gjort opmærksom på af skolens medarbejder.
–
Det af vejledningen til ansøgningen samt SU’s hjemmeside fremgår, at VEU-godtgørelse er godtgørelse for tab af indtægt - det er kun muligt at tabe indtægt, såfremt man er i beskæftigelse.
5.
SUstyrelsens vurdering af sagen
SUstyrelsen skrev til Arbejdsmarkedets Ankenævn i brev af 6. oktober 2006
”K har med brev af 3. september 2006 klaget over, at Social- og sundhedsskolen den 14. august 2006 har givet hende afslag på VEU-godtgørelse og befordringstilskud.
Afslaget er begrundet i, at K ikke er i beskæftigelse.
Styrelsen for Statens Uddannelsesstøtte tiltræder Social- og Sundhedsskolens afgørelse om, at K ikke er berettiget til VEU-godtgørelse.
Det er en betingelse for, at en kursist kan få VEU-godtgørelse, at vedkommende enten er beskæftiget som lønmodtager, selvstændig erhvervsdrivende eller er dagpengeberettiget ledig.
Se § 2, stk. 1, i lovbekendtgørelse nr. 795 af 18. august 2005.
K oplyser i sin ansøgning om VEU-godtgørelse og befordringstilskud, at hun ikke er i arbejde.
Der er ikke i sagen dokumentation for, at K er i beskæftigelse på en arbejdsplads i Danmark eller i øvrigt er omfattet af personkredsen, der kan få VEU-godtgørelse.
Der er tillige ikke dokumentation for, at Social- og Sundhedsskolen ikke har vejledt K korrekt.
Efter styrelsens opfattelse ville en eventuel forkert vejledning fra Social- og Sundhedsskolens side ikke kunne give K en bedre retsstilling, end den der følger af de gældende regler.
For så vidt angår oplysningerne på hjemmesiden om VEU-godtgørelse, kan vi oplyse, at det under afsnittet “Hvem kan få ?”, fremgår at
“VEU-godtgørelse er til lønmodtagere i arbejde, selvstændige erhvervsdrivende og ledige i dagpengeperioden med ret til seks ugers selvvalgt uddannelse.
Ledige, der ikke har ret til dagpenge, er ikke omfattet af ordningen.
Det er din status på ansøgningstidspunktet, der er afgørende for, om du får støtte som ledig, beskæftiget eller selvstændig erhvervsdrivende.”
Endvidere fremgår det, at
“Du skal have nær tilknytning til Danmark.
Det betyder, at hvis du er i arbejde, skal du være ansat hos en arbejdsgiver, der er underlagt dansk lovgivning.
Er du ledig, skal du have ret til dagpenge efter reglerne i loven om arbejdsløshedsforsikring.
Er du selvstændig erhvervsdrivende, skal din virksomhed være underlagt dansk lovgivning.”
Det fremgår således af hjemmesiden om VEU-godtgørelse, at det er en betingelse for, at en kursist, der ikke er medlem af en a-kasse, kan få VEU-godtgørelse, at vedkommende er i beskæftigelse.
Kopi af dette brev er sendt til K og til Social- og Sundhedsskolen.”
6.
Klagers bemærkninger til SUstyrelsens vurdering
De skrev til Arbejdsmarkedets Ankenævn i brev af 16. oktober 2006
”Vedr.
Brev af 6.10.06 fra SUstyrelsen
I 8. afsnit af ovennævnte brev står
“Der er tillige ikke dokumentation for, at Social- og Sundhedsskolen ikke har vejledt K korrekt”
Denne udtalelse må jeg på det kraftigste protestere imod!
Følgende skal jeg skitsere sagsforløbet
Den første kontakt til SoSu-skolen i X Amt, fandt sted i maj 06, efter en annonce i avisen.
I denne telefonsamtale, mellem min mand og fru Y, blev det gjort meget klart, at jeg var bosiddende i Tyskland, og “på et eller andet tidspunkt” ville flytte tilbage til Danmark, og at den tilbudte opskoling til SoSu-assistent kunne blive den direkte årsag til at jeg flyttede.
Der blev ved denne lejlighed fra Y’s side givet klart udtryk for, at jeg ville få VEU-godtgørelse, idet min mand ikke lagde skjul på, at jeg ellers ikke ville kunne finansiere uddannelsen, da jeg, tvunget af omstændighederne, jo ville blive nødt til at opsige mit job i Tyskland.
Det blev også gjort Y helt klart, at vi ikke kendte de danske regler, hvorfor vi var nødt til at stole på hendes vejledning.
Ansøgningsformularerne til opskolingen blev herefter af skolen fremsendt til min adresse i Tyskland, udfyldt af mig og returneret, og under et ferieophold i Danmark 15.6.06 - 2.7.06 førte jeg adskillige telefonsamtaler med Y, fordi, som jeg gjorde hende helt klart, jeg var nødt til at have en afgørelse om optagelse på skolen, inden 30.6.06. for at kunne opsige mit job i Tyskland rettidigt.
I INGEN af disse samtaler, samt diverse breve og skolens hjemmeside (kopier vedlagt) er jeg blevet gjort opmærksom på, at betingelsen for at kunne modtage VEU-godtgørelse, er at jeg er i arbejde.
Det fremgår klart af disse skrivelser, at jeg er berettiget til at modtage godtgørelsen – ”forudsat at du har tab af indtægt under din deltagelse”!
Dette er den eneste betingelse jeg har modtaget, og det opfylder jeg jo klart.
Optagelsen på skolen var den direkte årsag til, at min mand og jeg opsagde vore job i Tyskland, og med kort varsel måtte finde os en bolig i Danmark, samt flytte hertil.
Vore samlede omkostninger i forbindelse hermed, beløber sig til ca.
DKK 200.000,-, som vi forbeholder os ret til at kræve erstattet ved et senere søgsmål.
De menneskelige omkostninger denne fejlagtige rådgivning har kostet os, kan ikke gøres op i penge.”
7.
Nyt efter klagen
Den 19. februar 2007 modtog sekretariatet for Arbejdsmarkedets Ankenævn kopi af Deres opsigelsesbrev af 27. juni 2006 til Deres arbejdsplads i Tyskland tillige med arbejdsstedets bekræftelse på Deres fratræden til opsigelsesvarslet udløb den 31. juli 2006.
De har endvidere fremsendt uddannelsesstedets brev af 26. juni 2006 om optagelse på uddannelsen den 21. august 2006.
8.
Regler
Bekendtgørelse af lov nr. 795 af 18. august 2005 om godtgørelse ved deltagelse i erhvervsrettet voksen- og efteruddannelse
Kapitel 1
Formål og område
§ 1.
Loven har til formål at skabe økonomisk grundlag for, at voksne fortrinsvis kortuddannede, kan deltage i erhvervsrettet voksen- og efteruddannelse til og med erhvervsuddannelsesniveau.
Dette formål sikres ved, at deltagerne under uddannelsen kan opnå godtgørelse for tab af indtægt eller arbejdsmulighed.
§ 2.
Den personkreds, der kan opnå ydelser efter § 1, omfatter
St k. 2.
Det er en betingelse for at opnå ydelser efter § 1, at den pågældende ikke har en erhvervsrettet uddannelse, der med hensyn til niveau og varighed overstiger erhvervsuddannelse eller anden uddannelse, der kan sidestilles med erhvervsuddannelse, medmindre uddannelsen ikke har været anvendt i de sidste 5 år.
§ 3.
Der kan opnås ydelser efter § 1, jf. dog § 5, ved deltagelse i følgende uddannelser til og med erhvervsuddannelsesniveau, i det omfang udbuddet, dog undtaget de i nr. 9 nævnte forløb, udløser tilskud efter lov om åben uddannelse (erhvervsrettet voksenuddannelse) m.v.
1)
beskæftigede lønmodtagere, såvel privat som offentligt ansatte,
2)
selvstændige erhvervsdrivende og
3)
ledige, der er berettigede til dagpenge efter § 55 i lov om arbejdsløshedsforsikring mv.
1)
Arbejdsmarkedsuddannelser (AMU) efter lov om arbejdsmarkedsuddannelser m.v., dog undtaget Træningsskolens arbejdsmarkedsuddannelser (TAMU).…..
6)
Enkeltfag på social- og sundhedsuddannelserne (SOSU) og deltidsuddannelse ved social- og sundhedsuddannelserne efter lov om åben uddannelse, og enkeltfag herfra.…..
Kapitel 2
Godtgørelse
§ 4.
Under deltagelse i uddannelse, der er omfattet af § 3, kan beskæftigede lønmodtagere, selvstændige erhvervsdrivende og ledige med ret til selvvalgt uddannelse, jf. § 2, stk. 1, nr. 3, opnå godtgørelse for tab af indtægt eller arbejdsmulighed som følge af deres deltagelse, jf. dog stk. 2.
…
Stk. 3 .
Godtgørelsen udgør ved fuldtidsundervisning pr. undervisningsuge et beløb svarende til dagpengenes højeste beløb for en uge, jf. § 47 i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v.
…
Stk. 6 .
Undervisningsministeren kan fastsætte nærmere regler om godtgørelse.
…
Bekendtgørelse nr. 494 af 14. juni 2005 om godtgørelse ved deltagelse i erhvervsrettet voksen- og efteruddannelse
Kapitel 1
Uddannelser, hvortil der kan opnås godtgørelse
§ 1.
Der kan opnås godtgørelse efter reglerne i denne bekendtgørelse ved deltagelse i erhvervsrettet uddannelse til og med erhvervsuddannelsesniveau.
Stk. 2.
Erhvervsrettet voksen- og efteruddannelse, jf. stk. 1, er
…
1)
Arbejdsmarkedsuddannelser (AMU) efter lov om arbejdsmarkedsuddannelser m.v., dog undtaget Træningsskolens arbejdsmarkedsuddannelser (TAMU).…..
4)
følgende meritforløb efter ÅU-loven og efter de respektive uddannelsesbekendtgørelser herom
a)
Opskoling plejehjemsassistent
b)
Opskoling plejer
c)
Opskoling sygehjælper
d)
Opskoling hjemmehjælper
Kapitel 2
Personkredsen
§ 2.
Deltagere, der kan opnå godtgørelse efter denne bekendtgørelse, er
Stk. 4.
Som beskæftiget efter stk. 1 anses også
1)
beskæftigede lønmodtagere, såvel privat som offentligt ansatte, jf. dog § 3,
2)
selvstændige erhvervsdrivende, jf. dog § 3, og
3)
ledige, som er berettigede til dagpenge efter § 55 i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., ………
1)
en person, der påbegynder uddannelsen i umiddelbar forlængelse af et ansættelsesforholds ophør, hvis der mellem arbejdsgiver og arbejdstager er indgået en aftale om deltagelse i uddannelse, før personen blev afskediget, og
2)
en person, der er opsagt fra sin stilling eller selv har sagt op og deltager i uddannelse i opsigelsesperioden.
Hvis uddannelsen strækker sig ud over opsigelsesperioden, anses personen beskæftiget, hvis uddannelsesstedet har givet personen adgang til uddannelsen før personen blev opsagt eller selv sagde op.
Lov nr. 446 af 10. juni 2003 om arbejdsmarkedsuddannelser m.v.
§ 21.
Beskæftigede lønmodtagere, selvstændige erhvervsdrivende og ledige med ret til selvvalgt uddannelse samt personer, der hverken er berettigede til dagpenge eller ydelser efter lov om arbejdsløshedsforsikring m.v. eller modtager kontanthjælp eller starthjælp efter lov om aktiv socialpolitik eller introduktionsydelse efter lov om integration af udlændinge i Danmark, kan opnå tilskud til kost og logi ved indkvartering og til dækning af udgifter til befordring ved deltagelse i arbejdsmarkedsuddannelser og enkeltfag, der er optaget i en fælles kompetencebeskrivelse.
………..