Pressenævnets kendelse i sag 2007-6-492

Pressenævnets kendelse i sag 2007-6-492

[K]-foreningen har ved formand [A] klaget til Pressenævnet over tre artikler bragt i Politiken henholdsvis den 20., 23. og 24. februar 2007, idet han mener, at god presseskik er tilsidesat.

1. Sagsfremstilling

Politiken bragte den 20. februar 2007 plakaten ” Miraklernes tid er tilbage”. Politiken bragte inde i avisen under overskriften ”Miraklernes tid er tilbage” og underoverskriften ”En del handikappede børn bliver behandlet med dyre, anstrengende mirakelkure, der påstår at kunne gøre dem næsten normale. Men de færreste af kurene har en dokumenteret effekt” følgende artikel, skrevet af [C]

”Nogle forældre får evigt skrigende kolikbørn. Andre har mistanke om alvorlig sygdom hos deres baby. Og de fleste har oplevet at få koldsved, når deres små poders temperatur sniger sig over de farlige 40-41 grader.

Stort set alle mødre og fædre kender til at blive så desparate, at de vil gøre hvad som helst.

For enkelte er det nærmest en permanent tilstand. De har et handikappet barn, og alt, hvad der måske kan gøre livet bedre, skal overvejes. Også behandlinger, der lyder og sælges som mirakelkure.

Disse kure kræver som regel, at forældrene afsværger job og normalt liv, og at det offentlige betaler rigtig mange skattekroner for at få trænet børnene efter nøje skemalagte metoder – uden at der er nogen videnskabelig dokumenteret virkning.

Kurene skilter typisk med forældre, der tilsyneladende har set lyset, og som fortæller hvor meget mere ”normalt” deres handikappede barn er blevet af behandlingen.

Men ingen ved reelt, hvor barnet ville have været med samfundets almindelige tilbud. Og når mirakelkurene undersøges af seriøse forskere, viser det sig oftest, at miraklerne er udeblevet.

Det er også tilfældet i dag, hvor Marselisborgcentret i Århus fremlægger den hidtil største danske sammenligning mellem den gængse pædagogik over for børn med autisme og den dyre, og ifølge nogle tilhængere, mirakuløse ABA-træningsmetode.

Hovedkonklusionen er, at ABA måske nok udvikler børnene mere socialt på kort sigt, men de almindelige tilbud er bedre, hvad angår intelligens, sprogligt niveau og selvhjælpsfærdigheder.

Konklusionen er allerede blevet forkastet af forældre og organisationer bag ABA, selv om de har været med til at godkende alle grundlæggende aspekter i undersøgelsen. De ønsker så brændende at tro på ABA.

Og ingen ved jo reelt, om tro kan flytte bjerge – eller bare nogle centrale hjerneceller.

Tilbage til idiothelbredelse

Ønsket om at tro på mirakler er lige så gammelt som menneskeheden selv og har været flittigt beskrevet i religiøse skrifter med Jesus og andre profeter som helbredere af blinde, lamme og andre uhelbredeligt syge.

Lidt samme tilgang lå der bag grundstenen til den danske åndssvageforsorg, der blev lagt, da Helbredsanstalt for Idioter blev åbnet i Bakkehuset på Frederiksberg i 1855. Efterhånden opgav man dog at helbrede åndssvaghed ad pædagogisk vej, og fra 1950’erne blev forsorgen også i mindre grad bygget på indespærring og tæsk. Behandlingen af de handicappede blev gradvist mere human, med gradvis mere forståelse af, at de bør tilbydes et godt liv på deres egne præmisser.

Det er den forståelse, der ifølge kritikere udfordres af mirakelkurene, fordi disse ofte handler om at tvinge de handikappede børn til at agere så normalt som muligt: et skridt tilbage med Helbredelsesanstalt for Idioter, der blandt andet skydes, at det moderne menneske får stadig sværere ved at acceptere, at der er noget, sundhedssystemet ikke kan fikse.

Et af de mest markante eksempler er den såkaldte Domanmetode, der går ud på, at svært hjerneskadede børn skal bevæge sig gennem syv lag, der ifølge Domanguruerne er forankret i hjernen: fra at krybe som en slange over dagligt at kravle 5 kilometer til at mestre bordskik og andre sociale dyder.

Metoden er blevet karakteriseret som en blanding af rent sludder, forældet fysioterapi og nyreligiøsitet og afvises af børnelægeorganisationerne i blandt andet USA, Tyskland og Norge. Svenske læger har kaldt metoden ”tortur”.

Omvendt fortæller danske medier jævnligt om Domanmetodens underværker, kommuner kan give økonomisk kompensation til forældre, der vil Domantræne deres barn i hjemmet, og velmenende politikere vil generelt gerne associeres med mirakelmetoderne, ikke mindst midt i valgkampe.

For eksempel bevilgede socialminister Eva Kjer Hansen (V) i januar 2005 penge til endnu en undersøgelse af Doman. Et par uger efter uddelte undervisningsminister Ulla Tørnæs (V) en pril til Nordre Skole i Bramming for med ABA-metoden at have næsten ”helbredt” en autistisk dreng

Hundetræning af robotbørn

Netop autisme er de seneste år blevet det hastigst voksende handikap og dermed mirakelmagernes nye, store afsæt.

Børn med autisme har medfødte problemer med sprog og kontakt med andre og forfalder ofte til ritualer eller særinteresser. I den vestlige verden handler autismepædagogikken som hovedregel om struktur, overskuelighed, forudsigelighed, tydelighed, visualisering og gentagelse.

Et af alternativerne, Son-Rise, søger derimod at filtrere distraktionerne fra og indebærer blandt andet, at forældre skal træne deres barn i en specialindrettet legerumscontainer i mindst 30 timer ugentlig.

Til gengæld kan de tjene penge til de dyre kurser og supervisionen, hvis de får andre forældre med i bevægelsen.

Et andet alternativ er ABA, der bygger på en form for adfærdsterapi, som psykiaterne afsværgede for 30-40 år siden, og er blevet kritiseret for at minde om hundetræning eller robotprogrammering.

Metoden accepterer ikke autisternes naturlige behov for at undgå øjenkontakt; hvis et barn vender sit ansigt væk, drejer ABA-træneren det tilbage. Når barnet så gør, som træneren siger, får det slik eller anden håndgribelig belønning.

Udenlandske undersøgelser har vist, at ABA ofte er mere effektiv socialt og intelligensmæssig på kort sigt, men at forskellen udligner sig over tre-fire år. Og at børn med den traditionelle pædagogik ofte har lettere ved at klare sig i uforudsete, ikke-trænede situationer.

Med den nye danske undersøgelse vil det være sværere for kommuner at forsvare at bruge to-tre gange så mange penge på ABA-behandling i stedet for at holde sig til de traditionelle tilbud, der typisk koster 300-600.000 kroner årligt. Især fordi der jo ikke er ubegrænsede midler til rådighed for handicappede børn.

Eksperter og organisationer som Landsforeningen Autisme råder forældre og myndigheder til at prøve at finde den gyldne middelvej mellem metoderne med udgangspunkt i det enkelte barn. Det handler om at bruge sin sunde fornuft. Lidt ligesom når andre forældre står med et barn, hvis temperatur nærmer sig 40-41 grader.

Med den modifikation er det svært altid at holde sig til sund fornuft, når viljen til at gøre hvad som helst er permanent”.

Til artiklen var indsat et billede i blålige toner. På billedet strækker en person armene ud og op mod en stor lysende kugle.

I forlængelse af artiklen var indsat to artikler med kommentarer fra formanden Dansk Forening for Tuberøs Sclerose og formanden for Angelmanforeningen.

Politiken bragte den 23. februar 2007 under overskriften ”Fejl og fakta” følgende

”Da undervisningsminister Ulla Tørnæs (V) uddelte en pris til Nordre Skole i Bramming, var den primære grund, at skolen var et fint eksempel på den rummelige folkeskole. Derfor var det ikke korrekt, da det blev nævnt i artiklen ”Miraklernes tid er tilbage” i 1. sektion (20.2), at prisen skyldtes, at skolen med den såkaldte ABA-metode ”havde næsten ”helbredt” en autistisk dreng”.

Samtidig skal vi præcisere, at tilhængere af ABA-metoden mener, at der er undersøgelser, som viser, at metoden er bedre end den traditionelle autismepædagogik. Det er andre forskere dog uenige i.”

Politiken bragte den 24. februar 2007 under rubrikken ”Læsernes Redaktør” en artikel under overskriften ”Når mirakler bliver til religion” , skrevet af [B] . Af artiklen fremgår følgende

”Intet er mere sårbart end ens barn. Alt andet bliver ligegyldigt, hvis ens søn eller datter har problemer. Som forælder gør man alt for at redde sit barn. Samtidig er ens følelser i kaos. Hvis nogen tilbyder en mirakelkur, er det nemt at gribe den med kyshånd. Ens naturlige skepsis er sat ud af kraft.

Især hvis barnet har en fysisk eller mental diagnose, som det etablerede system ikke bare kan helbrede eller lindre. Derfor har alternative behandlere ofte nemme vilkår. Og nogle gange hjælper deres behandling faktisk. Uden at man nødvendigvis videnskabeligt kan forklare hvorfor. Og i andre tilfælde er der ingen virkning.

Men det virkelig alvorlige er, når forældrene bliver fanatiske tilhængere af en bestemt metode. Så den bliver en religion. Det er jo ikke uden grund, at mirakler er beskrevet i religiøse skrifter om profeter, som kan få lamme til at gå og blinde til at se.

Derfor er det altid en svær journalistisk opgave at beskrive emner, hvor traditionelle behandlere og alternative behandlere strides om alt. Lige fra videnskabelige undersøgelser til konkrete eksempler på lindring eller helbredelse.

Denne problematik forsøgte journalist [C] at beskrive i artiklen ”Miraklernes tid er tilbage” i avisen tirsdag (20.2). Det førte til et bombardement af klager og læserbreve fra forældre, der er tilhængere af den såkaldte ABA-metode.

Ifølge tilhængere en kur, der kan hjælpe børn med autisme bedre end de traditionelle tilbud. Men ifølge kritikere en form for adfærdsterapi, som er blevet kritiseret for at minde om hundetræning. Ifølge [C]s artikel accepterer metoden blandt andet ikke autisters naturlige behov for at undgå øjenkontakt. Hvis et barn vender ansigtet væk, bliver det drejet tilbage. Og når barnet gør, som ABA-terapeuten siger, for det slik eller en anden håndgribelig belønning.

Det bragte følelserne i kog. Flere tilhængere af ABA skrev direkte til [C] og skældte ham ud. Med kopi til redaktionsledelsen. Andre ABA-tilhængere klagede til mig som Læsernes Redaktør, mens debatredaktionen også modtog en stribe læserbreve.

Sprogbrugen i de mange læserbreve bar præg af en nærmest hadsk stemning. Ord som ”rystende uvidenhed”, ”dybt manipulerende” og ”usaglig”, ”sensationspræget” og ”ensidig journalistik” blev brugt i flæng. Samtidig var budskabet i læserbrevene fra ABA-tilhængerne enslydende.

Men hvis vi ser bort fra de følelsesladede ord, har kritikerne så ret?

Det mener flere andre forældre til autistiske børn ikke. De har udtrykt støtte til [C]s artikel, fordi den påpeger problemerne ved ABA-metoden. Men mange tør ikke stå frem med navn, fordi de oplever, at ABA-folkene kører hetz mod forældre og forskere, der kritiserer den alternative metode.

Men hvad så med de journalistiske krav til en baggrundsartikel, var de opfyldt?

Langt hen ad vejen var de. De forskellige holdninger til behandling af autisme blev gennemgået, og de blev sat i perspektiv.

Desuden blev hovedkonklusionen i den hidtil største danske sammenligning af den etablerede autismepædagogik og ABA-metode fremlagt: ABA udvikler børnene mere socialt på kort sigt, men de etablerede tilbud er bedre, når det gælder intelligens, sprogligt niveau og selvhjælpsfærdigheder.

Samtidig blev det nævnt, at forældre og organisationer bag ABA – der har deltaget i undersøgelsen – forkaster konklusionen. Så langt, så godt.

Men journalistisk set er der også problemer i artiklen. Ét er, at der var et par fodfejl, som blev rettet i avisen i løbet af ugen, men mere alvorligt er det, at artiklen præsenteres som baggrundsartikel, selv om den har klare elementer af både analyse og kommentar.

For eksempel nævnes det, at ”med den nye danske undersøgelse vil det være sværere for kommuner at forsvare at bruge to-tre gange så mange penge på ABA-behandling i stedet for at holde sig til de traditionelle tilbud, der typisk koster 300-600.000 kroner årligt”.

Hvem siger det? Organisationer eller kommuner? Eller er det journalistens egen vurdering/holdning? Læseren ved det ikke, fordi der ikke er nogen kilde.

I en klassisk baggrundsartikel skal de forskellige parter høres. Især når der er en konflikt. Men der var ingen direkte citater i artiklen. Nederst på samme side var der korte interview med formændene for to andre foreninger for forældre til handikappede børn. Men ingen repræsentanter for ABA blev hørt, selv om det er en grundregel i journalistik, at den angrebne part skal have lov til at forsvare sig.

Det rettes der nu op på, ved at [C] har interviewet en af fortalerne for ABA-metoden et andet sted i dagens debatsektion.

Alligevel minder de mange mail, læserbreve og direkte henvendelser fra ABA-tilhængere om en velkoordineret kampagne, der skal miskreditere en journalist på Politiken, fordi han har skrevet en kritisk artikel om ABA-metoden.

Man kan sagtens forstå, at forældre, der har oplevet, at ABA har hjulpet deres barn, bliver frustrerede over, at metoden bliver kritiseret. Når de nu endelig har fundet en træningsmetode, som kan give deres barn og dem selv et mere ”normalt” familieliv.

Men den hadske sprogbrug, de mange gentagne beskyldninger og forsøget på at miskreditere journalisten minder mere om en desperat nyreligiøs sekt, der ikke kan klare den mindste kritik.

Det er ærgerligt. For dermed reduceres den nødvendige pædagogiske og videnskabelige diskussion om, hvordan man bedst kan hjælpe autistiske børn, til en skyttegravskrig.

Og taberne bliver som altid børnene.”

Samme dag bragte Politiken under overskriften ”Hvad er meningen? ”ABA-behandling mod autisme virker”” følgende artikel, skrevet af [C]

””Dum, bagstræberisk, rystende uvidende, sandhedsfjendsk, ond ”

Det er et lille udpluk af de tillægsord, som denne journalist har fået i sin mailboks fra forældre til børn i ABA-tilbud – en omdiskuteret metode til behandling af børn med autisme.

Anledningen var en artikel i tirsdagsavisen om, hvorvidt man kan forsvare at bruge en stor del af penge til handikappede børn på mirakellignende metoder, hvor der er tvivl om dokumentationen. Emnet var aktualiseret af MarselisborgCentrets sammenligning af ABA og de traditionelle tilbud til børn med autisme. Her konkluderer forskerne, at ABA er bedre på det sociale, mens de traditionelle er bedre på intelligens, sprog og selvhjælp.

[A], formand for [K]-foreningen, hvorfor udløste artiklen en storm af hademails, hvor forældre skyder på budbringeren?

”Fordi artiklen giver et unuanceret billede af ABA. Der er ikke tale om en mirakelkur, der skal ende i helbredelse. Og ABA er heller ikke ”hundetræning” med f.eks. tvang til øjenkontakt, som kritikere påstår. Det er en læringsmetode, der bl.a. bygger på, at øjenkontakt er en grundlæggende del af menneskets kontakt med hinanden. En læringsmetode, som ifølge forskningen har den bedst dokumenterede effekt på børn med autisme”.

Ifølge MarselisborgCentret og andre fagfolk og eksperter viser forskningen, at ABA ikke er bedre.

”MarselisborgCentret har beklageligvis ikke sat sig ind i den internationale forskning. Der er stadig usikkerhedsmomenter og mangel på entydige resultater, man kan f.eks. endnu ikke redegøre for, hvilke børn, der kan profitere af hvilke behandlingsformer. Men under alle omstændigheder kan man ikke basere sine beslutninger på en enkelt dansk undersøgelse, man må se den i sammenhæng med de udenlandske resultater”.

Men det mener ABA-kritikere jo også, at de gør. Hvorfor skulle du have mere ret i din tolkning, du er ikke autismeforsker?

”Jeg er kriminolog. Men når man har en forskeruddannelse, er det relativt nemt at sætte sig ind i et nyt område og vurdere, hvordan niveauet er. Og jeg bliver nødt til at sætte mig ind i det, for der er næsten ingen, der følger med i autismeforskning i Danmark. Kommunerne gør det slet ikke. De tager desværre ofte beslutninger om handikappede børn ud fra rutinerne i systemet, og hvad politikerne lige har læst i dagens avis. Man er sjældent tilbøjeligt til at forsøge nye, inddrage forældrene mere, og give folk valg mellem forskellige behandlinger. Det er også derfor, din artikel kan gøre skade”.

Jeg har også fået mails fra forældre til handikappede børn, der mener, at artiklen kan gøre gavn. De oplever markante nedskæringer på udflugter, fysioterapi og andet i de traditionelle tilbud, fordi en stor del af kommunens penge bruges til ABA.

”Det er rigtigt, at det kan være et problem, især når man kører forsøg med noget, der er dyrere, f.eks. ABA. Men hovedpointen er, at handikappede børn koster mere, end man hidtil har villet give – ABA eller ej. Og jeg håber, at det lykkes os og andre forældre at overbevise politikerne om, at der generelt skal flere penge til. Også fordi det ikke kun er en udgift, men tillige kan være en investering, fordi nogle af børnene vokser op og bliver mere velfungerende – og mindre omkostningskrævende – end de ellers ville have været”.”

Politiken bragte den 18. marts 2007 under overskriften ”Mediekritik: Politikens etiske vinduespynt” et debatindlæg fra en medieanalytiker, der anså artiklen af 20. februar 2007 for et ”utilsløret og superbt timet partsindlæg” i striden om, hvilke behandlingsformer det offentlige skal støtte.

Politiken bragte den 21. marts 2007 under rubrikken ”Fejl og fakta” bl.a. følgende, skrevet af [B]

”I ARTIKLEN ”Miraklernes tid er tilbage” i 1. sektion (20.2) blev ABA-metodens virkning i forbindelse med behandling af børn med autisme sammenlignet med den traditionelle behandling af børn med autisme.

Her blev det blandt andet nævnt, at ”udenlandske undersøgelser har vist, at ABA ofte er mere effektivt socialt og intelligensmæssigt på kort sigt, men at forskellen udligner sig over tre-fire år. Og at børn med den traditionelle pædagogik ofte har lettere ved at klare sig i uforudsete, ikke-trænede situationer”.

Vi skal præcisere, at man ikke kan tidsfæste udligningen til tre-fire år. Undersøgelserne viser blot, at man ikke har kunnet påvise en langtidseffekt, der er bedre end effekten af den traditionelle metode.

Samtidig er det andet udsagn upræcist, da forskningen ikke er entydig. Derfor kan man ikke generelt sige, at børn i traditionel behandling klarer sig bedre i uforudsete situationer.”

Politiken bragte den 24. marts 2007 i klummen ”Læsernes Redaktør” under overskriften ”Autisme, gråzone og habilitet” en artikel vedrørende spørgsmålet om journalisters habilitet. I den forbindelse var artiklen ”Miraklernes tid er tilbage” anvendt som eksempel, og det blev i artiklen konkluderet, at journalisten ikke i det konkrete tilfælde havde kunnet holde sin private holdning til emnet ude fra journalistikken.

2. Parternes synspunkter

[K]-foreningen har den 19. marts 2007 klaget over artiklerne af 20. februar 2007 (”Miraklernes tid er tilbage” med tilhørende illustration og plakat), 23. februar 2007 (”Fejl og fakta”) og 24. februar 2007 (”Når mirakler bliver til religion”) og har anført, at artiklerne er i strid med god presseskik og indebærer en overtrædelse af straffelovens §§ 267 og 268.

Til artiklen ”Miraklernes tid er tilbage” af 20. februar 2007 har foreningen navnlig anført, at der med artiklens overskrift og illustration gives indtryk af et religiøst indhold, der hverken er belæg eller dokumentation for. Der er ikke udøvet den forventelige kildekritik, og kildernes troværdighed kan ikke vurderes, idet alle kilder er anonyme. Politiken burde have oplyst, at ét af journalistens børn har autisme, idet det er relevant, at journalisten har en særlig, personlig relation til stofområdet. Dette ses bl.a. af udsagnet ”Med den nye danske undersøgelse ... Især fordi der jo ikke er ubegrænsede midler til rådighed for handicappede børn”.

[K]-foreningen har videre anført, at der sker sammenblanding af fakta og Politikens kommentarer uden tydelig adskillelse, ligesom der ikke er henvist til relevante kilder. Foreningen har herved navnlig henvist til følgende udsagn

· ”mirakler”, ”tro”, ”mirakelkure” samt ” en pris til Nordre Skole i Bramming for med ABA-metoden at have næsten ”helbredt” en autistisk dreng”. Der er ikke dækning eller dokumentation for udsagnene eller angivet nogen kilde til vurderingen af ABA som en ”mirakelkur”.

· ”Og når mirakelkurene undersøges af seriøse forskere, viser det sig oftest, at miraklerne er udeblevet”. Det oplyses ikke, hvilke forskere og forskningsresultater, der ligger til grund for udsagnet.

· ”Disse kure kræver som regel, at forældre afsværger job og normalt liv”, ”De ønsker så brændende at tro på ABA. Og ingen ved jo, om tro kan flytte bjerge – eller bare nogle centrale hjerneceller” og ”Det handler om at bruge sin sunde fornuft” samt ” når viljen til at gøre hvad som helst er permanent” er Politikens egne vurderinger og fordomme.

· ”Metoden accepterer ikke autisternes naturlige behov for at undgå øjenkontakt; hvis et barn vender sit ansigt væk, drejer ABA-træneren det tilbage”. Det er en alvorlig påstand om tvang.

· ”Eksperter og organisationer som Landsforeningen Autisme råder forældre til at prøve ” Det oplyses ikke, hvem de angivne eksperter er.

· ”Udenlandske undersøgelser har vist, at ABA er effektiv socialt og intelligensmæssigt på kort sigt, men at forskellen udligner sig over tre-fire år” Klager er aldrig stødt på hverken udenlandsk eller dansk forskning, der viser, at forskellen udligner sig over tre-fire år. Det bør være muligt for Politiken at oplyse, hvilke forskningsresultater, der påviser disse forhold.

[K]-foreningen har videre anført, at der er anvendt skadelige og unødigt ringeagtsytringer som ”idiothelbredelse”, ”hundetræning af robotbørn” og ”hundetræning og robotprogrammering”. De anvendte ringeagtsytringer fremkalder en forestilling om mishandling og unødig rigiditet. Der er endvidere ikke givet plads til svar på kritikken fra forskere, fagfolk eller [K]-foreningen. Interviews med Dansk Forening for Tuberøs Sclerose og formanden for Angelmanforeningen kan ikke forsvare, at [K]-foreningen ikke blev hørt allerede ved artiklen af 20. februar 2007.

I artiklen ”Fejl og fakta” den 23. februar 2007 og artiklen ”Når mirakler bliver til religion” den 24. Februar 2007 er der ikke sket en fuldstændig berigtigelse af de ukorrekte informationer, og artiklerne gentager den oprindelige artikels skadelige oplysninger, ligesom der yderligere argumentation i udsagnet ” at metoden er bedre end den traditionelle autisme-pædagogik. Det er andre forskere dog uenige i”. Det er ikke hensigten med en berigtigelse. Berigtigelsen af 23. februar 2007 har endvidere ikke fået en ligeså iøjnefaldende opsætning som den oprindelige artikel.

Foreningen har herudover anført, at det må skærpe vurderingen, at offentliggørelsen af artiklerne skete på et afgørende tidspunkt for en igangværende politisk beslutningsproces om ABA-projektets fremtid i Københavns Kommune. [K]-foreningen har endelig anført, at artiklerne må betragtes og bedømmes i sin helhed.

Efter indgivelsen af klagen af 19. marts 2007 har Politiken bragt bl.a. artiklerne af 21. marts og 24. marts 2007. Foreningen har herefter i brev af 21. april 2007 sammenfattet de oprindelige klagepunkter således

”1) der sker en sammenblanding af fakta og kommentarer, uden tydelige adskillelse,

2) der anvendes skadelige og unødvendigt nedværdigende ringeagtsytringer som ”idiothelbredelse”, ”hundetræning” og ”robotprogrammering”,

3) artiklens rubrik og den valgte illustration giver indtryk af et religiøst indhold, som der hverken er belæg eller dokumentation for, ligesom der heller ikke er belæg eller dokumentation for, ligesom der heller ikke er belæg eller dokumentation for påstande om fx ”mirakler”, ”tro” og ”mirakelkure”,

4) der er ikke udøvet den forventelige kildekritik og at kildernes troværdighed ikke kan vurderes eller efterprøves eftersom alle kilder er anonyme,

5) der er ikke givet plads til svar på kritikken fra forskere, fra adfærdsanalytiske fagfolk eller fra [K]-foreningen.”

Foreningen har anført, at klagepunkterne 1, 4 og 5 er blevet behandlet redaktionelt af Politiken efter klagen af 19. marts 2007, og at der er sket en delvis beklagelse og/eller berigtigelse af disse klagepunkter. Derimod er der ikke sket hverken beklagelse eller berigtigelse af klagepunkterne 2 og 3.

Politiken har anført, at det af artiklen ”Miraklernes tid er tilbage” af 20. februar 2007 fremgår, at artiklen er baseret på den hidtil største danske uvildige sammenligning af den etablerede autismepædagogik og ABA-metode foretaget af MarselisborgCentret i Århus. Kilderne til oplysningerne vedrørende de udenlandske undersøgelser er lederen for Center for Autisme og formanden for Landsforeningen Autisme. Den udenlandske undersøgelse viste, at man ikke har kunnet påvise en langtidseffekt med ABA-metoden, der er bedre end den traditionelle metode. Man kunne dog ikke tidsfæste udligningen i effekten mellem ABA-metoden og den etablerede autisme-metode til tre-fire år, hvorfor avisen har bragt en rettelse vedrørende dette forhold.

Politiken har oplyst, at Eva Kjer Hansen (V) og Ulla Tørnæs (V) nævnes i artiklen, og der er henvist til interviews med formanden for Dansk Forening for Tuberøs Sclerose og formanden for Angelmanforeningen.

Politiken har til udsagnene ”idiothelbredelse”, ”hundetræning” og ”robotprogrammering” samt udsagnene ”mirakler”, ”tro” og ”mirakelkure” anført, at artiklen forholder sig til flere forskellige træningsmetoder, der skal hjælpe børn med autisme, og at artiklen netop handler om tro på mirakuløse behandlinger. Det fremgår af artiklen, at de konkrete ord blev brugt af kritikerne af de alternative træningsmetoder.

Politiken har herudover anført, at [K]-foreningens formand, [A], efterfølgende kom til orde i et interview i avisen den 24. februar 2007.

Til artiklen ”Når mirakler bliver til religion” af 24. februar 2007 har Politiken anført, at klummen er en traditionel kommentar, hvor Læsernes Redaktør hver lørdag skriver i avisen. Klummen er udtryk for Læsernes Redaktørs holdninger på samme måde som en leder. I klummen kritiseres både ensidigheden og fejlene i artiklen af 20. februar 2007. Politiken har videre anført, at man er enig i Læserne Redaktørs rettelser og kritik af artiklen af 20. februar 2007.

Politiken har anført, at udsagnet ”det hadske sprogbrug forsøger på at miskreditere journalisten minder mere om en desperat nyreligiøs sekt, der ikke kan klare den mindste kritik” er en vurdering i en personlig kommentar, der ikke strider mod god presseskik.

Politiken har endelig anført, at artiklen af 20. februar 2007 var kontroversiel, fejlbehæftet og præget af en vis ensidighed, hvilket avisen via Læsernes Redaktør både har rettet og erkendt, hvorfor den del af klagen, der vedrører normer for god journalistik allerede er behandlet og imødekommet i avisens spalter.

3. Pressenævnets afgørelse og begrundelse

I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget

Thomas Rørdam, Dorthe Carlsen, Kaare R. Skou og Ole Askvig.

Pressenævnet bemærker indledningsvis, at nævnet opfatter brevet af 21. april 2007 således, at klagen herefter alene angår klagepunkterne 2 og 3, men nævnet vil dog på grund af sammenhængen mellem disse klagepunkter og spørgsmålet, om [K]-foreningen burde have haft lejlighed til at komme til orde allerede i forbindelse med artiklen den 20. februar 2007, jf. klagepunkt 5, også behandle dette spørgsmål.

Pressenævnet bemærker videre, at spørgsmålet om, hvorvidt straffeloven er overtrådt, henhører under domstolene og falder uden for nævnets kompetence.

Det falder endvidere uden for Pressenævnets kompetence at vurdere ABA-metoden, herunder dens langtidseffekt.

Det følger af de vejledende regler for god presseskik, at et medie skal udvise kritik over for nyhedskilderne, i særdeleshed når disses udsagn kan være farvet af personlig eller skadevoldende hensigt. Der gælder efter omstændighederne en tilsvarende forpligtigelse for mediet til at udvise særlig agtpågivenhed ved offentliggørelse af en sag, hvori de pågældende har haft en særlig økonomisk eller personlig interesse.

Pressenævnet lægger til grund, at artiklen af 20. februar 2007 er skrevet af en journalist, der selv er forælder til et barn med autisme. Dette forhold gav Politiken anledning til at udvise særlig agtpågivenhed over for journalistens reportage, herunder hans valg af kilder, men er ikke i sig selv tilstrækkeligt til at fastslå, at god presseskik er tilsidesat.

Pressenævnet finder imidlertid, at der er grundlag for at kritisere den journalistiske research, idet der er tale om en ensidig fremstilling af ABA-metoden. Pressenævnet finder videre, at Politiken burde have bragt [K]-foreningens kommentarer i sammenhæng med angrebene i artiklen. Ved at undlade dette har Politiken tilsidesat god presseskik, og nævnet udtaler sin kritik. Da Politiken den 24. februar 2007 har bragt [K]-foreningens kommentar ved formanden [A] finder Pressenævnet ikke anledning til at pålægge offentliggørelse vedrørende dette forhold, jf. medieansvarsloven § 49.

Klagen over artiklen ”Når mirakler bliver til religion” af 24. februar 2007 vedrører en klummeartikel, hvori der ligesom i lederartikler tillades en højere grad af frisprog end i nyhedsartikler og lignende reportager. Det fremstår efter Pressenævnets opfattelse klart, at der var tale om en klumme, hvori mediets faste klummeskribent tilkendegav sin holdning til tidligere offentliggjorte oplysninger. På baggrund af artiklens karakter af klummeartikler finder Pressenævnet, at Politiken til trods for, at bladet ikke har efterprøvet de tidligere offentliggjorte oplysninger, ikke har handlet i strid med god presseskik. Nævnet udtaler derfor ikke kritik heraf.

Afgjort den 20. juni 2007.

Resumé

Klager – en forening – klagede over artikler bragt i Politiken.

Pressenævnets begrundelse og afgørelse

Pressenævnet bemærker indledningsvis, at nævnet opfatter brevet af 21. april 2007 således, at klagen herefter alene angår klagepunkterne 2 og 3, men nævnet vil dog på grund af sammenhængen mellem disse klagepunkter og spørgsmålet, om [K]-foreningen burde have haft lejlighed til at komme til orde allerede i forbindelse med artiklen den 20. februar 2007, jf. klagepunkt 5, også behandle dette spørgsmål.

Pressenævnet bemærker videre, at spørgsmålet om, hvorvidt straffeloven er overtrådt, henhører under domstolene og falder uden for nævnets kompetence.

Det falder endvidere uden for Pressenævnets kompetence at vurdere ABA-metoden, herunder dens langtidseffekt.

Det følger af de vejledende regler for god presseskik, at et medie skal udvise kritik over for nyhedskilderne, i særdeleshed når disses udsagn kan være farvet af personlig eller skadevoldende hensigt. Der gælder efter omstændighederne en tilsvarende forpligtigelse for mediet til at udvise særlig agtpågivenhed ved offentliggørelse af en sag, hvori de pågældende har haft en særlig økonomisk eller personlig interesse.

Pressenævnet lægger til grund, at artiklen af 20. februar 2007 er skrevet af en journalist, der selv er forælder til et barn med autisme. Dette forhold gav Politiken anledning til at udvise særlig agtpågivenhed over for journalistens reportage, herunder hans valg af kilder, men er ikke i sig selv tilstrækkeligt til at fastslå, at god presseskik er tilsidesat.

Pressenævnet finder imidlertid, at der er grundlag for at kritisere den journalistiske research, idet der er tale om en ensidig fremstilling af ABA-metoden. Pressenævnet finder videre, at Politiken burde have bragt [K]-foreningens kommentarer i sammenhæng med angrebene i artiklen. Ved at undlade dette har Politiken tilsidesat god presseskik, og nævnet udtaler sin kritik. Da Politiken den 24. februar 2007 har bragt [K]-foreningens kommentar ved formanden [A] finder Pressenævnet ikke anledning til at pålægge offentliggørelse vedrørende dette forhold, jf. medieansvarsloven § 49.

Klagen over artiklen ”Når mirakler bliver til religion” af 24. februar 2007 vedrører en klummeartikel, hvori der ligesom i lederartikler tillades en højere grad af frisprog end i nyhedsartikler og lignende reportager. Det fremstår efter Pressenævnets opfattelse klart, at der var tale om en klumme, hvori mediets faste klummeskribent tilkendegav sin holdning til tidligere offentliggjorte oplysninger. På baggrund af artiklens karakter af klummeartikler finder Pressenævnet, at Politiken til trods for, at bladet ikke har efterprøvet de tidligere offentliggjorte oplysninger, ikke har handlet i strid med god presseskik. Nævnet udtaler derfor ikke kritik heraf.