Legislator Case Law & Legislation
W20070936025 DK

Pressenævnets kendelse i sag 2007-6-487

2 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (2 Articles)

Endelig adm. afgørelse 2007 9360 Valid

Pressenævnets kendelse i sag 2007-6-487

[K] har ved kommunikationsdirektør [A] klaget til Pressenævnet over en artikel i Fyns Amts Avis den 13. marts 2007, idet selskabet mener, at god presseskik er tilsidesat.

1. Sagsfremstilling

Fyns Amts Avis bragte den 13. marts 2007 under overskriften ”12-årig pige med brækket ben sat af bussen” og underoverskriften ”- Du har betalt for lidt, sagde [K]-chauffør, men nægtede at tage imod penge” en artikel, hvoraf det fremgik, at en 12-årig pige, der havde brækket det ene ben, blev sat af en FynBus bus, idet hun angiveligt havde betalt for lidt. Pigen og hendes veninde tilbød at betale mere, men blev alligevel sat af bussen. Af artiklen fremgår bl.a. følgende

”TULLEBØLLE: Den 12-årige [B], der har brækket sit ene ben og derfor går med to krykker, blev i går smidt ud af en af FynBus’ busser. Det skete lige uden for Tullebølle.

Dum sag

Informationsleder ved FynBus, Martin Krogh, kalder det en rigtig dum sag, der er med til at skade FynBus’ image.

- Hvis historien, som du fortæller mig, er rigtig, ville jeg som forælder også blive sur. Uanset pigen har betalt for lidt eller ej, er det problematisk at sætte en 12-årig med et brækket ben af bussen, siger han.

Martin Krogh opfordrer [C] [pigens far] til at klage til FynBus, som dog alene på baggrund af Fyns Amts Avis’ henvendelse vil undersøge tingene nærmere.

Det er busselskabet [K], der kører for FynBus, og de vil blive bedt om en redegørelse. FynBus har fået oplyst såvel busnummer som navnet på chaufføren ”

2. Parternes synspunkter

Kommunikationsdirektør [A] har på vegne af [K] anført, at den private virksomhed, [K], må anses for en selvstændig aktør. I artiklen er [K] underlagt alvorlig kritik af det påståede forløb, ligesom den offentlige udbudsmyndighed, FynBus, kalder det ”en dum sag”. Klager har ikke fået mulighed for at kommentere oplysningerne, og kritikken fremstår uimodsagt.

[A] har videre anført, at en angreben part skal høres, uanset hvilken offentlig instans, der kan siges at være overordnet ansvarlig for et område. Kommentaren fra FynBus optrapper endvidere blot konflikten.

Fyns Amts Avis har anført, at FynBus er ansvarlig myndighed for busruten, [K] er blot entreprenør. De rejseregler, der beskriver, på hvilke betingelser passagererne befordres, er udarbejdet og udgivet af FynBus. Klager over befordringen skal stiles til FynBus, hvorfor det er FynBus, der som trafikselskab har ansvaret for kundebetjeningen i en sag som den omtalte. Fyns Amts Avis har forelagt klagen for FynBus og bragt trafikselskabets kommentar i artiklen. På denne baggrund har avisen afvist at have handlet i strid med god presseskik.

3. Pressenævnets afgørelse og begrundelse

I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget

Jytte Scharling, Bo Maltesen, Kaare R. Skou og Ole Askvig.

Det fremgår af de vejledende regler for god presseskik, at oplysninger, der kan være skadelige, krænkende eller virke agtelsesforringede skal efterprøves i særlig grad, inden de bringes, først og fremmest ved forelæggelse for den pågældende, jf. punkt A.3.

Tre medlemmer – J ytte Scharling, Kaare R. Skou og Ole Askvig – udtaler

Vi finder, at oplysningen om, at en [K]-chauffør har afsat en 12-årig pige med brækket ben, sammenholdt med udsagnet ”Det er busselskabet [K], der kører for FynBus, og de vil blive bedt om en redegørelse” kan være skadelig, krænkende eller virke agtelsesforringende for klager, hvorfor oplysningerne burde have været forelagt [K]. Da dette ikke er sket, udtaler vi kritik.

Et medlem – Bo Maltesen – udtaler

Jeg finder, at FynBus er en offentlig myndighed, der driver busvirksomhed, og som derfor – uanset udlicitering af selve kørslen – er ansvarlig over for offentligheden af alle forhold i forbindelse med busdriften. Det er således i overensstemmelse med god presseskik at forelægge kritik af driften for selskabet. FynBus kommenterer hændelsen, og den angrebne part er derfor kommet til orde. Avisen kan ikke også være forpligtet til at henvende sig til underleverandøren, medmindre FynBus direkte havde henvist til vedkommende. Jeg udtaler herefter ikke kritik.

Der afsiges kendelse efter stemmeflertallet.

I medfør af medieansvarsloven § 49 pålægger Pressenævnet herefter Fyns Amts Avis at offentliggøre følgende

”Kendelse fra Pressenævnet

Fyns Amts Avis bragte den 13. marts 2007 en artikel vedrørende en hændelse, hvor en chauffør havde sat en 12-årig pige med et brækket ben af bussen. Chaufførens busselskab har klaget til Pressenævnet, idet man mener, at god presseskik er tilsidesat.

Pressenævnets afgørelse og begrundelse

Det fremgår af de vejledende regler for god presseskik, at oplysninger, der kan være skadelige, krænkende eller virke agtelsesforringede skal efterprøves i særlig grad, inden de bringes, først og fremmest ved forelæggelse for den pågældende, jf. punkt A.3.

Tre medlemmer – Jytte Scharling, Kaare R. Skou og Ole Askvig – udtaler

Vi finder, at oplysningen om, at en [klager]-chauffør har afsat en 12-årig pige med brækket ben, sammenholdt med udsagnet ”Det er busselskabet [klager], der kører for FynBus, og de vil blive bedt om en redegørelse” kan være skadelig, krænkende eller virke agtelsesforringende for klager, hvorfor oplysningerne burde have været forelagt [klager]. Da dette ikke er sket, udtaler vi kritik.

Et medlem – Bo Maltesen – udtaler

Jeg finder, at FynBus er en offentlig myndighed, der driver busvirksomhed, og som derfor – uanset udlicitering af selve kørslen – er ansvarlig over for offentligheden af alle forhold i forbindelse med busdriften. Det er således i overensstemmelse med god presseskik at forelægge kritik af driften for selskabet. FynBus kommenterer hændelsen, og den angrebne part er derfor kommet til orde. Avisen kan ikke også være forpligtet til at henvende sig til underleverandøren, medmindre FynBus direkte havde henvist til vedkommende. Jeg udtaler herefter ikke kritik.

Der afsiges kendelse efter stemmeflertallet.

København, den 18. april 2007

Jytte Scharling, Bo Maltesen, Kaare R. Skou og Ole Askvig.”

Afgjort den 18. april 2007.

Endelig adm. afgørelse 2007 9360 Valid

Resumé

Klager – et firma - klagede over udsendelse bragt i Danmarks Radio.

Det fremgår af de vejledende regler for god presseskik, at oplysninger, der kan være skadelige, krænkende eller virke agtelsesforringede skal efterprøves i særlig grad, inden de bringes, først og fremmest ved forelæggelse for den pågældende, jf. punkt A.3.

Tre medlemmer – Jytte Scharling, Kaare R. Skou og Ole Askvig – udtalte

Vi fandt, at oplysningen om, at en [K]-chauffør havde afsat en 12-årig pige med brækket ben, sammenholdt med udsagnet ”Det er busselskabet [K], der kører for FynBus, og de vil blive bedt om en redegørelse” kunne være skadelig, krænkende eller virke agtelsesforringende for klager, hvorfor oplysningerne burde have været forelagt [K]. Da dette ikke var sket, udtalte vi kritik.

Et medlem – Bo Maltesen – udtalte

Jeg fandt, at FynBus var en offentlig myndighed, der drev busvirksomhed, og som derfor – uanset udlicitering af selve kørslen – var ansvarlig over for offentligheden af alle forhold i forbindelse med busdriften. Det var således i overensstemmelse med god presseskik at forelægge kritik af driften for selskabet. FynBus kommenterede hændelsen, og den angrebne part var derfor kommet til orde. Avisen kunne ikke også være forpligtet til at henvende sig til underleverandøren, medmindre FynBus direkte havde henvist til vedkommende. Jeg udtalte herefter ikke kritik.

Der afsagdes kendelse efter stemmeflertallet.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →