Legislator Case Law & Legislation
W20070935725 DK

Pressenævnets kendelse i sag 2007-6-464

2 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (2 Articles)

Endelig adm. afgørelse 2007 9357 Valid

Pressenævnets kendelse i sag 2007-6-464

Advokat H. Vang-Lauridsen har på vegne af [K] klaget til Pressenævnet over en udsendelse i Danmarks Radio den 12. november 2006, idet han mener, at god presseskik er tilsidesat. Advokaten har endvidere klaget over, at Danmarks Radio har afvist at bringe et genmæle.

1. Sagsfremstilling

Danmarks Radio bragte den 12. november 2006 i programmet ” Magasinet Søndag ” et indslag vedrørende en ny søgemaskine på portalen Sundhed.dk. Søgefunktionen, der er oprettet på initiativ af Sundhedsstyrelsen, gør det muligt for patienter at orientere sig om afgørelser over plastikkirurger. Det fremgår af udsendelsen, at ét af problemerne med søgemaskinen er, at det kun er afgørelser truffet efter 1. januar 2006, der fremgår af søgemaskinen. [K] er omtalt som et eksempel på en læge, der ikke er at finde i søgemaskinen, selvom han har haft flere klagesager i Sundhedsvæsenets Patientklagenævn. Af udsendelsen fremgår bl.a. følgende

” [A], patient : Jeg får lavet nogle alt for store bryster, som er store og tunge, og som giver mig smerter. Det ene er større end det andet, og brystvorterne sidder ikke helt, hvor de skal.

Speak : Her er en anden kritiseret klinik i København. Den indehaves af en læge ved navn [K]. I 2004 afslørede DR ham i ikke at informere patienter ordentligt forud for en brystforstørrende operation.

Interviewer (optagelser foretaget med skjult kamera i 2004): Hvor længe holder det så?

[K], plastikkirurg (skjult kamera, 2004): Det var det, jeg sagde til dig. Jeg regner med resten af dit liv.

Speak : Men det er ikke rigtigt. For brystimplantaterne skal typisk udskiftes efter ca. 15 år. [K]s navn dukker ikke op i den nye søgemaskine, og det er der flere grunde til. Dels er det kun for læger under skærpet tilsyn, og dels tæller fortidens synder ikke.

Kvinde, angiveligt fra Sundhedsstyrelsen : Dem der har fået en afgørelse, dvs. et skærpet tilsyn eller påbud eller på anden indskrænkning, de er de står der ikke, hvis det er sket før 1. januar. Så det er ikke nogen garanti - det er det ikke.

Speak : DR udsendelsen er ellers langt fra den eneste gang [K] har været i problemer. Vi har talt med seks af hans tidligere patienter, og én af dem har valgt at stå frem. [A] fik i 2002 lavet en brystforstørrende operation, men det gik galt.

[A] : Jeg sagde til ham, at jeg gerne ville have en C-skål, deromkring, men jeg er så havnet i en F.

[A] : Jeg har sådan nogle spor her, hvor han er gået for tæt på huden, hvor der ligesom er bobler, hvor du kan mærke protesen igennem [huden]. Og det har jeg også hernede, og så har jeg så smerter her.

Speak : Der er 50 ml’s forskel på bryststørrelsen og brystvorterne sidder 5 cm for højt. [K] vil ikke interviewes til TV, men han svarer i telefonen.

Interviewer (over telefonen ): Har du nogen sinde fejlbehandlet en patient?

[K] (over telefonen): Ikke. - Jeg kan ikke erindre det.

[A] : Jeg er nødt til at gå med en bh, som kan løfte brysterne op, hvor de skal sidde, for ellers de er for tunge, hvilket gør, at de gnaver i mine skuldre, som også giver smerter. Så jeg har haft en del sygefravær på grund af det. Og jeg har måttet spise piller.

Speak : Det bliver så slemt, at [A] til sidst beslutter sig for at klage til Patientklagenævnet. I 2004 kommer afgørelsen. Hun vinder sagen.

[K] (telefonsamtale): Jeg kan slet ikke erindre, at der er nogen, der har fået medhold i de der sager der.

[A] : Han har skadet rigtig mange. Der er andre end mig, der sidder og har ondt og skal leve med det, han har lavet.

Speak : To tidligere patienter kører i øjeblikket hver deres civile retssag mod [K]. Derudover har Magasinet Søndag fået adgang til fire sager af Patientklagenævnet, hvor patienterne har klaget over ham og fået medhold. I to tilfælde har patienterne fået sprøjtet royamidhydrogel ind i kinderne på trods af, at det var slet ikke godkendt eller beregnet til klinisk brug. Den tidligere plastikkirurg [B] har set to af [K]s tidligere patienter.

[B] : Det var rigtigt forfærdeligt, det var det altså. Ikke så meget kvinden, men manden, han var blevet meget hævet og ødelagt på den ene side og kunne kun vise sig om aftenen.

Speak : [C] mener ikke, at [K] lever op til de krav, der stilles for at være med i selskabet af plastikkirurger.

Interviewer : Og gør [K] det?

[C] : Nej det gør han ikke. Man skal frem for alt have en dokumenteret uddannelse i kosmetisk plastikkirurgi. Så skal man have en dadelfri vandel - som vi kalder det, eller være alment agtet af kollegerne.

Speak : Til sidst blev det så groft, at kollegaerne ligefrem besluttede at smide ham ud af selskabet af plastikkirurger.

[B] : Det var for mange klager imod ham. Så vi ikke brød os om at være sammen ham, men han vil ikke trække sig ud, og så nedlagde vi foreningen, og så lavede vi altså en ny.

Speak : Men hos Sundhedsstyrelsen vil man altså kun blive advaret imod [K], hvis han, firkantet sagt, laver nye fejl begået efter 1. januar 2006. Her blev tavlen nemlig visket ren...”

Danmarks Radio bragte den 28. januar 2007 følgende i TV-Avisen kl. 21.00

”Den 12. november 2006 bragte DR i Magasinet Søndag et indslag om patientsikkerhed indenfor plastikkirurgi. I indslaget fortalte vi, at en række klagesager mod plastikkirurg [K] tidligere havde ført til, at flere af hans kolleger ville have ham udelukket af Selskabet for Æstetisk Plastikkirurgi, og at selskabet til sidst blev opløst, fordi [K] ikke selv ville trække sig. DR beklager, at vi ikke forelagde denne kritik for [K] selv. [K] bemærker, at han har den fornødne uddannelse, og at han selv foreslog selskabet opløst.”

Til sagsfremstillingen skal nævnes, at det af Sundhedsvæsenets Patientklagenævns afgørelse af 20. august 2004 vedrørende [A] fremgår, at patientens bryster inden operationen var let asymmetriske med stor afstand fra brystvorte til underkant. Der blev indsat samme størrelse protese i begge bryster. Af afgørelsen fremgår bl.a. følgende

”Speciallæge [K] har anført, at muligheden for indsætning af en protese under brystmuskulaturen blev drøftet, men at han frarådede det.

Nævnet finder, at speciallæge [K] burde have anbefalet [A] at få ilagt proteser under brystmusklen samtidig med, at der blev foretaget reduktion af huden og løftning af brystvortekomplekset (ptoseoperation), hvorved [A] havde fået en kavalergang, samt en pæn brystform.

Nævnet finder herefter, at den behandling [A] modtog af speciallæge [K] ved operationen den 28. august 2002 var under normen for almindelig anerkendt faglig standard.”

Til yderligere sagsfremstilling skal nævnes, at Dansk Selskab for Æstetisk Plastikkirurgi den 2. marts 2002 behandlede forslag fra [K] vedrørende opløsning af foreningen. Forslaget blev sendt til urafstemning.

2. Parternes synspunkter

2.1. [K]s synspunkter

Advokat H. Vang-Lauridsen har indledningsvis anført, at Danmarks Radio ikke har kontrolleret eller efterprøvet beskyldningerne.

Advokaten har videre anført, at klager havde fået forelagt generelle spørgsmål inden offentliggørelsen under to telefonsamtaler, men ikke de konkrete klagepunkter, idet Danmarks Radio afviste at oplyse disse. Oplysningerne er derfor ikke blevet efterprøvet ved forelæggelse for klager. Ved at afvise at deltage i et tv-interview er klager ikke afskåret fra en mere detaljeret kommentar. Klager afviste at deltage, idet det ikke var muligt at forberede sig, når Danmarks Radio ikke ønskede at oplyse de konkrete sager, og han kunne ikke vide, hvordan interviewet ville blive redigeret. [K] har afvist at have modtaget en e-mail dagen før udsendelsen.

Advokaten har anført, at følgende krænkende indslag er ukorrekte og ikke forelagt [K]

· Klager vedstår sin udtalelse fra 2005 [angiveligt 2004], idet han har set implantater holde i op til 30 år. Han burde imidlertid have været forelagt oplysninger om, at Danmarks Radio ville bestride klagers udtalelse. Klager ønsker ikke at klage over udsendelsen fra 2005 eller genanvendelsen heraf, men over, at han ikke fik mulighed for at kommentere sammenhængen.

· Patientklagenævnets afgørelse vedrørende [A] vedrører ikke de klagepunkter, der er fremført i udsendelsen. Seeren får imidlertid det indtryk, at Patientklagenævnet har givet patienten medhold i de klager, som nævnes i udsendelsen; bl.a. at brysterne er for store, at der er forskel på brysternes størrelse, og at brystvorterne sidder for højt mv., idet der straks efter udtales: ”Det bliver så slemt, at [A] til sidst beslutter sig for at klage til Patientklagenævnet. I 2004 kommer afgørelsen – hun vinder sagen.” Der er således tale om vildledning. Patienten fik medhold i ét klagepunkt, idet den sagkyndige mente, at protesen skulle have været lagt under brystmusklen i stedet for udenpå, og der skulle have været foretaget et brystløft. Klager anbefalede [A] at vælge implantater af størrelsen 325 ml, men patienten ønskede 450 ml. Der var givet information om bivirkninger, herunder at protesen måske kan ses eller føles gennem huden. [A]s sag er indbragt for retten. Danmarks Radio burde have oplyst dette.

· Udsagnet ”der er 50 ml’s forskel på bryststørrelsen, og brystvorterne sidder 5 cm for højt.” er ukorrekt, idet implantaternes størrelse er identisk. Forskellen på brysterne skyldes, at de fra naturens hånd var asymmetriske, og der er ikke ændret på placeringen af patientens brystvorter. Klager er ikke blevet forelagt udsagnet. Det efterfølgende svar er en generel udtalelse.

· Produktet Royamidhydrogel er direkte fabrikeret og afprøvet til klinisk brug. Det er krænkende for klager og ukorrekt, når det anføres, at han har benyttet produktet, selvom det ikke var godkendt eller beregnet til klinisk brug. Anvendelsen var lovlig, produktet var DGM-godkendt og blev CE-mærket kort tid efter. Spørgsmålet om, hvilken godkendelse, der skulle foreligge, verserer i øjeblikket for retten. Danmarks Radio burde have afstået fra at bringe oplysningen eller have oplyst, at en tvist verserer ved domstolene.

· Af interviewet med [C] fremgår det, at klager ikke har ”en dokumenteret uddannelse i kosmetisk plastikkirurgi” eller ”dadelfri vandel og almen agtelse”. Der findes ikke en uddannelse i kosmetisk plastikkirurgi, men et anerkendt speciale i plastikkirurgi. Uddannelse i kosmetisk kirurgi opnås gennem praksis. [C]s udsagn efterlader det indtryk, at klagers vandel er dadelværdig.

· [K] foreslog grundet manglende faglig aktivitet i Dansk Selskab for Æstetisk Plastikpsykiatri, at foreningen nedlagdes. Det blev besluttet.

· I udsendelsen oplyses det, at DR har kendskab til flere sager. Klager har ikke fået forelagt sagerne.

Advokaten har endelig anført, at klager er berettiget til at få bragt et genmæle vedrørende de ukorrekte oplysninger.

2.2. Danmarks Radios synspunkter

Danmarks Radio har oplyst, at man var i telefonisk kontakt med klager to gange. I den anden samtale, som der er bragt optagelser i udsendelsen fra, oplyste Danmarks Radio klager om, at samtalen blev båndet. I denne telefonsamtale blev klager gjort opmærksom på, at man havde kendskab til fire sager, hvor Patientklagenævnet havde givet hans patienter medhold, hvilket Danmarks Radio gerne ville have en kommentar til. Klager blev spurgt, om han kunne huske, han havde fejlbehandlet en patient, hvilket han ikke erindrede. Klager afslog at medvirke i et interview, der skulle redigeres. I den forbindelse har Danmarks Radio anført, at det er i overensstemmelse med god presseskik at redigere interviews. Dagen inden udsendelsen blev der sendt en e-mail til [K] med oplysning om tidspunktet for programmets offentliggørelse og med opfordring til at kontakte redaktionen, hvis han havde spørgsmål.

Til de enkelte klagepunkter har Danmarks Radio anført følgende

· Klippet fra dokumentarprogrammet ”Operation Falske forventninger” sendt i januar 2005 tjener som dokumentation for, at [K] tidligere har været i mediernes søgelys, idet han hævder, at brystimplantaterne holder resten af livet.

· I klippet fra januar 2005 udtaler klager sig om implantaternes holdbarhed. En række speciallæger har over for Danmarks Radio bekræftet, at holdbarheden typisk er 15 år.

· [A] fortæller om sin oplevelse. [K]s kommentar er medtaget ved, at Magasinet Søndag bragte klip fra en båndet samtale med klager. Klager fik mulighed for at udtale sig om sagen, men han kunne ikke erindre at have tabt nogle sager i Patientklagenævnet om brystforstørrende operationer foretaget af ham. Nævnet fastslår, at [K] ikke har levet op til normen for almindelig anerkendt faglig standard. At der ikke i samtlige klagepunkter udtales kritik er her af underordnet betydning. Det er speciallægens ansvar at sikre, at operationen lever op til standarden.

· Udsagnet ”I to tilfælde har patienterne fået sprøjtet Royamidhydrogel ind i kinderne, på trods af det slet ikke var godkendt eller beregnet til klinisk brug” understøttes af Patientklagenævnets afgørelse af 15. marts 2001, hvoraf det fremgår, at

”da præparatet Hydrogel således ikke var godkendt til markedsføring og ibrugtagning den 21. februar og den 28. marts 2000, finder nævnet, at speciallæge [K] burde have undladt at anvende præparatet.”

Det er faktiske forhold, der refereres i udsendelsen. [K] blev under telefonsamtalerne spurgt til en patient, der har fået sprøjtet Hydrogel i kinderne, selvom det ikke var godkendt, hvortil klager svarede, at det var godkendt. Klager er blevet oplyst om denne del af kritikken og havde mulighed for at kommentere kritikken, hvis han havde indvilliget i at lade sig interviewe.

· [C] fortæller i interviewet generelt om de krav, der stilles for medlemskab af Dansk Selskab for Æstetisk Plastikkirurgi. Han specificerer ikke, hvilke af disse krav, klager ikke lever op til. Danmarks Radio har beklaget, at klager ikke er blevet forelagt denne kritik.

· [C] og [B] beskriver uafhængigt forløbet vedrørende Dansk Selskab for Æstetisk Plastikkirurgi. Det er deres udlægning, Danmarks Radio videregiver. Af indkaldelsen til generalforsamling den 2. marts 2002 i selskabet fremgår følgende under punkt 7

” patienter, der udtrykker utilfredshed med behandling af [K]. Da bestyrelsen ikke kan afvise klagerne som grundløse vil vi forelægge medlemmerne de nævnte forhold, med henblik på evt. foranstaltninger.”

Af referatet fremgår det, at [K] havde fremsendt forslag om opløsning af selskabet. Endvidere fremgår følgende

”da bestyrelsen gennem længere tid har ønsket at ændre lovene, så eksklusion af medlemmer kan foregå uden større risiko for en efterfølgende retssag anlagt af det ekskluderede medlem for at prøve eksklusionens lovlighed, støttede bestyrelsen forslaget.”

Danmarks Radio har beklaget, at [K] ikke blev oplyst om, at indslaget ville indeholde oplysninger om eksklusionen.

3. Pressenævnets afgørelse og begrundelse

I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget

Jytte Scharling, Bo Maltesen, Kaare R. Skou og Ole Askvig.

Pressenævnet bemærker indledningsvis, at spørgsmålet om, hvorvidt produktet Royamidhydrogel var beregnet og godkendt til klinisk brug, henhører under domstolene og falder uden for Nævnets kompetence.

I overensstemmelse med det almindelige princip om redaktørens ret til at redigere mediet var Danmarks Radio berettiget til at beslutte, om man ville bringe oplysninger om, at der verserede retssager vedrørende [A] og godkendelse af Royamidhydrogel. Nævnet udtaler ikke sin kritik.

Pressenævnet lægger til grund, at Danmarks Radio i en udsendelse i 2005 anførte, at [K] ikke informerede patienterne ordentligt forud for en brystforstørrende operation. Nævnet finder, at Danmarks Radio ikke har tilsidesat god presseskik ved på ny at bringe optagelserne med [K] uden hans samtykke. Nævnet har lagt vægt på, at udtalelsen ikke er bragt med en helt anden vinkling end i den oprindelige udsendelse, og at [K] stadig vedstår sig sin udtalelse. Herved har der ikke været grundlag for at forelægge sammenhængen for klager med henblik på en kommentar.

Pressenævnet finder, at det er uheldigt, at det - i strid med de faktiske omstændigheder – fremstår som om [A] fik medhold af Sundhedsvæsenets Patientklagenævn, fordi hun fik indopereret forskellige implantatstørrelser og ændret på brystvorternes placering. Henset til, at Patientklagenævnet fandt, at den behandling [A] modtog af [K] var under normen for almindelig faglig anerkendt standard, finder Pressenævnet ikke, at forholdet i sig selv er tilstrækkelig til at udtale kritik.

Der er afgivet modstridende forklaringer om, hvorvidt det var [A]s ønske, der var årsagen til, at klagers brystmål efter operation var en F-skål. På grund af de begrænsede muligheder for at føre bevis for Pressenævnet, kan Nævnet ikke tage stilling til, hvilken forklaring, der er den rigtige.

Pressenævnet finder, at oplysninger om, at [K] har fejlopereret patienter, og at Danmarks Radio havde kendskab til flere klagesager, kan være skadelige, krænkende eller virke agtelsesforringende for klager. Oplysningerne har derved skullet efterprøves, inden de blev bragt, først og fremmest ved forelæggelse for [K]. Pressenævnet finder imidlertid, at Danmarks Radio har forsøgt at forelægge oplysningerne for [K] inden offentliggørelsen ved at give klager mulighed for at kommentere oplysningerne i et interview. [K] må på baggrund af navnlig spørgsmålet ”Har du nogensinde fejlbehandlet en patient?” have været bekendt med, at udsendelsen bl.a. var kritisk over for [K]s behandlinger. [K] afslog imidlertid at deltage i et interview. Under disse omstændigheder giver offentliggørelsen af oplysningerne uden yderligere forelæggelse ikke anledning til kritik.

Pressenævnet finder, at det af udsagnet ”[C] mener ikke, at [K] lever op til de krav, der stilles for at være med i selskabet af plastikkirurger” sammenholdt med [C]s udtalelse fremstår, som om klager ikke har den fornødne uddannelse til at udføre kosmetiske operationer, hvorimod udsagnet om, at klager ikke har ”dadelfri vandel” fremstår som [C]s kommentar og ikke en oplysning. Oplysningen vedrørende [K]s manglende uddannelse kan være krænkende, skadelig eller virke agtelsesforringende for plastikkirurg [K] og har derfor skullet efterprøves i særlig grad først og fremmest ved forelæggelse for klager. Da dette ikke er sket, udtaler Pressenævnet sin kritik.

Pressenævnet finder, at udsagnet ”kollegaerne ligefrem besluttede at smide ham ud af selskabet af plastikkirurger” er en forkert oplysning, idet [K] selv stillede forslag om opløsning af selskabet, og Nævnet udtaler sin kritik.

Da Danmarks Radio den 28. januar 2007 har berigtiget de to kritiserede forhold, finder Pressenævnet ikke grundlag for at pålægge offentliggørelse i medfør af medieansvarsloven § 49.

Det fremgår af medieansvarsloven § 36, stk. 1, at anmodning om genmæle over for oplysninger af faktisk karakter, som er egnet til at påføre nogen økonomisk eller anden skade af betydning, og som er blevet bragt i et massemedie, skal tages til følge, medmindre oplysningernes rigtighed er utvivlsom.

Pressenævnet finder, at det fremstår som om [A] fik medhold i Patientklagenævnet, fordi hun havde fået indopereret forskellige implantatstørrelser og ændret på brystvorternes placering. Dette er ikke utvivlsomt rigtigt. Henset til, at Patientklagenævnet fandt, at den behandling, patienten modtog af [K], var under normen for almindelig anerkendt faglig standard, finder Pressenævnet, at oplysningen ikke kan anses for at påføre klager økonomisk eller anden skade af betydning, hvorfor han ikke er berettiget til et genmæle vedrørende dette forhold.

Pressenævnet finder, at oplysningen vedrørende klagers vandel ikke er en faktisk oplysning, hvorfor der ikke er grundlag for genmæle vedrørende denne vurdering.

Pressenævnet finder, at oplysninger om [K]s manglende uddannelse til at udføre kosmetiske operationer og eksklusion af selskabet af plastikkirurger er af faktisk karakter og er egnet til at påføre klager økonomisk eller anden skade af betydning. Han har herved været berettiget til at få bragt et genmæle vedrørende disse forhold. Da Danmarks Radio den 28. januar 2007 har berigtiget forholdene, finder Pressenævnet ikke grundlag for at kræve offentliggørelse efter medieansvarsloven § 39.

Afgjort den 18. april 2007

Endelig adm. afgørelse 2007 9357 Valid

Resumé

Klager klagede over udsendelse bragt i Danmarks Radio.

Pressenævnet bemærkede indledningsvis, at spørgsmålet om, hvorvidt produktet Royamidhydrogel var beregnet og godkendt til klinisk brug, henhører under domstolene og falder uden for Nævnets kompetence.

I overensstemmelse med det almindelige princip om redaktørens ret til at redigere mediet var Danmarks Radio berettiget til at beslutte, om man ville bringe oplysninger om, at der verserede retssager vedrørende [A] og godkendelse af Royamidhydrogel. Nævnet udtalte ikke sin kritik.

Pressenævnet lagde til grund, at Danmarks Radio i en udsendelse i 2005 anførte, at [K] ikke informerede patienterne ordentligt forud for en brystforstørrende operation. Nævnet fandt, at Danmarks Radio ikke havde tilsidesat god presseskik ved på ny at bringe optagelserne med [K] uden hans samtykke. Nævnet lagde vægt på, at udtalelsen ikke var bragt med en helt anden vinkling end i den oprindelige udsendelse, og at [K] stadig vedstod sig sin udtalelse. Herved havde der ikke været grundlag for at forelægge sammenhængen for klager med henblik på en kommentar.

Pressenævnet fandt, at det var uheldigt, at det - i strid med de faktiske omstændigheder – fremstod som om [A] fik medhold af Sundhedsvæsenets Patientklagenævn, fordi hun fik indopereret forskellige implantatstørrelser og ændret på brystvorternes placering. Henset til, at Patientklagenævnet fandt, at den behandling [A] modtog af [K] var under normen for almindelig faglig anerkendt standard, fandt Pressenævnet ikke, at forholdet i sig selv var tilstrækkelig til at udtale kritik.

Der var afgivet modstridende forklaringer om, hvorvidt det var [A]s ønske, der var årsagen til, at klagers brystmål efter operation var en F-skål. På grund af de begrænsede muligheder for at føre bevis for Pressenævnet, kunne Nævnet ikke tage stilling til, hvilken forklaring, der var den rigtige.

Pressenævnet fandt, at oplysninger om, at [K] havde fejlopereret patienter, og at Danmarks Radio havde kendskab til flere klagesager, kunne være skadelige, krænkende eller virke agtelsesforringende for klager. Oplysningerne havde derved skullet efterprøves, inden de blev bragt, først og fremmest ved forelæggelse for [K]. Pressenævnet fandt imidlertid, at Danmarks Radio havde forsøgt at forelægge oplysningerne for [K] inden offentliggørelsen ved at give klager mulighed for at kommentere oplysningerne i et interview. [K] måtte på baggrund af navnlig spørgsmålet ”Har du nogensinde fejlbehandlet en patient?” have været bekendt med, at udsendelsen bl.a. var kritisk over for [K]s behandlinger. [K] afslog imidlertid at deltage i et interview. Under disse omstændigheder gav offentliggørelsen af oplysningerne uden yderligere forelæggelse ikke anledning til kritik.

Pressenævnet fandt, at det af udsagnet ”[C] mener ikke, at [K] lever op til de krav, der stilles for at være med i selskabet af plastikkirurger” sammenholdt med [C]s udtalelse fremstod som om klager ikke havde den fornødne uddannelse til at udføre kosmetiske operationer, hvorimod udsagnet om, at klager ikke havde ”dadelfri vandel” fremstod som [C]s kommentar og ikke en oplysning. Oplysningen vedrørende [K]s manglende uddannelse kunne være krænkende, skadelig eller virke agtelsesforringende for plastikkirurg [K] og havde derfor skullet efterprøves i særlig grad først og fremmest ved forelæggelse for klager. Da dette ikke var sket, udtalte Pressenævnet sin kritik.

Pressenævnet fandt, at udsagnet ”kollegaerne ligefrem besluttede at smide ham ud af selskabet af plastikkirurger” var en forkert oplysning, idet [K] selv stillede forslag om opløsning af selskabet, og Nævnet udtalte sin kritik.

Da Danmarks Radio den 28. januar 2007 berigtigede de to kritiserede forhold, fandt Pressenævnet ikke grundlag for at pålægge offentliggørelse i medfør af medieansvarsloven § 49.

Det fremgår af medieansvarsloven § 36, stk. 1, at anmodning om genmæle over for oplysninger af faktisk karakter, som er egnet til at påføre nogen økonomisk eller anden skade af betydning, og som er blevet bragt i et massemedie, skal tages til følge, medmindre oplysningernes rigtighed er utvivlsom.

Pressenævnet fandt, at det fremstod som om [A] fik medhold i Patientklagenævnet, fordi hun havde fået indopereret forskellige implantatstørrelser og ændret på brystvorternes placering. Dette var ikke utvivlsomt rigtigt. Henset til, at Patientklagenævnet fandt, at den behandling, patienten modtog af [K], var under normen for almindelig anerkendt faglig standard, fandt Pressenævnet, at oplysningen ikke kunne anses for at påføre klager økonomisk eller anden skade af betydning, hvorfor han ikke var berettiget til et genmæle vedrørende dette forhold.

Pressenævnet fandt, at oplysningen vedrørende klagers vandel ikke var en faktisk oplysning, hvorfor der ikke var grundlag for genmæle vedrørende denne vurdering.

Pressenævnet fandt, at oplysninger om [K]s manglende uddannelse til at udføre kosmetiske operationer og eksklusion af selskabet af plastikkirurger var af faktisk karakter og var egnet til at påføre klager økonomisk eller anden skade af betydning. Han havde herved været berettiget til at få bragt et genmæle vedrørende disse forhold. Da Danmarks Radio den 28. januar 2007 havde berigtiget forholdene, fandt Pressenævnet ikke grundlag for at kræve offentliggørelse efter medieansvarsloven § 39.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →