Legislator Case Law & Legislation
W20070931225 DK

Pressenævnets kendelse i sag 2007-6-456

2 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (2 Articles)

Endelig adm. afgørelse 2007 9312 Valid

Pressenævnets kendelse i sag 2007-6-456

Advokat Karsten Henriksen har på vegne af [K] klaget til Pressenævnet over en artikel i Ekstra Bladet den 5. december 2006, idet han mener, at god presseskik er tilsidesat.

1. Sagsfremstilling

Ekstra Bladet bragte den 5. december forsideoverskriften ”Nyt fra overklassen [K]-kvinder i arvekrig”.

Samme dag bragte avisen under overskriften ”[A]s ekskone i arvekrig” og underoverskriften ”SKATTESNYD OG SORTE PENGE: [B] beskyldes for ulovligt at have hentet 1,6 mio. kr. i tyrkisk pengeskab” en artikel. Artiklen omhandlede [B], der angiveligt skulle have hentet 200.000 dollars i et pengeskab i Tyrkiet. Af artiklen fremgår bl.a. følgende

”Erhvervs- og jetsetkvinden [K] kan ifølge sagsakterne være en vigtig brik i sagen, som også involverer socialt bedrageri, skattefusk i millionklassen, en tyrkisk tæppehandler, en dansk modemilliardær og 200.000 sorte dollars.

Hjalp [K]

Ifølge retsbogen fra skifteretten mener familiemedlemmer til [C], at juristen [K] hjalp sin stedmor [B] med at placere de sorte dollars i USA.

I skifteretten forklarede [B] om denne anklage, at ”[K] intet har med pengene i Tyrkiet at gøre. [K] har ikke været involveret i disse penge, og hun har ej rådgivet derom på nogen måde”.”

Til artiklen var indsat et fotografi af [B] og [K] med følgende billedtekst

”[C]-familien beskylder juristen og jetset-kvinden [K] (th.) for at have hjulpet sin stedmor [B] med at placere de sorte dollars i USA.”

2. Parternes synspunkter

Advokat Karsten Henriksen har anført, at et to år gammelt retsmøde er uden nyhedsinteresse. Der er endvidere tale om grundløse rygter, hvilket allerede fremgik af vidneforklaringerne i 2004. Avisen har handlet i strid med de Vejledende regler for god presseskik, punkterne C.3. og C.6., eftersom avisen ikke har fremdraget den afgørende oplysning om, at rygterne er grundløse. Klager er endnu ikke indkaldt som vidne i sagen mellem [D] og [B], hvorfor det er usagligt og fordrejende, at [K] skulle være en ”vigtig brik i sagen”. Ekstra Bladet har alene inddraget klager, idet hun er kendt. Opsætningen af artiklen er med til at inddrage klager i en sag, der ikke vedrører hende.

Advokaten har videre anført, at det er kritisabelt at kæde klager sammen med beskyldninger om, at hun kan være en ”vigtig brik” i en sag vedrørende ”socialt bedrageri, skattefusk i millionklassen en dansk modemilliardær og 200.000 sorte dollars,”. Det fremstår - i strid med sandheden - som et uomtvisteligt faktum, at der har været ”sorte dollars” i sagen. Bemærkningen er videre ”egnet til at nedsætte [[K]] i medborgernes agtelse”, jf. straffelovens §§ 267 og 268.

Klager har herudover afvist

· At have kendt noget til pengeafhentning i Tyrkiet, førend påstande herom kom frem under skifteretssagen,

· At have begået eller medvirket til nogen form for strafbar handling,

· At have bistået [B] med investeringer i USA eller andre steder og

· At have haft noget at gøre med ”sorte dollars”.

Advokaten har endelig anført, at Ekstra Bladet har tilsidesat god presseskik ved ikke at forelægge oplysningerne for klager inden offentliggørelsen.

Ekstra Bladet har anført, at [K] som kendt person i særligt omfang må tåle omtale.

Avisen har videre anført, at omtalen vedrører en retssag, hvortil der er offentlig adgang. Retssagen har offentlig interesse, idet der er tale om voldsomme anklager og store pengebeløb. [K] anklages for at have hjulpet sin stedmor med at placere penge i USA, og hun vil blive indkaldt som vidne i sagen og er dermed en vigtig brik i sagens opklaring.

Ekstra Bladet har herudover anført, at klager over for avisen har afslået at udtale sig om sagen. I artiklen fremgår [K]s synspunkter imidlertid af [B]s vidneudsagn: ”[K] intet har med pengene i Tyrkiet at gøre. [K] har ikke været involveret i disse penge, og hun har ej rådgivet derom på nogen måde”. Klager blev efter offentliggørelsen tilbudt et interview i avisen, hvilket hun afslog.

3. Pressenævnets afgørelse og begrundelse

I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget

Jesper Rothe, Finn Rowold, Lene Sarup og Marianne Druedahl.

Pressenævnet bemærker indledningsvis, at spørgsmålet om, hvorvidt skattelovgivningen eller straffeloven er overtrådt, henhører under domstolene, og Nævnet kan ikke tage stilling hertil.

Pressenævnet finder, at der er en sådan offentlig interesse i sammenhængen mellem den ældre skiftesag og den nu anlagte sag ved Retten i Gentofte, at der er belæg for at nævne forholdet, og Nævnet udtaler ikke kritik.

Der skal i videst muligt omfang følges en klar saglig linje ved afgørelsen af, hvilke sager der omtales, og i hvilke tilfælde navne på de implicerede nævnes, jf. Vejledende regler for god presseskik, punkt C.6. Det er samtidig Pressenævnets opfattelse, at offentlige personer i forhold til andre må tåle en mere nærgående og kritisk omtale. Pressenævnet finder herefter, at Ekstra Bladet ikke har tilsidesat god presseskik ved at nævne klagers navn.

Pressenævnet finder, at beskyldningerne mod [K] kan være skadelige, krænkende eller virke agtelsesforringende for klager, hvorfor oplysningerne skulle have været forelagt hende inden offentliggørelse. Parterne har imidlertid afgivet modstridende forklaringer om, hvorvidt Ekstra Bladet har forsøgt at forelægge klager oplysningerne inden offentliggørelse. På grund af de begrænsede muligheder for at føre bevis for Pressenævnet, kan Nævnet ikke afgøre, hvilken forklaring, der er den rigtige, og Nævnet udtaler på denne baggrund ikke kritik heraf.

Pressenævnet finder herudover, at udsagnet ”[K] kan ifølge sagsakterne være en vigtig brik i sagen” går ud over, hvad der i retsbogsudskrifterne fra 2004 er dækning for, og Nævnet udtaler sin kritik af det bragte.

I medfør af medieansvarsloven § 49 pålægger Pressenævnet herefter den ansvarshavende redaktør af Ekstra Bladet at offentliggøre følgende

”Kendelse fra Pressenævnet

Ekstra Bladet bragte den 5. december 2006 en artikel vedrørende en arvesag i overklassen. I den forbindelse fremgik udsagnet ”Erhvervs- og jetsetkvinden [klager] kan ifølge sagsakterne være en vigtig brik i sagen, som også involverer socialt bedrageri, skattefusk i millionklassen ”. Kvinden har klaget til Pressenævnet, idet hun mener, at god presseskik er tilsidesat.

Pressenævnets afgørelse og begrundelse

Pressenævnet finder, at udsagnet ”[klager] kan ifølge sagsakterne være en vigtig brik i sagen” går ud over, hvad der i retsbogsudskrifterne fra 2004 er dækning for, og Nævnet udtaler sin kritik af det bragte.

København, den 26. marts 2007

Jesper Rothe, Finn Rowold, Lene Sarup og Marianne Druedahl.”

Afgjort den 26. marts 2007

Endelig adm. afgørelse 2007 9312 Valid

Resumé

Klager klagede over artikel i Ekstra Bladet.

Pressenævnet bemærkede indledningsvis, at spørgsmålet om, hvorvidt skattelovgivningen eller straffeloven var overtrådt, henhørte under domstolene, og Nævnet kunne ikke tage stilling hertil.

Pressenævnet fandt, at der var en sådan offentlig interesse i sammenhængen mellem den ældre skiftesag og den nu anlagte sag ved Retten i Gentofte, at der var belæg for at nævne forholdet, og Nævnet udtalte ikke kritik.

Der skal i videst muligt omfang følges en klar saglig linje ved afgørelsen af, hvilke sager der omtales, og i hvilke tilfælde navne på de implicerede nævnes, jf. Vejledende regler for god presseskik, punkt C.6. Det er samtidig Pressenævnets opfattelse, at offentlige personer i forhold til andre må tåle en mere nærgående og kritisk omtale. Pressenævnet fandt herefter, at Ekstra Bladet ikke havde tilsidesat god presseskik ved at nævne klagers navn.

Pressenævnet fandt, at beskyldningerne mod [K] kunne være skadelige, krænkende eller virke agtelsesforringende for klager, hvorfor oplysningerne skulle have været forelagt hende inden offentliggørelse. Parterne havde imidlertid afgivet modstridende forklaringer om, hvorvidt Ekstra Bladet havde forsøgt at forelægge klager oplysningerne inden offentliggørelse. På grund af de begrænsede muligheder for at føre bevis for Pressenævnet, kunne Nævnet ikke afgøre, hvilken forklaring, der var den rigtige, og Nævnet udtalte på denne baggrund ikke kritik heraf.

Pressenævnet fandt herudover, at udsagnet ”[K] kan ifølge sagsakterne være en vigtig brik i sagen” gik ud over, hvad der i retsbogsudskrifterne fra 2004 var dækning for, og Nævnet udtalte sin kritik af det bragte.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →